I Tove Janssons Mumidal finder vi et trygt sted at være skræmt fra vid og sans

Det er umuligt at tale om Mumidalen uden at tale om Anden Verdenskrig.

Den første bog i Tove Janssons serie om mumitroldene udkom i 1945, og De små trolde og den store oversvømmelse, som den hedder, er en flygtningefortælling. Mumimor og Mumitrolden leder efter Mumifar i et kaos efterladt af en kæmpe oversvømmelse, der har skyllet folks huse væk og splittet familier.

Endelig lægger deres båd til ved Mumidalens frodige strand, hvor de genfinder Mumifar. På rejsen har de mødt mange nye venner, nogle af dem bliver hos dem, og flere støder til. Mumidalen er et utopia for krigens grundstødte skæbner, og Mumitroldens lille familie bliver samlingspunktet.

Og så kan vi godt holde op med at tale om Anden Verdenskrig. For Tove Janssons Mumidal er ikke bare et naivt kernefamilieutopia udsprunget af civilisationskritik. Det er så mangefacetteret et univers, at akademikere næppe indenfor en overskuelig fremtid bliver færdig med at analysere de psykologiske dybder i den ængstelige Mumitrolds filosofiske samtaler med den livskloge og modige Mumrik, den bistre Mys retfærdige harme, Mumimors stoiske ro, Mumifars evige erindringsskriveri, Hemulens tværhed osv.

Arne Jönsson

Kompleksitet og sammensathed

Faktisk kan man tale om, at alle mumitroldenes forskellige karaktertræk tilsammen udgør én mumi, og dermed ligger der i Tove Janssons meget forskellige mumier både en beskrivelse af menneskehedens mangfoldighed og menneskets sammensathed.

Og jo mere man anerkender hvert enkelt menneskes betydning og ret til at være sig selv, jo mere af det begynder der at komme til syne – ligesom i den måske mest elskede fortælling fra Mumidalen: Det usynlige barn.

Tove Janssons Mumidal er et trygt og rart sted at være skræmt fra vid og sans. Mange børn har sikkert haft svært ved at sove efter at have hørt beskrivelsen af Mumidalens mest frygtede, men også meget komplekse figur, Murren: »Hendes hylen var den mest ensomme lyd, jeg nogensinde har hørt.«

Lyden blev svagere, kom nærmere igen – den forsvandt… Det var endnu værre, når hun var stille. Så forestillede man sig, hvordan hendes skygge fløj hen over jorden i lyset fra den opgående måne.« (Mumifars Erindringsbog). Og så isfruen, der glider stille, men målrettet, ude fra isen ind mod land i Troldvinter og spreder kulde.

Ikke være bange for at være bange

Troldvinter markerer et særligt sted i Tove Janssons forfatterskab. Jo længere vi kommer hen i forfatterskabet og mumifortællingerne, des længere kommer vi ind i storskovens dybeste del. Troldvinter starter med, at Mumitrolden vågner af sit trygge hi og oplever den barske vinter. Det bliver Mumitroldens udviklingshistorie.

Mumitroldens barndom er meget nordisk. Den kolde, men uundgåelige vinter, er overgangen til voksenlivet, og den kan man jo desværre ikke i længden sove sig fra. Derfor er den med som et sted, man skal og kan mestre.

Mumitrolden finder sig selv et sted derude i snestormen, og læseren finder i Mumidalen et univers, hvor man ikke skal være bange for at være bange.