Læsetid: 6 min.

Manchester Citys lyseblå magikere på historisk mission

På årets sidste dag kan Pep Guardiolas tropper tangere en af Europas fineste fodboldrekorder
Manchester City praktiserer nu det kvikke pasningsspil, der er træner Guardiolas (t.h.) varemærke. Bolden bliver konsekvent spillet op nede fra målmanden, og modstanderne bliver overvældet af hurtig boldcirkulation og overtalssituationer ude på kanterne, hvor lynhurtige wingbacks som Kyle Walker (t.v.) konstant kommer blæsende med frem. Resultatet har været et efterår, der har formet sig som en ren magtdemonstration i Premier League.

Manchester City praktiserer nu det kvikke pasningsspil, der er træner Guardiolas (t.h.) varemærke. Bolden bliver konsekvent spillet op nede fra målmanden, og modstanderne bliver overvældet af hurtig boldcirkulation og overtalssituationer ude på kanterne, hvor lynhurtige wingbacks som Kyle Walker (t.v.) konstant kommer blæsende med frem. Resultatet har været et efterår, der har formet sig som en ren magtdemonstration i Premier League.

Victoria Haydn

23. december 2017

It’s that time of the year again!

Julen er over os, og i England markerer indgangen til højtiden som bekendt et gensyn med en af de mest sælsomme – men også sejlivede – traditioner i den anglikanske fodboldverden, når aktørerne i Premier League tvinges ud i kulden og den fygende sne for at afvikle fire ligakampe på 10-11 dage.

Objektivt set giver juleprogrammet ingen mening. Der findes ingen sportslige argumenter for at presse så mange potentielt titelafgørende kampe sammen på så kort tid.

Men de traditionsbundne englænderne elsker deres juleprogram, der med tiden også har antaget karakter af manddomsprøve for ligaens titelkandidater: Man erobrer ikke guldet i Premier League til maj, hvis ikke man har kunnet overleve julens sammenpressede program af opgør på frosthårde eller tilmudrede baner over hele landet.

Denne jul bliver tingene dog anderledes, end de plejer, for hvor englænderne traditionelt bruger højtiden på at følge udskilningsløbet blandt den lille håndfuld af mandskaber, der plejer at bejle til guldet, så vil alle fodboldøjne i år være rettet mod et enkelt hold, nemlig Manchester City. Den 31. december kan det stjernespækkede mandskab fra Nordvestengland meget vel have en date with history mod Crystal Palace på Selhurst Park i Sydlondon.

Den lyseblå halvdel af Manchester har nemlig gang i en sæson, der meget vel kan ende med at skrive dem ind i den europæiske fodboldhistorie.

Går efter ny rekord

Siden City spillede uafgjort med Everton i slutningen af august, har holdet fejet al modstand til side på de hjemlige baner og vundet 16 Premier League-kampe i streg. Senest gik det ud over Tottenham Hotspurs. Sølvvinderne fra sidste sæson blev knust med 4-1 på Etihad Stadium i en magtdemonstration.

»En brutal oplevelse for Tottenham, der måtte affinde sig med igen og igen at blive flået fra hinanden (…) Pep Guardiola har ikke blot skabt et hold, der dominerer boldbesiddelsen og vinder kampe, men et mandskab, der nedkæmper allerede overvundne modstandere med fuldstændig nådesløshed,« skrev The Telegraphs Sam Wallace.

Citys sejrsstime er en fantastisk præstation, der allerede har indbragt dem rekorden for flest sammenhængende sejre nogensinde i det professionelle engelske fodboldsystem. Aldrig tidligere har et mandskab fra en af Englands fire øverste divisioner præsteret at vinde seksten gange i én køre.

Den tidligere rekord lå hos det legendariske Arsenal-mandskab fra begyndelsen af nullerne, der med stjerner som Sol Campbell, Ashley Cole, Dennis Bergkamp og Patrick Vieira vandt 14 kampe i træk i 2002.

Efter at have forvist Arsène Wengers gamle kæmper fra toppen af rekordlisten har Manchester City nu rettet søgelyset mod et endnu mere attraktivt bytte – nemlig rekorden som det hold, der har vundet flest kampe i træk i en af Europas fem store ligaer: Premier League, La Liga, Serie A, Bundesligaen og Ligue 1.

Lige nu er der to mandskaber foran dem på listen – nemlig Bayern Münchens altdominerende tropper fra sæsonen 2013-2014 samt Inter Milans italienske mestre fra sæsonen 2006-2007. Disse to hold formåede at vinde henholdsvis 19 og 17 kampe i streg i deres respektive ligaer.

Hvis City skal tangere Bayern Münchens rekord, kræver det altså sejre i juleprogrammets tre første opgør. Og de begynder i eftermiddag med en hjemmekamp mod nedrykningskandidaterne fra Bournemouth på sydkysten; herefter følger en udekamp nær den skotske grænse mod kriseramte Newcastle; og til sidst altså kampen mod Alan Pardews Palace-tropper i London på årets sidste dag.

City må siges at være kæmpe favorit i alle tre opgør mod hold, hvis primære fokus er at overleve i bunden af rækken. Det ligner en nytårsaften til rekordbøgerne for den skaldede spanier og hans mandskab.

Guardiola har taget ved lære

Denne sæson har under alle omstændigheder været en fantastisk turnaround for et mandskab, der for blot et år siden befandt sig i dyb spillemæssig krise. En krise, der blev udløst i sidste minut af opgøret mellem Manchester City og Chelsea på Etihad Stadium i december 2016.

Her var Chelsea på vej mod en sikker 3-1 sejr, da Citys frontløber Sergio Agüero besluttede at sige tak for kampen før slutfløjtet ved at lave en flyvende fuldfodsstempling på inderlåret af Chelseas brasilianske midterforsvarer David Luiz. Det fik han naturligvis marchordre for. Og i det efterfølgende masseslagsmål røg også Citys skraldemand på midtbanen, Fernandinho, ud for at gribe Cesc Fàbregas om struben i en ophedet meningsudveksling.

Da Guardiola gjorde status efter kampen, måtte han konstatere, at ikke blot var hans hold snublet i guldkampen og gledet ned på fjerdepladsen i Premier League – han havde også mistet to af sine bærende spillere til længerevarende karantæner. Det var ikke lige det, han var kommet til England for.

Men denne sæson har bevist, at den spanske manager har taget ved lære af den måde, han sidste år blev snøret af Antonio Contes snedigere og mere effektive mandskab fra Chelsea. Hvis man ser på statistikkerne for de to klubber fra sidste sæson, viser de således, at City havde 83 flere afslutninger på mål end Chelsea, men scorede fem færre mål. Samt at City gav modstanderne mulighed for 23 færre afslutninger i egen forsvarszone, men alligevel indkasserede seks flere mål.

Sagt på en anden måde: Guardiolas hold arbejdede med alt for store spildprocenter i begge ender af banen.

Netop derfor har han til denne sæson forstærket sit forsvar med en ny målmand og nye backs samt tilført mere kant til offensiven i form af Monacos offensive midtbanespiller Bernardo Silva og den vævre brasilianer Gabriel Jesus, der blev købt i vinterpausen.

City praktiserer nu det kvikke pasningsspil, der er Guardiolas varemærke. Bolden bliver konsekvent spillet op nede fra målmanden, og modstanderne bliver overvældet af hurtig boldcirkulation og overtalssituationer ude på kanterne, hvor de lynhurtige wingbacks Kyle Walker og Fabian Delph konstant kommer blæsende med frem. Resultatet har været et efterår, der har formet sig som en ren magtdemonstration i Premier League.

Skal vinde titler

Den tidligere danske topmålmand Peter Schmeichel karakteriserede sidste år Guardiola som »en meget arrogant mand« for hans modvilje mod at gå på kompromis med sine spillemæssige principper.

»The Premier League is so difficult,« bekendte Guardiola selv til journalisterne med et suk.

Det føles som længe siden. Lige nu er fodboldlivet ikke særlig difficult for den ærekære catalonier.

Så åbenbar har hans mandskabs overlegenhed været, at fodboldjournalisterne fra The Times i en artikel for nylig diskuterede, om man allerede nu skal kåre denne udgave af Manchester City til det bedste mandskab, der nogensinde har optrådt i den øverste engelske række.

Det sagde (et flertal af) skriverkarlene dog nej til. Den generelle holdning var, at Citys lyseblå superstjerner lige skal have lov til at vinde noget, før man kan overveje at udstyre dem med sådan en anerkendelse. Indtil de har bevist, at de er i stand til at konvertere deres dominans til mesterskaber, må de finde sig i at blive rangeret under de to hold, der generelt regnes for de bedste, der nogensinde har optrådt i engelsk topfodbold – nemlig Kenny Dalglishs rødklædte Liverpool-målmaskine fra slutfirserne med John Barnes, John Aldridge og Peter ’Quasimodo’ Beardsley på grønsværen samt Manchester Uniteds young guns fra midthalvfemserne, der blev styret af Alex Ferguson på sidelinjen og den franske anarkist Eric Cantona på den offensive midtbane.

Tingene kan dog ændre sig, hvis Guardiola og hans tropper går sejrrigt gennem jule- og nytårsdagene og dermed tangerer Bayern Münchens rekord. Så har engelsk fodbold fået en flok nye legender at hylde.

Det er i øvrigt pudsigt at bemærke, at Bayern Münchens træner i deres rekordsæson var: Pep Guardiola. Citys spanske mestertræner konkurrerer med sig selv.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alt kan købes for penge. Så titlen er deres på en nem baggrund. Der er kun et rigtig godt hold i England i år. Næste år efter VM er derfor den store test for alle de store hold. Med en mør Messi og en alderstegen Ronaldo bliver det nye scenarie, hvem der for alvor har det, der skal til for at erobre fremtiden. Men City er da favorit til det også, ingen tvivl om det. Med en nem CL-lodtrækning, hvor de kan spare krudt hele vejen til finalen i år, ligger det hele lige til højrebenet.

Jonathan Larsen

Jeg elsker en god fodboldkamp, men pengene inden for fodbold, tennis, golf osv. er ækel. Min indre moral siger: “ boykot lortet “, men desværre er jeg ramt af af en syge, der hedder dobbeltmoral ;). God jul til alle fodboldfans :).