Manden bag Angry Birds vil bore en 100 km lang tunnel under Den Finske Bugt

Da jeg gik i folkeskole i slut-90’erne, sad alle i frikvartererne og spillede Snake på deres Nokia-telefoner. Alle havde en Nokia. Også jeg.

For ti år siden bragte Forbes Magazine en forside med teksten: »Nokia. Én milliard kunder. Kan nogen indhente kongen af mobiltelefoni?«

Nokia var for Finland, hvad olie er for Saudi Arabien. Da virksomheden stod i zenit, udgjorde Nokia 80 procent af den finske børs, betalte en fjerdel af landets selskabsskat og stod for en fjerdedel af al eksport.

Og så kom iPhonen.

Jeg gjorde som resten verden og skiftede til Apple. De finske mobilaktier styrtdykkede, og selv om Nokia stadig er en pænt stor virksomhed, er væksteventyret for længst forbi, og i 2014 blev firmaets mobilafdeling solgt til Microsoft.

Så hvad nu med Finland? Efter magre år med smalhals og nedskæringer i den offentlige sektor er landet igen på vej op, men hvor er Finlands plads i verden i post-Nokia-æraen? Hvad skal de leve af?

Nu har én finne måske fundet løsningen. Det lyder lidt flippet, men manden bag mobilspillet Angry Birds, multimillionæren Peter Vesterbacka, har sat sig for at grave en 100 kilometer lang tunnel under det kolde vand i Den Finske Bugt til Tallinn, så Finland endelig kan blive forbundet til Europa uden om Rusland, og – endnu vigtigere, så finnerne endelig kan koble sig til klodens store pengetog: Kina.

’Hjertet af Eurasien’

Finnerne vil være trafikknudepunkt i kinesernes nye megaprojekt Den nye Silkevej også kaldet One Belt One Road, som lige nu spenderer billioner af dollar på togbaner, veje og tunneler fra Beijing til Iran, Tyrkiet og Paris.

I øjeblikket holder Peter Vesterbacka møde på møde med Shanghai-delegationer og Beijing-typer, der skal betale broderparten af de 15 milliarder euro – knap 112 milliarder kroner – tunnelprojektet ventes at løbe op i.

Det er en grå, næsten sort dag, da jeg lander i Helsinki. Den lave novembersol har tabt kampen til tåge og skyer, og jeg trisser gennem de fugtige og blæsende gader mod havnekajen, hvor fortællingen om den moderne europæiske økonomi har antaget fysisk form: Nokias gamle kabelfabrik, som engang var en dampende industrimaskine og byens største bygning, er omdannet til kulturhus med co-working spaces, og for at gøre symbolikken endnu mere tyktflydende, har det kinesiske selskab We+ endda købt lokaler og lejet dem ud til små finske tech-startups.

Her skulle jeg egentlig møde Peter Vesterbacka himself. Vi lavede i hvert fald en aftale for nogle uger siden, men nu skulle han pludselig til Tallinn med en masse kinesere. Han ringer senere, lover han. 

I stedet bliver jeg budt indenfor af en ung fyr med korte dreadlocks, et lille gedeskæg med en stor similisten i og trompetcowboybukser, der er helt revet i stykker.

Han viser mig en masse Power Point-slides om tunnelprojektet og bruger ord som »end-consumer« og »startup incubator«.

»Finland er hjertet af Eurasien,« siger han igen og igen, og det er sådan set rigtig nok, for Helsinki ligger i lige flyvelinje fra Beijing til Europa.

Det dufter af Elon Musk

Så kommer Timo Teimonen, en nydelig gråhåret herre i blåt jakkesæt, der i otte år var chef hos Nokia og nu er ingeniør på Tallinn-tunnelen. Han elsker Kina, kan man mærke. Han elsker sin kinesiske mobiltelefon, 1+, han elsker kinesernes arbejdsmoral, deres »familieværdier«, deres mad, deres mentalitet.

»Vi forstår slet ikke deres skala,« siger han og kigger mig dybt i øjnene på den særlige disruption-agtige måde, som folk kommunikerer på, når de vil forklare, at verden slet ikke er, som man går rundt og tror.

»Hvad betyder det? Det betyder, at så snart de vil have et NBA-hold, så har de det.«

Han knipser med fingrene.

»Hvis de vil sende en raket til månen, så gør de det.«

Han knipser igen.

»De har nok verdens højeste og verdens mindste fyr. De har nok verdens ældste og verdens yngste person.«

Det sidste giver ikke rigtig mening, men jeg forstår, hvor han vil hen.

