Læsetid: 9 min.

’Det kan godt være lidt nemmere med heste end med mennesker’

Hver mandag mødes en flok teenagepiger mellem 12 og 16 år på Vesterbro for at skabe et fællesskab om andet end de konflikter, der har med skolen, myndighederne og hinanden. En af aktiviteterne er at tage til Isefjorden og ride
Der er ganske få regler i Pigegruppen. En af dem er, at man skal opføre sig ordentligt over for hinanden.

Der er ganske få regler i Pigegruppen. En af dem er, at man skal opføre sig ordentligt over for hinanden.

Sille Veilmark

9. december 2017

Naima er sent på den. Hun kommer gående hen over parkeringspladsen ved busstationen i Tingbjerg. Det sorte, krøllede hår er bundet op i en hestehale, i hænderne har hun sin morgenmad bestående af toastbrød og Nutella.

Naima har boet i Tingbjerg næsten hele sit liv. Hendes forældre stammer fra Somalia, og hun er den næstældste af seks søskende. På sin spinkle skulder har hun en kæmpe taske med nattøj og puder, så hun kan overnatte i Pigegruppens’ lokaler i København. Pigegruppen har siden 2006 været Københavns kommunale tilbud til socialt udsatte piger i problemer med alt fra familie, bolig og misbrug til vold og lavt selvværd.

Men hun skal noget først. Hun skal ud og ride sammen med 11 andre piger. Normalt har hun jeans og en kort trøje på, men i dag har hun skiftet til ridebukser og mudrede ridesko.

Naima gaber. Hun kunne ikke sove i går, fordi hun var spændt. Hun har gået til ridning i den lokale rideklub i over et år. Trukket heste ind fra folden, travet, galopperet og sprunget. I dag vil hun gerne vise de andre og sig selv, at hun er god til noget. At hun kan komme igennem en hel dags udflugt uden problemer.

Der er mark og islandske heste til alle sider. Et ægtepar står for de udlejede rideture. Pigegruppens ansatte er spændte på, om det lille idylliske sted og dets heste kan rumme de 12 piger. De har før været ude og ride med en flok fra Pigegruppen, og de fik ikke lov at komme igen.

Sille Veilmark

Naima har været med i konflikter med andre piger. Nogle af dem er endt fysisk. Hun er sammen nogle af de andre piger i Pigegruppen blevet kaldt ’pigebander’ og ’tæskehold’ ude i byen. Det er også sådan, sager med piger og slagsmål ofte beskrives i medierne. Naima er blevet spurgt, om hun er medlem af en slags bande eller gruppe, men intet af det passer. De har aldrig været en pigebande.

Men der er en sag, der hænger Naima over hovedet. En retssag. Derfor kommer hun i Pigegruppen. Fordi hun gerne vil videre.

Fra Tingbjerg til Nordsjælland

I bussen fra Tingbjerg får Naima selskab af to andre piger, der skal med på turen. Hun tjekker Instagram og Snapchat. Hendes skærmbillede på telefonen er hesten Eddie. En lidt tyk fjordbakke, der året før var skyld i, at hun brækkede armen.

»Hun elsker stadig den hest der,« griner en af pigerne.

Naima smiler og peger på sin højre arm.

»Det var den her, knoglen stak ud. Det var fucking klamt.«

Nu sidder Naima bag i bussen med sikkerhedsvest på, hvis hun skulle falde af.

»Vi har prøvet at stikke en kniv igennem, det kan man ikke! Den er fucking vild den vest der,« siger en af pigerne.

Det halter med forebyggelse til piger, der nærmer sig drengene i kriminalitetsstatistikkerne. Det anerkender Rigspolitiet i dagens Information, hvor også SSP-medarbejdere og eksperter kritiserer, at piger bliver overset. Det er drengene, der laver larm og trækker avisoverskrifter. Derfor er der også sjældent rigtig plads til pigerne i lokale tilbud eller institutioner, hvor drengene typisk dominerer.

Rigspolitiet efterspørger nu mere fokus på pigerne. Men hvordan gør man? Information har fået lov til at følge en flok unge piger, der kommer i Pigegruppen. Et tilbud, der virker for pigerne, der alle har levet omskiftelige liv.

Normalt er pigerne ældre end 15 år. Men efter en flok yngre piger blev involveret i slagsmål og indberettet af flere omgange, bredte bekymringen sig i kommunen. Så i april blev Pigegruppens ansatte sammen med et par af pigerne enige om at invitere pigerne ned i lokalerne på Vesterbro.

Naima kender de fleste af dem fra vandpibecafeer, fester og sociale medier.

De kommer i Pigegruppen for at lære at håndtere konflikter i fællesskab i stedet for hver for sig. Der er kvindelige ansatte, og få, men overskuelige regler: Man må ikke slås, man må ikke snakke grimt om hinanden, og man skal behandle hinanden ordentligt.

