Læsetid: 6 min.

Hvad er det egentlig, Sam Allardyce siger, når han siger, at der er for mange udlændinge i engelsk fodbold?

En tilbagevendende debat om Premier Leagues trænerimport er udtryk for et grundtræk ved moderne fodbold – og det moderne samfund i det hele taget
Sam Allardyce (i midten), der i foråret trænede Crystal Palace og siden er skiftet til Everton, har været ude med riven. Udenlandske trænere som Claude Puel (i baggrunden) har for let ved at sikre sig topjob i Premier League, mener Big Sam.

Sam Allardyce (i midten), der i foråret trænede Crystal Palace og siden er skiftet til Everton, har været ude med riven. Udenlandske trænere som Claude Puel (i baggrunden) har for let ved at sikre sig topjob i Premier League, mener Big Sam.

Andrew Matthews

30. december 2017

Det kan lyde slående brexitsk, når Sam Allardyce snakker om fodbold. I hvert fald når den 63-årige politimandssøn fra West Midlands brokker sig over britiske træneres kår i en tiltagende globaliseret sport.

Da Craig Shakespeare i oktober blev fyret i Leicester og erstattet af franske Claude Puel, beklagede Allardyce sig til BT Sport over, at Premier League har udviklet sig til en liga for udlændinge, hvor det er finere at være portugiser eller spanier end englænder.

Og tilbage i 2012, da han var i West Ham, påstod han, at han det eneste, der stod mellem ham og himmelstormende succes i en Champions League-klub var efternavnet. Det italiensk klingende Allardici ville have åbnet helt andre døre end det skotske middelaldernavn Allardyce, lød ræsonnementet.

Ironien er tyk, for Big Sam er selv det bedste eksempel på, at kritikken er tynd. Et halvt år efter sin frivillige aftrædelse i Crystal Palace blev Allardyce i slutningen af november udnævnt som ny Everton-træner (hvor han har ansat Craig Shakespeare som First Team Coach).

Merseyside-klubben er intet mindre end hans syvende i Premier League. Karrieren har flere gange set fortabt ud – især efter korruptionsskandalen, der fik ham fyret som engelsk landstræner i 2016 efter kun 67 dage i jobbet – men hver gang er korkproppen Allardyce poppet op til overfladen påny.

Noget nær det samme kan man sige om folk som David Moyes, der for nylig erstattede kroatiske Slaven Bilic i West Ham, og Roy Hodgson, der i september blev Crystal Palace-manager efter fyringen af hollandske Frank de Boer. De tre har tilsammen været ansat i Premier League-klubber ad seksten omgange.

Læg dertil Stokes Mark Hughes og West Bromwichs Alan Pardew, der begge kører på deres femte klub i Englands bedste række, og tallet vokser til seksogtyve.

Turpas til trænerkarrusellen

Når Premier League-klubberne tøver med at give unge britiske trænere chancen, er de fem ældre herrer, hvis gennemsnitsalder er 59, altså snarere en del af problemet end løsningen. Det er ikke udlændinge, som i første omgang blokerer vejen for de nye generationer af taktikere. Det er først og fremmest en stædig gruppe af rutinerede landsmænd, der åbenbart har købt det helt store turpas til trænerkarrusellen.

Som journalisten Rory Smith har påpeget i The New York Times, er det påfaldende ikke antallet af udlændinge i det engelske ligasystem – i Premier League er 11 ud af 20 trænere fra fastlands-Europa eller Sydamerika. Men i stedet det lave antal af britiske trænere under 40. I Premier League er der ikke en eneste (Bournemouths Eddie Howe var dog 39 ved sæsonens begyndelse), og i The Championship er kun tre ud af 17 britiske trænere i 30’erne. Til en sammenligning er der alene i den tyske Bundesliga ikke færre end seks i aldersgruppen 30-39 – TSG Hoffenheims Julian Nagelsmann blev endda ansat i en alder af blot 28.

Lader man blikket glide videre ned i Englands fodboldrækker, står der i League One og Two og The Championship hele 19 briter på sidelinjen, der har passeret 50 år. Tilsammen har de været ansat over 100 gange af engelske klubber. 69-årige rekordholder Neil Warnock er i Cardiff City træner for intet mindre end sin 14. klub.

Så Allardyce har ret, som Rory Smith skriver, der er et loft for britiske trænere: »Det er bare ikke blevet bygget af migranter, men af ham sig selv og ligesindede.«

At påstå at (unge) britiske trænere får for få chancer på højeste niveau kan altså sagtens være legitimt, men hvis argumentationen kun retter sig kritisk mod træneransættelser fra Europas øvrige ligaer, overser man det egentlige problem.

Portugisisk provokation

Portugisiske Marco Silva har været omdrejningspunktet i flere af denne slags diskussioner siden sin ankomst til engelsk fodbold sidste vinter. Da han blev præsenteret som Hull City-træner for knap et år siden, blev han straks mødt af hånlige kommentarer fra et Sky Sports-panel bestående af tunge Premier League-personligheder som den tidligere Arsenal-profil Paul Merson og Liverpool-koryfæet Phil Thompson.

»Hvorfor skal det altid være en udlænding? Hvad ved han overhovedet om engelsk fodbold? Hvad kan han, som Gary Rowett (manager i Derby, red.) ikke kan?« blev der syrligt spurgt uden den mindste anerkendelse af 39-årige Silvas trofævindende bedrifter i Portugal og Grækenland.

Som om fodbolden i Premier League skulle være væsensforskellig fra den kontinentale.

Og for få uger siden stak Sam Allardyce til Silva på et pressemøde: »Det er ikke en kritik, men hans karriere måler sig ikke med min,« lød det ifølge The Telegraph.

Silva, der i dag står i spidsen for Watford, var bookmakernes favorit til at blive ny Everton-boss, da Ronald Koeman blev fyret, men valget faldt til sidst på en skadefro Allardyce.

Marco Silva provokerer formentlig det konservative fodbold-England af den simple årsag, at hans resultater i Premier League har været gode. Han kunne godt nok ikke forhindre Hull i at rykke ned, men det havde også været for meget at forlange, efter at han overtog Humberside-klubben, da den var håbløst plantet på sidstepladsen i tabellen.

I løbet af foråret forbedrede han imidlertid spillet så markant, at han satte sin engelske forgænger, den tidligere Manchester United-assistent good old Mike Phelan, i noget akavet lys. Først på næstsidste spilledag blev Hulls skæbne beseglet.

Og i Watford, som straks stod klar med et kontrakttilbud efter sæsonafslutningen, har Silva foreløbigt kun styrket sit renommé.

Portugiseren forstærker dermed opfattelsen af, at udenlandske trænere klarer sig langt bedre i Premier League end britiske. Tidligere på året præsenterede The Guardian tal fra John Goddard, professor i sportsøkonomi ved Bangor University i Wales, der viser, at udenlandske trænere siden 1992 har snittet 1.66 point pr. kamp, mens tallet for deres britiske – og irske – kollegaer kun er 1.29. En forskel, der over en sæson med 38 kampe svarer til hele fjorten point.

Tallene er påvirket af, at de største klubber det seneste årti primært har haft udenlandske trænere, men det er langtfra hele forklaringen. Konklusionen er bemærkelsesværdigt nok noget nær den samme i The Championship, League One og League Two.

Sigende er det også, at klubber, der har erstattet en britisk eller irsk træner med en udefrakommende, i gennemsnit har oplevet en pointstigning pr. kamp på 0.16.

Bangalore og Stretford

Spørgsmålet er dog, hvad det er Sam Allardyce og kompagni egentlig siger, når de siger, at der er for mange udenlandske trænere i engelsk fodbold. Debatten udtrykker nemlig et grundtræk ved den moderne fodbold såvel som det moderne samfund i det hele taget: Det nationales møde med det internationale.

Argumenterne for at dæmpe trænerimporten falder således i to kategorier.

Der er det rendyrkede fodboldargument, der primært går på, at ingen engelske trænere lærer at svømme ved at sidde på bassinkanten.

Men debatten er samtidig præget af et andet og mere følelsesbetonet lag. Den reaktionære tilgang til tendensen bunder i en ambivalens ved, at engelsk fodbold er ved at blive – hvis den ikke allerede for længst er blevet – hele verdens fodbold. En ambivalens, der peger på et karakteristisk paradoks ved tidens storindustrisport. Det er globaliseringen af Premier League, der giver ligaen dens vanvittige økonomiske muskler – og vanvittigt dygtige spillere og trænere – men det er også globaliseringen, der i sin evige profitjagt indeholder et fremmedgørende element og risikerer at trænge de lokale fans, spillere og trænere i baggrunden til fordel for frugtbare markeder mod både Syd, Øst og Vest.

For Manchester United er supporteren i Bangalore blevet lige så vigtig som supporten i Stretford-forstaden, der ligger kun et Paul Pogba-sideskift fra Old Trafford. Og for West Ham er en venstreback fra den argentinske Primera División blevet lige så attraktiv og opnåelig som et lokalt talent opvokset på klubbens Little Heath Academy i Romford.

Samme mønster tegner sig for trænerne. Bare fordi Marco Silva er født i Lissabon, er han ikke sikret et job i Portugal. Og bare fordi Big Sam er født i Dudley nordvest for Birmingham, er han ikke sikret et job i England. Fodbolden er blevet internationaliseret i en sådan grad, at landegrænserne efterhånden helt er udvisket. Premier League er ikke længere englændernes eller briternes liga, den er alles liga.

Det er den sivende bitterhed over præcis de bevægelser, der ligger latent under Allardyces’ udtalelser.

At hans bekymringer igen og igen viser sig lettere overflødige er straks en anden sag. Selv om Allardyce meget gerne vil dyrke fortællingen om sig selv som negligeret af Premier Leagues vide horisonter, kan man sagtens forestille sig, at heller ikke Everton-tjansen bliver hans sidste på øverste niveau i England.

Den sværlemmede pragmatiker skal nok klare sig. Også selv om efternavnet ikke er Allardici.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Wind-Willassen

Er agurketiden allerede startet ?
Træner sladder fra England.
Kan det blive mere ligegyldigt.
Tag fat i løncirkusset i fodboldverdenen.
Her er der sandelig guf for folket.

Henrik Brøndum

Det værste ved denne artikel er da ikke indholdet, men det elendige sprog. Der må være undersat fra engelsk:

"Sigende er det også" , har det noget med skriftligt dansk at gøre?

Maj-Britt Kent Hansen

Sigende. Ja, da - Henrik Brøndum. Nu ved jeg ikke, om du er lidt polemisk, men det benyttedes tidligere uden at nogen tog anstød - og jeg kunne snildt finde på at bruge det.