Præriens sidste sherif

Viggo Nielsen er nem at spotte. ’POLITI’ står der med reflekser på ryggen af jakken, så den lyser som katteøjne i mørket.

Vi er ved en skole. To piger fra udskolingen træder et skridt ud i fodgængeroverfeltet iført neongule veste og med strakte lysende ’slikkepinde’. De eskorterer nogle skolebørn over den stille vej.

»Hvis jeg ser et barn uden sele, så falder hammeren. Så hedder det både bøde og klip i kørekortet,« siger Viggo Nielsen, da en stationcar passerer.

På trods af uniformen er der noget nærmest hyggeligt over den 60-årige, hvidhårede betjent.

Det er tidlig morgen sidst i november. Åndedragene hænger i luften. Vi er i Nørre Snede, hvor Viggo Nielsen har været landbetjent siden 2006.

Landsbyen ligger i et område, onde tunger ville kalde for udkanten. Ifølge Krak er vi ellers i det midterste af Midtjylland. 35 kilometer fra Herning i vest. Og cirka samme afstand fra Silkeborg i nord, Horsens i øst og Vejle i syd.

Det er afstanden til den nærmeste hovedby, der betyder, at området i politimæssig forstand altid har været en udkant. Det tager lang tid for patruljebilen i Horsens at komme til undsætning. Af samme grund kalder distriktets borgere Nørre Snede og omegn for prærien. Og af samme grund hedder byens tilbagevendende festival med salooner, rodeo og lassokonkurrencer Præriefestivalen.

Som i Det Vilde Vesten har man været vant til at ordne sagerne selv i Nørre Snede. En tand for en tand og et øje for et øje. Ifølge landbetjenten går »fjendskaber flere generationer tilbage«.

Når Viggo Nielsen sidder i sin have om sommeren, kan han høre, at de unge knallertkørere gearer ned, når de passerer hans parcelhus. ’De ved, jeg holder øje med dem,’ siger han.

Sille Veilmark

Den sidste landbetjent

Viggo Nielsen er den sidste af sin slags. I oktober valgte Midt- Og Vestjyllands Politi at nedlægge samtlige landpolitistationer og en enkelt nærpolitistation i kredsen, der målt på areal er Danmarks største. Den eneste, der beholdt sin stilling og hjemmepolitistation, var Viggo Nielsen.

De nedpillede grønne politiskilte i landsbyerne viser en tendens. Siden politireformen og strukturreformen i midten af 00’erne er antallet af nær-, lokal- og landpolitistationer i de danske politikredse faldet. I 2008 fandtes der 140 landbetjente i Danmark. I 2011 var der 105. Og i september i år var der cirka 20 tilbage. Det viser en aktindsigt fra Rigspolitiet.

Fortællingen om landbetjentene er historien om et politi i forandring.

Lektor i kriminologi ved Københavns Universitets juridiske fakultet Lars Holmberg beskriver et politi, »der ligesom resten af samfundet har bevæget sig mod stigende centralisering og øgede krav om målstyring«.

Og det er netop i det »målstyringsregime«, at landbetjentene har svært ved at bevise værdien af det forebyggende og opsøgende arbejde, de oprindeligt blev sat i verden for at udføre.

»Effekten af deres arbejde kan simpelthen ikke måles,« siger Lars Holmberg, som er medforfatter til bogen Verdens bedste politi: politireformen i Danmark 2007-2011, der evaluerede reformen.

’Jeg skal snakke med dig’

Det ringer ind kvart i otte. Viggo Nielsen forlader landsbyskolen, mens de sidste elever spæner mod hoveddøren. Rundt om hjørnet ligger en Rema 1000.

I dagligvarebutikken er Nørre Snede langsomt ved at vågne. En mand i Rema 1000-fleece peger på landbetjenten, i det øjeblik han ser ham.

»Jeg skal snakke med dig,« siger han bestemt.

Det er butikkens købmand.

Viggo Nielsen træder nærmere. I venstre hånd har han en pose med rundstykker. I bæltet har han sin tjenestepistol.

»Nu gider jeg simpelthen ikke mere,« fortsætter købmand Brian Hansen.

Han forklarer landbetjenten den tilspidsede situation. Det handler om unge lømler, der forsøger at købe cigaretter og alkohol, selv om de udmærket ved, at de ikke er gamle nok.

Købmanden er godt træt af situationen. Han truer med at tage dem »med ud bagved og ordne sagerne«, næste gang de kommer snigende.

Viggo Nielsen siger formanende, at det er op til købmanden og de ansatte at spørge »stratenrøverne om id«. Men købmanden forklarer, at »bøllerne« udsætter hans unge ansatte for gruppepres.

»De tør jo ikke sige nej, Viggo. De kender hinanden fra skolen.«

Købmanden og landbetjenten aftaler, at førstnævnte skal notere de unge mænds navne og »give et pip fra sig«, næste gang der opstår en episode. Han lover så at komme med det samme og tage en snak med dem. Viggo Nielsen går mod kassen.

»Viggo kommer altid. Om han så står i shorts og er i gang med at grille,« siger købmand Brian Hansen.

»På den måde kan vi slå ned på hverdagsproblemerne. Det bliver det vilde vesten, hvis Viggo ikke er her længere. Jeg tror simpelthen ikke, at der kommer nogen fra Herning, hvis vi ringer.«

På vej ud til bilen siger Viggo Nielsen, at hans kone ikke gider at gå på indkøb med ham længere.

»Jeg kan rigtig mange navne, men flere kender mit,« siger han så.

Da det kom frem, at Nørre Snede som eneste distrikt i hele politikredsen beholdt sin landbetjent, blev alle borgere inviteret på ’knippelsuppe’ i den lokale Superbrugsen.

Den lokale købmand i Nørre Snede har fået nok af unge lømler, der forsøger at købe alkohol, selv om de er mindreårige. Han frygter for den dag, landsbyen mister sin landbetjent. ’Det bliver det vilde vesten,’ siger han.

Sille Veilmark

Politiet af i går

Viggo Nielsen smider de skridsikre politisko i entreen. Han hopper i et par hjemmesandaler og tager plads foran sit skrivebord på hjemmepolitikontoret i et parcelhus for enden af en blind villavej i Nørre Snede.

På bagvæggen hænger to ryghvirvler fra grindehvaler. De stammer fra tre års tjeneste i Thorshavn. Landbetjenten har været vidt omkring i karrieren. I vindueskarmen står nogle inuitfigurer fra tiden i Grønland. Og på reolen står en model af et bådhus til minde om de 16 år i Skagen. Der er ingen souvenirs fra tiden i Allerød og Sandholmlejren.

Viggo Nielsen havde egentlig udset sig en aflagt frisørsalon, da han fik jobbet som landbetjent. Salonen lå ud mod hovedvejen, 300 meter uden for byskiltet. Men afstanden til at få fornyet pas og kørekort var for stor for borgerne, mente man fra centralt hold.

I dag foregår fornyelsen på kommunekontoret i Brande. Godt og vel 20 kilometer herfra.

Det er chefpolitiinspektøren i Midt- og Vestjyllands Politi, Claus Hilborg, der har besluttet, at landbetjentene skal på museum. Han overgik til stillingen i 2016 fra et tilsvarende job i Nordjyllands Politikreds. Der besluttede han i 2015 at nedlægge samtlige landpolitistationer på nær den på Læsø.

»Der er flere grunde til udviklingen,« siger han fra hovedsædet i Holstebro.

Han kalder grundene for »rationaliseringer«.

»Først og fremmest har kompetencerne, man skal have som politibetjent, forandret sig,« siger han.

Claus Hilborg fortæller, at kriminaliteten er en anden i dag end tidligere. Vi oplever færre indbrud og mere IT-kriminalitet. Derudover har landbetjentene mistet opgaver som kørekort- og pasfornyelse. Ligesom affolkningen i landdistrikterne efterhånden er et velkendt fænomen. Der bor simpelthen færre mennesker i dag end tidligere, forklarer han.

»Alt i alt betyder det, at der næsten ikke kommer nogen og opsøger dem. Enkelte distrikter har simpelthen overlevet sig selv. Og lidt polemisk kan man sige, at en IT-efterforsker skal have det samme i løn som en landbetjent. Så det handler også om ren og skær prioritering.«

Det er altså ikke et valg om »både og«, men »enten eller«, siger chefpolitiinspektøren.

Ifølge Hilborg ville det kræve flere hundrede ekstra betjente til landdistrikterne, hvis alle skulle have en landbetjent. En strategi, chefpolitiinspektøren kalder »fuldstændig håbløs«.

Krybskytteri

At Midt- og Vestjyllands Politi alligevel valgte at beholde Viggo Nielsen i Nørre Snede, skyldes, at der ligger et fængsel i distriktet. Derfor fik landbetjenten flere anmeldelser end distriktets øvrige landbetjente.