»They will conquer the world,« siger han. »Hvis de vil.«

Det hele dufter af Elon Musk og Richard Branson: Megaprojekter med megalomane tech-milliardærer i spidsen, der både lyder besnærende – og lidt gak. Den 100 kilometer lange tunnel skal løbe fra Helsinki lufthavn nord for byen, ind under den finske hovedstad og cirka 70 kilometer under havet til Tallinn (til sammenligning er Storebælt-tunnelen otte kilometer). Plus en kunstig ø med skyskrabere på midt i bugten.

Så viser han mig nogle tykke magasiner fra Kina, som bedst kan beskrives som pornoblade for ingeniører: store farvefotos af gigantiske hængebroer, motorveje, vandrør, underjordiske tunneler og kæmpestore huller i jorden. Der er ingen mennesker på billederne, og det hele ser supereffektivt ud.

Antallet af kinesere i Finland eksploderer i disse år. Måske er finnerne den hårdføre udgave af den dygtige velfærdsskandinav, som de gerne vil samarbejde med. Vrøvl siger kritikerne, det hele handler om geografi: Finland ligger et godt sted.

Emilia Kangasluoma

Man skal være komplet tungnem for ikke at fange pointen: Hvis Finland for alvor vil spise kirsebær med de store i post-Nokia-æraen, skal de blive gode venner med kineserne.

Der er brug for »new thinking«, som Timo Teimonen siger, mens han viser mig et billede af en fisk i en fiskebowle, som drømmer om at flytte over i et akvarium: Det er det, man ikke skal drømme om, siger han, for på næste billede er der en anden fisk i en anden fiskebowle, som drømmer om at flytte ud i havet – dét er new thinking. Og sådan er det også med tunnelen. Og med One Belt One Road.

København har i øvrigt sin helt egen silkevejs-fortaler i form af den alternative politiker, Tom Gillesberg fra Schiller Instituttets Venner, som i år gik til kommunalvalg med sloganet: »Danmark må tilslutte sig Den nye silkevej«. Han fik 141 stemmer.

Et godt match

Jeg trasker ud i den grå tåge, og efter ti mislykkede forsøg på at praje en taxa går jeg hele vejen gennem byen til The Research Institute of the Finnish Economy, hvor jeg har en aftale med en økonom.

På vejen tænker jeg på noget, ekstern lektor på Københavns Universitet Jan Heikki Ahtola Nielsen fortalte mig forleden:

»Den finske mentalitet er anderledes end den danske,« sagde han. »De forholder sig f.eks. anderledes til autoritet. Dér er vi mere kritiske i Danmark. I Finland har man lettere ved at acceptere, at nogen træffer beslutninger på andres vegne.«

Måske er Kina og Finland et rigtig godt match.

I salgsmaterialet til tunnelen nævnte de igen og igen det finske skolesystem, quality of life-målinger, velfærdsstaten og den finske arbejdsmoral. De nævnte styresystemet Linux, som længe har været en ting i Kina, og de nævnte mobilspillene Angry Birds og Clash of Clans (som også er finske).

Hilsen fra formanden

Måske er det derfor, den kinesiske præsident, Xi Jinping, kun stoppede i én by, da han i april besøgte Trump i Mar-a-Lago: Helsinki.

Xi skrev endda et langt indlæg i Helsinki Times, hvor han skamroste finnerne for deres uspolerede skovsøer og Linux. For at være »korsvejen mellem Østens og Vestens civilisationer« og for ’sisu’, den særlige finske evne til at bide selv de mest forfærdelige ting i sig – fra vinterkrig til saunavarme.

Måske er finnerne simpelthen en mere hårdfør version af den trygge velfærdsskandinav – som en dansker, der gør, hvad der bliver sagt og samtidig kan skrive HTML. Og måske er det sådan nogen, kineserne vil arbejde med. Måske er derfor, antallet af kinesiske turister i Finland eksploderer.

Eller også er det hele mere simpelt. Måske har Finland bare noget, Kina vil have.

Da jeg skriver til Jyrki Kallio fra Det Udenrigspolitiske Institut i Helsinki, en af Finlands førende kinaeksperter, for at spørge, om Finland og Kina har et »særligt forhold«, svarer han i hvert fald klart:

»Nej.«

»Der er ikke noget, som skulle gøre Finland mere vigtig for Kina end f.eks. Danmark.«

Glem Linux og sisu og det finske skolesystem, siger han. Det handler om business.

