Tre romaner skiller sig suverænt ud som topkandidater til anbefaling som den vigtigste af samtlige finske.
Nyest og nok mest kendt i Danmark er Puhdistus (2008, da. Renselse, 2010, oversat af Helena Idström), Sofi Oksanens barske, bevægende og rystende beretning om to kvinders kærlighed, hemmeligheder og grumme skæbner i Estland under Sovjet-regimet, hædret med Nordisk Råds Litteraturpris.
Særest og af let forståelige grunde nærmest totalt ukendt herhjemme er mammutværket Alaston Saalissa (1933) af Volter Kilpi (1874-1939), en original, anarkistisk fortæller, som man har sammenlignet med Joyce og Proust. Værket hævdes uoversætteligt, men findes ikke desto mindre omsat til svensk (1997) af Thomas Warburton som I salen på Alastalo.
Her kan man minut for minut og historie for historie følge de 24 mænd, som i efteråret 1864 samles for at drøfte bygningen af et nyt, stort skib. Handlingen, som foregår i ét rum, spænder over seks timer og mere end 700 sider, spækkede med humor, særfinske ordsprog, dialektbårne digressioner, selvironi og magi.
Det tidligst kendte billede af Aleksis Kivi, efter al sandsynlighed tegnet af kunstneren Albert Edelfelt.
Finskest, men også ældst blandt topkandidaterne er klassikeren over dem alle, Sejtsemän veljestä eller Syv brødre af Aleksis Kivi (1834-72), som oprindeligt (1870) blev offentliggjort som en serie på fire hæfter, men i bogform først udkom efter forfatterens død i fattigdom, forsmædelse og drikfældighed.
Litteraturprofessor i finsk August Ahlqvist havde i en lang, dræbende anmeldelse stemplet fortællingen som et uanstændigt og primitivt værk, med et vulgært sprog og en motivverden præget af råhed og mangel på civilisation. Sådan – lige på og hårdt, uden respekt for den gode smag – kunne man ikke skildre medlemmer af en nation på vej mod kulturel identitet!
I moderne tid er bogen blevet nationalt klenodie, kun overgået af kæmpeeposet Kalevala, og står som det bedst kendte og højest agtede prosaværk i landet, forbillede for bl.a. Väinö Linna og Antti Tuuri, der løb med Nordisk Råds Pris i hhv. 1963 og 1985.
Når bogen fortsat lever efter snart halvandet hundrede år, beror det på djærvheden, humoren og den ømt overbærende mildhed i skildringen af de syv brødre, der efter ærlige anstrengelser må opgive at drive den fædrene gård og slår sig ned ude i skoven. Her må de slås med kulden, de vilde dyr og mørket, men jo også med mørket og de dunkle lidenskaber i dem selv.
Forfatteren gør dem til almengyldige typer, indlever sig i dem hver især og forsyner dem med hver sit karakteristiske, gerne saftige sprog, alt imens han behændigt skifter frem og tilbage mellem sagnagtig epik, situationsbunden dramatik og sprød naturlyrik.
Til dansk blev denne højst bemærkelsesværdige blanding af realistisk folkelivsskildring og eventyragtig myte omsat to gange. Folmer Starholms forkortede version fra 1946 forekommer munter og mundret, hvorimod Kjeld Elfelts fra 1957 virker mere stiv, måske fordi den er mere korrekt. Prøv i stedet at få fat på den nyeste norske oversættelse (Nøste Kendzior, 1998) og overvej, hvis du synes om den, at presse nogen til, omsider, at skænke os Syv brødre på nutidigt, kraftfuldt dansk.
Fem finske anbefalinger
Kari Hotakainen (f. 1957)
Hjemmefronten (2004, oversat fra finsk af Helena Idström efter Juoksuhaudantie, 2002). Galgenhumoristisk og tragikomisk skildring tæt på af den moderne kriseramte mand. Fik Nordisk Råds Litteraturpris i 2004.
Rosa Liksom (f. 1958)
Kupé nr. 6 (2013, oversat fra finsk af Birgita Bonde Hansen efter Hytti nro 6, 2011). Besættende og lettere gådefuld beretning om to menneskers møde i et tog mod øst gennem kommunismens Sovjet.
Ulla-Lena Lundberg (f. 1947)
Leo & Den store verden (1992 og 1993, oversat fra ålandssvensk af Annelise Feilberg efter Leo & Stora världen, 1989 og 1991). To sammenhængende, farverige og varme slægtsromaner fra sejlskibenes og langfartskaptajnernes storhedstid.
Veijo Meri (1928-2015)
Manilarebet (1963, oversat fra finsk af Anja og Gunner Gersov efter Manillaköysi,1957). Intens og medrivende, senere filmatiseret (1976) beretning om en soldats hjemrejse fra orlov under den finsk-sovjetiske krig 1941-44.
Kjell Westö (f. 1961)
Der hvor vi gik engang (2015, oversat fra finlandssvensk af Jesper Klint Kistorp efter Där vi en gång gått, 2006). Tre vidt forskellige unge følges fra borgerkrigen 1918 op gennem mellemkrigstiden i indsigtsfuld fortælling om skønhed, ondskab og kærlighed.
Den Finske Kanon
Finlands skove har gennem årene fostret børn, hvis skaberværk hele verden kender – eller burde kende til. Derfor giver vi jer ’Den Finske Kanon’ – en gennemgang af de største finske skabere inden for litteratur, lyrik, film, musik, design, billedkunst og arkitektur. Fra Alvar Aaltos lys til Mumi-dalens mørke.
Seneste artikler
Jo mere deprimeret en skuespiller er, desto mere ler publikum
2. december 2017Set fra udlandet er finsk film stadig lig med Aki Kaurismäki, den sorthumoristiske humanist, der laver musikalske, stiliserede fabler om mennesker på bunden af samfundetEdith Södergran var den første og indtil videre eneste kvindelige digter, der alene revolutionerede digtningen
2. december 2017Den moderne skandinaviske poesi kom til verden i kølvandet på den russiske revolution og den finske borgerkrig. Den allerførste af den nye generation af digtere var Edith SödergranI Tove Janssons Mumidal finder vi et trygt sted at være skræmt fra vid og sans
2. december 2017Tove Janssons Mumi-univers er så mangefacetteret, at akademikere næppe inden for en overskuelig fremtid bliver færdig med at analysere dets psykologiske dybder
Finland fylder 100
Vores finske naboer har korsflag og velfærdsstat og er verdens frieste land, men vi danskere ved nærmest intet om Finland. Nu, hvor landet fejrer 100 års selvstændighed, gør vi noget ved det. Vi markerer fejringen ved at bruge hele Moderne Tider til at fortælle historier om og fra Finland – om hvordan et fattigt folk har skabt en rig kultur og en velstående nation.
Andre artikler i dette tillæg
Dengang finnerne indgik en aftale med Djævelen
2. december 2017Romanklassikeren ’Den ukendte soldat’ om Finlands kamp mod Sovjetunionen i 1941-44 er blevet filmatiseret tre gange med 30 års mellemrum. Senest med det største finske filmbudget til dato og en melankolsk krigsskildring, der virkelig bringer sit publikum tæt på krigens rædsler og på soldaterne fanget midt i demI familiens blodspor
2. december 2017Når min finske familie fortæller historier, ender de som regel med, at nogen dør en skrækkelig død og bliver myrdet med en skovl eller sådan noget. Jeg tog med min far tilbage til det hus i Midtfinland, hvor alle historierne kommer fraBrevkassen: Er sexchat utroskab?
2. december 2017Nogle gange, når min kæreste sover, går jeg på nettet og sexchatter med kvinder og enkelte gange også mænd. Er jeg min kæreste utro?
Erik Skyum-Nielsens artikel om bl.a. Aleksis Kivi i Information 2 december är givetvis intressant - men är det omöjligt att checka de finska ordens rättskrivning. Kilpis bok heter INTE "Alaston Saalissa" ("Alaston" betyder naken på finska) - den heter "Alastalon salissa". Talo är hus, och Alastalo är alltså det nedre huset, så "I salen på det nedre huset". Aleksis Kivis bok heter INTE Sejtsemän veljestä - den heter Seitsemän veljestä. Det är ovanligt att se finska ord skrivna utan skrivfel i Danmark. Tyvärr.
Tove Skutnabb-Kangas, dr.phil.