Baggrund
Læsetid: 13 min.

Rotterne lever efter princippet ’knep og regér’, og vi hader dem, fordi de minder om os selv

Vi er i krig mod rotterne. De er det ondeste dyr i verden, og de minder om os selv, når vi er værst. Regeringen har lanceret en rotte-handlingsplan, og i Kongens Have i København har man pløjet blomsterbedene op for at komme en rottekoloni til livs
Claus Carlsen (t.h.) dræber rotter i Kongens Have i København sammen med sin makker, Claus Nielsen. Tilbage i august lignede alleen i midten en motorvej – man kunne snildt få ram på 40 rotter på én nat, fortæller de – men i dag er der færre rotter i haven. Claus og Claus er ved at få bugt med skadedyrene.

Claus Carlsen (t.h.) dræber rotter i Kongens Have i København sammen med sin makker, Claus Nielsen. Tilbage i august lignede alleen i midten en motorvej – man kunne snildt få ram på 40 rotter på én nat, fortæller de – men i dag er der færre rotter i haven. Claus og Claus er ved at få bugt med skadedyrene.

Moderne Tider
23. december 2017

Jeg bryder mig ikke om katte, men jeg holder meget af Sebastian, hvis han ellers hedder sådan.

Da jeg for halvandet år siden flyttede ind i et lille baggårdshus på Frederiksberg, fik jeg kat. Ikke sådan en blid og berøringsliderlig kælepotte, men en rigtig vildkat med sår på næsen, som hvæser ondskabsfuldt, hvis jeg kommer for tæt på.

Jeg kalder ham Sebastian og udtaler hans navn på fransk uden at vide hvorfor. Jeg faldt for hans meget lidt vindende væsen i samme periode som en fuldfed rotte huserede i gårdens skraldeskur. Jeg har aldrig selv set rotten, men min kæreste har stået ansigt til ansigt med den og taler stadig med ærefrygt om dens store sorte øjne, de gule tænder og dens lange, fede hale.

Alene tanken om, at rotten var et sted derude, gav mig myrekryb. Når jeg om aftenen gik ud med skraldet, fortalte jeg mig selv, at rotten nok var mere bange for mig, end jeg var for den. Men jeg nåede sjældent helt om til skraldespandene, før frygten tog over.

Ville rotten springe frem og slæbe sin slaskede hale henover mine bare tæer i klipklapperne? Ville den bide mig i anklen og smitte mig med alverdens sindssyge sygdomme? Eller ville den bare stoppe op, stirre på mig og knurrende blotte sine lange gule tænder?

Det eneste betryggende i at gå ud med skraldet var, at jeg altid kunne regne med, at Sebastian ville være der. Hver dag, aften og nat lå han troligt og vogtede det sorte hul i murværket, som rotten krøb ind og ud af, når den skulle på rov.

»God mis,« sagde jeg hver gang, jeg mødte ham foran skraldeskuret.

Sebastian hvæsede bare.

Skyld i pesten

Alle mennesker hader rotter. Med undtagelse af nogle få Kenny-typer, som holder kælerotter i bur, kan vi hurtigt blive enige om, at de fleste mennesker væmmes alene ved tanken om rotter. Objektivt set er der ellers ikke meget at foragte ved rottens fysik. Den er en helt almindelig gnaver med store, sorte øjne, lange knurhår og lodden pels. Renser man sin hjerne for alt, hvad man har lært om rotter, kan den nærmest gå an som lidt nuttet.

Men rotten er ikke sød. Den er er frygteligt dyr. Det lærer vi tidligt i livet. Hele vejen op igennem kulturhistorien optræder rotten som det onde selv – fra Biblen til George Orwells 1984 til American Psycho til gamle kunsteventyr som Den standhaftige tinsoldat til moderne tv-serier som Game of Thrones.

Jeg var seks år, da jeg lærte, at rotten var et ondskabsfuldt dyr. Det var i 1996. Krummernes Jul blev sendt for første gang i tv, og her mødte jeg nissepigerne Stella og Nova. Jeg kan ikke huske, hvad julekalenderen handlede om, men jeg kan huske, at Stella og Nova på et tidspunkt blev holdt indespærret i, hvad jeg husker som et kælderrum. Over dem vogtede en stor rotte. Man så den aldrig i fuld figur, men jeg kan huske dens røde øjne, som skulede fra et hul i muren, og indimellem stak den sin spidse næse så langt frem, at nisserne skreg og græd.

Senere lærte jeg, at rotten var skyld i pesten, som i middelalderen slog en tredjedel af jordens befolkning ihjel. Jeg lærte også, at Hitler sammenlignende jøder med rotter, og at rotten som figur og symbol stadig går igen,  når eksempelvis indvandringsdebatten går højest.

Et billede på rigets tilstand

En flok kolleger sad forleden i kantinen og spiste frokost, da den ene – som er far til to små drenge – begyndte at brokke sig over, at legepladsen i Kongens Have stadig er lukket.

»Den er invaderet af rotter,« sagde han, hvorefter folk omkring bordet straks smed bestikket fra sig og rynkede ansigterne sammen i væmmelse.

Samme dag cyklede jeg på vej hjem fra arbejde forbi Kongens Have. Den ligner slet ikke sig selv længere. Siden efteråret har rotter været så stor en plage, at Slots- og Kulturstyrelsen har optrappet indsatsen, som slotsgartneren Lars L. Friis kalder »yderst radikal«. Om natten bliver rotterne nemlig dræbt med skud, gas og rottehunde, som godt kan finde på at spise ungerne.

I alt er mere end 500 rotter blevet slået ihjel i løbet af de seneste måneder. Kampen mod rotterne kan ses. Blomsterbedene er fuldstændigt rippet for beplantning. Tilbage ligger rå bunker af sort muld.

I Kongens Have faldt jeg i snak med en dame, som lignede sin bomuldshund i snor på en prik. Først talte vi lidt om de manglende planter, og jeg lod, som om jeg havde fuldstændig styr på både buksbom og rhododendron. Og så sagde hun noget med en kæmperotte, der holder til et sted i haven, som formerer sig så heftigt, at man ikke bare sådan lige kan komme rottebestanden til livs.

Journalist og forfatter Lasse Lavrsen har også hørt om kæmperotten. Han udgiver til foråret på Gyldendal bogen Rotter og skilsmisse, som handler om – ja – rotter og skilsmisse.

Han blev ramt af begge dele på samme tid i sit liv og tror på, at der er en sammenhæng.

»Jeg er hverken overtroisk, religiøs eller noget, men der synes alligevel at være en helt generel tendens til, at man bliver ramt af rotter, når man på den ene eller anden måde selv er i krise,« siger Lasse Larvsen.

Det blev bekræftet af den første rottefænger, Lasse Lavrsen mødte.

»Han sagde: Rotterne er her, fordi du er sårbar lige nu.«

Hvis den teori holder, skyldes problemet med rotter i Kongens Have en større eksistentiel krise. Måske myldrer rotterne frem, fordi Kongehuset er i opløsning? Eller også skal de ses som et billede på rigets samlede tilstand. Ingen af os ved det. I stedet taler vi mest bare om rotter. Lasse Lavrsen må være det menneske, jeg kender, som ved absolut mest om kræet og om, hvorfor menneskets had til rotten er så stort.

Hadet til os selv

»Det er noget med rottens størrelse og hurtighed. Noget med de sygdomme, den bærer, noget ved dens ormede hale, skarpe kløer og fuldkomne arrogance over for mennesket,« siger han.

»Men der er mere i det end det.«

Rotten er ikke noget rigtigt dyr, mener Lasse Lavrsen. Ser vi et egern eller en grævling, så tænker vi straks: ’Hold da op, se, et stykke natur!Ser vi derimod en rotte, oplever vi det ikke som en naturoplevelse, men snarere som et væsen fra civilisationens skyggeside.

»Rotten lever side om side med mennesket. Den lever under vores huse og i kloakkerne blandt vores eget pis og lort. Den lever af vores skrald og overforbrug og snylter altid på mennesket,« siger Lasse Lavrsen.

Selv om rotten lever i civilisationen, opfører den sig ikke civiliseret. Den knepper og regerer som det passer den, siger Lasse Lavrsen, som mener, at hadet til rotten handler om hadet til os selv.

»Rotten ligner nemlig mennesket, når vi er værst,« siger han.

Rotten ødelægger alt, den sætter unger i verden og er skide ligeglad med dem. Den hærger og opfører sig som en hooligan, der vælter rundt i menneskets tæmmede, nydelige verden.

»Den bidrager ikke med noget nævneværdigt i økosystemet, den opfører sig komplet anarkistisk og går med glæde til voldelige yderligheder for at sikre sin egen overlevelse.«

Endnu én af Lasse Lavrsens teorier er, at antallet af rotter peaker hvert tiende år. Sidste gang var i 1998, og derfor må antallet af rotter boome næste år, mener han. Han har gennemgået statistikken på området og mener, at teorien holder.

Hvorfor det netop er hvert tiende år, ved han ikke. Men det kan se ud, som om han har ret: Vi går et rotteår i møde. Flere kommuner modtager langt flere henvendelser om rotter end tidligere, og for bare en måned siden lancerede regeringen en ekstraordinær rottebekæmpelsesplan, som i al sin magt og vælde præsenteres med ordlyden: »Rotter er skadegørere, der kan påføre det danske samfund store økonomiske tab, hvis ikke de effektivt holdes nede.«

En af dem, der arbejder på at holde bestanden af rotter nede, er rottefængeren Claus Carlsen, som har særlig tilladelse til at skyde rotterne i Kongens Have med en salonriffel. Han inviterer mig med på jagt.

Claus og Claus

Klokken er 21, da jeg dagen efter tropper op ved Kongen Have. Jeg har støvler på og regnbukser, der kan spændes ind til anklerne. Det er koldt, og det regner, men buksevalget er mest fordi, jeg ikke skal nyde noget af at have en rotte til at løbe op i buksebenet. Jeg forbereder mig mentalt på at træde ind i en have, hvor jorden er levende af fede, grå rotter, som myldrer rundt mellem hinanden og skriger højt og hjerteskærende, når de træder hinanden over halerne.

Ved porten venter Claus og hans makker Claus.

»Man kan kun hedde Claus i det her firma,« siger de og giver hånd.

Claus Carlsen er næsten lige så bred over skuldrene, som han er høj. Han har arbejdet med kloakker, lige siden han blev smidt ud af skolen. Nu er han kloakmester og autoriseret rottefænger. Han er en mand af få ord og har særtilladelse til at skyde rotterne, når haven lukker.

Claus Nielsen er modsat høj, slank og snakkesalig. Han må ikke skyde, for han er ikke autoriseret rottefænger. Til gengæld har han gode øjne og er den bedste af de to til at spotte rotter. Når de kører rundt i hver sin bil ringer Claus med de gode øjne tit til Claus med riflen og fortæller ham, hvor der sidder en rotte. Så ruller Claus Carlsen vinduet ned, sigter og skyder rotten. Helst i hovedet. Eller i hjertet.

Det første, der slår mig, er, at det ikke vrimler med rotter.

»Det har det gjort,« siger Claus Carlsen og fortæller, at alleen foran os i august måned lignede en motorvej for rotter, og at de snildt kunne få ram på 40 på én nat.

»Men vi er efterhånden ved at få bugt med dem,« siger han lavmælt med stolthed i stemmen og starter bilen.

Radioen spiller hits fra 00’erne, og der er skruet helt op for varmen. Claus kører med vinduet nede, så den ene ende af salonriflen kan hvile i hans skød, mens den anden stikker ud af vinduet. Indimellem tager han armen ud af vinduet og lyser rundt på græsset med en lygte.

En rotte har en vanvittig evne til at formere sig. Hvis ikke de spiser eller leder efter mad, dyrker de formentligt sex. Lige nu er der faktisk meget stor sandsynlighed for, at du er mindre end ti meter væk fra to rotter, der knalder. Det er noget, Lasse Lavrsen har fortalt mig. En hanrotte parrer gerne tyve forskellige hunner i løbet af en dag, og hvis der er for langt mellem damerne, kaster den sig bare over en han. Forsøg har vist, at ét rottepar kan blive til 900 rotter på bare ét år. Tanken giver mig kvalme.

60 centimeter og klog som et menneske

Claus og Claus stopper ved den midterste udgang ud mod Gothersgade.

»Her bor ’Landemærket’,« siger Claus Nielsen og lyser med sin lygte ind mellem et par buske. Der er rodet rundt i jorden, som ligger som en lille forhøjning ovenpå græsset.

»Det er den største rotte, vi nogensinde har set,« fortsætter han.

Det må være rotten, som damen, jeg talte med forleden, snakkede om. Ifølge rottefængerne er han lige knap 60 centimeter fra snude til halespids og lige så klog som et menneske.

»Vi ser ham tit, men han er kraftedme hurtigere og klogere end alle de andre,« siger Claus Carlsen.

Han har flere gange hævet riflen, men før han har nået at sigte, er Landemærket – opkaldt efter gaden overfor – stukket af.

Makkeren Claus Nielsen roder lidt i jorden med sin rive og siger så: »Det ligner en gammel rotte. Når den går, slæber den nærmest bagpartiet efter sig, men tag ikke fejl. For når man jagter den, kan den virkeligt få fart på og løbe om hjørner med én. Nogle gange tænker jeg, at den griner af os.«

Landemærket er den rotte, Claus og Claus allerhelst vil have ram på. De har lovet hinanden, at den, der får ham, skal give kage.

Landemærket er selvfølgelig alt for klog til at vise sig denne aften. Han ligger formentligt nede i den lune jord og hygger sig med at slikke tomatsauce af en pizzabakke, som om det lykkedes ham at bugsere med ned i reden.

Men det er ikke al hans familie, der er lige så klog. Et stykke derfra sidder en fuldfed rotte midt på græsset og æder af en pomelofrugt. Claus Carlsen tager sigte og skyder den lige i brystet. Rotten falder død om på stedet, men dens ben giver et par efterspjæt.

Claus Nielsen retter dens hale og snude ud med en rive og måler den med sin tommestok.

»47 centimeter. En god én,« siger han.

Ifølge rottefængerne trives rotterne, fordi Kongens Have er blevet et slaraffenland af madrester, som havens gæster efterlader. Indsatsen handler derfor også om at få folk til at rydde op efter sig, når de forlader haven. Fodrer man fuglene, fodrer man også rotterne. Og smider man brød til karperne i voldgraven, kan man være sikker på, at rotterne også hopper i for at få en luns.

Claus Carlsen standser bilen, brygger kaffe i bagagerummet og serverer den sort. Vi drikker den i stilhed, mens vi spotter efter rotter.

Da vi har været tavse længe nok, spørger jeg ind til Claus og Claus’ forhold til rotter.

»Jeg ser dem som et kæmpe skadedyr. Jeg vil helst bare have dem alle sammen aflivet, men jeg er også fascineret af dem. De er jo helt sindssygt kloge,« siger Claus Clausen.

»De sender f.eks. de svageste forrest frem i rækkerne.«

Ungerne spiser først

Da Claus og Claus blev hyret til at fjerne rotterne i Kongens Have, lagde de ud med at sætte giftkasser frem. Allerede efter et døgn var der gået et par rotter i fælderne, og rottefængerne tænkte: Det bliver nemt det her.

Siden er der ikke gået én eneste i fælderne.

»Vi har ellers prøvet at fylde dem med både Nutella og skumfidusser – rotters yndlingsmad – men uden held,« siger Claus Nielsen.

De rotter, der døde i fælderne, var små og formentligt sendt ud af større og klogere rotter for at undersøge fælderne nærmere. Sådan tænker rotter nemlig. De vader ikke direkte ind i fælder eller æder hvad som helst. Hvis de ser noget mad, de ikke kender, sender de ungerne ud for at smage først. Og hvis ikke de dør, tør forældrene også godt spise det.

Det tydeligste eksempel på denne udspekulerethed blandt rotter er selve måden, rottegift er designet på. Rottegift slår nemlig ikke rotter ihjel med det samme. Hvis det gjorde, ville rotterne meget hurtigt lure, at de ikke skal spise af det og straks forbinde giften med en rottes pludselige død.

I stedet indeholder giften et antikoagulerende stof, som medfører, at rotten dør af indre blødninger inden for to til seks dage. Fordi der går så lang tid, er rotterne ikke i stand til at forbinde årsag og virkning. De fatter simpelthen ikke, hvad der slår dem ihjel.

»Så selv om de er kloge væsener, vil jeg stadig påstå, at vi er klogere end dem,« siger Claus Nielsen og lyser over på en skraldespand, som halen fra en rotte hænger og dingler ud af.

Vi skyder i løbet af aftenen fire rotter og gasser én, som flygter ind i et hult træ. Aftenen største fangst er en slambert på 52 centimeter, som bliver skudt lige i hovedet.

Vildkat i opløsning

På vej hjem på cyklen ser jeg pludselig byen på en anden måde. Jeg lægger mærke til jordforhøjninger og mursprækker og tænker på, at en rotte kan klemme sit korpus gennem de mindste sprækker.

For første gang ser jeg, hvor mange stålkasser med rottegift, der står placeret over alt i bybilledet. Jeg husker på de ting, Claus og Claus har fortalt, og tænker, at rotterne er alt for kloge til nogensinde at gå i fælderne.

Jeg ville elske at kunne runde af med at vende tilbage til katten Sebastian og fortælle, hvordan han til sidst endelig nakkede rotten og triumferende slæbte den rundt i gården, før han med fråde om munden til sidst splittede den til atomer. Men som du nok kan fornemme, ender historien ikke sådan.

Igen var det min kæreste, som overværede optrinnet. Han fortæller, at da rotten endelig kravlede ud af muren, blev Sebastian så skræmt over dens voluminøse omfang, at han trak poterne til sig. Han hvæsede lidt – den ros skal han da have – men ellers viste han sig som en kryster og fór væk fra rotten.

Rotten derimod stillede sig triumferende op på bagbenene, hvorfra den køligt betragtede vildkatten i opløsning.

Hvad der siden skete, ved jeg ikke. Hullet i muren er blevet muret til. Det er sket som en del af den rottebekæmpelse, jeg to gange om året betaler til sammen med min ejendomsskat.

Nogenlunde samtidig med, at rotten forsvandt, begyndte der at lugte sødligt af råd under mit køkkenskab, og jeg ved ikke hvorfor. Men når en rotte bliver forgiftet og accepterer, at enden er nær, lægger den sig gerne til at dø indenfor på ufremkommelige steder – blot for at genere mest muligt.

Sådan er rotten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Lige til at få onde drømme af.

Eva Schwanenflügel

Det var da den mest u-zoologiske redegørelse jeg har været udsat for.
Rotter er ganske rigtigt kloge dyr, der elsker menneskelig skrald.
Men de er også kloge kæledyr.
Det er ligesom forskellen på ulven og hunden. Alle hunde er små ulve.
De er bare opelsket i det ene eller det andet forsvar, eller simpelthen rekreation.
Man skal ikke kaste gris på hinanden.
I dette tilfælde er det vist unge mennesker, som har smidt med lorten.

Ole Frank, Søren Rehhoff, Erling Bahnsen, Maria Dam, Torben K L Jensen, Britt Skardhamar, Niels Duus Nielsen, Henrik Rasmussen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Det er det herligste tidsfordriv at agte på dyrenes færden og liv

Antropomorfismen fejrer triumfer blandt ikke-zoologer med rotter på loftet, som ikke kan kende forskel på en mosegris (også kaldet vandrotte) og en forvokset husmus (også kaldet husrotte).

Umiddelbart vil jeg mene, at de fotos af skuddræbte rotter fra Kongens Have, som illustrerer ovenstående essay, forestiller mosegrise. En pest og plage for enhver haveejer, der har sine urte- og blomsterbede kær, og i egen interesse måske hellere skulle supplere medlemmerne af sin private husstand med en vaks lille rottehund frem for at prøve at komme plagen til livs ved hjælp af gift og fælder, der lige så godt kan risikere at slå eksemplarer af de dyre- og plantearter ihjel, han eller hun fortsat ønsker at dele pladsen i sin egen private paradishave med ..... ;o)

Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Torben Bruhn Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Rigtig hardcore-journalistik fra Lærke Cramon i Kongens Have, men man kan faktisk godt lære at elske rotter. Bare hør "Ben" med Michael Jackson, en øm sang som handler om hans forhold til en rotte:

https://www.youtube.com/watch?v=g40WCBaUXR4

Ole Frank, Eva Schwanenflügel og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Rotter er ikke "onde dyr" - og husk vi bruger i tonsvis af dem til forsøgsdyr!
Også en vægtig grund - til at mennesket vinder med flere point!

Ole Frank, Eva Schwanenflügel og Daniel Joelsen anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

(Kæmpe)rotter kan være meget nyttige: https://www.youtube.com/watch?v=L0swUc492hU

Ja, Glem ikke alle de milioner af rotter der har ladet livet i dyreforsøg. Og i dag også en artikkel i Guardian med at rotter bliver brugt til at genkende TB bakterier.

Anne Eriksen, Ole Frank, Eva Schwanenflügel og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar