Læsetid: 4 min.

Edith Södergran var den første og indtil videre eneste kvindelige digter, der alene revolutionerede digtningen

Den moderne skandinaviske poesi kom til verden i kølvandet på den russiske revolution og den finske borgerkrig. Den allerførste af den nye generation af digtere var Edith Södergran
Edith Södergran skrev sine første digte på tysk og russisk, nogle få endda på fransk, før hun fandt ind i det svenske, som var hendes modersmål.

Edith Södergran skrev sine første digte på tysk og russisk, nogle få endda på fransk, før hun fandt ind i det svenske, som var hendes modersmål.

2. december 2017

»Alt ved denne kvinde var underligt. Paradoksalt blandet, men alligevel jernhårdt konsekvent. Hendes af sygdom og andre lidelser tærede vindlette krop – hendes kraftsprudlende digte. Hendes barnligt naive håndskrift – hendes raffineret modne tanker. Og det forunderligste var vel, at hendes aldeles oprindelige, og dog til de kontinentale morgendagsdigtere sig sluttende kunst kom helt af hende selv: Det kendskab hun havde til digterkollegerne ude i Europa var ganske lille. Det er få store kunstnere, der på den måde kan kalde deres kunst deres egen. Umådeligt rige må skabelsens kilder i hende have været.«

Sådan skrev Elmer Diktonius i 1923 i Arbetarbladet i Helsingfors efter Edith Södergrans død, kun 31 år gammel.

Politisk var de to uenige, hun sympatiserede med de hvide, han kæmpede med de røde i den da netop afsluttede, blodige og uforsonlige borgerkrig, der hærgede Finland i kølvandet på den russiske revolution. Men begge hørte de, sammen med Gunnar Björling, Hagar Olsson, Rabbe Enckell og Henry Parland, til den nye generation af digtere, der først af alle skrev moderne poesi i Skandinavien.

Opvokset i Rusland

Edith Södergran var den allerførste af dem, og det er ikke helt rigtigt, at hendes kendskab til, hvad der skete i poesien ude i Europa var ganske lille.

Hun var opvokset i Sankt Petersborg, og i hele sit liv havde hun været i kontakt med alt, hvad der skete i det Rusland, hvor de mislykkede og nedslagtede oprørsforsøg imod det diktatoriske zardømme fulgte hinanden i en slags ubønhørlig march ind i fremtiden, indtil den revolutionære omvæltning endelig skete i 1917 i to hug. Først befriende anarkistisk, i hvert fald som de fleste kunstnere og intellektuelle opfattede verden, i februar, og derefter bolsjevikisk i oktober.

De voldsomme begivenheder i de sociale og politiske sfærer påvirkede eksperimenterne i de kunstneriske, og omvendt, og Södergran var helt klar over, hvordan de russiske digtere havde arbejdet med at rive sig selv og digtningen løs af snærende, gamle bånd for at finde et sprog, der kunne svare til det nye liv, de forestillede sig.

Hun gik i skole i Sankt Petersborg og skrev sine første digte på tysk og russisk, nogle få endda på fransk, før hun fandt ind i det svenske, der nok var hendes modersmål, men ikke et sprog, man underviste eleverne i på skolerne i den russiske hovedstad.

Og fra sine ophold i den schweiziske kurby Davos, hvor hun søgte behandling for sin tuberkulose, havde hun også et kendskab til nye strømninger i Europa.

En revolutionerende digter

Selv var hun den første og indtil videre eneste kvindelige digter, der alene revolutionerede digtningen og dermed tænkningen på et helt sprog og for alle dets indbyggere.

Efter revolutionen flyttede hun med sin mor til Raivola i Karelen, et af den finske borgerkrigs knudepunkter. Hendes febersyner og hendes klare sprogforståelse mødtes dér med krigens rædsler og påvirkede dybt hendes sidste digte.

»Mindets violer strør jeg på drømmenes fortove af guld,« skrev hun. Modstanden fra omverdenen, også den litterære, der så hendes sprogs brudte syntaks som et symbol på sindssyge eller måske værre som en slags bolsjevisme, var måske medvirkende til, at hun en overgang lod sig påvirke af Friedrich Nietzsches tanker, som hun senere forkastede til fordel for, hvad Poul Borum kaldte Rudolf Steiners tynde filosofi.

Hun kom igennem det hele til et nyt, fuldstændig klart sprog, der ikke blot satte modernismen i gang i Finland, men påvirkede andre digtere, især i Skandinavien – f.eks. Gunnar Ekelöf i Sverige og Gustaf Munch-Petersen i Danmark – helt frem til i dag.

Hvad hun ville?

