Interview
Læsetid: 5 min.

’Jeg løber for at få det bedre i det liv, jeg har’

’Man kan ikke løbe væk fra noget, for det er det samme liv, når du kommer hjem. Hvis jeg vitterligt flygtede, ville jeg jo løbe ud ad døren og aldrig vende hjem,’ siger journalist Anders Legarth Schmidt, der i januar udgiver bogen ’Jeg løber’ – med artikler han har skrevet om at løbe efter sin datter Ellens død
’Man kan ikke løbe væk fra noget, for det er det samme liv, når du kommer hjem. Hvis jeg vitterligt flygtede, ville jeg jo løbe ud ad døren og aldrig vende hjem,’ siger journalist Anders Legarth Schmidt, der i januar udgiver bogen ’Jeg løber’ – med artikler han har skrevet om at løbe efter sin datter Ellens død

Privatfoto

Moderne Tider
30. december 2017

– Hvordan har du det i kroppen, når du løber?

»På den ene side har jeg en følelse af mental lethed og en frihed for alt muligt, der kan trække mig ned. På den anden side har jeg det hårdt, for det er en fysisk belastning. Af ben, knæ, led, hjerte og åndredræt. Og jeg kan godt tænke: ’Nu må det for helvede snart slutte.’ Så det er meget dobbelt.«

– Hvad ville du gøre, hvis du ikke kunne løbe?

»I perioder, hvor jeg har været skadet, er jeg nemmere blevet irritabel og har oftere opført mig dårligt over for andre mennesker. Jeg har et behov for at flytte mig og blive udmattet fysisk. Kunne jeg ikke løbe, ville jeg nok kaste mig over en anden form for udholdenhedssport, hvor jeg ville kunne finde ind i et rum, hvor der ikke findes andet end det at trække vejret og mærke hjertet.«

– Hvordan var modtagelsen, da du skrev det første kapitel til bloggen ’Jeg løber’?

»Rigtig mange læste den og skrev til mig fra nær og fjern, at det havde gjort indtryk, og at de tænkte på mig. Det var både løbere, folk, der havde mistet børn eller andre af deres nærmeste, og helt almindelige mennesker. Og selv om de fleste var fremmede, gjorde det, at jeg følte mig lidt mindre alene med det hele.«

– Er der nogle, der synes, at det, du skriver, er for privat?

»Helt stensikkert. Det, jeg skriver, er frie tanker. Jeg har fra begyndelsen sat en enkelt regel for mig selv: Jeg ville være 100 procent ærlig, og jeg ville ikke bremse mig selv. Jeg har prøvet at fjerne den indre overdommer, jeg ellers har haft, når jeg skrev. Hvis nogle synes, det er for meget, så fred være med det.«

– Du skriver et sted: ’Du kan kalde det en flugt, I don’t care.’ Er løb en flugt?

»Jeg løber for at opnå noget: en frihed for sorte tanker, for svære minder. Mange løbere – også jeg – bliver mødt med: ’Du løber, fordi du ikke kan holde ud at være i det liv, du har.’ Men jeg ser det på en anden måde: Jeg løber for at få det bedre i det liv, jeg har. Man kan ikke løbe væk fra noget, for det er det samme liv, når du kommer hjem. Hvis jeg vitterligt flygtede, ville jeg jo løbe ud ad døren og aldrig vende hjem.«

– Er der andre steder i dit liv, hvor du på tilsvarende måde kan glemme dig selv?

»Ja, når jeg ligger hjemme i sengen med min kæreste og vores datter Alice, som bare skraldgriner eller giver mig et knus. Jeg kan også mærke det, når jeg fisker med en af mine gode venner, og vi kun er fokuseret på drømmen om at fange den store fisk.«

Anders Legarth Schmidt

  • Født 1974
  • Journalist på Politiken siden 2003
  • Skrev hen over et år bloggen ’Jeg løber’, der handler om at løbe som reaktion på sorgen over datteren Ellens død af kræft
  • Artiklerne blev sidste år dramatiseret på Det Kongelige Teater og udkommer som bog den 16. januar
  • Har sammen med sin kæreste også datteren Alice

– Er bloggen og bogen en måde at holde fast i Ellen på?

»Ja, i høj grad. Når der sker noget frygteligt, tænker vi, at vi vil kunne huske det i alle detaljer – altid. Sådan er det ikke. Jeg har oplevet at miste Ellen én gang, da hun døde, og som tiden er gået, har jeg mistet hende igen, fordi hun langsomt forsvinder mellem fingrene på mig. Jeg glemmer nogle af vores oplevelser sammen, hvordan hun lugtede, og jeg kan pludselig ikke genkalde mig hendes stemme. Det er et dobbelt tab. At skrive og udgive det er en måde at holde hende i live på.«

– Hvad håber du, at andre kan bruge den her bog til?

»Jeg har en fantasi om, at når min datter Alice flytter hjemmefra, så har hun den bog stående på sin hylde. Det kan godt være, at hun, når hun læser den, bliver skidesur og tænker: ’Hold kæft, hvor var han selvoptaget. Han så mig slet ikke, da jeg var barn, fordi han hele tiden tænkte på sin døde datter og sit løb og sin sorg.’ Det kan også være, at hun opfatter det som et smukt minde om sin storesøster. Jeg har aldrig haft et større formål med at skrive de her artikler, men jeg håber da, at bogen kan få folk til at reflektere, leve mere og være mindre bange.«

– Hvor er det smukkeste sted, du har løbet?

»Jeg har løbet i bjerge i Nepal, på strande i Zanzibar og på mørke landeveje i Thailand, men noget af det smukkeste er tidligt om morgenen, når jeg løber forbi Nordhavn ind mod København, og solen begynder at stå op ude over Refshaleøen. Det syn gør mig rolig indeni. Jeg kan ikke se en solopgang uden at få tårer i øjnene. Det forbinder mig med verden på en eller anden måde.«

– Hvilken tur er den hårdeste, du har løbet?

»Det var uden tvivl i Nepal i 2015. Ti dage efter jeg havde løbet maraton i Frankfurt. Jeg mødtes med en af de bedste off-road-løbere i Nepal for foden af et bjerg. Vi løb 16-17 kilometer i træk bare op, op, op ad bjerget til en vejrstation. Så stod vi dér og kiggede. Og havde det været hårdt at løbe op, var det bare helt umuligt at løbe ned igen. Vi endte med at løbe i tre timer, og jeg var fuldstændig smadret bagefter. Men jeg ville ikke give op.«

– Har du et nytårsforsæt?

»Nej, og jeg har aldrig haft et, men jeg øver mig dagligt i at være knap så stort et røvhul over for andre. Det synes jeg nogle gange er skidesvært. Jeg er utroligt impulsiv, og hvis jeg tænker eller føler noget, buser jeg ud med det. Det kan godt komme til at gå ud over andre. Men jeg øver mig hele tiden, og jeg tror på, at jeg kan blive bedre.«

– Hvilken sang burde alle høre?

»Kim Larsens »Hvis din far giver dig lov«. Jeg bliver så glad, når jeg hører den sang. Det er smuk poesi om ungdom, kærlighed, livsglæde og oprør. Jeg spiller den tit for Alice, og så danser vi rundt i lejligheden.«

– Hvad giver dig håb?

»Det gør min datter, når hun griner og spørger om alt muligt mærkeligt. Og så får jeg håb af meget gamle, meget store træer. Der er noget beroligende over træer, som har været her før de mennesker, der lever på Jorden lige nu, og som kommer til at være der, når vi er døde. Det gør, at jeg kan give lidt mere slip på mig selv og slappe af. Så vigtige er vi trods alt ikke.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her