Læsetid: 7 min.

Polen: Engang frihedens bannerfører. I dag tolerancens fjende

For første gang i EU’s historie bruger Kommissionen sit tungeste våben imod et EU-medlemsland. Hvor ironisk, at det lige netop er Polen – i sin tid et foregangsland i opbygningen af retsstater efter sejren over kommunismen – der i dag er ved at afvikle retsstaten
Den polske regering var længe om at lægge afstand til opmarchen af højreradikale, der samlede sig i Warszawas gader i anledning af den polske uafhængighedsdag den 11. november.

Den polske regering var længe om at lægge afstand til opmarchen af højreradikale, der samlede sig i Warszawas gader i anledning af den polske uafhængighedsdag den 11. november.

Jaap Arriens

23. december 2017

»Fremskridtet er et æble, om hvilket allerede Dostojevskij og Nietzsche vidste, at det er ormstukkent.«

»Enhver bør i samme grad forpligte sig på intellektuel tvivl som på princippet om håb.«

Disse to kloge sætninger stammer fra Czeslaw Milosz, den polske digter, som var kommunist i sine unge år. I sin fabelagtige bog Forført tænkning (1953) gennemfører han et kritisk opgør med sig selv og flere andre samtidige intellektuelle og analyserer minutiøst de totalitære og autoritære fristelser, som mange bukkede under for. Siden tilbragte han mange år i fransk og amerikansk eksil og kæmpede lidenskabeligt for friheden.

I 1974 skrev Milosz i et digt strofen Ciemnogród to Polska – »Polen er en dyster by«. Digteren kritiserede udviklingen i det kommunistiske Polen i efterkrigstiden. ’Ciemnogród’ stod for det tilbagestående og xenofobiske Polen, der efter hans opfattelse gemte sig under landets overdrevne nationalstolthed. I over tyve år underviste Milosz i slavisk filologi ved Berkeley University i Californien. Hans digte var forbudt i Polen – lige indtil han i 1980 overraskende fik Nobelprisen.

Det var på den tid, da frihedsbevægelsen Solidarnosc i Polen slog hul i de første mure – med støtte fra en polsk pave i Rom. KOR – Komiteen til Samfundets Selvforsvar, en forløber for borgerrets- og fagbevægelsen Solidarnosc – havde modigt grebet initiativet i protesterne imod kommunismen.

Bevægelsen var avantgarden i de fredelige revolutioner 1989/90, og den bidrog i betydeligt omfang til jerntæppets ophør og murens fald.

For Polen såvel som for Ungarn og Tjekkoslovakiet med Charta 77 og deres fløjlsrevolutioner var det en sejr for friheden og demokratiet over kommunismen og samtidig en tilbagevenden til Europa. Også da optagelsesforhandlingerne under EU’s såkaldte østudvidelse forløb besværligt og delvis frustrerende, var glæden stadig stor.

Transformationen af et kommunistisk diktatur til et demokrati med fungerende institutioner og procedurer, med magtens tredeling og med retsstatsprincipper, der indeholdt og garanterede frihedsrettigheder, lykkedes forbløffende hurtigt i navnlig Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet i de første ti år efter Murens fald. Alle tre lande havde da også historiske erfaringer med retsstatslige strukturer fra tiden før kommunismen.

Fra 1989 pendlede forfatteren Milosz frem og tilbage mellem Krakow og Berkeley, indtil han i 2000 omsider slog sig endegyldigt ned i Krakow. Katolikken Milosz døde i 2004, og det kom til nogen polemik om, hvor meget han skulle hædres ved sin begravelse. Nationalistiske kredse så skævt til hans kosmopolitiske orientering, hans frisind og tolerance, herunder også hans forsvar for homoseksuelles rettigheder, der blev set som upatriotisk.

Hvordan ville synet på ham være i dag blandt de vilde, fakkelsvingende horder, som på Polens uafhængighedsdag for nylig havde samlet sig i Warszawas gader? Regeringen var længe om at lægge afstand til denne opmarch af højreradikale.

Og hvad ville den frihedselskende, antitotalitære tænker og litterat Milosz have at sige om tidens Europa-omspændende, højrepopulistiske bevægelser, om autoritære styreformers tilbagevenden og den dedicerede antiliberalismes triumf?