Skænk jeres børn en skønhed
som intet menneskes øje har set,
skænk jeres børn en kraft
at bryde himlens porte op med.

Læs også: Pentti Saarikoski

Pentti Saarikoski var et absolut uregerligt barn, et ’enfant terrible’, i den finske efterkrigspoesi. Eller sådan så man ham.

Hans jævnaldrende kollega Väinö Kirstinä sagde ironisk, at »hver gang Saarikoskis navn blev nævnt, lugtede alle straks sprit«. Hans drukkenskab var legendarisk, det samme var hans kommunisme.

Hans værk er stort og varieret, fra oversættelser af Homer og Joyce til en lang række digtsamlinger i et stadig mere forenklet, på en gang melankolsk og eksplosivt sprog. Eller snarere en melankolsk og eksplosiv brug af sprog. Af det finske sprog med dets store sangbarhed og dybe forbindelser til fortider, der fortaber sig ud over de sibiriske stepper til det japanske, hvis zenbuddhisme og haikupræcision havde godt fat i Saarikoskis livsfornemmelse og poetiske maskineri.

På dansk udkom senest digtsamlingen Jeg spejder ud over Stalins hoved, hvor Stalin formodentlig, men ikke bare, er en lille mindebuste i vindueskarmen.

Hvad jeg vil have:
sommer og blåklokker,
iskoldt under fødderne

står der på side 111 i Helena Idströms oversættelse.

Pentti Saarikoski døde i 1983, ni dage før sin 46-årsfødselsdag.

Serie

Den Finske Kanon

Finlands skove har gennem årene fostret børn, hvis skaberværk hele verden kender – eller burde kende til. Derfor giver vi jer ’Den Finske Kanon’ – en gennemgang af de største finske skabere inden for litteratur, lyrik, film, musik, design, billedkunst og arkitektur. Fra Alvar Aaltos lys til Mumi-dalens mørke.

Seneste artikler

Finland fylder 100

Vores finske naboer har korsflag og velfærdsstat og er verdens frieste land, men vi danskere ved nærmest intet om Finland. Nu, hvor landet fejrer 100 års selvstændighed, gør vi noget ved det. Vi markerer fejringen ved at bruge hele Moderne Tider til at fortælle historier om og fra Finland – om hvordan et fattigt folk har skabt en rig kultur og en velstående nation.

Andre artikler i dette tillæg

  • Dengang finnerne indgik en aftale med Djævelen

    2. december 2017
    Romanklassikeren ’Den ukendte soldat’ om Finlands kamp mod Sovjetunionen i 1941-44 er blevet filmatiseret tre gange med 30 års mellemrum. Senest med det største finske filmbudget til dato og en melankolsk krigsskildring, der virkelig bringer sit publikum tæt på krigens rædsler og på soldaterne fanget midt i dem
  • I familiens blodspor

    2. december 2017
    Når min finske familie fortæller historier, ender de som regel med, at nogen dør en skrækkelig død og bliver myrdet med en skovl eller sådan noget. Jeg tog med min far tilbage til det hus i Midtfinland, hvor alle historierne kommer fra
  • Brevkassen: Er sexchat utroskab?

    2. december 2017
    Nogle gange, når min kæreste sover, går jeg på nettet og sexchatter med kvinder og enkelte gange også mænd. Er jeg min kæreste utro?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Lars Rasmussen
  • ingemaje lange
  • Odin Rasmussen
Jørn Andersen, Lars Rasmussen, ingemaje lange og Odin Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et digt om dagen holder mumitrolden væk, denne kantianske repræsentant for borgerbohemerne, the bobos...

    “Hvad frygter jeg? Jeg er en del af uendeligheden.
    Jeg er en del af altets store kraft,
    en ensom verden blandt millioner verdner,
    som en stjerne af første grad der slukkes sidst.
    Triumf af leve, triumf at aande, triumf at være til!
    Triumf at føle tiden iskold løbe gennem sine aarer
    og høre nattens tavse flod
    og staa paa bjerget under solen.
    Jeg gaar paa sol, jeg staar paa sol.
    Jeg ved ikke af noget andet end sol.
    Tid - forvandlerske, tid - ødelæggerske, tid - fortryllerske,
    kommer du med nye rænker, tusinder rænker for at byde mig en tilværelse
    som et lille frø, som en snoet slange, som en klippe midt i havet.
    Tid - du morderske - vig fra mig!
    Solen fylder mit bryst med liflig honning til randen
    og den siger: engang slukkes alle stjerner,
    men de lyser altid uden angst.”

— Edith Södergran, Triumf at være til.

Poul Borums filosofi påførte ham en dødelig kol sygdom , Rudolf Steiners filosofi lever videre i bedste velgående.