Udpakningens nydelse

Moderne forbrug er som et Kinderæg, som Slavoj Žižek har beskrevet det. Sagen er, at der altid skal være noget ’mere’ med. Der skal være noget ekstra, man får med, når man køber en vare, og Kinderægget driver denne logik til enden med dens lille gave inden i selve chokoladen.

Magien ligger for så vidt hverken i den lidt kvalme chokolade eller i selve gaven, der som regel er et stykke tarveligt plastik, men i selve dialektikken mellem skallen og gaven. Det er dét, vi er ude efter, når vi forbruger, dette magiske ekstra, den hemmelige skat, og den kommer i utallige variationer.

Ethvert produkt spiller på dette ekstra, om det er gennem smukke mennesker på forsiden af varen (»Du kan blive som os«) eller det mere profane: »10 procent ekstra i posen«, eller det chancebetonede, hvor man deltager i et lotteri om at vinde en bil, eller det etiske, hvor man holder en mindre afrikansk landsby i live ved at købe en stegepande osv. osv.

Der er en radikal konsekvens af dette, mener Žižek. For dette mystiske ekstra er netop ikke bare noget overflødigt stads, som vi langsomt er blevet vænnet til. Det er helt omvendt. Det er essentielt for forbruget. For overhovedet at komme til at købe (og nyde) ganske almindelige forbrugsvarer – tandpasta, rugbrød, shampoo – er vi nødt til at gå omvejen omkring produktets fantasmatiske løfte. Fjern det mystiske ekstra, og forbruget, som vi kender det, falder til jorden. Det mystiske ekstra er selve den ideologiske lim, der holder vores moderne forbrugsverden sammen.

’Unboxing’

Problemet er nu selvfølgelig bare, at man aldrig får skatten. Det, vi var ude efter, var alligevel, når det kom til stykket, ikke det, vi fik. Det var jo bare noget tarveligt plastik, og man vandt ikke bilen.

Mere principielt er den ting, vi er ude efter, en umulig ting, selve begærets endemål, den fulde og hele tilfredsstillelse, selve ’tingen’. Men konsekvensen af erkendelsen af, at vi ikke kan få tingen, er ikke, at vi opgiver ærindet og indfører kommunisme og ’cubansk forbrug’ (i cubanske butikker fandtes der, indtil for få år siden, ikke alle mulige mærker af f.eks. vaskepulver, men bare vaskepulver). Vi vil have vores ’ting’!

Men hvordan kan det så lade sig gøre? Her er det, at forbruget slår det næste dialektiske krumspring, næsten en saltomortale. Da man ikke kan nyde skatten ved at få den, ved at få selve tingen direkte i hænde, må man nyde den på en anden måde, nemlig ved at kredse om den.

Fænomenet unboxing, der efterhånden har nogle år på bagen, er det perfekte eksempel på det. Unboxing beskriver det fænomen, at mennesker optager videoer af, at de pertentligt pakker ting ud af æsker (videoer, der er meget populære og bliver set af millioner af mennesker). Vi skal se, hvordan plastikken perforeres og sirligt trækkes af varen, vi skal høre svuppet, når låget kommer af kassen, vi skal opleve, hvordan tingen ligger smukt nede i kartonet, hvilke elementer varen består af, hvordan disse elementer er arrangeret, alt i alt hvor perfekt en lille installation denne vare egentlig er.

Den særlige nydelse ved unboxing er selvfølgelig delvist givet ved fremvisningen af varen selv, men det er meget påfaldende, at det i lige så høj grad drejer sig om udpakningen. Der er noget næsten ceremonielt over denne udpakning; den er sin egen lille praksis, og den har en mærkelig religiøs sikkerhed indbygget i sig. Der er ikke noget overraskende over det, og vi ved, hvilken vare vi skal ind til, men alligevel er der genuin tilfredsstillelse på spil.

Det sære er, at for at få skatten, tingen, må man på en måde engagere sig 100 procent i udpakningen. Driften når aldrig sit mål, som Lacan siger det, men den opfylder alligevel sin hensigt og får sin tilfredsstillelse i den praksis at kredse om tingen.

Jul hele året

Med Žižek kunne vi sige, at vi er nået dertil, hvor vi, for at nyde helt almindelige varer, må gå omvejen over alt muligt skrammel (værdikuponer, plastiklegetøj, konkurrencer, tomme løfter). Men med unboxing har vi taget skridtet videre: Ikke bare skal vi omvejen over alle løfterne om alt det ’mere’, vi får med, vi skal også bruge en helvedes tid på at indfri løfterne ved sirlige og pertentlige måder at pakke ind og pakke ud. Og ikke bare får vi flere og flere ubrugelige ting, vi får også mere og mere papir og plastik, som hober sig op omkring os, mens vi lystigt trækker indpakningen af produkterne.

Walter Benjamin analyserede engang kapitalismen som en generaliseret form for højtid, hvor der er »tilbudsfester« hver eneste dag på hvert eneste hjørne. Denne påstand er rigtig og kan nu præciseres: Den uhyggelige sandhed er, at vi nærmer os en tilstand af jul hele året.