Jeg interviewede journalistikonet Günther Wallraff og endte med at overnatte i hans ’sommerskur’

Hvad kommer du til at huske 2017 for?

Når spørgsmålet – lige så sikkert som rådhusklokker og kransekagekvalme – dukker op søndag, bliver et af mine personlige svar helt sikkert: Wallraff. Günter Wallraff. Undercoverlegenden Wallraff. Manden, der har lagt navn til verbet at wallraffe – altså at udgive sig for at være en anden for at afdække udbytning, udgrænsning og uretfærdigheder i miljøer, som journalister ellers aldrig ville få adgang til. Verdens måske mest berømte journalist, hvis navn næsten alle kender, men hvis biografi de færreste har styr på.

Egentlig ville jeg i sommer bare have et par udsagn fra Wallraff som Tysklands sociale samvittighed in persona. Men trods travlheden i valgkampen endte jeg med at bruge en eftermiddag hjemme ved ham i Köln. Og på grund af travlheden fik jeg aldrig skrevet om selve interviewet.

Med sine vilde udsagn om dem på toppen og dem på bunden, med sine bemærkninger om journalistikkens væsen og med sin usædvanlige åbenhed og uforfængelige selviscenesættelse blev Wallraff alligevel ved med at rumstere i mit baghoved. Som 2017 svandt stod det klarere og klarere for mig, at mødet med journalistlegenden simpelthen var årets møde for mig. Her er historien. 

Det var med sædvanlig ærbødighed for store personligheder, da jeg i valgkampens hede ringede på ved Günter Wallraff for at interviewe ham til en stor artikel om social uretfærdighed i Tyskland. Et emne, som SPD’s formand, Martin Schulz, havde genoplivet som socialdemokratisk kerneområde i et land med et enormt prekariat, en mindsteløn på 65 kr. i timen og et stigende skel mellem rig og fattig. Og et emne, som den nu 75-årige Günter Wallraff siden 1960’erne har viet sit liv til at bekæmpe med stort set alle tænkelige journalistiske metoder – fra bøger og artikler over film og dokumentarudsendelser til serier på tvivlsomme fjernsynskanaler.

Døren gik op, og Wallraffs assistent viste gennem blandingen af lejlighed, studie og kontor og ud til Günter himself, som ventede i haven.

Eliternes dekadence

»Den sociale indignation tager til med alderen. Det bliver kun værre,« siger Wallraff, da vi har sat os til rette i hans lille oase midt i et gammelt arbejderkvarter i det nordlige Köln.

»Der er stadig nok at tage fat i derude. Industrien kører fremragende, og kliken af topchefer stortrives. ’Tyskerne er så rige som aldrig før,’ lyder den beroligende stikpille i ny og næ i medierne. Det er sandt, hvis man spreder de absurde formuer ud på hele befolkningen. Vi har bare den skæveste formuefordeling i hele Europa, uligheden skriger til himlen.«

Forbløffende nok misser Wallraff på intet tidspunkt med øjnene i den skarpe sol, selv om skyggen på hans kasket bliver siddende i nakken de næste par timer.

»Selvfølgelig skal vi have en formueskat og en langt højere topskat. Der er så mange, der er så styrtende rige, at de end ikke ville mærke det. Men det mærkeligste er, at de smukke og rige ikke bare fejrer sig selv. De bliver også hyldet af medierne i al deres dekadence i stedet for at blive udstillet og klædt af.«

Uegnet i krig og fred

Ét stikord er nok til at udløse et mindre foredrag, hvor Günter Wallraff kaster om sig med værdiladede udsagn, der er lige til at skrive ned og putte i avisen. Som verdens mest berømte undercoverjournalist orker han derimod ikke at fortælle sin livshistorie: Den kan man selv gå hjem og læse på. At kommentere sin mere end 50-årige karriere mellem aktivisme og journalistik kan han dog ikke lade være med denne eftermiddag.

Som ung interesserede Wallraff sig egentlig mest for eksperimenterende lyrik, men hans tid i hæren bragte ham i 1963 på andre tanker. Her lærte han med egne ord at se og høre, og med sine evige undersøgelser og skriverier om de ydmygende eksercitser lykkedes det ham at få psykiaterens stempel på at være »uegnet til krig og fred« og blive udmønstret af løjerne.