Sille Veilmark

»Men jeg kan lige så godt være ærlig og sige, at når Viggo går på pension, så er det ikke planen at genbesætte stillingen,« siger Hilborg.

Viggo Nielsen fnyser, da han hører det. Han vil blive, så længe helbredet tillader det, i ren og skær trods. Han siger, at han har forståelse for, at ledelsen skal prioritere hårdt. Men det ændrer ikke på, at han er »meget bekymret« for, at vi ender med at vælge den »forebyggende indsats fra«. 

Creedence Clearwater Revivals hit, »Fortunate Son«, spiller pludselig. Det er telefonen, som ringer.

»Viggo Landbetjent,« præsenterer han sig.

Det er en sag om krybskytteri.

En lokal har set en jæger likvidere en dåhjort i Hampen Plantage.

»Og sæsonen begynder først på fredag, Viggo,« siger anmelderen, der har et billede af den afdøde dåhjort på sin telefon.

Manden siger, at han har forsøgt at ringe 114 og anmelde det uden held. Det betyder, at krybskytten formentlig har nået at slagte dåhjorten og videresælge kødet, inden politiet kan nå at konfiskere det. Viggo Nielsen lover at komme forbi med skovfogeden dagen efter.

Landbetjentens distrikt følger den gamle Nørre Snede Kommunes grænser. Området er over 250 kvadratkilometer. Det svarer nogenlunde til Ærøs areal ganget med tre.

Sille Veilmark

Danske krydderurter

Landbetjenten får sine sager fra vagtcentralen i Holstebro, fra politichefen i Herning, fra borgerhenvendelser og så selvfølgelig fra fængslet.

Vi kører ud til Nr. Snede Fængsel i Viggo Nielsens sorte Hyundai Matrix.

Han har det ambivalent med stedet. På den ene side kan fængslet siges at være grunden til, at han opnår et tilstrækkeligt antal sager og dermed er sin løn værd. På den anden side mener Viggo Nielsen, at den tankegang bryder med selve filosofien bag landbetjentgerningen.

»Mit arbejde består først og fremmest i at forebygge strafbare forhold, som det står allerøverst i Politiloven §2. Og så kan det godt være, at IT-kriminaliteten er stigende, og at vi skal have flere specialiserede IT-betjente. Men jeg tror virkelig på, at når jeg tager over på plejehjemmet og underviser de ældre i, hvordan de skal begå sig med deres kreditkort, så resulterer det i færre sager om IT-kriminalitet.«

Han svinger bilen ind på fængslets parkeringsplads.

»Min opgave er at forhindre anmeldelser gennem forebyggelse og samtale. For så sparer jeg samfundet og politiet for en masse ressourcer. Det, tror jeg, kræver synlighed og tilstedeværelse i lokalsamfundene.«

Viggo Nielsen træder ud ad bilen og går hen mod fængselsporten.

»Men det er svært at bevise. Det er sværere at være generalist i dag.«

Han forsvinder ind bag fængselsmurene.

Agurketyveriet

Viggo Nielsen kommer smilende tilbage. I favnen har han en papkasse. ’Danske krydderurter’ står der på den. Han stiller den ind i bagagerummet. Gnider sine hænder, som var det en gave.

Vi kører mod Ejstrupholm. Distriktets største by med lidt flere end 2.000 indbyggere. De fleste landpolitidistrikter blev trukket efter kommunegrænserne fra reformen i 1977. Det betyder, at det er vilkårligt, om landbetjenten lige sidder i den største, næststørste eller måske tredjestørste landsby i dag. Og netop vilkårligheden har været endnu et argument for nedlæggelserne.

»Jeg må ikke bare blive ham, der sidder inde i Nørre Snede. Jeg bestræber mig på at komme rundt,« siger landbetjenten.

Hans distrikt er cirka dobbelt så stort som Københavns Kommune.

Vi passerer flæskesværfabrikken OK Snack, da Viggo Nielsen briefer om sagen i Ejstrupholm. Det handler vist nok om tyveriet af to agurker.

Minutter senere kører vi forbi byskiltet. Her er enkelte bindingsværker kombineret med et Byens Solarium, et pizzeria, en blomsterbutik og andre fornødenheder.

I Spar-købmandens baglokale sidder butiksejer gennem 13 år Rene Andersen og gennemtrawler sin pc. Skærmen er opdelt i ni felter med overvågningsbilleder fra hver deres vinkel.

»Og … Dér! Dér kan du se de to agurker, vi ved, han minimum tog. Og dér går han forbi kassen. Se lige!«

Agurkerne stikker ud af jakkelommen. Det lader ikke til at være en gennemtænkt forbrydelse.

»Jeg ved udmærket, hvem det er,« siger Viggo Nielsen.

Han noterer detaljerne på sin ringblok. Tidspunktet. To agurker. Navnet på vidnet.

De bliver hurtigt enige om, at en anmeldelse ikke er nødvendig.

– Hvorfor?

»Her kender alle hinanden. Vores børn går i den samme skole. Men derfor er det også rart, at Viggo kan tage derhen og tage en snak med ham, så han ved, at jeg mener, at han ikke skal handle her mere,« begrunder Rene Andersen.

Han har også karantæne i Rema’en i Nørre Snede, siger landbetjenten.

»Hvad med derovre,« siger købmanden og peger i retning af landsbyens Dagli’Brugsen.

Viggo Nielsen trækker på skuldrene.

»Han skal jo også kunne handle et sted,« siger købmanden så.

Sille Veilmark

Objektiv vs. subjektiv tryghed

I Holstebro forklarer chefpolitiinspektør Claus Hilborg, at »diskussionen handler om objektiv versus subjektiv tryghed«. Han siger, at der ikke er nogen påviselig sammenhæng mellem tilstedeværelsen af en landbetjent og sandsynligheden for at blive ramt af kriminalitet.

»Men det kan være svært at trænge igennem med den slags argumenter,« siger han.

Det er sådan set helt korrekt, mener kriminolog Lars Holmberg. Men lektoren mener samtidig, at der eksisterer en symbolsk funktion ved politiet. Det handler om, at befolkningen »skal føle, at de har adgang til et politi, der har netop deres ve og vel som primære opgave«.

»Med udviklingen kan man frygte, at vi glemmer politiets symbolske værdi. For det er utvivlsomt rigtigt, at en lokalpolitistation ikke gør en ret stor forskel, hvis man kun måler på, hvor mange kriminalsager landbetjenten har løst. Men i spørgsmålet om, hvordan det påvirker folks tillid til politiet, kan vi sagtens forestille os, at det har en betydning,« siger han.

Lektoren bruger ordet »forestille«, fordi vi ikke ved nok om borgerens opfattede tryghed. Da han afsluttede evalueringen af politireformen i 2011, var en af konklusionerne, at borgernes vurdering af det lokale politiarbejde havde lidt »varig skade«.

Dengang målte man tilliden til politiet ud fra en skala, hvor borgeren kunne svare, at hun eksempelvis havde ’meget stor’ eller ’meget lidt’ tillid til politiet generelt. Med Rigspolitiets årlige Tryghedsindeks, der blev introduceret i 2013, blev formuleringen ændret til spørgsmålet: ’Har du tillid til, at politiet kommer dig til hjælp, hvis du har brug for det?’

Siden målingen begyndte, er der sket en årlig stigning i antallet af borgere, der ikke har tillid til politiet. Og selv om Lars Holmberg ikke mener, at den nye formulering måler det samme som den tidligere, så kalder han det »bemærkelsesværdigt, at knap hver femte dansker (17,6 procent, red.) svarer, de ikke har tillid til, at politiet kommer dem til hjælp«.

Afhøring af formodet agurketyv

Vi svinger fordi den formodede agurketyv. Viggo Nielsen kender vejen. Den anklagede står i indkørslen foran en bil, der kører i tomgang.

»Hej Viggo,« siger den formodede gerningsmand.

Han hæver hånden og vinker, så den nederste del af maven bliver synlig.

Han er lige stået op. Øjnene er røde. Han forklarer, at han har sovet dårligt og sender et anstrengt smil. Landbetjenten og den formodede »bandit«, som Viggo Nielsen konsekvent kalder de personer, der balancerer på kanten af loven, træder til side. De taler lavmælt. Kniber øjnene som i en socialrealistisk western. Manden nikker kapitulerende. De giver hinanden hånden.

»Pas nu på dig selv, okay,« siger Viggo Nielsen og sætter sig ind i bilen.

I bilen siger Viggo Nielsen, at manden ikke længere vil komme i forretningen. Senere på dagen ringer de sociale myndigheder fra kommunen. De planlægger at besøge manden med de røde øjne i morgen og vil gerne have landbetjenten med »for en sikkerheds skyld«.

»Det er en aftale,« svarer Viggo Nielsen.

Han anbefaler, at de tidligst tager derud klokken 12, da manden ikke er »morgenmenneske«.

Viggo Nielsen kalder relationen til distriktets banditter for særlig. De er ikke venner, men en slags bekendte med gensidig respekt og »særlig forståelse for hinanden«. Mange af dem har landbetjentes mobilnummer, så de kan ringe, hvis de kommer i knibe.

Vi har dårligt forladt Ejstrupholm, før »Fortunate Son«-ringetonen igen lyder.

Viggo Nielsen blinker ind til siden. Fisker mobilen op af jakken.

I telefonen forklarer D, der er i 20’erne, at han er havnet i en slem knibe. Det er ekskæresten, der har anklaget ham for at have videresendt et nøgenbillede af hende.

Ifølge D har en tredje kvinde ringet til ekskæresten med hemmeligt nummer og beskrevet billedet med en detaljeringsgrad, der må betyde, at hun har set det. I telefonen benægter D pure anklagen. Han lyder fortvivlet og frygter at få en anmeldelse på nakken – eller et par på hovedet af ekskærestens venner.

Viggo Nielsen blev landbetjent i Nørre Snede i 2006. Forinden havde han været betjent i Skagen, Allerød, Grønland og Færøerne. På opslagstavlen på politikontoret i hans privathjem hænger diverse tegninger og udklip.

Sille Veilmark

Tryghedsambassadører

Det er svært at sige entydigt, hvem der skal overtage landbetjentenes arbejdsopgaver. Ifølge Rigspolitiet arbejder de enkelte politikredse med »nye måder at skabe lokal tryghed på«.

I Midt- og Vestjyllands Politi har de blandt andet eksperimenteret med såkaldte tryghedsambassadører, der skal fungere som et bindeled mellem politiet og byens borgere. Ordningen var i 2016 nomineret til den kriminalpræventive pris.

Der er cirka 65 tryghedsambassadører i politikredsen. Lars Bang Petersen fra landsbyen Videbæk valgte imidlertid som den eneste at fratræde stillingen tidligere i år, da det kom frem, at flere landpolitistationer skulle nedlægges. Han siger, at »han ikke vil være med til at legitimere centraliseringen«.

Ifølge chefpolitiinspektør Claus Hilborg var tryghedsambassadørerne aldrig tænkt som en erstatning for landpolitiet i Midt- og Vestjylland. Kun en måde til at styrke kontakten til borgerne yderligere i landsbyerne.

Derudover har kredsen fortsat lokalpolitistationer i Thisted, Skive, Ringkøbing, Viborg, Herning, Holstebro og Silkeborg med patruljering i døgndrift. Og fire nærpolitistationer i Ikast, Skjern, Lemvig og Nykøbing Mors. Ligesom de har fokusset på kommunikation gennem sociale medier som Twitter. Chefpolitiinspektøren nævner også app’en Tip Politiet, hvor borgere anonymt kan kontakte politiet.

Af de i alt 663 polititjenestemænd i politikredsen er to ud af tre organiseret i lokalpolitiet.

»Er det en stærk centralisering?« spørger Claus Hilborg.

D’s ekskæreste ringer

En halv time senere ringer ekskæresten fra D’s telefon. Viggo Nielsen sidder tilbagelænet i sin politiuniform på hjemmekontoret. Foran ham står ’Danske Krydderurter’-papkassen.

Han lytter til kvinden. Stiller et opklarende spørgsmål i ny og næ for at få enderne til at passe. De bliver enige om, at forklaringen må være, at nogen har kigget D’s billeder igennem på hans telefon.

Sille Veilmark

Ekskæresten rækker D telefonen. Viggo Nielsen tager ordet.

»Rod i din hjernekasse, D. Du må komme op med et bud. Har nogen haft adgang til din telefon, og hvem er pigen, der har ringet til din ekskæreste? Jeg ved jo, at det ikke er første gang, du har haft problemer med at passe på dine koder.«

De lægger på. Viggo Nielsen kigger op fra sit skrivebord. Konstaterer, at »selv en større IT-afdeling ville ikke kunne løse det her mysterium«.

I næste øjeblik kigger han på papkassen. Det er tid.

Politiet i pølseenden

Det var i Nørre Snedes gamle kommunekontorer, at den daværende V-regering præsenterede sin genopretningsplan for landdistrikterne Vækst og udvikling i hele Danmark i 2015. Kort efter blev kommunekontoret endegyldigt forladt, da de sidste aktiviteter blev flyttet til hovedbyerne Ikast og Brande.

»Jeg synes lidt, vi ser en tendens til, at politiet kommer som rosinen i pølseenden, når vi taler om land- og byudviklingen. Kommunekontoret er flyttet, bankfilialen og bageren er lukket, og måske er skolen blevet sammenlagt med en anden,« siger chefpolitiinspektør Claus Hilborg.

»I min optik handler diskussionen ikke længere om politiarbejde. Den handler om ikke at føle sig forladt,« siger han.

»Er det politiets opgave at være den sidste bastion, der holder sammen på landsbyerne?«

Heller ikke landets justits- og selverklærede tryghedsminister, Søren Pape Poulsen (K), synes at have et klart svar, når det kommer til balanceakten mellem politiets synlighed og arbejdsopgaver.

I en mail til Information skriver han, at et forandret kriminalitetsbillede med »terrortrussel, flygtningestrømme og nye komplekse kriminalitetsformer« kræver nye kompetencer.

»Men politiet skal og vil fortsat være til stede i nærmiljøet. Lokalkendskab er en væsentlig faktor i forhold til forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet, og derfor skal dansk politi også være et decentralt, lokalt forankret politi med stærke politikredse som omdrejningspunkt.«

Ministeren skriver også, at han den kommende tid vil sætte yderligere fokus på den nære tryghed. Han ønsker på grund af travlhed ikke at uddybe, hvad dette fokus mere præcist indebærer.

Maizena-drømmekage

Viggo Nielsen fik to slags sager med fra fængslet i dag.

Den ene handler om voldstrusler mod en fængselsbetjent.

Den anden ligger i papkassen. Landbetjenten fjerner tapen. Det lille kontor fyldes af en kraftig lugt af hash. Landbetjenten fisker den ene pose med grønne klumper op efter den anden. Han noterer posernes vægt på sin notesblok. 16 gram. 9 gram. 12 gram. Og så videre.

Pludselig fisker han en pakke Maizena-drømmekage med kokosfyld op.

»De er simpelthen så kreative.«

I alt noterer Viggo Nielsen 186 gram hash. Det er nok til at ryge Christiania skæv og hans største fangst til dato.

Klokken er snart 16. Viggo Nielsen sidder med papirarbejdet. Han bogfører hashfangsten. Anmelder truslen mod fængselsbetjenten. Laver en notits på agurkesagen – til de sociale myndigheder, siger han. Det er ikke noget, »der tæller i statistikken«. Han er bagud, siger han, da telefonen ringer igen.

Det drejer sig om en udviklingshæmmet mand, der gentagne gange har kastet håndstore granitsten ind i naboens have.

Viggo Nielsen rejser sig.

»Som landbetjent er du alle afdelinger på en gang. Intet er for stort eller for småt.«

Ti minutter senere parkerer han sin bil i Nico Zimeras’ indkørsel. Zimeras er græker og kom til byen med sin danske hustru i 1973. Han er en lav og tæt mand, der minder om hollywoodskuespilleren Danny DeVito – også af fremtoning.

Nico Zimeras går med raske skridt gennem haven
på vej mod et af ge

Sille Veilmark

Han bukker sig og samler en af de håndstore sten op fra græsset. Måler den. 9 centimeter. Løfter stenen et par gange op og ned i luften.

»Den vejer i hvert fald to kilo. Viggo, tænk hvis mine børnebørn får den hovedet, mens de leger?«

De finder i alt fem sten i haven. Landbetjenten lover at tage over på bostedet øjeblikkeligt for »igen at tage en snak«
med den udviklingshæmmede og personalet.

Vi går over mod bilen. Nico Zimeras vinker en enkelt gang, inden han fordufter ind i varmen.

Et par højresving senere holder vi ved bostedet.

»Jeg tror, det er farligt, hvis politi og borger bliver fremmede for hinanden,« siger Viggo Nielsen.

Landbetjenten går mod indgangen for at hilse på endnu en borger, der kan hans navn.

Det er ikke første gang, at Nico Zimeres’ (t.h.) udviklingshæmmede nabo har kastet håndstore sten ind i hans have. Selv om han frygter, at stenene potentielt kan ramme børnebørnene i hovedet, tror han ikke på, at 114 ville rykke ud for at ordne problemet.

Sille Veilmark