Et liv er forbi: Væk fra de brune barer og ud på langrendspisterne

Tønnes Tellesens elskede kvinder. Hvad som helst ved kvinder. Deres former. Attributter. Ansigter.

Det vidner hans Facebook-profil om. Med jævne mellemrum delte han et billede af en velproportioneret kvinde.

Men kigger man nærmere på profilen, opdager man, at der særligt var én kvinde, som Tønnes Tellesen var vild med. Hvert år i slut-juli skrev han, at det nu var 17-18-19-20 år siden, han sagde ja til sin hustru, Naja Tellesen. Og taler man med hans omgangskreds, står det hurtigt klart, at historien om Tønnes Tellesens liv ikke kan fortælles uden hende. I sommer rundede de deres 22. bryllupsdag.

Da de giftede sig i midten af 1990’erne tog Tønnes Tellesen to forliste forhold, tre børn, et alkoholmisbrug og en ekstrem indestængt vrede med ind i ægteskabet. Naja Tellesen havde ingen af delene, bortset fra at hun også kæmpede med at holde sig fra de moderne værtshuse, der var kommet til Grønland.

Selv om det gik langsomt, skubbede de hinanden ud af misbruget og skabte et familieliv.

Jorden rundt to gange

Historien lyder, at der hverken var råd til bukser eller bluser i Tønnes Tellesens barndomshjem i den grønlandske by Sisimiut, hvor han kom til verden i 1957. Han fortalte sjældent og kun til få om sin opvækst med ti søskende, ligesom han også kun sjældent fortalte om sine ungdomsrejser. 

Privatfoto

Han havde tidligere været i Danmark for at gå i skole, lære, læse og skrive på dansk, og som 18-19-årig rejste han verden rundt med skoleskibet Georg Stage – ud til en verden, han stort set intet kendte til i forvejen.

En dag lagde skibet til i Spanien. En mand med grønlandsk udseende steg på. Eller det er i hvert fald sådan Tønnes Tellesen fortalte historien.

I virkeligheden var manden nok snarere latino. Og han hed Jesus.

»Jesus?! Det kan man da ikke hedde,« grinede Tønnes Tellesen.

Jesus var jo ham, man byggede sin tro på.

Men den var god nok, sagde en af de ældre fyre på skibet. I Spanien kan man hedde Jesus.

I et par år sejlede Tønnes Tellesen jorden rundt to gange, først med Georg Stage og senere med skibet Agnete S – indtil han en dag hørte en grønlandsk sang i radioen. Kort efter stod han hjemme i Sisimiut igen.

Et eksempel at give videre

Tønnes Tellesen fik en søn med én kvinde og senere to døtre med en anden. Når han fik fri fra sit daværende arbejde på skibsværftet, sad han ofte på et bodegahjørne. Sønnen måtte han ikke se for sin tidligere kæreste. Pigernes mor drak også, og hjemmet emmede af vrede og vold.

Men så mødte han Naja, der ganske hurtigt blev til en Tellesen. Pigerne var tre og syv år og flyttede med deres far. Han drak dagligt, men de ville helst bo hos ham, hvor Naja Tellesen med tiden blev til en mor. Hun hang også selv på de brune barer, men langsomt bevægede hun og Tønnes Tellesen sig fra tømte flasker ud på langrendspisterne med drikkedunke, langrendsski og snescooter.

Hun oksede af sted – han susede efter hende og råbte:

»Du kan klare det. Du kan klare det!«

Det sidste år af sit liv kunne Tønnes Tellesen skråle med på sine yndlingskunstnere Bamse og Beatles uden at behøve at drikke, men han var bevidst om, at han havde været et dårligt eksempel for sine børn, da de var yngre.

Som voksen havde han mistet en tand og fået en kunstig i stedet. Hvis hans børnebørn ikke ville børste tænder, hev han den ud og spurgte:

»I vil da ikke ende lige som mig?!«

Så fik de fluks fluor i munden.

For et par år siden fik Tønnes Tellesen job på et omsorgshjem for unge forældreløse drenge. Han lærte dem at fange fisk, køre hundeslæde og sejle skibe imellem de grønlandske bygder. Det var vigtigt at blive en mønsterbryder, som han sagde.

Sidste joke

Tønnes Tellesen havde altid være lille og muskuløs. Ikke så slank. Men han vidste, den var gal, da hans mave begyndte at vokse igen sidste år. Allerede året forinden havde han fået konstateret kalk ved hjerteklappen. Nu satte hans nyrer og lever ud.

Han talte med sin kone om, at det nok var hans sidste sommer, men ingen andre fik det at vide. Det var typisk Tønnes Tellesen: Det var bedre at snakke om dét, man kunne gøre noget ved.

I september døde han af et hjertestop på Rigshospitalet, hvor han var blevet fløjet til, da han hverken kunne få hjælp i Sisimiut eller i Grønlands hovedstad, Nuuk.

I løbet af indlæggelsen havde han følt sig meget langt hjemmefra. Men da en grønlandsk-udseende sygeplejerske med en smuk krop var kommet forbi stuen, havde Tønnes Tellesen piftet efter hende og fortalt en kæk joke.

Sygeplejersken var blevet forbavset. Ved hans side sad Naja Tellesen, som var nået til Rigshospitalet fra Sisimiut nogle timer forinden – de brød begge ud i grin.