Jo mere deprimeret en skuespiller er, desto mere ler publikum

Kaster man sit blik ud over europæisk film, er det ikke voldsomt mange erklærede humanister, man får øje på. Men de, der er, formår heldigvis at gøre væsen af sig. Det drejer sig især om Dardenne-brødrene fra Belgien, Ken Loach fra Storbritannien og så selvfølgelig Aki Kaurismäki fra Finland.

Han laver desværre kun én film ca. hvert femte år, men så er der også tale om velformede, morsomme og rørende socialrealistiske eventyr, der handler om mennesker, stille eksistenser, som befinder sig et godt stykke uden for det etablerede samfund, ja, nogle gange endda på bunden af det.

Der er en sjælden melankoli, underspillet humor og musikalitet – han dyrker både den særegne finske udgave af tango og rock’n’roll – på spil i Kaurismäkis smukke, nænsomme og langsomme film.

De foregår i visuelt præcise, stiliserede udgaver af verden, hvor man sjældent viser følelser, drikker en del, og det ikke er svært at kende forskel på ven og fjende. Det betyder dog ikke, at der ikke er noget at kæmpe for. Tværtimod.

Finsk film er Kaurismäki

I tidlige film som Pigen fra tændstikfabrikken, I Hired a Contract Killer, Drifting Clouds og Juha kredser Aki Kaurismäki om eviggyldige emner som kærlighed, ensomhed, fællesskab og medmenneskelighed – og hjemløshed og arbejdsløshed.

Og tre af hans seneste film, Manden uden fortid, Le Havre og Lys i mørket, handler alle om at høre til og hjælpe dem, der ikke føler, at de hører til – eller som andre, knap så venlige mennesker ikke mener hører til.

Det er vidunderlige, livsbekræftende fabler om alt fra flygtningepolitik, terrorfrygt og fremmedfjendtlighed til godt naboskab, tolerance og ganske almindelig anstændighed.

60-årige Kaurismäki begyndte sin karriere side om side med sin to år ældre bror, Mika, men Mika, der også har slået sine folder i udlandet, har ikke formået at holde samme kvalitetsmæssige niveau i sine film som Aki.

Set udefra er finsk film således i høj grad synonymt med Aki Kaurismäki, og finnerne er da også med rette stolte af deres verdensberømte og ofte prisbelønnede søn. I de senere år er det lykkedes en række ambitiøse, yngre genrefilminstruktører at skabe international opmærksomhed omkring film som Rare Exports, Big Game og Iron Sky.

Det er dog svært at slippe ud under Kaurismäkis enorme skygge, ikke mindst på grund af hans formidable evne til at sætte fingeren på nogle af tidens og verdens og Finlands store problemer på sin helt egen bidske og sorthumoristiske, men alligevel også kærligt humanistiske facon.

Deprimerede skuespillere

Men selv om der ofte sker tragiske ting i Aki Kaurismäkis film, har han tiltro til sine marginaliserede personer, der udviser større omtanke, anstændighed og fordomsfrihed i mødet med andre mennesker end de instanser, som ellers er indrettet til at gøre det.

På samme måde arbejder instruktøren selv uafhængigt og uden for det etablerede produktionssystem i Finland. Han besætter rollerne i sine film med en stort set fast stab af skuespillere, og han skriver, instruerer, klipper og producerer selv sine film og er meget afklaret omkring sin måde at instruere og tænke sin deadpan-humor på.

Som han engang sagde til Information: »Jeg bryder mig ikke om, at skuespillere tænker eller spiller. De skal være en refleksion af et menneske, et spejl af en syg sjæl. De skal bare sige deres replikker. Jeg bryder mig ikke om råben, løben eller grinen – jo privat, men ikke i film. Publikum bør le, ikke skuespillerne. Jo mindre skuespillerne ler, jo mere ler publikum. Det er min teori. Jo mere deprimeret skuespilleren er, jo mere ler publikum.«