Læsetid 3 min.

Jo mere deprimeret en skuespiller er, desto mere ler publikum

Set fra udlandet er finsk film stadig lig med Aki Kaurismäki, den sorthumoristiske humanist, der laver musikalske, stiliserede fabler om mennesker på bunden af samfundet
I tidlige film som Pigen fra tændstikfabrikken (1991) kredser Aki Kaurismäki om eviggyldige emner som kærlighed, ensomhed, fællesskab og medmenneskelighed.

I tidlige film som Pigen fra tændstikfabrikken (1991) kredser Aki Kaurismäki om eviggyldige emner som kærlighed, ensomhed, fællesskab og medmenneskelighed.

Fra filmen

2. december 2017

Kaster man sit blik ud over europæisk film, er det ikke voldsomt mange erklærede humanister, man får øje på. Men de, der er, formår heldigvis at gøre væsen af sig. Det drejer sig især om Dardenne-brødrene fra Belgien, Ken Loach fra Storbritannien og så selvfølgelig Aki Kaurismäki fra Finland.

Han laver desværre kun én film ca. hvert femte år, men så er der også tale om velformede, morsomme og rørende socialrealistiske eventyr, der handler om mennesker, stille eksistenser, som befinder sig et godt stykke uden for det etablerede samfund, ja, nogle gange endda på bunden af det.

Der er en sjælden melankoli, underspillet humor og musikalitet – han dyrker både den særegne finske udgave af tango og rock’n’roll – på spil i Kaurismäkis smukke, nænsomme og langsomme film.

De foregår i visuelt præcise, stiliserede udgaver af verden, hvor man sjældent viser følelser, drikker en del, og det ikke er svært at kende forskel på ven og fjende. Det betyder dog ikke, at der ikke er noget at kæmpe for. Tværtimod.

Finsk film er Kaurismäki

I tidlige film som Pigen fra tændstikfabrikken, I Hired a Contract Killer, Drifting Clouds og Juha kredser Aki Kaurismäki om eviggyldige emner som kærlighed, ensomhed, fællesskab og medmenneskelighed – og hjemløshed og arbejdsløshed.

Og tre af hans seneste film, Manden uden fortid, Le Havre og Lys i mørket, handler alle om at høre til og hjælpe dem, der ikke føler, at de hører til – eller som andre, knap så venlige mennesker ikke mener hører til.

Det er vidunderlige, livsbekræftende fabler om alt fra flygtningepolitik, terrorfrygt og fremmedfjendtlighed til godt naboskab, tolerance og ganske almindelig anstændighed.

60-årige Kaurismäki begyndte sin karriere side om side med sin to år ældre bror, Mika, men Mika, der også har slået sine folder i udlandet, har ikke formået at holde samme kvalitetsmæssige niveau i sine film som Aki.

Set udefra er finsk film således i høj grad synonymt med Aki Kaurismäki, og finnerne er da også med rette stolte af deres verdensberømte og ofte prisbelønnede søn. I de senere år er det lykkedes en række ambitiøse, yngre genrefilminstruktører at skabe international opmærksomhed omkring film som Rare Exports, Big Game og Iron Sky.

Det er dog svært at slippe ud under Kaurismäkis enorme skygge, ikke mindst på grund af hans formidable evne til at sætte fingeren på nogle af tidens og verdens og Finlands store problemer på sin helt egen bidske og sorthumoristiske, men alligevel også kærligt humanistiske facon.

Deprimerede skuespillere

Men selv om der ofte sker tragiske ting i Aki Kaurismäkis film, har han tiltro til sine marginaliserede personer, der udviser større omtanke, anstændighed og fordomsfrihed i mødet med andre mennesker end de instanser, som ellers er indrettet til at gøre det.

På samme måde arbejder instruktøren selv uafhængigt og uden for det etablerede produktionssystem i Finland. Han besætter rollerne i sine film med en stort set fast stab af skuespillere, og han skriver, instruerer, klipper og producerer selv sine film og er meget afklaret omkring sin måde at instruere og tænke sin deadpan-humor på.

Som han engang sagde til Information: »Jeg bryder mig ikke om, at skuespillere tænker eller spiller. De skal være en refleksion af et menneske, et spejl af en syg sjæl. De skal bare sige deres replikker. Jeg bryder mig ikke om råben, løben eller grinen – jo privat, men ikke i film. Publikum bør le, ikke skuespillerne. Jo mindre skuespillerne ler, jo mere ler publikum. Det er min teori. Jo mere deprimeret skuespilleren er, jo mere ler publikum.«

Den Finske Kanon

Finlands skove har gennem årene fostret børn, hvis skaberværk hele verden kender – eller burde kende til. Derfor giver vi jer ’Den Finske Kanon’ – en gennemgang af de største finske skabere inden for litteratur, lyrik, film, musik, design, billedkunst og arkitektur. Fra Alvar Aaltos lys til Mumi-dalens mørke.

Seneste artikler

Finland fylder 100

Vores finske naboer har korsflag og velfærdsstat og er verdens frieste land, men vi danskere ved nærmest intet om Finland. Nu, hvor landet fejrer 100 års selvstændighed, gør vi noget ved det. Vi markerer fejringen ved at bruge hele Moderne Tider til at fortælle historier om og fra Finland – om hvordan et fattigt folk har skabt en rig kultur og en velstående nation.

Andre artikler i dette tillæg

  • Dengang finnerne indgik en aftale med Djævelen

    2. december 2017
    Romanklassikeren ’Den ukendte soldat’ om Finlands kamp mod Sovjetunionen i 1941-44 er blevet filmatiseret tre gange med 30 års mellemrum. Senest med det største finske filmbudget til dato og en melankolsk krigsskildring, der virkelig bringer sit publikum tæt på krigens rædsler og på soldaterne fanget midt i dem
  • I familiens blodspor

    2. december 2017
    Når min finske familie fortæller historier, ender de som regel med, at nogen dør en skrækkelig død og bliver myrdet med en skovl eller sådan noget. Jeg tog med min far tilbage til det hus i Midtfinland, hvor alle historierne kommer fra
  • Brevkassen: Er sexchat utroskab?

    2. december 2017
    Nogle gange, når min kæreste sover, går jeg på nettet og sexchatter med kvinder og enkelte gange også mænd. Er jeg min kæreste utro?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu