Læsetid: 10 min.

Manden, der jagtede Stalins forbrydelser, er nu selv en jaget mand

Han har afdækket nogle af Stalin-tidens store forbrydelser og opsporet skjulte massegrave i de karelske skove. Men nu sidder historikeren Jurij Dmitriev i samme fængsel som fortidens ofre anklaget for børneporno. Hans støtter mener, han er udsat for et komplot, orkestreret af et russisk styre, der vil bestemme over mindet om fortiden
Dmitriev bliver kaldt en levende legende. En enmandshær, der gennemtrawler først arkiverne og siden skovene for at finde resterne af de myrdede fra Stalins udrensninger – for til sidst at rejse mindesmærker. I Putins Rusland kan den slags arbejde være kontroversielt.

Dmitriev bliver kaldt en levende legende. En enmandshær, der gennemtrawler først arkiverne og siden skovene for at finde resterne af de myrdede fra Stalins udrensninger – for til sidst at rejse mindesmærker. I Putins Rusland kan den slags arbejde være kontroversielt.

Tomasz Kizny

23. december 2017

Hvert år i august samles mennesker fra hele Europa mellem fyrretræerne for at mindes de døde. Tusinder af mennesker fra Norge, Finland, Ukraine, Tjekkiet, Georgien, Rusland og en række andre nationer blev under Stalins udrensninger i 1937-38 henrettet her lidt nord for Onegasøen i det nordvestlige Rusland og kastet i det, der skulle have været en evig glemsel.

Men i slutningen af 1980’erne begyndte historikeren Jurij Dmitriev at gennemsøge de nyligt åbnede arkiver. Først studerede og sammenlignede han bunker af dokumenter, og siden brugte han sommer efter sommer på at gennemsøge de uendelige skove efter spor.

Og en dag i 1997 stod Jurij Dmitriev og hans hjælpere mellem fyrretræerne i det, der nu er kendt som Sandormokh. Skovbunden var arret af ovale pletter, hvor jorden var sunket sammen over de med tiden opløste menneskekroppe. De myrdedes knogler og hullede kranier lå der stadig. Mere end 9.000 mennesker blev skudt gennem hovedet her i et af de mørkeste kapitler i Sovjets historie.

Siden satte Jury Dmirtriev sig for at identificere og offentliggøre navnene på de døde, så de pårørende kunne få vished om, hvor livet var endt. Han arbejdede mest alene, men var en del af menneskerettighedsorganisationen Memorial, der afdækker totalitarismens forbrydelser i det tidligere Sovjet. Hans udgivne liste over ofre fra Sandormokh og andre henrettelsespladser i Karelen tæller over 12.000 navne.

Men Jurij Dmitriev stoppede ikke der.

Han kontaktede organisationer, ambassader og pårørende, og gennem årene blev skoven i Sandormokh overstrøet med gravsten, og den årlige mindehøjtidlighed i august blev et internationalt tilløbsstykke.

Men til årets mindehøjtidlighed var Jurij Dmitriev selv ingen steder at se. Den 60-årige historiker sidder nemlig i fængsel. Anklaget for at have taget børnepornografiske billeder af sin plejedatter og for ulovlig våbenbesiddelse. Det er nu over et år siden, han blev anholdt, men sagen er endnu ikke afsluttet. De næste retsmøder er sat til 26. og 27. december.

Efter et års fængsel står den russiske historiker Jurij Dmitriev nu til at blive løsladt.
Læs også

I løbet af det år, sagen har stået på, er historien om fængslingen gået verden rundt via Reuters, The Guardian og Los Angeles Times, hvor menneskeretsaktivister, historikere og familie har taget Jurij Dmitriev i forsvar og gået til angreb på de russiske myndigheder. Sagen har, lyder det, nemlig intet at gøre med børneporno, men handler om noget andet og større: Om et justitsmord, der skal lukke munden på en besværlig figur, få andre forskere til at trække følehornene til sig og konsolidere Putin-styrets magt over historien som et politisk redskab. Det er klassisk repression og magtmisbrug, lyder det.

Som den amerikanske journalist og forfatter Anne Applebaum siger til Information:

»Sagen er den perfekte metafor for opløsningen af et hvert håb om, at Rusland ville være anderledes end Sovjetunionen,« siger hun.

»Det er en sand tilbagevenden til fortiden.«

Et særligt øje for de døde

Da Anne Applebaum i slutningen af 1990’erne researchede til sin bog om Sovjets kolossale system af internerings- og straffelejre kendt som Gulag – en bog, hun senere fik Pulizer-prisen for – mødtes hun med netop Jurij Dmitriev og tilbragte flere dage med ham. Hvis man skulle vide noget om Gulags historie i Karelen, var han simpelthen manden, fortæller hun.

»Han havde et særligt øje for at lokalisere stederne. Han fandt ligene, gravede dem op, identificerede dem og etablerede mindesmærker for dem.«

Dmitriev viste hende henrettelsesstederne, som han havde fundet, og tog hende med til Hvidehavskanalen, Stalins kolossale prestigeprojekt, hvor titusinder af slavearbejdere måtte lade livet.

I Gulag-forskningen er Karelen uomgængelig, for det var her, nogle af de tvangsarbejdere blev sat til skovarbejde i 1920’erne – og det var på Solovetskij-øerne længere mod nord, at den første fangelejr for politiske fanger blev etableret. Det er den, som forfatteren Aleksandr Solsjenitsyn kaldte selveste »Gulags moder«. Over tusind fanger derfra endte deres dage i Sandormokh.

Anne Applebaum fortæller, at hun er meget oprørt over sagen mod Dmitriev, som hun betragter som en enestående forsker og kollega – og som en vigtig historiker og offentlig person i sit hjørne af Rusland.

»Det kan kun beskrives som en heksejagt,« siger hun og kalder anklagerne »en klassisk smædekampagne«.

»Pædofilianklager bliver ofte brugt mod folk, der går imod Kreml. De klistrer til folk, og der er ikke mange, der vil støtte dem. Men som jeg ser det, er det statens forsøg på at spærre ham inde for hans historiske arbejde.«

Nøgenbilleder på computeren

Hvordan billederne af pigen kom i myndighedernes hænder, er uklart. Men klart er det, at Jurij Dmitriev i en årrække, fra pigen var i børnehavealderen, tog billeder af sin adoptivdatter – og at hun på flere billeder er nøgen.

I flere medier har Dmitrievs forsvarsadvokat forklaret, at billederne alene skulle dokumentere, hvordan pigens helbredstilstand forbedredes. Hun kom – som Dmitriev selv – fra et børnehjem, og han var nervøs for, at myndighederne ville tage hende fra ham eller beskylde ham for vanrøgt, hvorfor han med vanlig systematik registrerede hendes fysiske fremgang. Billederne fandtes alene på hans computer og blev aldrig distribueret videre.

Adspurgt af anklagemyndigheden har en russisk ekspertgruppe vurderet, at ni af billederne skulle være pornografiske, hvilket kan takseres med op til 15 års fængsel.

Tomasz Kizny

Dmitrievs forsvarer har sat spørgsmålstegn ved ekspertgruppens kompetencer og uvildighed, og mens sagen har stået på, har 37.000 skrevet under på en underskriftsindsamling til støtte for Dmitriev. En voksende gruppe af støtter har samlet sig om ham – heriblandt den internationalt roste forfatter Sergej Lebedev, der har skrevet et forsvarsskrift for Dmitriev, som i november blev oversat til engelsk og udgivet i Eurozine.

Sergej Lebedev kalder bevismaterialet for »ubrugeligt« og forklarer, at forsvaret har ført ekspertvidner, der har anbefalet, at man netop fører den slags logbog over adoptivbørns helbredstilstand, ligesom en ekspert, hvis job er at vurdere, om museumsmateriale er pornografisk eller ej, klart har afvist, at der skulle være noget pornografisk i Dmitrievs billeder.

»Anklagerne, derimod, har bestilt såkaldt eksperthjælp – eksperter i gåseøjne – hos en gruppe, der i hele Rusland er berygtet for at levere præcis de beviser, som regimet har brug for. Ingen af de her eksperter er uddannet inden for det felt, de skal tage stilling til,« siger han.

Ifølge Lebedev og de øvrige støtter handler sagen i virkeligheden om, at Dmitriev er en sten i skoen for det russiske regime – fordi han ikke kan styres. Dmitriev har altid inviteret ukrainske repræsentanter til mindehøjtidelighederne, og ved en sådan for et par år tilbage kritiserede han Ruslands annektering af Krim og krigen i Ukraine. Mens han stod et sted, hvor hundreder af ukrainere blev henrettet under Stalin, advarede han mod at gentage historien.

»Fra det øjeblik var han på den sorte liste,« siger Lebedev.

Men også selve Jurij Dmitrievs historiske arbejde er ubelejligt for Ruslands sikkerhedstjeneste og for landets øverste ledelse, fortæller han.

»For regiment handler det om at påvirke samfundet og udsende et signal – et signal til alle dem, der forsker: Tænk dig om en ekstra gang, inden du vælger, hvad du vil undersøge. Ingen vil officielt sige, at din historieforskning er upassende. Men det kan være, du bliver dømt som pædofil,« siger han.

Med en sådan dom er man enormt udsat blandt de øvrige fanger, lyder det videre.

»I russiske fængsler er pædofili en dødsdom.«

En forbrydelse uden gerningsmænd

Historien om Stalins millioner af ofre for politiske forfølgelser, vilkårlige massehenrettelser og tvangsarbejde er på ingen måde hemmelig i Rusland, og så sent som i oktober i år – på mindedagen for 80-året for Stalins store terror – indviede selveste præsident Vladimir Putin et splinternyt stort mindesmærke for undertrykkelsens ofre. Det første monument af den slags bestilt direkte af Kreml.

Derfor kan det virke paradoksalt, at regeringen skulle have interesse i at undertrykke en uafhængig forsker, der arbejder med samme emne.

Det handler om kontrollen med historien, siger Lebedev.

»Vi har et stort monument over de undertrykte, men regeringen har aldrig taget noget ansvar på sig. Der er masser af ofre, men ingen anerkendt forbrydelse. I statens version er ofrene abstrakte og lavet af marmor, men Dmitriev finder kranierne og opsporer gerningssteder. Henrettelserne var frygtelige – som Katyn-massakren i Polen eller som nazisternes Einsatzgrupper,« siger han og peger på, at Dmitriev også har afsløret navne på bødlerne fra sikkerhedstjenesten NKVD, hvilket er stærkt kontroversielt i Rusland.

Sergej Lebedev har selv skrevet om bødlerne i prosaform i sin roste roman, der på engelsk hedder Oblivion, og som kommer på dansk i slutningen af 2018. Den handler blandt andet om hans egen reservefarfar, der var vagt i en af de berygtede fangelejre i Gulag.

»Jeg mener, at vi bør trække deltagerne frem fra deres skjul. Da lejrene lukkede i 1960’erne, blev fangevogterne sendt hjem med gode pensioner og dekoreret med medaljer, og det var ikke til at se forskel på krigsheltene og bødlerne. De blev ansigtsløse,« siger han.

Og demaskeringen af bødlerne er generende for Ruslands sikkerhedstjeneste, FSB, hvis historie går tilbage til Sovjets første sikkerhedstjeneste, Tjekaen.

»De har tænkt sig at fejre Tjekaens 100-år her i december,« siger Sergej Lebedev.

»De har arvet deres arkiver og deres rolle – og for dem er det et problem, hvis deres forgængere og helte i virkeligheden var mordere.«

De fængsledes bitterhed

Siden Vladimir Putin kom til magten i Rusland i 2000, har landets historiepolitik ændret sig, og 1990’ernes åbenhed om fortidens forbrydelser er blevet rullet tilbage. Under Putin er russernes sejr over Hitler under Anden Verdenskrig blevet gjort til den samlende fortælling om Rusland, og hvad russerne er i stand til.

Det har også gjort Stalins eftermæle til et politisk værktøj.

For krigen og sejren er uløseligt knyttet til Stalin – på både godt og ondt, fortæller militærhistoriker Niels Bo Poulsen, der er ansat ved Forsvarsakademiet og forfatter til bogen Den Store Fædrelandskrig, som er det, russerne kalder Anden Verdenskrig.

Uden Stalins brutale industrialisering af landet havde Sovjet aldrig vundet krigen, fortæller Niels Bo Poulsen. Men samtidig stod hans brutale totalitære styre bag enorme lidelser som slavegørelse, hungersnød og massedrab, og alt det glider i baggrunden til fordel for en mere politisk anvendelig version.

»Fortællingen om Den Store Fædrelandskrig, som Putin har dyrket, siden han kom til, viser, at en stærk stat er god for russerne. Uanset om den er korrupt eller dysfunktionel,« siger han.

Putin har også argumenteret for, at udlandet forsøger at bruge historien til at angribe Rusland. I et interview med filminstruktøren Oliver Stone sagde Putin i sommer, at »overdreven dæmonisering af Stalin er en måde at angribe Sovjetunionen og Rusland«.

Et historisk fokus som Jurij Dmitrievs, der undersøger en lille del af de 750.000 mennesker, der blev skudt under Stalins udrensninger i 1937-38, går imod den nationale fortælling, siger Niels Bo Poulsen.

»Det er kontroversielt, fordi det sår tvivl om, hvorvidt det er godt med en stærk stat. Og det sår tvivl om Ruslands styre, der er udsprunget af den selv samme sikkerhedstjeneste, der stod bag henrettelserne. Det er et område, man vil have under regeringskontrol.«

Niels Bo Poulsen har ikke fulgt sagen mod Jurij Dmitriev, men siger, at det »ikke vil være overraskende«, hvis der er tale om et forsøg på justitsmord. Det behøver dog ikke at være orkestreret fra Kreml, siger han. Det kan lige så vel være et udslag af nogle overivrige lokale bureaukraters fortolkning af Kremls politik.

Samme analyse har Anne Applebaum, der tilføjer, at det altid har været farligere at skille sig ud i regionerne end i Moskva, hvor intellektuelle har kunnet operere mere frit.

»De mere modige folk i regionerne – uden venner og kolleger – er lettere at angribe,« siger hun.

I sommer blev Vladimir Putins talsmand Dmitri Peskov spurgt ind til sagen af Reuters.

»Det fungerer ikke sådan,« sagde han

»Kreml er ikke involveret i den slags sager.«

Og lokalt har anklagemyndigheden over for Los Angeles Times benægtet, at sagen skulle være politisk motiveret, og forsikret, at den »på ingen måde« har at gøre med Dmitrievs forskning.

Forfatteren og Dmitriev-støtten Sergej Lebedevs analyse er imidlertid, at opbakningen og den internationale opmærksomhed er kommet bag på myndighederne. De har forsøgt at trække sagen i langdrag for at køre aktivisterne trætte, vurderer han.

Men nu er de ved at have travlt. Sagen passer nemlig dårligt med et kommende russisk præsidentvalg 18. marts, hvor Putin stiller op igen. Lebedev tror derfor, at myndighederne vil forsøge at få sagen afsluttet lige omkring nytår, hvor »alle er fulde«, og den derfor får minimal opmærksomhed.

Der er planlagt retsmøder 26. og 27. december.

Og Jurij Dmitriev selv? Han er fortsat bag tremmer i Tilbageholdelsescenter 1 i Petrozavodsk. Herfra sendte han et brev i slutningen af oktober, som er blevet delvist oversat på støttesiden dmitrievaffair.com.

»Jeg har selv oplevet, hvad de fængslede i slutningen 1930’erne følte. Jeg kender nu de ord, der kan beskrive deres smerte og indignation; bitterheden ved at være afskåret fra deres kære. Nu ved jeg, hvor nedslående denne venten er: De skal nok opklare det og sætte mig fri, jeg har absolut ikke gjort noget forkert,« skrev han.

Brevet fortsatte:

»Jeg kender navnene på mange af de fængslede. Jeg ved, hvordan deres lidelser i tilbageholdelsescenteret endte. Jeg ved, at fra denne samme celle blev folk ført ud for at blive skudt. Jeg ved, hvor de blev samlet i grupper, hvilke trapper de blev ført nedad til fængselsgården, hvor de blev lastet på lastbiler. Nu går jeg selv på de samme gange, ned ad de samme trapper til den selvsamme gård. Der er gået 80 år, men intet har forandret sig – i hvert fald ikke i ydre udseende. Måske er vagterne blevet lidt mere humane og lastbilerne en smule nyere.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • David Zennaro
  • Michael Svennevig
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anker Nielsen
Robert Ørsted-Jensen, David Zennaro, Michael Svennevig, Bjarne Bisgaard Jensen og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det var en god og interessant artikel. Vi kan jo ikke have nogen særlig stor tiltro til det russiske retsvæsen, med alle de overgreb der i gennem årene er foranstaltet mod journalister og oppositionister. Og det feje svin, Putin, vil jo ikke have sat nogen pletter på sit forbillede, Stalin. Og imens fortsætter okkupationen af øst-Ukraine og Krim ... og vi sidder bare her og glor, og lader det fortsat ske... sørgeligt

Robert Ørsted-Jensen, Kenneth Jacobsen, Peter Hansen, Kim Houmøller, Anne Eriksen og Gert Romme anbefalede denne kommentar