Interview
Læsetid: 4 min.

Michael Rasmussen: ’Det er altid sværere at gå efter en vinder, og det er Froome’

’Man bør ikke sidde og blive forarget over Chris Froomes positive dopingprøve. For måske bør man bare gå ud fra, at elitesportsudøvere gør alt, hvad de kan for at optimere, deres præsentation på det givne tidspunkt i historien, de befinder sig’
I ugens løb blev Team Sky-cykelrytteren Chris Froome ramt af dopingafsløringer. Han og holdet er store aktører i cyeklsporten, og det bør kunne ses på sanktionen, mener den tidligere Tour de France-rytter Michael Rasmussen.

I ugens løb blev Team Sky-cykelrytteren Chris Froome ramt af dopingafsløringer. Han og holdet er store aktører i cyeklsporten, og det bør kunne ses på sanktionen, mener den tidligere Tour de France-rytter Michael Rasmussen.

Claus Bonnerup

Moderne Tider
16. december 2017

Hvorfor er der egentlig så mange cykelryttere, der har astma?

»Der er mange udholdenhedsatleter i det hele taget, der har astma. Det er meget udbredt i langrend, svømning, løb og cykling. Så det er ikke noget, der er forbeholdt cykelryttere. Man kalder det for anstrengelsesastma. Så det er simpelthen den fysiske udfoldelse, der fremprovokerer astmaen. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud i Tour de France-feltet i dag, men et forsigtigt bud er, at 20 til 40 procent har astma.«

Indtog du selv astmamedicin, der indeholdt Salbutamol?

»Ja, det gjorde jeg.«

Hvordan påvirker det ens præstation?

»Det vides faktisk ikke, om det har en præstationsfremmende effekt på ikkeastmatikere. Det kan være det har en placeboeffekt. Men selvfølgelig er det præstationsfremmede for astmatikere. Men det gør sådan set kun, at de kommer op på samme respirationsniveau som ikkeastmatikere. Det er derfor heller ikke et stof, som man skal have recept på. Det kan frit benyttes, så længe man holder sig under den tilladte grænse.«

– Hvorfor så overhovedet sætte en grænseværdi, hvis man ikke ved, om det er præstationsfremmende?

»Grænseværdien er sat så højt, at ingen astmatiker kan komme i konflikt med grænsen. Så man må formode, den er sat for en sikkerheds skyld. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at værdien kan være så høj hos Froome.«

– Ja, for maksgrænsen lyder på 1.000 nanogram Salbutamol per milliliter urin. I Chris Froomes tilfælde var koncentrationen på 2.000 nanogram. Hvad skal der til for at nå en så høj værdi?

»Jeg har faktisk ingen anelse om det. Jeg ved, der er enkelte fortilfælde i historien med atleter, der fik konstateret et så højt indhold. Det er tesen, at de ikke har fået det gennem en inhalator, men intravenøst. Og der er også teorier om, at stoffet kan have muskelopbyggende effekt ved meget høj dosering. Og det vil selvfølgelig være en fordel. Det er meget bemærkelsesværdigt, at vi har at gøre med en rytter fra et hold, der har så mange eksperter og penge til rådighed, som Team Sky har. De er kendt for at være professionelle, for at føre konstant kontrol med deres ryttere og for at vende hver en sten. Man kunne måske forstå det, hvis det var en semikendt rytter fra et lille hold, der var blevet taget. Men det her virker uforklarligt«

– Team Sky er kendt som ’det rene hold’. Hvad siger det dig, at deres kaptajn nu er blevet testet positiv?

»Sky har for længst mistet sin uskyld. Vi har at gøre med et hold, der har indkøbt omkring 60 ampuller Kenacort – et meget kraftigt kortisonpræparat uden dokumentation. De påstår også, at det var en fejl, at de fik leveret testosteronplastre til et lager, som de delte med UK Cycling. Samtidig havde de et stort forklaringsproblem omkring en mystisk taske, der blev leveret til Bradley Wiggins. Så jeg mener absolut ikke, at deres troværdighed er større end andres.«

– Hvor sofistikeret er dopingbrugen blandt cykelryttere i dag?

»Jeg ved jo af gode grunde ikke, hvordan det fungerer i dag. Men min erfaring siger, at det ikke behøver at være vanskeligt at omgå systemet. Ligesom man ikke behøver, at være rig for at dope sig og snyde systemet. Det er eksempelvis gode muligheder for at forfalske dokumenter, der giver frit slag for brugen af kortison. Bloddoping kan stadigvæk ikke spores, og det er ikke kompliceret at bloddope sig. Derfor er der god grund til at tro, at nogen gør det.«

– Hvad bliver straffen til Froome?

»Cykelrytteren Diego Ulissi havde en lignende sag i 2014 og indkasserede ni måneders karantæne. Hans indhold var lidt mindre end Froomes. Så hvis der er nogen retfærdighed til, så bør Froome få en tilsvarende straf. Men så ligestil er det langt fra. Team Sky er sportens største magtfaktor, og det må ikke underkendes. De har en masser penge, og det samme har Froome, til at hyre nogle af de bedste advokater. Pilen kommer sikkert til at pege mod en holdlæge. Det er altid sværere at gå efter en vinder, og det er Froome.«

– Hvad fortæller det dig, at der går tre måneder, før sagen kom frem i offentligheden?

»Det tyder på, at man har strøget Froome og Sky med hårene. Kigger man historisk set blev Aleksandr Vinokourov smidt af Tour de France to dage efter en positiv test. Så det virker underligt, at løbsarrangørerne skulle være så længe om at analysere resultaterne. Det er også interessant, at det ikke kom frem inden VM i Bergen i september. Det tyder på, at man fra officielt hold ikke har haft lyst til at ødelægge sin egen fest. Det virker som om, Sky har forsøgt at indgå en aftale med UCI bag lukkede døre. Det er i hvert fald påfaldende, at det er Sky selv, der kom med en pressemeddelelsen onsdag og ikke UCI«

– Jørgen Leth har tidligere forsvaret brugen af doping og sagt, at den ’giver cykelløb et ekstra dramatisk element’. Hvad mener du egentlig?

»Hvis man kigger i historiebøgerne, så bør man ikke blive overrasket, hvis vinderne havde brugt doping. Tværtimod. Derfor er det næppe noget, man bør sidde og blive forarget over. Man kan blive overrasket. Det er jeg selv. Men doping er jo ikke noget, Lance Armstrong eller jeg fandt på, så måske bør man gå ud fra, at elitesportsudøvere gør alt, hvad de kan, for at optimere, deres præsentation på det givne tidspunkt i historien, de befinder sig«

– Hvad laver du egentlig i dag? Cykler du stadig?

»Til dagligt underviser jeg i mountainbike og landevejscykling på Højskolen Hald Ege og Klintsøgaard Idrætsefterskole, og så arrangerer jeg cykelrejser til primært Norditalien på min gamle hjemmebane og de steder, der har betydet noget i min egen cykelkarriere. Så ja, jeg cykler stadig«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg er ikke det fjerneste forarget, derimod er jeg virkelig træt af, at skulle høre om doping i tide og utide.
Lad dem dog dope sig herfra til evigheden, så kan man slippe for den diskussion.

Christian de Thurah

En Tour de France-vinder har dopet sig. Er det en nyhed? Prøv at finde en, der ikke har - det ville være en nyhed.