Læsetid: 10 min.

I Ukraine bearbejder veteranerne krigen ved at lave pizza

Flere hundrede ukrainske krigsveteraner har begået selvmord, efter at de forlod fronten. På et pizzeria forsøger veteraner at bearbejde deres oplevelser og dagligdagen i hovedstaden Kiev, hvor det eneste, der er forandret, er dem selv
Siden Pizza Veterano åbnede i 2016 i Kiev, har ejeren åbnet endnu en restaurant i nabobygningen, og Pizza Veterano er nu en franchisekoncept, som andre veteraner kan åbne i andre ukrainske byer. Oprindeligt var planen kun at ansætte veteraner, men det er siden besluttet, at det er godt for veteranerne også at have kolleger, der ikke har oplevet død og ødelæggelse. I dag er 65 procent af de ansatte i restauranten veteraner. I selve køkkenet arbejder kun veteraner.

Siden Pizza Veterano åbnede i 2016 i Kiev, har ejeren åbnet endnu en restaurant i nabobygningen, og Pizza Veterano er nu en franchisekoncept, som andre veteraner kan åbne i andre ukrainske byer. Oprindeligt var planen kun at ansætte veteraner, men det er siden besluttet, at det er godt for veteranerne også at have kolleger, der ikke har oplevet død og ødelæggelse. I dag er 65 procent af de ansatte i restauranten veteraner. I selve køkkenet arbejder kun veteraner.

Sille Veilmark

9. december 2017

KIEV. Det er ikke til at se, at Ukraine fortsat er i krig. Over hovedstaden Kievs brede boulevarder glimter julestemningen i lysguirlanderne. Det er Black Friday. I shoppingscentret ved Maidan-pladsen, hvor først revolutionen og siden krigen tog sit afsæt, ligner kunderne myrer, der vrimler ind og ud ad de dekorerede indgangspartier.

Fra shoppingscentret fører en sidegade brødflove shoppere forbi Pizza Veterano. Der er kun ét ledigt bord. Ved de andre borde sidder forretningsmænd med attachemapper og drikker espresso. To veninder deler en pizza med salami.

På væggen ud mod gaden hænger et indrammet billede. Det forestiller Ukraine støbt af gyldne patronhylstre. Og så de besatte områder: Donbas-regionen i øst og Krim-halvøen i sydøst – begge formet af hylstrenes patroner som for at markere, hvor kugleregnen øjensynligt landede.

Ejeren af restauranten, en mand med sort fuldskæg, armygrønne bukser og tattoo sleeves, tager plads ved det ledige bord. For tre år siden tilbragte Leonid Ostaltse dagene og nætterne ved fronten. På det tidspunkt var konfrontationerne på sit højeste med flere døde og sårede dagligt.

I alt er 4000 ukrainske soldater døde eller meldt savnede, siden krigen brød ud i foråret 2014. Over 11.500 soldater er ifølge det ukrainske forsvar blevet såret under kampene.

Med Minsk-aftalen i 2015 blev kampene officielt indstillet, men de fortsatte – dog i et lavere blus end tidligere. I dag rykker frontlinjen sig ikke. De ukrainske og prorussiske separatister ligger og skyder fra hver sin skyttegrav. Ifølge den ukrainske veteranforening mister én soldat livet om ugen.

»Nogle gange forestiller jeg mig, at det at være soldat er ligesom at være sømand i gamle dage. I et år møder du ikke andre end besætningen og havets vilje. Du har ingen kontakt til din familie, din kone og dine børn. Og på havet gælder andre regler end her i civilisationen. Regler, som kun besætningen forstår – det er den kontrast, jeg oplevede, da jeg vendte hjem til Kiev,« siger Leonid Ostaltsev.

Ukraine har som selvstændig nation aldrig før været i krig. Af samme grund har staten været handlingslammet over for de hjemvendte veteraner, mener restaurantejeren. Ingen tilbud om psykologsamtaler, resocialisering eller generel oplysning om for eksempel symptomer på posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).

Ifølge officielle tal fra landets forsvar har minimum 500 veteraner begået selvmord, efter de forlod frontlinjen. Andre observatører vurderer tallet til at være dobbelt så højt, hvis man medregner de soldater, der har begået selvmord under kampene.

Tidligere på efteråret valgte en 23-årig veteran at detonere en håndgranat på vej op i et højhus. Han løsnede sikringen et sted mellem syvende og ottende etage og sprang sig selv i luften.

Vold i familien begået af veteraner er også eskaleret siden krigens begyndelse. Det konkluderede en rapport fra kvinderettigheds-ngo’en La Strada Ukraine.

Et år ved fronten

Da Pizza Veterano åbnede i 2016, var det planen kun at ansætte veteraner. Men efter at have konsulteret én af restaurantens fasttilknyttede psykologer besluttede Leonid Ostaltsev, at det ville være godt for veteranerne også at have kolleger, der ikke har oplevet død og ødelæggelse.

Siden da har Leonid Ostaltsev åbnet endnu en restaurant i nabobygningen, og Pizza Veterano er nu en franchisekoncept, som andre veteraner kan åbne i andre ukrainske byer. I dag er 65 procent af de ansatte i restauranten veteraner. I selve køkkenet arbejder kun veteraner.

»Der er tryghed og tillid mellem veteranerne i køkkenet. Det er som under krigen, hvor man havde kammeraterne tæt ved sig. Forskellen er bare, at ingen forsøger at slå dig ihjel her. Ligesom at de bare skal lave pizza i stedet for at dræbe motherfuckers. Jeg tror, det er nemmere at vende tilbage til hverdagen, når du er sammen med nogen, der har oplevet det samme og forstår dig,« siger restaurantejeren.

31-årige Igor Chepizhko (bagerst) havde aldrig før holdt et våben, da han ligesom 50.000 andre ukrainere frivilligt meldte sig til at gå i krig. Han hørte om Pizza Veterano gennem nogle soldaterkammerater ved fronten. I dag drømmer han om at åbne sin egen restaurant, når han har sparet op og føler sig klar.

Sille Veilmark

I køkkenet står Igor Chepizhko og Boris Glushkov og knokler. De er i færd med at tilberede en cæsarsalat. Klædt i kokketøj og iført en blå baseballkasket vender 31-årige Igor Chepizhko hurtigt icebergsalaten i sennepsvinaigretten. 24-årige Boris Glushkov er i gang med omhyggeligt at skære en håndfuld cherrytomater over på midten.

De meldte sig ligesom 50.000 andre ukrainere frivilligt til at kæmpe ved fronten. Ifølge Ukraines veteranforening var halvdelen af de frivillige soldater akademikere. Lige så mange var forældre, da de drog afsted.

Før krigen var Boris Glushkov gartnerassistent. Igor Chepizhko arbejdede som journalist ved først pressetjenesten i landets sportsministerium og siden for statsanklageren.

»Jeg indskrev mig på militærets kontor den 7. maj 2015. Det var den tredje bølge af mobiliseringer,« forklarer han med blikket stift rettet mod den cremede cæsarsalat, som han er i gang med at tilberede.

»To uger efter fik jeg brev om, at jeg var optaget. Dagen efter bestod jeg lægetjekket og tog hjem og sagde farvel til min mor. Ved middagstid næste dag sad jeg i bussen på vej mod øst. Der herskede en særlig stemning. Jeg var ikke bange, selv om jeg vidste, at jeg gik en afgørende tid i møde. Efter halvanden måneds træning stod jeg ved fronten. En uge senere døde min første kammerat. Han var fra Kiev ligesom jeg og blev 22 år,« siger Igor Chepizhko.

Ligesom Boris Glushkov tilbragte han et år ved fronten. De undgår begge øjenkontakt, når jeg spørger ind til deres oplevelser ved fronten.

Igor Chepizhko svarer kortfattet, at det var, som krige er.

»Kuglerne fløj konstant,« siger han.

Da de forlod fronten, ramte hverdagen de to veteraner hårdt. De beskriver begge en følelse af tomrum og rodløshed. Igor Chepizhko siger, at han gemte sig et sted i Karpaterne for at sove i to måneder. Boris Glushkov fortæller, at han forskansede sig derhjemme.

»Jeg følte mig fortabt, da jeg vendte tilbage til Kiev. Det var svært at se folk drikke drinks på barerne og sidde og hygge sig på restauranterne. Men efterhånden gik det op for mig, at det netop var det, jeg havde kæmpet for. Jeg tog i krig, så mine venner kunne fortsætte deres normale liv. Det er den frihed, jeg har kæmpet for. Det var en dejlig tanke,« siger han.

Både Boris Glushkov og Igor Chepizhko fik job på pizzeriaet cirka et halvt år efter hjemkomsten.

Hawaiipizza

Pling!

Igor Chepizhko slår på sølvklokken, og en tjener forsvinder med cæsarsalaten. Han går over mod vasken og begynder at skrælle lidt kartofler.

»Det er til mos,« siger han.

Andrea Bocellis Con te partirò spiller på musikanlægget i køkkenet.

Pling!

Boris Glushkov slår på klokken. Han placerer en lys hønsekødslignende suppe på disken, inden han giver klokken endnu et demonstrativt slag.

Boris Glushkov fortæller, at hans yndlingspizza er en »Hawaii med skinke og ananas«.

»… eller måske en Provence.«

Igor Chepizhko afbryder.

»Det er ikke dét, vi siger til hinanden, der gør det rart at være her i køkkenet. Det er alt det, vi ikke siger. Vi læser hinandens mimik og humør. Vi forstår hinanden, og det er en stor støtte.«

Ukrainesyndromet

De mange selvmord blandt veteraner fik i september chefpsykiater ved Forsvarsministeriets hospital for psykiatri, oberst Oleg Druz, til at reagere. I Kyiv Post anslog han, at 93 procent af de ukrainske veteraner udgør en »trussel« og dermed er en »skjult fjende« af samfundet.

I alt har 280.000 ukrainere kæmpet ved fronten i én af de officielle delinger. Det svarer til knap 1 procent af den samlende befolkning.

Chefpsykiaterens ordvalg vakte vrede blandt tidligere veteraner og pårørende. Og snart efter florerede hashtagget #Oneofthe93procent på de sociale medier, hvor hovedsageligt veteraner delte deres historier. Druz blev efterfølgende suspenderet.

I en kronik i sommer anslog landets indenrigsminister, Arsen Arvakov, at op imod 95 procent af de hjemvendte burde modtage psykologisk behandling til at bearbejde deres oplevelser.

I kronikken nævner ministeren et ’Afghanistansyndrom’ – opkaldt efter den nationale fortielse, de sovjetiske soldater oplevede, da de forlod Afghanistan efter ti års krig i 1989. Og med inspiration fra USA omtaler han også ’Vietnamsyndromet’ som billedet på en befolkning, der vender sine veteraner ryggen på grund af modstanden mod selve krigen.

Ifølge Arvakov kæmper Ukraine netop nu for at undgå et ’Ukrainesyndrom’ – et nationalt traume.

Ingen specialister

Men selv om den ukrainske regering anerkender problemet, gør den ikke meget for at afhjælpe det, mener Marta Pyvorarenko.

Hun har stiftet ngo’en Development Fundation, der tilbyder gratis psykologhjælp til veteraner og internt fordrevne ukrainere, som kæmper med PTSD.

»Ukraine har aldrig før befundet sig i en situation med så stor en del af befolkningen ramt af PTSD. Vi har ingen psykologer, der er specialiseret i det. Af det offentlige får veteraner bare ordineret piller og medicin mod depression og angst, og det er ikke tilstrækkeligt.«

Regeringen søsatte ellers et reformprogram, da krigen brød ud i 2014. Reformen skulle blandt andet styrke psykiatrien ved at skabe nye uddannelser og opføre fire rekreationscentre for veteraner.

I dag findes der kun ét.

Ifølge Marta Pyvorarenko har 7.000 veteraner og internt fordrevne henvendt sig til hendes ngo, der har kontorer over hele landet. En tredjedel er kommet i behandling for symptomer på PTSD.

Hun siger også, at staten har en interesse i holde det officielle selvmordstal kunstigt nede, så længe krigen fortsætter.

Duft af lavendel

For at hjælpe andre veteraner har Pizza Veteranos-ejeren Leonid Ostaltsev stiftet foreningen Veterano Group, der står bag 11 Veterano-cafeer, en Veterano-browniebutik, en Veterano-skrædder, en Veterano-massør i en kælder til en dametøjsforretning og to såkaldte ’Service Veterano’, der udgøres af veteraner med håndværkerbaggrund, som bygger og fikser de øvrige veteranbikse.

Det er Dmitro Krykun, der ejer massagebiksen. Han er en tæt, firskåren mand, der meldte sig i krigens første mobilisering, da kampene var hårdest.

I massageklinikkens entré hænger et stort ukrainsk flag med autografer på. Dmitro Krykun peger på én af dem og siger, den stammer fra Ukraines stærkeste mand. »Be strong,« står der under krusedullen.

Han fører mig gennem et lavendelfarvet lagen, der fungerer som et forhæng. Massagebriksens lagen er også lavendelfarvet. Det samme er lysstofrøret i loftet. Og håndklæderne. Og duftlysene på reolerne. Og en enkelt kaninbamse.

Inden krigen arbejdede Dmitro Krykun som autodidakt håndværker. Da han kom hjem, vidste han ikke, hvad han skulle stille op med sit liv.

»Jeg stod ved en skillevej. Skulle jeg vende tilbage til håndværkerjobbet? Skulle jeg måske tage en uddannelse, eller burde jeg lave noget helt tredje? Det er et problem at finde ud af, hvad man skal lave, når man først har mærket adrenalinen ved fronten.«

Da Dmitro Krykun første gang prøvede at massere, fik han lyst til at åbne sin egen massørforretning. Diplomet bag ham er fra den ukrainske pendant til Guinness Rekordbog. Han er indehaver af rekorden for flest håndmassager til kvinder uden pause. 57 i alt. Det tog 14 timer.

Sille Veilmark

Dmitro Krykun sidder på massagebriksen. Krigen har lært ham at sætte pris på livet og givet ham tro på egne evner, siger han. Da han på et kursus for arbejdsløse veteraner prøvede at massere for første gang, besluttede han sig for at åbne sin egen biks. Der kommer overvejende kvinder, men også veteraner i ny og næ, fortæller han.

Han peger på et diplom, der hænger på bagvæggen.

»På patrioternes dag slog jeg den ukrainske rekord i at give flest håndmassager til kvinder uden pause. 57 i alt. Det tog mig 14 timer,« siger han.

»Hvis jeg havde sagt til nogen, at jeg ville åbne en massageklinik inden krigen, havde de svaret, at jeg ikke var rigtig klog. Men da jeg kom tilbage, støttede de andre veteraner mig.«

Kan ikke redde alle

Indenfor hos Pizza Veterano hænger hundredevis af emblemer for landets mange militære delinger på væggen. Der er også et dansk emblem.

Leonid Ostaltse revser ikke staten, men konstaterer bare, at det offentlige i Ukraine er en »langsom maskine«, veteranerne ikke kan vente på.

Det erkender Nataliya Syretska, der er souschef for regeringens Veteranrehabiliteringsprogram.

»Det er rigtigt, at vi ikke har været rustet til at tilbyde veteranerne den fornødne psykologiske hjælp. Vi har vedtaget reformprogrammer og tildelt veteraner en lang række rettigheder, men vi skal bygge hele systemet op fra bunden – og det tager tid.«

Regeringsrepræsentanten kalder Veterano Group for landets »måske vigtigste« resocialiseringsprojekt, da det aktiverer veteranerne i stedet for »at gøre dem til passive objekter, der venter på hjælp fra staten eller fra ngo’er«.

– Men alle veteraner kan vel umuligt åbne deres egen virksomhed eller nødvendigvis få arbejde i en?

»Selvfølgelig skal vi kunne hjælpe dem, der har det svært og beder om hjælp. Men det er vigtigt at huske på, at vi også oplever rigtig mange soldater, der vender hjem til deres familier og kan tage vare på dem selv. Medierne har et for stort fokus på veteraner, der har det svært, i stedet for også at præsentere dem, der vender tilbage til hverdagslivet med succes. Det er vigtigt også at få deres erfaringer frem i lyset,« siger Nataliya Syretska.

Jeg spørger Leonid Ostaltsev, om Pizza Veterano først og fremmest er et tilbud om resocialisering eller en restaurant?

»Jeg arbejder for, at færre veteraner går i hundene, men jeg kan ikke redde alle. Det her er en restaurant. Og jeg har måttet fyre nogle, der ikke kunne klare arbejdet. Jeg kan tilbyde tryghed, psykologhjælp og vejledning. Det eneste krav er, at de skal lave de bedste pizzaer. Pizza er en mulighed for veteraner for at vænne sig til livet i civilisationen igen,« siger han.

Turen til Ukraine blev støttet af Informations Venner.

Serie

Arven efter revolutionen

Information genbesøger Ukraine fire år efter Maidan-revolutionen. I en serie går vi tæt på borgerkrigens efterskælv og ukrainernes selvforståelse mellem øst og vest. Rejsen er støttet af Informations Venner.

Seneste artikler

  • Østeuropas bedste fodboldhold har boet på hotel i tre år

    6. januar 2018
    Det ukrainske fodboldhold Shakhtar Donetsk har været i eksil siden 2014. Donetsk kontrolleres stadig af separatister, og Shakhtars stadion er beskadiget af bombardementer. Alligevel er klubben fortsat Østeuropas bedste og er igen i år gået videre fra gruppespillet i Champions League. Information har besøgt klubbens direktør på hans kontor på et hotelværelse i Kiev
  • I Kiev skinner overfladen ligesom pengene i Schweiz og velfærden i Danmark

    29. december 2017
    I det borgerkrigshærgede og ludfattige Ukraine sidder dekadencen i fodtøjet, og overfladen er blankpoleret og dekoreret med bladguld
  • Ukrainsk medie erklærer krig mod fake news: ’Det her er frontlinjen’

    18. december 2017
    Det ukrainske medie Stop Fake afslører og korrigerer de russiske fake news, som USA og Europa i stigende grad oplever konsekvenserne af, men som har været hverdag i Ukraine siden annekteringen af Krim og konflikten i Østukraine. Stop Fake er den nødvendige journalistiske reaktion på Ukraines tilstand, mener mediets chefredaktør
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Anker Nielsen
Niels Duus Nielsen og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er sgu sørgeligt at man faktisk altid ser at ingen gør ret meget for landets veteraner ... og det gælder desværre alle lande - også Danmark. Pinligt. Man ber nogle mennesker om at ofre sig for alle os andre - og så pisser vi på dem bagefter...