Og så er der ingen drenge, der ellers fylder i både skolen, fritiden og pigernes samtaler.

»Man føler sig mere tryg herinde. Når der er veninder og voksne, man kan snakke med. Og hvis drengene kom her, ville der bare være flere problemer,« siger Naima.

Yngste og eneste pige

På Hovedbanegården går Naima og de andre ud og ryger. Naima røg sin første smøg som 11-årig, hvor hun fik en ’garro’ – et slangudtryk for cigaret– af en veninde.

Naimas fravær i skolen begyndte for alvor i 2016. Senere blev hun i Byretten sammen med tre andre piger kendt skyldig i vold mod en pige i en boligblok. Hun var på det tidspunkt 15 år og to måneder. Hun har nu anket dommen.

Hun sad to dage i Vestre Fængsel, og fra dommervagten røg hun direkte i såkaldt varetægtssurrogat på den sikrede institution Sønderbro. Her sad hun som en af de yngste i 42 dage.

Her lærte Naima, hvordan man kunne smadre lampen på enkeltværelserne og tænde en cigaret på lampepæren. Hun havde flere vredesudbrud på institutionen i afmagt over regler og voksne, og hun følte sig hurtigt stemplet som en umulig pige.

Pigerne har også konflikter imellem hinanden. Konflikter, der handler om, hvem der har sagt hvad i forskellige afhøringer. Det med at stikke andre eller sladre er et no-go i pigernes verden. Alligevel taler de efter flere gange om hinanden som et ’vi’.

Sille Veilmark

»De opførte sig, som om de bestemte alt. Og det gjorde de jo også. Men de var bare meget flabede ... Men jeg gjorde også dumme ting.«

Naima føler ikke, at opholdet på Sønderbro forbedrede hende.

De sikrede institutioner er typisk indrettet til drenge, og ofte sidder der kun én – hvis overhovedet nogen – pige på afdelingerne. Det gjaldt også for Naima.

»Selvfølgelig har jeg haft noget imod det. Men jeg kunne ikke sige noget til det. Man må bare vænne sig til det. Drengene spørger om alting: Hvad er du inde for, hvordan kan de ske, når du er en pige? Sådan noget … Men der er mange piger nu til dags, der kommer ind forbi og sidde. Alle forventer, at drenge vil lave ballade, men ikke piger.«

Efter et kort stop ved Pigegruppens lokaler er to minibusser nu stoppet med piger fra Tingbjerg, Brønshøj og Nørrebro.

Der flyder høj musik og cigaretrøg ud ad vinduerne, da de sætter snuden mod Nordsjælland.

Pigerne skruer højt op for sangen »Vi« en’ af rapperen A’typisk.

Musikvideo til A'typisk med sangen 'Vi En'.

»Den har en god musikvideo,« siger Naima. I videoen går rapperen rundt og krammer en række vidt forskellige mennesker i samme boligområde.

»Det er gejst og gå-på-mod

Det’ lige meget hvor du’ født og hvad du tror på

Så længe du loyal og du’ på-på

Loyalitet til sort og gul bro

Jeg hører tit folk råb ’fuck politi’

I mine ører er det ren poesi

Forræder’ de får intet sympati

La’ vær at tal til dem, de har ikk’ noget at sig’«

Pigerne i bussen kalder sig en del af Pigegruppen, men der er ingen naturlov, der holder dem sammen som gruppe.

De har også konflikter imellem hinanden. Konflikter, der handler om, hvem der har sagt hvad i forskellige afhøringer. Det med at stikke andre eller sladre er et no-go i pigernes verden. Alligevel taler de efter flere gange om hinanden som et ’vi’.

»Vi var meget sådan der, vi tænkte ikke på konsekvenserne. Men nu er vi begyndt på det, og vi er næsten alle sammen 15 år nu.«

’Ikke skændes nu’

Der er mark og islandske heste til alle sider. Duggen hænger stadig i træerne omkring en lille gård. Et ægtepar står for de udlejede rideture. Pigegruppens ansatte er spændte på, om det lille idylliske sted og dets heste kan rumme de 12 piger. De har før været ude og ride med en flok fra Pigegruppen, og de fik ikke lov at komme igen.

Flere af pigerne har pænt tøj og makeup på. Pigerne fniser, krammer og tager billeder, mens hesteejerne forsøger at forklare pigerne, hvad der skal ske.

»Hallo, lyt nu efter,« siger Naima flere gange til andre.

De hjælper hinanden med at rense hove og give de små, langhårede heste saddel på. Pigerne deler smøger, laver røgringe og drikker Faxe Kondi.

»Er det hash?« spørger en af pigerne fnisende, da de bliver præsenteret for nogle grøngrumsede hestegodbidder.

»Må man have høretelefoner på, mens man ridder?«

Pigerne hjælper hinanden med at rense hove og give de små, langhårede heste saddel på. Pigerne deler smøger, laver røgringe og drikker Faxe Kondi.

Sille Veilmark

»Kan man filme imens? «

»Hallo nej, er du dum mand?.«

En af pigerne har problemer med at rense hovene på sin hest. Naima prøver at hjælpe. Hun presser til hesten for at få den til at løfte bagbenet, men den bliver irriteret, og tramper hårdt ned. Hestens hov rammer direkte på Naimas fod.

Hun humper hen til en bænk og tager sin sko af. Pigerne flokkes om hende.

»Hallo bror, er du okay?«.

Ridetur i en Twillight-skov

Ægteparret bag rideskolen kæmper med at holde styr på flokken.

»I skal være på én lang linje, ellers går det galt,« forsøger Jens, der er med hos bagtroppen.

»Hallo Fatima, ret nu ind,« råber Naima.

Et kort stykke ude på turen går det galt. En af hestene er kommet op på siden af en anden, der sparker lidt ud, så en pige falder af hesten. En anden pige føler sig anklaget for uheldet.

»Hvad fuck gjorde jeg mand?« råber hun.

Naima blander sig: »Hallo ikke skændes nu!«.

Pigerne kommer op igen. Den lange slange af islandske heste deler sig i to.

På det hurtige hold skridter Naima bag Jens ind blandt de høje bøgetræer.

»Whaat, det ligesom en ægte fucking Twillight-skov mand,« griner en af pigerne.

Ingen af dem kan huske, hvornår de sidst har været i en skov.

»Kan vi få mere fart?« spørger Naima. Endelig får de lov til at galoppere. Pigerne rejser sig i stigbøjlerne. Da hestene svedige sænker farten igen, lyder der tilfredse hvin fra rækken.

Efter en kort pause med udsigt over Isefjorden danner Naima igen bagtrop. Hun har regnet ud, hvordan hun kan få endnu mere fart på.

Da de når den sidste strækning i form af en lang stubmark, holder hun hesten tilbage, da de andre sætter tempoet op.

Naima venter. På den måde får de frit rum til at flyve afsted over marken for fuld hammer.

»Hallo, det var også første gang, Fatima prøvede at galoppere,« lyder det anerkendende og forpustet fra Naima.

Hendes fod er hævet og øm, da pigerne springer af hestene tilbage på gården. Et par af de andre piger er faldet af undervejs. Det er hurtigt glemt. De løber om kap tilbage til de to varevogne.

En frisk start

Tilbage i lokalerne står den på tacoskaller og nachos, og allerede inden maden har et par af pigerne skiftet til nattøj.

Naima har kun lige tid til gå ind på et kontor og snakke, mens hun med mobiltelefonen som spejl piller ved en ansigtsmaske, hun lige har nået at lægge.

Naima går i 10. klasse. Bagefter vil hun gerne i gymnasiet.

Naima føler, at hun er på rette vej. Siden april har der ikke været nogen indberetninger på hverken hende eller de andre piger til kommunen. – Jeg tror, vi er begyndt at tage os sammen, siger hun.

Sille Veilmark

»Helt normalt gymnasium …«

Og hvad så bagefter?

»Jeg vil gerne være dyrlæge,« siger hun. Hun kender ikke helt karakterkravet, men hun kan godt lide matematik og biologi, som hun tænker, er vigtige for at blive dyrlæge.

»Det kan godt være lidt nemmere med heste end med mennesker,« tilføjer hun.

Hun føler, at hun er på rette vej. Siden april har der ikke været nogen indberetninger på hverken hende eller de andre piger til kommunen.

»Jeg tror … vi er begyndt at tage os sammen,« fortæller Naima.

»Jeg er begyndt at indse mine fejl. Jeg kommer ikke op og slås mere. Jeg kommer ikke så meget op og skændes. Jeg er ikke så aggressiv mere … jeg ved, det ikke er sidste gang, jeg kommer i en konflikt. Men det handler om, hvordan du handler på det.«

Lige nu er hendes store bekymring, at sagen stadig er i gang og udskudt til efter sommer. Hun har planer om at begynde på en frisk på gymnasiet.

Hun ved ikke, hvor hård en straf, der kan vente hende.

— Hvad er det værste, der kan ske?

»Det værste er en sikret institution igen. Hvor man ikke kan se sin familie og veninder i så lang tid. Og at det nu kommer til at gå ud over min skole.«

— Og det bedste?

»Fodlænke. Eller frikendelse.«

Naima sidder uroligt på stolen.

»Det vigtigste er at vide, at man godt kan få hjælp. At man på en eller anden måde kan komme videre.«

Få minutter efter står hun sammen med seks andre piger og danser oppe i Pigegruppens sofaer.

Naima og Fatima er ikke deres rigtige navne. Pigernes rigtige navne er redaktionen bekendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • ingemaje lange
Katrine Damm og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu