Læsetid: 6 min.

Kvindekamp er fodboldkamp

Efter måneders bitter strid lykkedes det for nylig kvindelandsholdet i fodbold at indgå en ny og forbedret aftale med DBU. Over hele verden fører kvindelige elitespillere i disse år arbejdskampe for bedre vilkår i en mandsdomineret sport
Da det amerikanske kvindelandshold sikrede sig VM i 2015, eksploderede ikke blot tilskuerne på det fuldbesatte stadion, men også hele det pludseligt meget fodboldbegejstrede USA. Og starten på kvindernes lønkamp var en realitet.

Da det amerikanske kvindelandshold sikrede sig VM i 2015, eksploderede ikke blot tilskuerne på det fuldbesatte stadion, men også hele det pludseligt meget fodboldbegejstrede USA. Og starten på kvindernes lønkamp var en realitet.

Jonathan Hayward

9. december 2017

Her er en historie om penge og kønsdiskrimination i den moderne fodboldverden. Den handler om et kvindelandshold, der med ét slag blev berømt, da det deltog i en international slutrunde og leverede et topresultat. Medierne fejrede dem. Deres kampe trak kæmpestore tv-seertal. Og de kom på fornavn med hele nationen.

Men da de vendte hjem, fik triumfen et bittert efterspil, for deres nationale forbund nægtede at belønne dem for deres nye status, og det kom til et kæmpe slagsmål, der skadede begge parter.

Minder denne historie læserne om noget? Muligvis. Men det er ikke det danske kvindelandshold, som vi taler om i denne omgang. Det er det amerikanske. Ligesom de danske fodboldkvinder har deres amerikanske kolleger været ude i en benhård arbejdskamp.

Den begyndte reelt et kvarters tid inde i VM-finalen mellem USA og Japan i Vancouver i juli 2015, da amerikanernes anfører Carli Lloyd fra midten af banen lobbede bolden over japanernes målmand og ind i netmaskerne til en afgørende føring på 4-0.

Så eksploderede ikke blot tilskuerne på det fuldbesatte stadion, men også hele det pludseligt meget fodboldbegejstrede USA.

Helt tops

VM-sejren gjorde kvindelandsholdet til an overnight sensation hjemme. Finalen blev set af 25 millioner amerikanere, det højeste antal tv-seere til en fodboldkamp nogensinde i amerikansk tv-historie. Daværende præsident Obama ringede personligt til spillerne for at lykønske dem og sagde til pressen, at »dette hold har vist alle amerikanske børn, at hvis du spiller fodbold som en pige, er du supersej«.

Og da de nykårede verdensmestre vendte hjem, blev de modtaget med en klassisk konfetti-parade på Manhattan – det var første gang, den ære var overgået et sportshold af kvinder.

Men da den sidste konfetti var fejet op, opdagede landsholdsspillerne, at glimmer og festivitas ikke havde ændret på noget som helst. De grumme økonomiske realiteter fra før bestod: Kvinderne fik stadig langt mindre i løn for at spille på landsholdet end deres mandlige kolleger.

Det ville de ikke finde sig i. Ikke bare ud fra et ligestillingsperspektiv, men også fordi det fra en sportslig betragtning underminerede den fairness, de som sportsfolk var opdraget til at respektere.

’Vi er verdens bedste’

Med tre verdensmesterskaber og fire OL-mesterskaber i bagagen havde kvinderne nemlig for længst etableret sig som et af verdens bedste hold, mens deres mandlige kolleger sovsede rundt i middelmådigheden.

Eller som en af holdets største profiler, målmanden Hope Sole, formulerede det:

»Statistikken taler for sig selv. Vi er verdens bedste, (men de) får flere penge for at trække landsholdstrøjen over hovedet, end vi gør for at vinde de store mesterskaber.«

Kvinderne reagerede ved at lægge sag an mod det amerikanske fodboldforbund for lønmæssig kønsdiskrimination. Hvorefter forbundet – i ligeledes bedste amerikanske stil – svarede igen ved at lægge sag an mod spillernes fagforening.

Og mens domstolene tyggede på sagerne, iklædte kvinderne sig T-shirts med sloganet Equal Play Equal Pay og kørte en kampagne på de sociale medier for at få opinionen over på deres side.

Og i april i år vandt de striden. De landede et forlig med det amerikanske fodboldforbund, der substantielt øgede deres honorarer, både i form af grundløn og bonusser.

»Endnu et vigtigt skridt i kampen for at sikre, at kvindefodbold i USA stadig vokser og udvikler sig,« lød spillernes kommentar.

Irland

Historien viser, at det ikke kun er i Danmark, at kvindelige landsholdsspillere i disse år kæmper for højere løn og bedre rettigheder. Det er kampe, der tages over hele verden.

