I retten: ’Det er ikke er en kniv, men den her tandbørste er farlig’

»Lige så snart det begynder at sne i Danmark, går det galt,« siger forsvarer Mai-Brit Storm Thygesen, der haster ind i retslokalet på høje hæle. Hun er sent på den. Tilmed har Anklagemyndigheden ikke sendt hende alle sagens akter, de skal kopieres, og sagen er næsten en time forsinket, før den tiltalte i håndjern bliver ført ind af to fængselsbetjente:

»Klik-klik-klik-klik,« lyder det.

F gnider sig, hvor jernet har siddet.

Han er en spinkel fyr i sort Lacoste-joggingsæt. Det glatte hår er redt tilbage i en lillebitte hestehale. Langs kæben og på overlæben er skægget smalt og sort.

Han er 17 år, blev anbragt uden for hjemmet, da han var 15, fik sin første dom dagen før sin 16 års fødselsdag og har nu flere bag sig for blandt andet vold, trusler og røveri. Den længste på tre et halvt års fængsel.

I dagens fire forhold er han anklaget for vold og trusler mod medarbejdere på to sikrede institutioner for kriminelle under 18 år: Egely på Fyn og Sønderbro på Amager.

Magtanvendelse

Den første episode handler om at true med en kaffekande af stål. Den andet om verbale trusler og et halsgreb. I det tredje forhold har han dels bidt og dels stukket og truet to medarbejdere med en tilspidset tandbørste.

F nægter sig skyldig.

Han fortæller om første episode på Egely: Pædagogen Morten var i gang med en magtanvendelse på en anden dreng, der skulle tidligt i seng mod sin vilje, da F blandede sig. At han løftede en kaffekande i situationen, var tilfældigt.

»Jeg slog ikke ud efter nogen,« forklarer F.

Kort efter blev han overflyttet til Sønderbro. Her gik det galt en måneds tid efter, da F fik besked om, at han ikke længere måtte ringe ud af huset, fordi han havde overtrådt stedets interne regler.

F blev vred, og ifølge anklageskriftet truede han medarbejderen Onur med at finde ud af, hvor han boede. F mener ikke, at han har formuleret sig på den måde. Men kort efter tog han kvælergreb på Onur.

»Så hoppede alle pædagogerne på mig,« siger F.

Han blev sendt på værelset, men der gik ikke længe, før han væltede en stol og hoppede op på et bord i køkkenet. Igen gik alarmen. Pædagogen Frederik lagde ham på gulvet. Undervejs bed F ham i hånden. Frederik ramte til gengæld F med knæet, så han fik et blåt øje.

»Adrenalinen kørte,« siger F, og da han kort efter mødte Frederik i opholdsstuen, havde han en tandbørste med, som han havde spidset på fugerne på badeværelset.

»Jeg havde den med til selvforsvar. Fordi de var så mange imod mig,« siger F.

Han stak tandbørsten i armen på Frederik og stak også ud efter afdelingslederen Erkan.

»Men vi sagde undskyld til hinanden bagefter,« siger F.

De første to vidner er begge brede, kortklippede mænd fra institutionen Egely. De hedder begge Morten og taler fladt fynsk. Den første Morten, har ikke set, hvad der foregik, selv om kaffekanden var hævet mod ham. Han stod med ryggen til. Den anden Morten tog fat i F, da han løftede kanden.

»Jeg tænkte, han ville slå min kollega. Hvad skulle han ellers hæve den over hovedet for,« siger Morten.

Det næste vidne fra institutionen Sønderbro hedder Onur. Han fortæller, at F truede ham i frustration over, at han ikke længere måtte ringe til familie og venner.

»Der er mange bandeord. Jeg knepper din mor og alt det der.«

Og så er der truslerne om at finde ud af, hvor han bor. Onur kan ikke helt huske ordlyden. Men lidt senere tager F ham om halsen i vrede. Et sekund eller to, før kollegerne trækker ham væk.

Næste vidne er pædagogen Frederik – der først bliver bidt og senere angrebet med tandbørsten.

»Han stikker mig her,« siger Frederik og peger på et punkt på sin muskuløse underarm.

»Jeg mærkede det knap nok i situationen. Men bagefter gjorde det ondt.«

Procedure

Efter frokostpausen procederer anklageren: Både kaffekanden og tandbørsten er våben i juridisk forstand, og derfor skal F dømmes efter den hårdeste voldsparagraf:

»Jeg er godt klar over, at det ikke er en kniv, men den her tandbørste er farlig.«

Hun taler i 40 minutter. F gaber og kigger på uret over døren. Anklageren mener, F skal idømmes mellem ti og 12 måneder fængsel og udvises til Irak.

Forsvareren rejser sig. Først fortæller hun, at F har været varetægtsfængslet i knap halvandet år, er blevet flyttet meget rundt og er frustreret.

»Han render fra magtanvendelse til magtanvendelse og voksne, som er imod ham,« siger hun.

Et ad gangen gennemgår hun forholdene: Kaffekanden greb han kun fat i tilfældigt. Halsgrebet var knap et greb. Truslerne hører blot ind under »eder og forbandelser«. Biddet foregår i løbet af en magtanvendelse. Og så er der tandbørsten. Ligesom kaffekanden, er der slet ikke tale om et våben.

»Vi burde faktisk have den her for at mærke, hvor skarp er den. Men ud fra billedet er det ikke en knivlignende genstand,« siger Mai-Brit Storm Thygesen.

F skal maksimalt idømmes tre-fire måneders fængsel. Og han skal ikke udvises. For han har været i Danmark siden han var halvandet år. Her har han sine familie.

»Før alt det her spillede han fodbold og fungerede som en dansk dreng,« siger hun.

F strækker sig. Og gaber igen. Forsvaret har varet næsten en time. De tre dommere trækker sig tilbage og bliver længe væk.

Der er stille.

Fra det kvadratiske retslokale er der udsigt til byrettens baggård og et bladløst træ. F sætter hestehalen for anden gang. Anklageren pakker lovsamlingerne ned i en mulepose. Endelig er dommerne tilbage: F får ni måneders fængsel og udvises betinget af Danmark.

»Vi ses, ikke?,« siger Mai-Brit Storm Thygesen bagefter.

F nikker og trækker hætten tæt op omkring sit ansigt. Hænderne bag ryggen igen. Håndjern:

»Klik-klik-klik-klik.«