Læsetid 4 min.

Idédebat: Kinesisk journalistiks eneste håb er nonfiktion

Mens kinesiske medier oplever de værste forhold for undersøgende og kritisk journalistik, lever den gode historie stadig. Kinesiske journalister låner fra skønlitteraturen for at skrive nonfiktion om virkelige mennesker og deres skæbner
23. december 2017

Nogle gange kan oversatte værker inspirere, sætte gang i tendenser og skabe nye muligheder. Måske forandring.

Sådan var det, da den amerikanske journalist og forfatter Peter Hesslers bøger om hans år i Kina blev oversat til kinesisk. Han skrev om virkelige mennesker og deres virkelige skæbner og præsenterede det som læseværdige narrativer. Han skrev litterær nonfiktion om helt almindelige kinesere på en måde, det kinesiske publikum ikke var vant til. Det blev en succes, og hans bøger, der udkom på kinesisk mellem 2011 og 2013, har solgt i mere end en halv million eksemplarer.

I de sidste år har der været et boom i nonfiktive hjemstavnsberetninger fra både journalister og forskere, der rejser tilbage til den landsby, som de selv og alle andre i deres generation er flyttet fra for at prøve lykken i Kinas byer. De beskriver virkelige skæbner, afsavn og den forandring, som næsten fire årtiers økonomiske reformer af bragt til Kinas landområder i form af både affolkning og moderne bekvemmeligheder.

Det virkelige liv

Det gælder blandt andre sociologen Liang Hong, der med sin reportage fra sin hjemby i Henan-provinsen var den første kinesiske nonfiktionforfatter. Forrige år udgav den tidligere tv-redaktør Yan Haijun en lignende nonfiktionroman Reportage fra landsbyen Yabian: Forandringens vinde i Kinas landområder om den landsby i Gansu, som han voksede op i, men senere forlod til fordel for et arbejde i byen.

Forrige år udkom Havard Universitys guide til nonfiktion eller det, der på dansk omtales som litterær nonfiktion Telling True Stories fra 2007 oversat til kinesisk på opfordring fra blandt andet kinesiske journalister, der ønsker inspiration til nye måder at fortælle historier på.

For det er ikke kun i bogform, kinesiske læsere efterspørger gode fortællinger. Også på nettet har lange velfortalte historier om det virkelige liv et publikum. Det er blandt andet nøglen til den kinesiske internetvirksomhed NetEase’s digitale magasin The Livings succes. Her har journalister og andre skribenter siden 2015 leveret featurehistorier til magasinets omkring 200.000 brugere.

For David Bandurski, der i det sidste årti har forsket i kinesiske mediers udvikling ved University of Hongkongs center for journalistik og mediestudier, er nonfiktion en mulighed for at fortælle gode historier, der giver læseren indblik i virkelige liv, skæbner og livsvalg.

»Litterær nonfiktion er det eneste sted, hvor der er håb for kinesisk journalistik. Her er fortællinger, der er relevante, underholdende og giver indblik i menneskers liv.«

»For bare ti år siden lavede kinesiske journalister undersøgende journalistik, der også satte dagsordenen for udenlandske korrespondenter – uanset om de ville indrømme det eller ej. Dengang var der omkring to tre vigtige afsløringer om ugen. Nu har vi et par stykker om året,« siger David Bandurski.

Pressefrihed i klemme

Muligheden for at lave undersøgende journalistik er i dag begrænset til et minimum. Men ved at fokusere på den gode historie og undlade at udpensle samfundskritikken kan journalister fortsat skrive gode historier, der står som et vidnesbyrd på, hvordan Kinas samfundsudvikling rammer den enkelte. Dermed er litterær nonfiktion blevet et lys i mørket i en ellers mørk tid for kinesiske medier, der under præsident Xi Jinping har oplevet yderligere kontrol.

Kina ligger nummer fire fra bunden på Reporters Without Borders’ pressefrihedsindeks, der hvert år vurderer pressefriheden i 180 lande. Den dårlige placering skyldes den omfattende censur og journalister og debattørers manglende frihed til at lave den journalistik, de ønsker. Mere end 100 journalister og bloggere er tilbageholdt, viser Reporters Without Borders’ opgørelse.

Siden Xi Jinping tiltrådte i 2012, har han strammet kontrollen med kinesiske medier og understreget journalistens rolle som talerør for partiet.

»Alle medier skal hedde ’Parti’ til efternavn« og alle medier skal »elske partiet, beskytte partiet og tjene partiet«, lød det fra Xi Jinping i en tale om kinesiske medier og den offentlige opinion, der blev holdt i forbindelse med en inspektion på blandt andet Folkets Dagblad og den centrale tv-station CCTV.

Arven fra Mao

Det bygger på en ideologisk forestilling, der går tilbage til Mao Zedong, om at journalister skal tænke som politikere og hele tiden have den nationale samhørighed og nationens stabilitet for øje – eller med Xi Jinpings termer, at journalister skal »have hoved som politikere«.

Mens partiet i begyndelsen af reformperioden og op gennem 1990’erne gav plads til undersøgende journalistik, der kunne afsløre problemer i samfundet, før de løb ud af kontrol, så har partiet i det sidste årti i højere grad sat fokus på den gode fortælling fra det levede liv. I 2011 iværksatte det kinesiske propagandaministerium en kampagne, der med slogannet »Tag til samfundets rod, skift arbejdsstil, skift skrivestil« understregede, at kinesiske medier – præcis lige som partiet, skal være ’tæt på’ folkets liv.

Den velfortalte historie overlever i Kina, så længe journalisten holder sig fra at sætte spørgsmålstegn ved den eksisterende samfundsorden eller på anden måde udfordre partiets legitimitet. For ligegyldigt, hvor god historien er, så må ingen rokke ved den overordnede fortælling om et land, der er ved et udvikle sig til et moderne socialistisk land.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu