Læsetid: 7 min.

Kaosset om finansloven skyldes to ting: Over hele Europa bliver det sværere at regere et land. DF og LA har desperat brug for opmærksomhed

Ugens kaos på Christiansborg, hvor et regeringsparti pludselig ikke ville stemme for sin egen finanslov, er en historie om moderne europæisk politik: Vælgerne er troløse, og de gamle magtpartier er svage. Det er blevet sværere at lede et land. Men det er også en dansk historie om to blå partier, som begge desperat har brug for opmærksomhed
Lars Løkke Rasmussen forsikrer, at julefreden sænker sig Christiansborg inden jul. Han håber det i hvert fald.

Lars Løkke Rasmussen forsikrer, at julefreden sænker sig Christiansborg inden jul. Han håber det i hvert fald.

Davali Philip

16. december 2017

Det har bestemt ikke været en normal uge i dansk politik.

De stakkels Christiansborgjournalister har ikke anet, hvad de skulle sige, når de var live igennem fra Borgens tomme gange, og de forvirrede seere hjemme i stuerne har ikke vidst, hvad de skulle tro:

Havde Danmark fået en ny finanslov? Kom der skattelettelser? Og ville landet have en regering efter jul?

Danmarks udenrigsminister og formand for det næststørste regeringsparti, Anders Samuelsen (LA), ville pludselig kun stemme for sin egen regerings finanslov, hvis Dansk Folkeparti samtidig lovede at stemme for »de største skattelettelser i historien«, som Samuelsen formulerede det på Facebook. Ellers ville han sprænge sig selv og hele blå blok i luften. Anders Samuelsen havde »taget selvmordsbæltet på«, som Jyllands-Posten formulerede det.

Men Dansk Folkeparti – som i princippet skulle være regeringens støtteparti – ville ikke lege med. Formand Kristian Thulesen Dahl svingede sig højere op på den retoriske hest end normalt og kaldte forhandlingerne »groteske«, »et cirkus« og »en børnehave«. Hvis Lars Løkke Rasmussen ikke passede på, kunne regeringen »fælde sig selv inden jul«, som Thulesen Dahl udtrykte det – en slet skjult påmindelse om, at LA ikke er det eneste parti i blå blok, der kan udstede politiske bombetrusler.

Løkke forsøgte at gyde olie på vandene – jo jo, selvfølgelig stemte hele regeringen for finansloven, sagde han. Men Samuelsen og co. blev ved.

»LA stikker en kniv i ryggen på statsministeren gang på gang, og de bliver ved med at dreje den rundt og rundt,« skrev Berlingske.

»Forløbet har været helt vildt,« siger Noa Redington, der er tidligere rådgiver for Helle Thorning-Schmidt. »Jeg har næsten ikke kunnet sove, fordi det er så vildt.«

Men hvordan er det blevet så vildt? Hvad foregår der egentlig i dansk politik?

Jo, der er groft sagt to gode forklaringer på kaosset: En international tendens. Og den særlige dansk situation, at Løkke er fanget mellem to blå partier, som begge har et akut og brændende behov for opmærksomhed.

Det bliver sværere at regere

Den korte historie om politik i Vesten lige nu er, at det bliver sværere og sværere at lede et land. Tendensen i europæisk politik er hverken højre- eller venstrepopulisme – det er ustabilitet. Over hele Europa stiger antallet af partier, der bliver valgt ind i parlamenterne, og regeringspartierne mister tilsvarende styrke.

»Over hele Europa bliver politik mere fragmenteret, og det bliver sværere at danne regeringer,« konkluderede det britiske magasin The Economist tidligere i år.

Samtidig bliver vælgerne mere troløse. Andelen af vælgere, som føler sig tæt forbundet til ét parti, er ifølge Det Danske Valgprojekt faldet fra 57 procent i 1970 til 41 procent i 2015. Samme udvikling sker over det meste af Europa – selv i det socialdemokratiske paradis Sverige føler arbejderne sig ikke længere tæt knyttet til Socialdemokratiet.

Det kan mærkes. I de gode gamle dage i 1968 fik de gode gamle partier – R, V, K og S – tilsammen 88 procent af stemmerne. Ved valget i 2015 fik de kun 54 procent, den laveste andel nogensinde.

»Der er ikke længere ét stort alfaderligt parti i blokkene, som har styrken til at lede de andre,« siger valgekspert Kenneth Thue Nielsen, der driver analysefirmaet Methods:

»Når katten er ude, danser musene på bordet, og i øjeblikket er der slet ikke nogen kat. Der er ikke et stærkt konservativt folkeparti eller et stærkt Venstre. Ikke engang et specielt stærkt socialdemokrati.«

Det bliver en mere besværlig opgave at skrabe et politisk flertal sammen. Sådan er det mange steder i Europa: Storbritannien har en historisk svag regering, Holland brugte seks måneder på at få en regering, og Tyskland har slet ikke en regering. I denne uge nåede usikkerheden til Danmark.

»En del af Løkkes problemer er resultatet af flugten fra de gamle magtpartier til fløjpartierne, som er en generel tendens i Vesten lige nu,« siger Malte Frøslee Ibsen, der er post.doc ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

»Han sidder jo på et parlamentarisk grundlag, hvor DF er kæmpestore.«

DF på den ene siden – LA på den anden

Midt i den store fortælling står Lars Løkke Rasmussen med et konkret problem: Han er fanget mellem DF og LA.

Ved kommunalvalget gik DF tilbage og fik kun 8,8 procent af stemmerne – det var et chok for partiet, som bortset fra valget i 2011 kun har haft fremgang. Samtidig kan de mærke, at Socialdemokratiet sniger sig ind på dem fra venstre.

Socialdemokraterne har kopieret DF’s udlændingepolitik, og siden skandalen om Morten Messerschmidts lemfældige omgang med EU-penge, hvor folkepartiets vandkæmmede image som antipampere-bevægelse gik fløjten, er der åbnet en vælgerbro fra DF til S.

I Berlingskes vægtede gennemsnit af meningsmålingerne står DF lige nu blot til 17 procent af stemmerne mod 21 procent ved valget i 2015, et minus på syv mandater.

Og som om det ikke var slemt nok, er DF også presset fra højre, hvor Nye Borgerlige står klar med en endnu mere vidtgående udlændingepolitik.

Når Dansk Folkeparti har strammermappen med helt fremme i forhandlingerne, skyldes det ikke mindst, at partiet bliver åndet i nakken af Nye Borgerlige.

Jens Dresling

»DF mangler simpelthen opmærksomhed lige nu,« som Kenneth Thue Nielsen siger.

På den anden side af Løkke står Liberal Alliance, som aldrig er kommet helt i mål med deres »liberalistiske udbrudsforsøg«, som politisk redaktør på Weekendavisen, Arne Hardis, udtrykker det.

Efter valget i 2015 forsøgte Samuelsen at danne en blå firepartiregering, men DF ville ikke være med, så det gik ikke. Så forsøgte LA at true sig til topskattelettelser, og hele kongeriget talte om Samuelsens stålsatte øjne og hans høje træ, men det ville DF heller ikke være med til, så topskatten blev, hvor den var.

Til gengæld kom LA i regering, hvor de har gennemført små liberale dryp som lavere bilafgifter og afskaffelsen af blasfemiparagraffen. Men de har også set meningsmålinger med to procentpoint – fra 7,5 procent ved valget til 5,5 procent i dag. Og de har stadig ikke fået skattelettelserne.

»Liberal Alliance er stadig ikke faldet til ro,« siger Arne Hardis. »De vil have store skattelettelser, de vil vise deres eksistensberettigelse.«

Skat har altid været det store dyr i LA’s åbenbaring. Eller rettere sagt: Skat er det eneste rigtige dyr for LA. Skat er på én gang deres fordelingspolitik og deres værdipolitik. De skal have skatten ned, også selv om de lettelser, der ligger på forhandlingsbordet lige nu – nyt jobfradrag og et højere fradrag for at indbetale til sin pension – ikke får flere danskere i arbejde. Tværtimod kan reformen ende med at reducere beskæftigelsen, det har LA’s venner i CEPOS regnet ud.

»Jeg har ikke tidligere set nogen skattelettelse, som giver et minus på beskæftigelsen,« sagde cheføkonom i CEPOS, Mads Lundby Hansen, til P1.

Lars Løkke Rasmussen skal altså både kæmpe med de politiske centrifugalkræfter, der roder rundt i det parlamentariske landskab i Vesten, og med to blå partier, der »vælgeroptimerer i ekstrem grad«, som Noa Redington udtrykker det.

Midten er blevet det svage punkt

Stemningen i europæisk politik lige nu kan opsummeres med en linje fra W.B. Yeats berømte digt Genkomsten fra 1919: »Things fall apart / The centre cannot hold«.

Samfundets centrum bliver svagere, og fløjene bliver stærkere.

»Siden 1980’erne er interessekonflikterne i samfundet blevet skærpet,« siger Malte Frøslee Ibsen. »Afindustrialisering, prekarisering, stigende social usikkerhed, stigende ulighed … ideen om, at man kan stå midt i det hele og tilgodese alle på én gang som en slags Tony Blair, er blevet umulig. Nu er der en fornemmelse af, at landet er uregerligt på en måde, det ikke har været tidligere.«

Det gamle magtpartier bliver ikke kun mindre – de bliver også svagere. Deres forbindelse til de lokale fællesskaber bliver løsere, og det politiske liv flytter andre steder hen. Hvis man vil hjælpe flygtninge bliver man venligbo, man melder sig ikke ind hos De Radikale.

Bevægelser med vilde ideer vinder frem, og partier med stærke institutioner går tilbage, og derfor bliver det sværere at forhandle en finanslov i hus uden drama.

»Partierne er ikke lige så solide og stærke, det hele bliver mere usikkert. Kaotisk,« siger Jørgen Elklit, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

»Noget tyder også på, at de parlamentariske normer er under forandring. Partierne har ikke samme greb om folketingsmedlemmerne. Der er meget mere frit slag i dag.«

Det har længe været kutyme på Borgen, at partier med regeringsambitioner stemmer for finansloven, så der altid er tryghed om rigets økonomi – og det gør Socialdemokratiet og De Radikale også denne gang. Men nu kan et regeringsparti åbenbart true med at stemme imod sin egen finanslov. Det er uhørt.

Kommunikationen har også forandret sig, påpeger Karina Kosiara-Pedersen, der forsker i dansk politik og politiske partier på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

»Før i tiden tog man de her ting internt,« siger hun.

Det gør man ikke længere. Nu kommer Liberal Alliances selvmordsbælte-budskab ud til følger-segmentet på Facebook og Twitter, før det når journalisternes mikrofoner. Det kan gøre en kaotisk forhandling endnu mere kaotisk.

Det er  altså ikke spor let at være Lars Løkke Rasmussen. Men intet tyder på, at Mette Frederiksen får det lettere, hvis hun kommer til magten. Centrum er blevet mindre holdbart. Og hvordan skal hun egentlig gøre radikale, Alternativet og Enhedslisten glade på én gang? For slet ikke at tale om Dansk Folkeparti.

Måske skal vi bare vænne os til at få lidt mere cirkus i dansk politik i fremtiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Katrine Damm
  • Grethe Preisler
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Katrine Damm, Grethe Preisler og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Kaosset handler om følelser.
DF hader LA og Venstre har med Støjberg, Knuth og Khader fra Konservative skudt sig så meget til højre at der ikke er en omfordeling, men en hævn-runde mod LA.
LA og K vil have hævn tilgode.

Hvis så bare Samuelsen for filan da ville gøre alvor af sin trussel! Men lur mig om det kommer til at ske,
Dertil er alle de fire partier for forblændede af magten og ministretaburetter.

David Zennaro, ingemaje lange, kjeld jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Dette er essensen af historien om den moderne europæisk politik: Alle penge fjernes fra bunden af samfundet, for at dem i toppen kan feste. Det er milliardærerne som har den reelle politiske magt, fordi de gamle magtpartier er svage. Politikerne som skulle representere befolkningen, danser med omkring de riges guldkalv.

De penge som regeringen planlægger at uddele til millionærerne ved finanslov 2018, er dem som er fjernet fra bunden af samfundet, over et helt årti. De milliarder som nu er akkumuleret, er de samme som er stjålet ved 10 års nedskæringer, fra bunden af samfundet. De midler som fremover ikke skal gå til de fattige børn, vil LA overføre til overklassen, fordi der ingen grænser er for grådigheden i toppen af samfundet.

Dem hjemme i stuerne er ikke forvirrede, de ved godt hvad der foregår: Over hele Europa regerer ejerne af de største firmaer, kaosset om finansloven skyldes at befolkningen har forstået hvad der foregår, og de er i oprør, derfor er det sværere at regere et land.

David Zennaro, ingemaje lange, Anne Eriksen, kjeld jensen, Eva Schwanenflügel, Birger Johansen, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Bortset fra det, du har ret i, Peter Sterling, er det desværre ikke de mia, der er ophobet over et årti, de er allerede forlængst afleveret; nej, det er nye planlagte nedskæringer på velfærdssamfundet.
Vi skal en anden vej, vi skal bruge samfundets penge til først og fremmest at sikre folk indholdsrige og tilfredsstillende liv i tryghed, hvor de kan opnår glæden ved at dygtiggøre sig og udleve sig selv igennem den kunnen. Det er dér, vi er på vej hen, når det trivielle og farlige arbejde stort set vil kunne klares med automatisering.

ingemaje lange, Anne Eriksen, kjeld jensen, Christoffer Pedersen, Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Kaoset handler om at vi har en inkompetent regering, anført af en inkompetent statsminister, som har måttet alliere sig med fantaster og racister, og dermed er afhængig af at måtte kaste kødben i form af unastændighed i diverse retninger for at holde sammen på sine løgnagtige og korrupte ministre, så han kan fortsætte sin kamp for at ødelægge det gode samfund.

Eva Schwanenflügel, Anne Eriksen, kjeld jensen og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar

... jeg håber inderligt det bryder sammen for dem, og at vi står uden finanslov til januar...

Eva Schwanenflügel, ingemaje lange og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar

Det gør det desværre nok ikke, dertil er der taget alt for mange sikkerhedsforanstaltninger i form af planer for regioner/ sundhedsvæsen og erhvervsstøtten m.m. - inkluderende besparelser, nedprioriteringer af velfungerende foranstaltninger...
Imens bliver vi via medierne hjernevasket med "nye initiativer", millioner til dit og dat til gavn for "velfærdssamfundet"!

Drømmene om førerløse emner, robotter, der er dygtigere end mennesker ect. - kan aldrig erstatte det menneskelige sociale netværk, loyaliteten og den tillid, der er nødvendig. Jo længere væk det er, des sværere bliver det at vende tilbage - til trygheden.

Kim Folke Knudsen

Hvorfor skal vi høre på alt det valgsludder fra eksperter udi valg mener de selv ? Det er ved Gud ikke Europas skyld, at de danske finanslovsforhandlinger er ledsaget af lidt teatertorden om udlændingepolitik og nu om skattelettelser. Det må være ene og alene danskernes ansvar. Slut med alt det ligegyldige analysepladder, som alverdens højtstuderede danske valgforskere kan pære rundt i med Informations velsignelse. Danskerne afgav ved valget i Juni 2015 deres stemme således, at protestpartierne fik fremgang og de traditionelle partier gik tilbage. Man var antageligt vis lidt under indtryk af følgende forhold. Fru Merkel havde åbnet motorvejen for flygtningelavine nr. 1 fra Budapest til Tyskland. Udsigten til at Danmark skulle herberge en masse mennesker med mellemøstlig baggrund. Den var der ikke stemning for punktum. Dernæst er der tilsyneladende den forståelse i dele af landet, at det gælder om at få fingre i statsadministrationen og få denne deporteret til Læsø, Fanø og omegn, for så har man sikret sig selv for fremtidige arbejdspladser. Det var det andet budskab i valget protest og uvilje mod, at Danmarks Hovedstad fyldte for meget i landskabet. Resultat DF får 21,1% af stemmerne og Liberal Alliance får 7,4% af stemmerne. Det væsentlige nye i RØD BLOK var, at Danmarks nye grønne parti Alternativet rykkede ind på Christiansborg med 4,8% af stemmerne. Danskerne stemte for de højrøstede og imod de pragmatiske partier. Det var danskernes ønske og nu har de fået det som de ville have det BASTA. Hvis danskerne ønsker sig en anden politik, så kan de formentligt få lov til at stemme senest i sommeren år 2019. Så er der lejlighed til at vurdere, hvordan 4 år med først en Venstre Mindretals regering og så 3 år med VLAK Regeringen er gået. Den reelle magthaver i Danmark er for tiden Kristian Thulesen Dahl DF, Danmarks for tiden ukronede Statsminister. Ligegyldig hvor mange tusinde analyser der laves på det her resultat, så er realiteten, at Dansk Folkeparti er der parti, som har sat sine aftryk i de sidste års politik. Det er demokratisk og et resultat af danskernes eget frie valg i år 2015. Tillykke til DF med at forvalte deres pund i vægtskålen med en imponerende indflydelse.

Iøvrigt er det, der i dag kalde kompromis, jo noget andet, det er, hvad man ellers kalder 'uhellige alliancer', hvor der ikke er tale om en fælles politik, men en noget-for-noget-købslagning, hvor alle kan få deres upopulære og nedbrydende forslag igennem ved at se stort på konsekvenserne af, hvad de andre får til gengæld for ens egen politik.

Folk vil simpelthen ikke længere finde sig i et repræsentativt demokrati, der forlængst er gået over stregen i forhold til at trække veksler på befolkningen i stedet for at indfri befolkningens berettigede krav til at sikre og forbedre velfærdssamfundet.
Fornemmelsen er, at de folkevalgte smyger ansvaret af sig og ikke vil stå for de offentligt ejede virksomheder eller institutioner. Men det er nu engang det, der er opdraget fra 'bestyrelsen': de vil have en ledelse, der konsoliderer i stedet for at indskrænke.