Helene Schjerfbecks værker er på én gang internationale i deres udsyn og udpræget finske i deres introverte melankoli

Det er en helt egenartet inderlighed og intensitet, der præger Helene Schjerfbecks teknisk suveræne malerier. Hun er især kendt for sine mange selvportrætter, der i lige dele dialog med renæssancens store mestre og modernitetens nybrydende opløsning af billedrummet viser en både selvsikker og undersøgende kunstner.

Schjerfbeck (1862-1946) var om nogen den kunstner, der bragte det moderne gennembrud til Finland, om end fædrelandet kun med en vis forsinkelse gav hende den berettigede anerkendelse. Accepten kom først for alvor efter en større separatudstilling i Helsinki i 1917, der også i hjemlandet cementerede Schjerfbecks position som en dybt original kunstner.

Personlig stil

I 1880’erne, da Schjerfbeck var i 20’erne, rejste hun gentagne gange til Frankrig, hvor især Paris med dens pulserende kunstliv bragte hende i berøring med modernismens strømninger. Det gjaldt ikke mindst impressionismen, hvis virkemidler hun indoptog og selvstændiggjorde i sine egne malerier.

Schjerfbeck var åben, modtagelig og i besiddelse af en malerisk sensibilitet og kunstnerisk intelligens, som satte hende i stand til at omdanne indtrykkene til en helt personlig stil. Hun udstillede i 1880’erne flere gange på de årlige saloner i Paris og vandt i 1889 bronzemedalje for sit bidrag på Verdensudstillingen, maleriet Rekonvalescenten, som i dag hænger på Ateneum, det finske nationalgalleri.

Maleriet, som Schjerfbeck malede i St. Ives i Cornwall i 1888, viser en pige, der sidder indhyllet i hvide lagener på en sivstol, mens hun betragter de spæde blade på en kvist i en lille vase på bordet foran sig. Pigens hår stritter uregerligt, hendes kinder er blussende røde og øjnene feberblanke.

Men det fattige og simple dagligstueinteriør er gennemstrømmet af et livsbekræftende lys, der sammen med de spæde blades forårsbebudelse bringer vidnesbyrd om en vitalitet, der overtrumfer sygdommens trusler.

Maleriet bliver anset som delvist selvbiografisk, fordi Schjerfbeck selv i sin barndom havde været meget syg, og i øvrigt igen blev plaget af lange sygdomsperioder i tiden efter 1890.

Til sjælens indre gennem eget forfald

Schjerfbecks oeuvre, hvoraf en stor og repræsentativ gruppe af malerier befinder sig i Ateneums samling i Helsinki, viser en bevægelse fra klassisk naturalisme over impressionistisk opløsning af billedrummets illusionisme med betoning af farveflader og flimrende sansemættede strøg, der ofte lader partier af ubehandlet lærred stå tilbage. Senværket er typisk stiliserede og mere ekspressive motiver med farven i centrum, hvor billedernes perspektiviske dybder bliver reduceret mere og mere.

Selvportræt, 1915.

Wikimedia Commons

På én gang er Schjerfbecks værker internationale i deres udsyn og påvirkning og udpræget finske i deres introverte melankoli. Mest kendt er de mange selvportrætter, som med sjælden dybde og eksistentiel intensitet udfolder en kunstneridentitet på billedfladen – sanseligt, konfronterende og gribende.

Hvor Schjerfbecks tidlige selvportrætter var klassicerende og udstrålede et uhyre psykologisk nærvær, så blev de senere selvfremstillinger symbolistiske forvarslinger af hendes egen død.

Den livsnerve og glød, som de tidlige selvportrætter skildrede, er stadig til stede i de sene selvportrætter, men det indfaldne ansigt er forvandlet til en slags hulkindet kranium med sorte huller ind i hovedet.

Schjerfbeck undersøgte i sine værker nådesløst sit eget forfald, mens hun levede stadig mere isoleret. Hun skildrede det forhåndenværende: interiøret i sit hjem, landskabet udenfor, sig selv. Men skildringerne af det nære er hos Schjerfbeck en rejse ind i tingenes og sjælens indre dybder, som ikke er set tidligere, hvorfor hendes oeuvre i dag fremstår helt enestående i international målestok.