Et liv er forbi: Hun glemte aldrig sulten

Under krigen i 1941 i Viipuri i Finland gik den otteårige Anja Esteri Kauppinen med sin far ud i den sneklædte skov. Hjemme ventede hendes mor og lillesøsteren Marjetta. Familien havde ikke mere mad. Ikke så meget som en roe. Derfor gik far og datter nu mellem træerne i håb om at finde et dyr, de kunne dræbe med de dolke, de begge havde med i bæltet.

Mange år senere fortalte hun historien til sine børnebørn, når hun skulle forklare, hvorfor hun blev sendt til Danmark som et af omkring 4000 såkaldte finnebørn. Det var Anja Esteri selv, der havde set en plakat på banegården om, at børn kunne komme på ophold sydpå – væk fra sult, kulde og krig.

Først sagde forældrene nej. Men til sidst overgav de sig, og mens lillesøsteren blev sendt til noget familie i Sverige, tog Anja Esteri i begyndelsen af juni 1942 toget hele vejen til Sønderjylland. Her stod manufakturhandler Walther og Elly Gundersen og deres to børn, Bent og Karin, klar til at tage imod Anja, der blev leveret med en papirlap om halsen påført navn og nummer.

Den finske stat viste senere sin taknemmelighed ved at tildele ægteparret en medalje underskrevet af præsidenten og socialministeren, men for Walther og Elly Gundersen var den lille lyshårede finnepige belønning nok i sig selv: De elskede hende, som var hun deres egen. Og da det midlertidige ophold sluttede efter et år, strittede både barn og voksne imod. Men der var ikke noget at gøre. Hun skulle sendes tilbage.

Både familien og Finland var imidlertid hårdt mærkede af krigen, og da hendes far tre år efter fik meget dårligt hjerte, sagde familien Gundersen ja til at tage sig af Anja Esteri. 12 år gammel rejste hun tilbage til Danmark, hvor hun blev resten af sit liv.

Georg Olsen tog sig sammen

Under de seneste års flygtningekrise sagde hun på et tidspunkt til et af sine børnebørn, at når Danmark havde givet hende og de andre finnebørn så meget tryghed dengang, hvorfor kunne man så ikke gøre det igen med eksempelvis de syriske børn? Hun ikke kunne forstå, at verden ikke var blevet bedre.

Anja Esteri voksede op i Egernsund og blev venner med den to år ældre Georg Olsen. De elskede begge vandet og sejlede ofte sammen i hans båd i Flensborg Fjord. De havde et godt øje til hinanden, men den tænksomme Georg Olsen turde ikke tage initiativet. Først da hun – for at gøre ham jaloux – blev kæreste med en anden kammerat, tog han sig sammen og fik det sagt.

I 1961 blev de gift og flyttede til Esbjerg, hvor han havde fået arbejde som skibstømrer, og i 1962 fik de datteren Mette.

Utrættelig primus motor

Anja Esteri Kauppinen blev til Anja Ester Olsen. Hun følte sig dansk, og hendes dialekt var sønderjysk. Men hun kunne slå over i finsk uden problemer. Blandt andet når hun talte i telefon eller skypede med sin lillesøster, som hun holdt kontakt med til det sidste. Sammen tog søstrene i 1990’erne på en rejse til Finland for at gense nogle af de steder, de havde boet som børn.

Nogenlunde samtidig var Anja Olsen med til at stifte foreningen Finnebørn i Danmark, hvor hun de følgende årtier var en utrættelig primus motor.

Derudover mødtes hun stort set hver fredag på en café i Esbjerg med en flok herboende finner. De drak kaffe, spiste finske retter til jul og sang viser fra hjemlandet. På opfordring lavede hun også finsk mad til familien – blandt andet pirogger og den særlige kålrabigratin lanttulaatikko.

Anja Olsen var en fremragende kok, men skulle hun selve bestemme menuen, spiste hun marinerede sild og mariekiks, som børnebørn og senere oldebørn også altid blev budt ved besøg.

Bryggerset bugnede

Anja Olsen arbejdede de sidste mange år af sit liv som ekspedient i en stofbutik. Hun kunne både strikke, hækle, sy og tegne og lave kort med den særlige pergamanoteknik.

Georg Olsen var også fingersnild og sammen lavede de to ofte ting til deres tre børnebørn: fantasifulde fastelavnskostumer, et dukkehus med indlagt lys og hjemmesnedkererede møbler. En dug af gamle lagner fik påsyet vinduer, døre og blomsterkasse langs kanten. Så havde børnene et legehus under bordet, hvor de voksne drak kaffe.

Efter Georg Olsen gik bort for fire år siden på grund af en lungebetændelse, holdt Anja Olsen fast i sine mange aktiviteter og ikke mindst sine veninder. I forsommeren blev hun dog indlagt med en infektion, og selv om hun kom i genoptræning og hjem igen til rækkehuset, blev hun aldrig helt frisk.

Hun døde en onsdag i september med datteren Mette ved sin side.

Efter hendes død var der mange ting at tage stilling til, for Anja Olsen var også samler. Kuglepenne, receptkuverter, servietter og cigaretbægre i porcelæn. Hun havde over 400 af sidstnævnte fra hele verden.

Og selv om hun ikke rigtig ville være ved det, samlede hun også på mad: Bryggerset bugnede med konserves og sylteglas, og der var hele to fyldte kummefrysere. Barndommens følelse af sult sad dybt i Anja Olsen.