Baggrund
Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi: Viggo Forting

Viggo Forting var kendt i kunstnerkredse for sine unikke akvatinte-ætsninger og sin altruistiske natur. Selv ønskede han ikke at være kendt eller at leve af sin kunst
Viggo Forting ville aldrig have indrømmet, at hans værker var baseret på drømme. Men det fremgik af hans drømmedagbog efter hans død.

Viggo Forting ville aldrig have indrømmet, at hans værker var baseret på drømme. Men det fremgik af hans drømmedagbog efter hans død.

Privatfoto

Moderne Tider
9. december 2017

Mariehøner, fugle og bølger. Tykke mænd på stylter i uendeligt hav. Det var de tilbagevendende motiver på Viggo Fortings tændstikæskestore akvatinte-ætstninger. De færdige værker i sort og hvid var måske små i format, men var længe undervejs. Til dels  på grund af Viggo Fortings pertentlige tilgang til sit arbejde, men også fordi han havde travlt med at hjælpe sine kunstnerkolleger med deres projekter.

Til hans død vidste ingen, hvor Viggo Forting fik ideerne til sine motiver fra, indtil man under bo-opgørelsen fandt en drømmedagbog, hvor alle motiverne stod beskrevet side efter side. Han ville aldrig have indrømmet, at hans værker var baseret på drømme. Han afviste kategorisk at tale om andet end teknikkerne bag sin grafiske kunst, og kun marcipanbrød og guldøl kunne få munden lidt på gled. 

Forærede sin kunst væk

Den nordfynske kunstner tjente ikke en øre på sin kunst. Ikke fordi muligheden ikke bød sig, men af princip. »Kunst skal man sgu ikke tjene penge på! Det skal man give til nogen, man kan lide,« sagde han, når han blev spurgt, om han ikke ville sælge. Der var ventelister til hans værker. 25 stod skrevet op til et værk, da han døde. Alligevel nægtede han at trykke i større oplag, end et par stykker ad gangen. For at tjene til sin kompromisløshed arbejdede han med alt, hvad der bød sig, og havde både arbejdet som kustode, apotekerbud, boghandler og sømand.

Fyns Grafiske Værksted var Viggo Fortings hjem. De sidste 13 år af sit liv boede han i en portnerbolig tilknyttet værkstedet. Men han brugte det meste af sin tid på værkstedet med sin grafik. Han gav ikke en døjt for Gud, konge og fædreland. Gav fanden i julen og påsken og pinsen. Han hadede at blive fejret til sin fødselsdag, og syntes slet ikke, han fortjente al den opmærksomhed. Han ville hellere bare arbejde med sin kunst. Selv juleaften arbejdede han, som på en hvilken som helst anden dag. Der fandtes ikke helligdage i Viggo Fortings univers.

Da Viggo Forting blev syg af kræft, insisterede han på fortsat at varetage de opgaver på Fyns Grafiske Værksted, som fulgte med portnerboligen. 14 dage før sin død tog han toget fra Nordfyn til København og besøgte en syg ven på Rigshospitalet. Kun Viggo selv forstod, hvor syg han egentlig var, og kranier blev et tilbagevendende motiv i månederne op til hans død.

Øje for kvindelig skønhed

Det eneste, Viggo Forting ikke var gavmild med, var fortællingen om sig selv. Det var kendt blandt hans venner, at han havde levet et helt andet liv, før han kom til Nordfyn og Fyns Grafiske Værksted for 43 år siden.

Han blev født på Garnisonssygehuset i Holbæk i 1930. Han var enebarn. Hans mor var sygeplejerske, og hans far var ansat ved militæret. Forældrene blev skilt, da han var fire. Skilsmisser var sjældne på det tidspunkt, og han tilgav aldrig sin far for hans svigt af familien. »Den jyske bondekarl« omtalte han ham konsekvent.

Viggo Forting levede i 1950’erne sit liv i Sydsverige. Her arbejdede han som skovhugger og blev siden sømand på et fragtskib, som transporterede sandsten fra Gotland til Norköping. Her mødte han sit livs elskede, men hun svigtede ham, og han lukkede døren for bestandigt bag sig, da han rejste mod Fyn. Han så sig aldrig tilbage.

Svigtet var måske årsagen til, at Viggo Forting aldrig slog sig ned med en kvinde igen. Han foretrak kærester, som han sagde farvel til, hvis de ønskede noget mere seriøst. Det plejede at tage omkring tre måneder. Viggo Forting vakte moderfølelsen i kvinder, ung som gammel. Hans sidste kæreste var en 37-årig japansk kvinde.

Lige til sin død havde han øje for kvinder, og de for ham. To dage før sin død fik han besøg af en ung hjemmesygeplejerske. Døende, døsende og med indadvendt blik hviskede han, så snart hun vendte ryggen til »er hun dog ikke smuk?« til sin gæst.

I dagene op til Viggo Fortings død den 19. oktober skiftedes hans mange drengevenner til at våge over ham. Det var sådan, han ville have det. Hans sidste ønske var, at hans mange kvinder ikke måtte se ham i den tilstand.

Viggo Forting gik gennem livet uden familie. Alene, men ikke ensom. En uge efter hans død holdt man en mindehøjtidelighed for ham. Der kom 150 mennesker.

Viggo Forting ville ikke begraves. Han ville ikke belemre andre med at skulle planlægge og betale for en begravelse, så han donerede som sin sidste gerning sit legeme til videnskaben.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her