Kina har alt for mange penge liggende, der kun kradser smårenter ind fra amerikanske statsobligationer, og de skal nu investeres i jernbaner og tunneler, der forbinder Riget i Midten med resten af verden. Udover en hurtigere forbindelse til Europa og bompenge fra de otte millioner mennesker, som hvert år rejser mellem Helsinki og Tallinn, kan kineserne bruge Finland til at bygge en ny silkevejsjernbane hele vejen til Arktis, hvor der er minedrift og en masse norske gas- og oliefelter.

Måske kan området endda blive fremtidens superhavn. For klimaforandringerne har jo åbnet en sejlrute gennem Arktis, så den korteste vej fra Kina til Europa ikke længere går syd om Indien, men nord om Rusland, og der brug for en sikker havn på toppen af Europa med stabile togforbindelser.

»Alt andet end den geografiske placering er irrelevant og fiktion,« skriver Jyrki Kallio. »Og den (geografiske placering, red.) er endda kun vigtig, hvis (og det er et meget stor hvis) der først bliver bygget en jernbane gennem Finland til Arktis.«

’Sig, at Peter har sendt dig’

Mika Maliranta, der er forskningschef på The Research Institute of the Finnish Economy, tager imod mig på sit kontor, der er oplyst af lysstofrør og helt, helt stille bortset fra en underlig summende køleskabsagtig lyd, der kommer fra væggen.

Han opridser hurtigt Finlands økonomiske udvikling: Alt var bombet og bondefattigt efter Anden Verdenskrig, men så kom industrialiseringen og velfærdsstaten. Pludselig lavede man både papir, metal og maskiner, som blev solgt til Sovjet, men i 1980’erne gik samarbejdet i koks, og til sidst brød Sovjet sammen, så Finland gik i stå. Så kom Nokia.

Den nye tunnel kan blive »meget vigtig«, tror Mika Maliranta.

»Det kan ændre dynamikken på det finske marked,« som han siger.

Det er blevet helt sort, da jeg igen trasker mod centrum forbi byens smukke hovedbanegård opført omkring århundredeskiftet i drømmende jugendstil og forbi Black Friday-shopperne i stormagasinet Stockmann, hvor man allerede nu kan betale med AliPay, det kinesiske megafirma AliBabas betalingsservice.

Pludselig ringer telefonen. Det er Peter Vesterbacka – techmillionæren bag tunnelprojektet.

»Jeg er lige i bilen,« siger han, og jeg sætter mig på en kantsten for at tage noter.

– Er kineserne glade?

»Ja det går rigtig godt,« siger han. »Helsinki og Tallinn kan blive selve hjertet af Eurasien. Ved at bygge tunnelen, gør vi os klar til en meget større vækst i post-Nokia-tiden. Det har taget Finland ti år at få rigtig vækst – det må ikke ske igen. Det her er ikke bare nice to have, det er nødvendigt.«

Så gentager han en masse af de ting, jeg allerede har hørt – om maskinerne og jernbanerne mod nord.

– Tror du, der er en tunnel, når jeg kommer tilbage i 2030?

»Nej, nej, vores ambition er at begynde byggeriet næste år og være færdig på fem år.«

– Okay… er det realistisk?

»Selvfølgelig.«

Nu jeg alligevel har ham i røret, spørger jeg efter et godt sted at spise i det centrale Helsinki, og han siger »kan du lide kinesisk?« og sender mig hen til »én af verdens bedste kinesiske restauranter uden for Kina.«

Selvfølgelig.

»Du skal bare sige, at Peter har sendt dig. Jeg har min egen menu.«

Den vådeste drøm

Og så trasker jeg videre i mørket. Efterhånden har jeg hørt så meget om Kina, at det virker passende med en ordentlig omgang pekingand, og jeg kan næsten smage den varme sursøde sauce, da jeg får øje på skiltet lidt længere fremme: Dong Bei Hu.

Men der er lukket.

Uden for restauranten ligger en bunke kinesiske aviser med et billede på forsiden af EU’s udenrigschef Federica Mogherini, der stolt fremviser et eller anden officielt dokument, som hun har underskrevet – det hele er på mandarin, så jeg kan ikke forstå det, men det må være en handelsaftale af en art. Sådan én, som Peter Vesterbacka og co. jagter.

Lige nu er det åbenbart den vådeste drøm, både i en post-Nokia-økonomi og i Europa generelt: kinesiske penge.