I Irland har kvindelandsholdet tidligere på året truet med strejke på grund af den manglende respekt, deres forbund efter deres mening viser dem. En mangel på respekt, der ifølge spillerne blandt andet er kommet til udtryk ved, at de har måttet klæde om på offentlige toiletter og dele trøjer med ungdomsholdene.

»De bliver behandlet som femterangs-borgere, som skidtet på FAI’s (det irske fodbold forbud, red.) sko,« sagde talsmanden fra spillerforeningen.

Det irske fodboldforbund har afvist alle anklager. Og har i øvrigt kommenteret spillernes beslutning om at gå til medierne med en bemærkning om, at de derved »bragte deres karrierer på klub- og landshold i fare«. Så kunne de jo lige tænke lidt over den.

Brasilien

I Brasilien er de kvindelige landsholdsspillere i revolte mod, hvad de ser som det brasilianske fodboldforbunds totale mangel på lydhørhed over for deres krav og ønsker til fremtiden.

»Vi – spillerne – har investeret mange år af vores liv og al vores energi på at opbygge landsholdet og sporten til dens nuværende niveau,« har de udtalt. »Alligevel må vi konstatere, at både vi – og stort set alle andre brasilianske kvinder – er udelukket fra at have indflydelse på lederskabet og beslutningerne inden for vores egen sport.«

En af holdets mest rutinerede kræfter, angriberen Cristiane, supplerede med at bekendtgøre, at hun indstiller karrieren i protest.

»Jeg har levet med det her i 17 år – nu kan jeg ikke mere,« sagde hun.

I det hele taget er vilkårene for kvindefodbolden krøbet op på mediedagsordenen over hele verden. Og debatten viser, at kvindefodbolden i disse år undergår et paradigmeskift.

Fra at have været en undervurderet sportsgren, der levede dybt inde i mændenes skygger, har kvindefodbolden udviklet sig til at blive en respekteret sport med professionelle eller semiprofessionelle ligaer i de fleste store fodboldlande. Og det smitter selvsagt af på aktørernes lønkrav.

Norge

Nogle af dem, der er gået længst i ligestillingens navn – i hvert fald på landsholdsplan – finder vi lige nord for os i Norge. For nylig lavede det norske fodboldforbund en aftale med både herre- og damelandsholdet, der sikrede samme vederlag til begge parter.

I praksis sker dette ved, at forbundet overfører 550.000 kroner fra herrelandsholdets sponsorpulje til kvinderne.

»Det her er måske en lille ting for jer,« sagde den norske kantspiller Caroline Graham Hansen til sine mandlige landsholdskolleger efter indgåelsen af aftalen. »Men det betyder alt for os! For vores hold! For vores sport! Men ikke mindst for alle de kvindelige atleter, som gør det samme arbejde som mændene, men får mindre i løn.«

Sagen er imidlertid, at den norske aftale faktisk ikke er helt lige, den er snarere ligelig, forstået på den måde, at de mandlige og kvindelige spillere får samme grundhonorarer fra forbundet, men når det drejer sig om de lukrative indtægter, som det norske fodboldforbund får fra UEFA og FIFA for at deltage i kvalifikationspuljerne og hovedturneringerne i de store slutrunder, så er det en anden snak.

Når DBU har svært ved at give de kvindelige fodboldlandsholdsspillere det lønløft, de ønsker, er det fordi kvinderne ikke genererer ret mange indtægter. Det har intet med uligestilling og kvindekamp at gøre – det er ren budgetgymnastik
Læs også

Her får både mændene og kvinderne 25 procent af det beløb, som det norske fodboldforbund modtager fra af de internationale forbund. Med den konsekvens at herrerne stadig får langt flest penge.

For eksempel fik det amerikanske kvindelandshold blot to millioner dollar af FIFA for at vinde VM-finalen i 2015, mens de amerikanske herrer fik ni millioner dollar for at komme blandt de 16 bedste ved verdensmesterskaberne i 2014.

»(Denne diskrepans) er oprørende, fordi den minder kvinder om, at selv når de når deres mål – ja, selv når de overpræsterer og gør det klart bedre end mændene – så finder man stadig en undskyldning for at undvige ansvaret (for lige betaling, red.)« skrev redaktøren og kommentatoren Gillian B. White fra månedsbladet The Atlantic.

FIFA har nøglen til ligestilling

Hvis man skal have ægte ligeløn i fodboldens verden, skal man altså have fat i FIFA. Det er verdensfodboldforbundet, der udbetaler de rigtig store beløb til de nationale forbund. Så det er her, at ændringer virkelig ville rykke noget.

Hidtil har FIFA dog ikke vist sig specielt forandringsparat. Da daværende generalsekretær, Jérôme Valcke, i 2014 blev spurgt til den store forskel i præmiepengene til mænd og kvinder, svarede han:

»Det er ikke engang et spørgsmål, som jeg vil svare på, for det er det rene nonsens. Vi har afviklet 30 verdensmesterskaber for herrehold men kun syv VM for kvinder (…) Vi er stadig 23 verdensmesterskaber fra, at kvinderne potentielt kan få udbetalt de samme beløb som mændene.«

Sidenhen har Valcke lidt samme skæbne som mange andre af organisationens topfolk – nemlig en afgang i vanære som følge af korruptionsbeskyldninger.

Det er uklart, om den nye FIFA-præsident, Gianni Infantino, har bragt nye holdninger med sig ind i FIFA’s hovedkontor i Zürich. De (få) gange, han har udtalt sig om spørgsmålet om flere penge til kvinderne, har det været i særdeles uforpligtende vendinger.

»Det er en proces,« sagde han sidste år til det amerikanske magasin Sports Illustrated. Og det kan man jo sige om så meget.

Den enkle sandhed er nok, at hvis kvinderne vil have ligeløn – eller bare noget, der ligner – i den internationale fodboldverden, må de selv tage kampene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ebert Nilsut Heiring
  • Erik Karlsen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Ebert Nilsut Heiring, Erik Karlsen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Martin Østergaard-Nielsen

"Den enkle sandhed er nok, at hvis kvinderne vil have ligeløn – eller bare noget, der ligner – i den internationale fodboldverden, må de selv tage kampene."
citat fra artiklen

Det er i hvert fald 100% korrekt.

Professionel fodbold er forretning - ikke andet. Spiller man fodbold på det plan, er det for at tjene penge. For at tjene penge, skal der være et stort betalende publikum. For at få et stort betalende publikum, skal man spille fodbold på højeste niveau, og lige netop dét er sagens kerne. Kvinder spiller nemlig ikke på højeste plan - heller ikke selv om de har vundet en kvindeturnering.

Hvis man ønsker at sammenligner lønningerne, bliver en sammenligning af kvaliteten mellem mande - og kvindefodbold helt uomgåeligt, og kvinder har faktuelt ikke samme potentiale som mænd, når det gælder fodboldspil, publikumstække og dermed indtjeningsmulighed i "fodboldforretningen".

Når man indser, at fodboldlandsholdet er business, forstår men uden besvær, at kravet om ligeløn i professionel fodbold, er naturstridigt. At gøre lønforhandlingerne til en kønskamp, er direkte stupidt.

Det er et ømtåleligt ligestillingsområde, fordi det så tydeligt udstiller en profession, hvor kvinderne kort og godt ikke kan konkurrere med mændene - uanset hvor mange teoretiske krumspring man slår. Kvinderne er her oppe mod banale fysiske ulige forudsætninger, som altså omsættes til kroner og ører under markedsøkonomiens barske vilkår.

Hvis man tør, kunne man jo spørge om der monstro er andre lønforskelle blandt kønnene, som skyldes tilsvarende ulige forudsætninger?

/O

Niels Duus Nielsen

oliver goulin, jeg forstår ikke helt dit argument: Ligesom man i mandesporten boksning inddeler folk i vægtklasser, fordi det er åbenlyst uretfærdigt at sætte en fluevægter op mod en sværvægter, har man inden for fodbold valgt at skelne mellem mande- og kvindefodbold. Hvordan kan det være et argument for, at mænd skal have mere i løn end kvinder?

Niels Nielsen, hvis du læste kommentarene, ville du sikkert vide hvorfor. Men her får du det lige gengivet i slowmotion:

- 1) Professionel fodbold er buisness -> tjene flest mulig penge -> flest muligt puplikum.
- 2) Mænd spiller bedre fodbold en kvinder -> flere tilskuere til mandebold -> større indtjening.

Start ved punkt 1 igen, hvis du stadig ikke forstår at "ligeløn" er positiv særbehandling af kvinder.

Jeg har ikke forstand på professionel boksning, men jeg er sikker på, at man ikke får ligeløn i branchen. Man tjener med garanti i forhold til hvor mange der vil betale for at se dig bokse - præcis som i professionel fodbold (og næsten alt andet i denne verden). Det er egentlig helt enkelt at forstå,skulle jeg mene.

Det handler kun om popularitet, når vi snakker indtjening som professionel i showbranchen.

Hvem ville kræve, at to professionelle popsangere får ligeløn? Ved vi ikke allesammen, at de aflønnes efter hvor mange der vil betale for at høre/se dem? Hvorfor er det svært at forstå, at samme forhold gælder i professionelt boldspil?