Den første gang, han for alvor klædte sig ud i sandhedens tjeneste, var til industrireportagerne Vi har brug for dig fra 1966. Alene i bogform solgte den i et sekscifret antal eksemplarer, og den blev grundlaget for »metoden Wallraff«: At gøre sig til et »offer« blandt samfundets svageste, mest hårdt arbejdende og dårligst lønnede ved netop at arbejde med dem, klæde sig som dem og leve sig ind i deres hverdag. Indtil der er stof nok at skrive om den fornedrelse, som de oplever på daglig basis.

I 1970’erne gik Wallraff undercover som reporteren Hans Esser hos det tyske formiddagsblad BILD Zeitung. Det mundede ud i et brutalt anklageskrift mod en mediekoncern, der ikke skyr nogen metoder for at lande en saftig avis.

»Det var nok her, at jeg vænnede mig til, at en stor del af mit arbejdsliv skulle gå med retsprocesser. Men jeg plejer jo at vinde dem,« fortæller Wallraff med et grin, mens han kigger rundt på statuerne i haven.

»Dengang opnåede jeg, at BILD Zeitung endelig kom på anklagebænken og ikke mere bare kunne tillade sig alt.«

Günter Wallraff ikke bare vandt BILD’s årelange retssag mod ham – sagen endte også med en såkaldt Lex Wallraff i den tyske medielovgivning:

»Hvis der foreligger graverende misforhold, må man også offentliggøre informationer, som er opnået med brug af undercovermetoder, fordi offentligheden har ret til at kende dem.«

»Om jeg er stolt af Lex Wallraff? Ja, for fanden. Den har ændret spillereglerne i sandhedens tjeneste. Og den har gjort mit fortsatte arbejde muligt.«

Usminket racisme

Mens han taler, kan han næsten ikke sidde stille. Et par gange flyver hans mimik så meget rundt i hovedet på ham, at han umærkeligt glider mellem rollen som skuespiller og analytiker. Præcis som i sin undercoverjournalistik.

Sin verdensberømmelse opnåede Wallraff også undercover i rollen som tyrkeren Ali Levent Sinirlioglu. Gennem næsten to år researchede – dvs. arbejdede – han som gæstearbejder ved industrigiganten Thyssen for til sidst at dokumentere skånselsløs udbytning og diskrimination. Bogen På bunden solgte i over fem millioner eksemplarer på tysk, blev oversat til mere end 20 sprog og skabte legendariske køer foran boghandlerne i de tyske arbejderkvarterer.

»Dengang var folk af tyrkisk afstamning endnu mere diskriminerede i Tyskland end i dag,« siger Wallraff, der stadig jævnligt er i Tyrkiet for at hjælpe nødstedte journalistkolleger og »kæmpe for deres rettigheder i despoten Erdogans rædselsregime«, som han udtrykker det.

»Gæstearbejderne blev behandlet som skidt. Jeg tror faktisk, at reportagerne var med til at ændre det. Regeringen nedsatte undersøgelseskommissioner, og skifteholdsarbejdet blev pludselig kontrolleret.«

Efter højdepunktet i 1980’erne fulgte nogle mere rolige årtier præget af sygdom, som var ved at koste Wallraff førligheden. Efter den tyske genforening blev han desuden konfronteret med tungtvejende anklager om samarbejde med det østtyske Stasi i 1960’erne og 1970’erne, hvor han bl.a. skal have mødt en østtysk journalist og stasiagent i København i 1971.

Det bestrider Wallraff til dato, omend han gerne medgiver at have brugt de østtyske arkiver og have haft venner i øst – bl.a. sangeren Wolf Biermann, der blev smidt ud af DDR i 1976.

Efter sin ufrivillige pause trak Wallraff i 2007 atter i udklædningstøjet og afslørede overvågning, underbetaling, medarbejderchikane og tvivlsomme hygiejneforhold i supermarkeder, brødfabrikker og på Starbucks. Sminket som somalieren Kwami demonstrerede han for rullende, skjult kamera, at farvede mennesker ikke bare er i livsfare blandt hooligans på fodboldstadionet, men også at de heller ikke just er velkomne i kolonihaveforeningen, i hundeklubben eller på det tyske boligmarked.

»Racismen er stadig voldsom i Tyskland, selv om den er aftagende,« siger Wallraff og giver sig til at tænke højt over sine egne metoder.

»Det er sælsomt, hvordan man kan blive nødt til at klæde sig ud for at demaskere den slags i samfundet.«

Når man taler oprigtigt med Günter Wallraff på tomandshånd, er det svært at forestille sig, at han hen over uger, måneder eller år kan glide ind i en rolle og i den grad forstille sig. Han gør det i sandhedens tjeneste, men også fordi det at spille skuespil bare er en del af ham, mener han.

At det til tider bliver temmelig karikeret, indrømmer han også gerne.

»Der ligger jo næsten altid en ironi og en situationskomik som en fernis over det, jeg laver. Ellers ville jeg blive helt forbitret over al den uretfærdighed, jeg kaster mig ud i.«

Research i virkeligheden

Man skal nærmest tvinge Wallraff til at tale om fortiden. Han vil meget hellere tale om sine nuværende og fremtidige projekter – og hvad de kan rykke i et uretfærdigt samfund.

I sin rolige talestrøm remser han i lynets hast pludselig mindretalsrettigheder, kvinderettigheder, børns rettigheder, arbejdstageres rettigheder og pressefrihed op. De er i hans øjne det ultimative bevis på, at verden ikke var bedre i gamle dage. Tværtimod.

»F.eks. vejede skjulte kameraer på den forkerte side af syv kilo i 1970’erne,« siger han med et grin.

»Nej, helt ærligt. Bare i min levetid er det blevet mere eller mindre selvfølgeligt, at disse rettigheder findes. Mit beskedne håb er, at jeg bidrager til at opretholde dem, selv om vi for tiden oplever en nationalistisk opblomstring og en grasserende politisk islamisme, som jeg ser som det sidste oprør mod moderniteten. Tidligere var vi på venstrefløjen alt for blødsødne i vores kritik de socialistiske diktaturer, fordi vi ikke ville give højrefløjen flere argumenter på hånden. Det viste sig selvfølgelig at være kontraproduktivt,« mener Wallraff.

»I dag er vi bange for at kritisere det vanvid, der foregår i Islams navn, igen fordi vi ikke vil give højrefløjen flere argumenterer på hånden. Den fejhed må vi bekæmpe og nævne problemerne ved deres rette navn.«

Wallraff tror stadig inderligt på, at oplysning og afsløring af magtforhold kan gøre verden til et bedre sted. Men da talen falder på journalistikkens fremtid, læner han sig tilbage i stolen, smiler alvorligt og kalder sig »skeptiker på fagets og dermed på demokratiets vegne«. Det skyldes ikke mindst den ustoppelige digitalisering, hvor vi kun har set de første børnesygdomme i et ufiltreret mediebillede, hvor stadig større grupper lever i deres egne parallelverdener og filterbobler.

»På den yderste højrefløj snakker de så meget om ’løgnepressen’, men mit indtryk er, at de folk slet ikke læser aviser mere. De aner ikke, hvad de snakker om,« siger Günter Wallraff.

Selv om der i Wallraffs optik stadig er en række fremragende aviser i Tyskland, ser han et medielandskab, der »lider under stadig færre virkeligheder«. Årsagen er kort og godt, at de ikke længere har råd til ordentlig research – research, der foregår i virkeligheden og ikke bare på internettet, hvor de samme oplysninger skubbes rundt i nye indpakninger af den pæne middelklasses pæne børn, som han besk formulerer det.

Gode jurister

Trods trekvart århundrede på bagen er Günter Wallraff i dag stadig fast involveret i to løbende projekter. Det ene er den omdiskuterede udsendelse Team Wallraff, der de seneste år har kørt på den kommercielle kanal RTL – den tyske udgave af TV3 – hvor unge journalister oplæres af mesteren i undercoverjournalistikkens metoder.

Her skorter det ikke på skæve kameravinkler, dramatisk musik og cliffhangers om selve researchprocessen, der til tider dækker over et magert resultat af afsløringerne. Kritikken af, at han har lavet et poppet format for en kvalitetsmæssigt tvivlsom kanal, tager Wallraff helt ovenfra og ned, selv om han aldrig selv ser RTL.

»RTL er ikke min stil, og jeg forstår kritikken af, at jeg producerer for dem. Men for det første når jeg ud til et ungt publikum. For det andet kan jeg her lave et andet format, her får jeg et frirum, som jeg kan udnytte,« siger han.

Med til historien hører også, at de tyske public service-kanalers jurister ikke ville lade Wallraff gå så langt som RTL’s advokater. For tiden ligger han således bl.a. i en retsstrid med en privat sygehuskæde, der med Wallraffs ord lover deres aktionærer fede afkast, mens de kører deres plejepersonale i stykker og sparer på bekostning af hygiejnen og patienterne.

Wallraffs andet aktuelle projekt er rådgivningskontoret WorkWatch, hvor han næsten dagligt bliver kontaktet af folk, som bliver udbyttet og røvrendt i deres job.

»Det har taget voldsomt til i de seneste år, især i fastfood- og logistikbranchen, men også blandt akademikere i prekære arbejdsforhold,« fortæller han.

»For det meste ringer jeg venligt til virksomhederne og beder dem om at få styr på det, så jeg ikke behøver at offentliggøre tilfældene. Det plejer at hjælpe,« siger Wallraff.

Sommerskuret

Diktafonen viser, at vi har talt i næsten to timer.

Før vi bryder op, viser Wallraff rundt i sit atelier og kontor.

Vi ender i hans køkken, hvor bunker af notitser og aviser tårner sig op på bordene. Wallraff spørger til, hvor den videre færd går hen, og hvor jeg skal sove.

»Jeg arbejder for Information,« siger jeg og kommer til at grine. Wallraff forstår.

»Ved venner, i bilen, irgendwo.«

»Jamen, du kan da låne mit sommerskur til på mandag, hvor min kone kommer,« svarer han.

Jeg har nok at skrive. Og det der er kun fredag. Så hvorfor ikke, tænker jeg. Jeg siger det også højt.

Wallraffs mobil ringer. Mens han snakker, fisker han en beskeden nøgle frem og skriver adressen op på et stykke papir.

»Hvis du skriver om det, må du love mig: Ikke med billeder, og ikke alt for mange detaljer – hvor det ligger og sådan. Når jeg har besøg af folk som Salman Rushdie eller forfulgte kurdiske forfattere og den slags, så skal de kunne bo i fred dernede.«

Han nyder at sige det. Men han nyder også at låne sommerskuret ud.

Med nøglen i lommen kører jeg ud af Kölns sommerhede og ned langs Rhinen. GPS’en finder den parkeringsplads, Wallraff snakkede om. Nøglen passer til lågen ind til haven, men på den anden side viser det sig, at »sommerskur« var en stor fed joke, som det formentlig kun er mennesker med Wallraffs underspillede selvtillid, der tillader sig.

»Skuret« er et gennemrenoveret, usædvanligt smukt kloster fra det 14. århundrede, hvor jeg de følgende tre dage ikke engang når at se alle værelserne. For enden af den ene fløj er der i det 19. århundrede bygget et historistisk tårn på, der får bygningen til at ligne et slot fra en børnebog.

Jeg går ind og vælger et vilkårligt soveværelse, hvor Rushdie måske har sovet. Jeg kigger rundt i de tre store stuer, der er træfsikkert indrettet med en blanding af designermøbler og kunst fra Wallraffs liv, rejser og bekendtskaber.

Jeg sætter mig ved hans skrivebord i tårnatelieret og skriver citater og noter fra interviewet ned. På toppen af tårnet ligger en terrasse badet i aftensol og med en ubeskrivelig udsigt op langs Rhinen, hvis bredder ligger omkring 20 meter fra slottet. Her bruger jeg tre dage på at skrive om Tyskland, Merkel, Schulz og verden, mens jeg overvejer, om der ikke en dag kommer en lejlighed til at fortælle hele historien om Günter Wallraff og slottet.

Jeg tænker, at det her trods alt nok bliver en af de oplevelser, jeg vil huske 2017 for.