Ingen forståelse for magtens tredeling

Retsstatsprincipper er en af de grundlæggende fælles værdier i Den Europæiske Union. De er forankret i artikel 2 og lyder som følger:

»Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikkeforskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.«

Hvor ironisk, at lige netop Ungarn og Polen, i sin tid foregangslande i opbygningen af retsstater efter sejren over kommunismen, nu er blev foregangslande i afviklingen af retsstaten.

Polens regering har tydeligvis ikke nogen forståelse for magtens tredeling, som den gradvis er i færd med at ophæve. Allerede efter ministerpræsident Beata Szydłos tiltrædelse i november 2015 indledte Jaroslaw Kaczynskis Lov- og Retfærdighedsparti (PiS) sine bestræbelser på at omkalfatre forfatningsdomstolen.

Som led i denne nyordning blev tre forfatningsdommere, der var udnævnt af den forrige regering, nu ikke længere anerkendt – i stedet indsatte man sine egne kandidater i en procedure, som både et forfatningstribunal og Europa-Kommissionen vurderede som forfatningsstridig.

Reformerne af forfatningsdomstolen spidsede til i afskedigelsen af retspræsident Andrzej Rzeplinski den 19. december 2016 og i udnævnelsen to dage senere af Julia Przylebska (der står PiS nær). I næste omgang blev alle statsadvokater, også på regionalt niveau, placeret direkte under justitsministeren, der således kan gribe ind i alle retsprocesser.

Samme år tog den ultrakonservative regering fat på yderligere retsreformer. Nye lovinitiativer rettede sig imod landjustitsrådet, KRS (en komite af dommere), der er et forfatningsorgan, som skal værne om retsvæsenets uafhængighed og udpege kandidater til dommerembeder.

Ifølge den hidtidge ordning skulle 15 af KRS’ 25 medlemmer findes af dommerstandens egne organisationer. Det skulle nu ændre sig. Efter Lov- og Refærdighedspartiets ønske skulle parlamentet fremover vælge dem alle, og embedsperioden for de siddende KRS-medlemmer skulle afkortes.

Præsident Andrzej Duda nedlagde ganske vist veto og fik igennem, at der ikke blot skulle et simpelt, men tre femtedeles flertal igennem for at vælge en dommer. Selv den polske højesteret, der kan sammenlignes med den tyske forbundsdomstol, kan blive tilsidesat af den udøvende magt.

Således lod Duda uden videre den førende PiS-politiker Mariusz Kaminski benåde, hvorved Kaminskis appelsag – han var i første omgang idømt tre års fængsel for magtmisbrug – nu aldrig blev afgjort. Det politiske formål med indgrebet var at gøre det muligt for Kaminski at overtage stillingen som regeringens koordinator af efterretningstjenesterne.

Schmitt og Machiavelli

Åbenbart er Kaczynski, der selv er doktor i jura, med denne politisering af den dømmende magt inspireret af sin gamle lærer og juraprofessor Stanislaw Ehrlich.

Før Ehrlich gjorde karriere i Polen, kæmpede han i 1945 på Den Røde Hærs side i den kommunistiske polske Berling-armé, hvor han udfyldte en vigtig politisk funktion: At sikre, at loven er underordnet den politiske vilje.

Machiavelli og Carl Schmitt er store forbilleder for Kaczynski. PiS-regeringen har med stor succes været i stand til at underkaste retsvæsenet sin partipolitik. De er overbevist om, at den hermed tjener folket – ja, at den så at sige giver retten tilbage til ’folket’.

Det er ubestrideligt, at det polske justitssystem har god brug for reformer. For også den liberale tidligere regering nåede før det sidste parlamentsvalg, hvor PiS vandt, at udpege dommere. At påstå, som Jaroslaw Kaczynski gør, at Højesteret skulle være en bastion for postkommunisme, er imidlertid komplet forfejlet, for efter 1989 blev alle dommere udskiftet.

Krænkelse af grundværdier

For første gang i EU’s historie bruger Kommissionen nu sit tungeste våben imod et EU-medlemsland og har indledt en såkaldt artikel 7-procedure mod Polen. Proceduren kan udløse sanktioner mod Polen, da det i yderste fald kan ende med, at Polen mister sin stemmeret i EU's ministerråd og dermed vejen til indflydelse i EU.

Forud har Kommissionen rettet tre henstillinger til Polen om at træffe foranstaltninger til at sikre retsstatsprincipper, den 27. juli 2016, den 21. december 2016 og den 26. juli 2017. I sin seneste henstilling anmodede Europa-Kommissionen de polske myndigheder om at afstå fra foranstaltninger til at afskedige eller tvinge dommere i højesteret til at forlade embedet. Hvis sådanne foranstaltninger alligevel blev truffet, ville Kommissionen straks kunne indlede proceduren i artikel 7.

I mellemtiden vedtog Europa-Parlamentet en resolution, som pålægger Udvalget for Retlige og Indre Anliggender at gøre udtømmende status over væsentlige krænkelser af de europæiske grundværdier i Polen.

Det højeste eskaleringsniveau for artiklen vil være en konstatering om, at der er sket »alvorlig og vedvarende skade«. Det kan dog kun fungere, hvis der er enstemmighed i Det Europæiske Råd, for så kan EU pålægge sanktioner, herunder tilbagetrækning af EU-stemmerettigheder.

En inddragelse af stemmeretten på grundlag af artikel 7 er aldrig tidligere forekommet. Det er imidlertid forventeligt, at Ungarn vil stemme imod – premierminister Viktor Orban er selv tilhænger af det såkaldte ’illiberale demokrati’.

Ud over artikel 7-proceduren mod Polen iværksatte Europa-Kommissionen også en klassisk procedure om overtrådt EU-lovgivning i slutningen af juli 2017. Her lyder de væsentligste grunde til bekymring:

  • Diskrimination på grund af køn. Mindste pensionsalder er fastsat til at være 60 år for kvindelige dommere og 65 år for mandlige. (Dette er i strid med artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og Direktiv 2006/54 om ligebehandling af mænd og kvinder vedrørende beskæftigelse.)
  • Undergravningen af de polske domstoles uafhængighed. Justitsministeren bemyndiges til efter eget skøn at forlænge mandatperioden for dommere, der har nået pensionsalderen, og at afskedige eller udnævne retspræsidenter (jf. Traktatens artikel 19, stk. 1) om Den Europæiske Union (TEU) sammenholdt med artikel 47 i EU's charter om grundlæggende rettigheder).

Tilbage til 1970’erne

Retsstatsprincipper er demokratiets centrale søjle. Selvsagt må alle EU-medlemmer overholde retsstatsprincipper i overensstemmelse med traktaten: Fra Schengen-aftalen og stabilitetspagten til den nationalstatslige udformning af retsvæsenet.

Erosionen af retsstatsprincippet underminerer demokratiet. Begge er betingelser for, at borgerne kan leve i frihed og udøve deres friheder.

Det tog århundreder og krævede hårde og blodige kampe, før vi vandt dem for os i Europa.

I slutningen af ​​1970’erne var der en Komite for forsvar af frihed, mening, videnskab og kunst i øst og vest i Frankfurt. På det tidspunkt var vi overbeviste om, at friheden var udelelig på trods af jerntæppet.

Jeg rejste også til Polen med en kuffert fuld af samizdat-litteratur, som jeg leverede til dissidenter i Poznan, Krakow og Warszawa. Til gengæld modtog jeg som kurer manuskripter, som jeg smuglede ind i Vesten og sendte videre til det traditionsrige og dengang vigtige eksiltidsskrift Kultura i Paris.

Der var en tid, hvor systemkritikere og deres sympatisører blev stemplet som ’ballademagere’, der forstyrrede afspændingspolitikken, under henvisning til, at fred var vigtigere end frihed, og Solidaritet blev bagvasket i dele af den vestlige offentlighed som en ’pavens femtekolonne’.

Nuvel, i 1989 lykkedes det så alligevel for friheden at triumfere. Den forblev dyrebar og skrøbelig på samme tid. Vi må igen og med fuld styrke forsvare den i hele Europa mod dens fjender.

Ulrike Ackermann er direktør for John Stuart Mill-instituttet for frihedsforskning i Heidelberg. Teksten er en opdateret version af en tale, hun holdt på Frankfurt Universitet den 4. december.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu