Læsetid: 6 min.

I årtier var de politiske fjender. Nu har de skrevet en bog om Europas fremtid – den ser nemlig ikke for godt ud

I årtier har Uffe Østergaard og Jens-Peter Bonde stået på hver sin fløj i Europa-debatten – den ene som EU-føderalist og den anden som skarp EU-kritiker. Nu har de højst overraskende skrevet en bog sammen om Europas fremtid. Lige nu er EU’s problemer – og løsningerne på dem – nemlig så tydelige, at selv en føderalist og en skeptiker kan blive enige
’Beslutningskrisen!’ kommer det prompte og i kor, når man spørger Jens-Peter Bonde (t.v.) og Uffe Østergaard om, hvad der er EU’s største problem. Enigheden mellem de to tidligere modstandere er nu blevet til en bog om Europas fremtid.

’Beslutningskrisen!’ kommer det prompte og i kor, når man spørger Jens-Peter Bonde (t.v.) og Uffe Østergaard om, hvad der er EU’s største problem. Enigheden mellem de to tidligere modstandere er nu blevet til en bog om Europas fremtid.

Sille Veilmark

13. januar 2018

Hverken Uffe Østergaard eller Jens-Peter Bonde har kørekort. Og derfor blev de to herrer, som i årtier har stået på hver sin fløj i Europa-debatten – Østergaard som en store danske føderalist og Bonde som den mest prominente EU-kritiker – fanget ved siden af hinanden i et IC3-tog på vej fra Herning til København.

I godt tre timer talte de sammen. Om EU og Europa.

»Og det gik pludselig op for mig, at manden er demokrat og mener det,« siger Uffe Østergaard, da jeg møder ham go Jens-Peter Bonde til kaffe på en café på Amager. »Og det er sådan set det samme som at være føderalist, for føderalisme betyder ikke centralisme – det betyder, at man definerer, hvor man træffer hvilke beslutninger og med hvilke kompetencer.«

Så nu har den store føderalist og den store kritiker meget overraskende skrevet en bog sammen, Hvad nu EU?, som udkommer i næste uge og indeholder en række konkrete forslag til reformer af unionen: alt fra fælles selskabsskatteregler til en politisk overbygning på euroen, fjernelse af toldmure, grøn omstilling og mere direkte demokrati (se faktaboksen).

Lige nu er Europas problemer – og løsningerne på dem – nemlig så tydelige, at selv en føderalist og en skeptiker kan finde fælles fodsalag.

– Hvad er EU’s allerstørste problem lige nu?

»Beslutningskrisen,« siger de i munden på hinanden.

»Europa-Parlamentet har alle år gennem finanskrisen haft et massivt flertal for en ekspansiv økonomisk politik, men ministrene har gjort det stik modsatte,« siger Jens-Peter Bonde.

Jens-Peter Bonde

  • Født 1948
  • Journalist, forfatter og medlem af Europa-Parlamentet fra 1979 til 1992 for Folkebevægelsen mod EF og fra 1992 til 2004 for Junibevægelsen.
  • Formand for Radikal Ungdom 1971-1972 og medlem af Danmarks Kommunistiske Parti 1975-1991.
  • Cand.scient.pol.
  • Taler engelsk, tysk, fransk, spansk, svensk – og sønderjysk.

»Ja, det er blevet blokeret i ministerrådet,« siger Uffe Østergaard. »Af Schäuble,« tilføjer Jens-Peter Bonde med henvisning til den tidligere tyske finansminister. »Det er beslutningskrisen: Der er ikke et organ i EU, som kan beslutte en fælles ekspansiv politik.«

Det var ellers hele pointen med unionen: At lave en politisk overbygning på nationalstaterne, så et folkevalgt parlament og en klog kommission kunne fastlægge en fælles retning for hele Europa – for eksempel at bruge ekstra mange penge for at skubbe gang i væksten under en finanskrise eller at samarbejde om at bekæmpe skattely.

»Men EU er blevet en koalition af nationalstater,« siger Uffe Østergaard.

»Det er blevet et mere traditionelt politisk samarbejde, og det betyder, at de store bestemmer. De andre snakker, mens og Merkel og den franske præsident går ud og bestemmer politikken.«

Jens-Peter Bonde nikker.

»Og når de to er uenige, sker der ikke noget,« tilføjer han. »Vi har ikke en fælles politik, for magten ligger hos regeringscheferne i Det Europæiske Råd.«

Uffe Østergaard

  • Født 1945
  • Professor emeritus med speciale i europæisk identitetshistorie.
  • Tidligere lektor i historie ved AU, leder af Afdelingen for Holocaust og Folkedrabsstudier ved DIIS og professor i europæisk og dansk historie ved CBS.
  • Uddannet fra bl.a. College d’Europe i Brügge.
  • Taler engelsk, tysk, italiensk, fransk og spansk.

Det Europæiske Råd er regeringschefernes klub, som skal mødes mindst fire gange om året – de fleste genkender nok det klassiske ’familiefoto’, hvor Løkke, Merkel og co. poserer sammen. Det er her, den reelle magt ligger i EU, mener Østergaard og Bonde.

»Det er den grundlæggende forklaring på, at vi ikke har et fælles skattesystem i Europa for erhvervslivet,« siger Uffe Østergaard. »Vi er ikke kommet over 1930’erne økonomiske politik: Tør den af på naboen. EU er principielt et opgør med den politik, men den genopstår hele tiden.«

Skattepolitikken er et godt eksempel: De seneste afsløringer fra Paradise Papers har endnu engang vist, at EU-samarbejdet ikke fungerer, som det burde. Tværtimod.

»EU kunne i morgen beslutte, at det skulle være kriminelt at føre midler ud af et land uden beskatning,« siger Jens-Peter Bonde. »Men landene konkurrerer med hinanden. Luxembourg har luxleaks, irerne har deres lave selskabsskat, London har The City, hollænderne har deres, og vi har vores kommanditselskaber til hvidvaskning af russserpenge.«

Det tog 30 topmøder at løse eurokrisen

Det er egentlig paradoksalt. Det klassiske argument for at have et repræsentativt demokrati, hvor ministre og kloge embedsfolk tager sig af de vanskelige sager, er, at det er effektivt. For når borgerne ikke hele tiden skal blande sig, skulle beslutningerne i teorien blive lettere for at træffe. Men sådan er det ikke i EU anno 2017. Tværtimod

»Det er snak,« siger Uffe Østergaard.

»Der har været 30 topmøder i træk for at løse eurokrisen, og den blev ikke løst,« siger Jens-Peter Bonde. »Eurolandene har mistet otte procent vækst på otte år i forhold til USA siden finanskrisen. Det er ikke kun en krise i møntunionen – det er en beslutningskrise.«

Europa har altså både fået et ineffektivt politisk system, hvor Tyskland dominerer, og gjort unionen mindre demokratisk, fordi ministrene og kommissionen kan tromle det folkevalgte parlament.

Ja, det er faktisk endnu værre, forklarer de to herrer, for i dag er det reelt embedsmændene, der styrer EU-politikken.

Inden Europas skatteministrene mødes for at diskutere skattely, eller inden fiskeriministre mødes for at aftale kvoter, er alle EU-love på området allerede forhandlet på plads af embedsmænd i lukkede arbejdsgrupper. Det hele er klappet af, inden ministrenes fly lander i Bruxelles.

»I lærebøgerne får vi at vide, at Ministerrådet vedtager lovene, men det gør de ikke,« siger Uffe Østergaard.

»Nej, det hele er besluttet af embedsmænd, og den endelig lov er vedtaget før Ministerrådet har haft førstebehandling af loven,« siger Jens-Peter Bonde.

Auflösung, tyngdelov, junglelov

Så hvad skal vi gøre for at løse alt det rod?

Jo, siger de to herrer. Vi skal give EU mere magt på nogle veldefinerede  områder (se boksen) – og så til gengæld gøre samarbejdet mere demokratisk. Den nye bog er fuld af forslag til demokratireformer: Man kunne vælge kommissærerne direkte i landene med valgkamp og det hele. Man kunne gøre alle møder åbne. Man kunne få Europa-Parlamentet til at vælge formanden for kommissionen. Man kunne inddrage de nationale parlamenter mere i lovgivningsarbejdet.

– Tror I, at EU ville føre en mere fornuftig politik, hvis institutionen blev demokratiseret?

»Ja, det er det gode spørgsmål, og det ved jeg simpelthen ikke,« siger Uffe Østergaard.

Jens-Peter Bonde bryder ind: »Det ved jeg,« siger han hurtigt. »Europa-Parlamentet er en meget, meget fornuftig stemme, og det ville gøre en stor forskel at få et demokrati, hvor folk kan vælge det politiske indhold.«

– Når man læser om det politiske indhold i jeres nye bog – fælles selskabsskat, hårde ydre grænser, begrænsninger i den fri bevægelighed – så lyder det næsten som Socialdemokratiets nye Europapolitik …?

»Jo, det er nok rigtigt,« siger Uffe Østergaard. »Det, vi siger, er reelt tæt på dem. Eller de er tæt på os.«

– Hvad sker der, hvis vi ikke reformere Europa?

»Auflösung (opløsning, red.),« siger Jens-Peter Bonde og lægger armene over kors.

»Ja, så går vi hver sin vej,« siger Uffe Østergaard. »Vi skal jo hele tiden huske på, at alt det her sker på en baggrund af, at Europa taber mere og mere magt i verden, fordi vi bliver relativt mindre.«

De to herrer ser bekymret på hinanden. Der er ikke mere kaffe.

»Ja, så bliver det tyngdeloven, som styrer,« siger Jens-Peter Bonde. »Og jungleloven.«

Vejen frem for EU ifølge Uffe Østergaard og Jens-Peter Bonde

1) Pengene

Forbyd alle transaktioner med skattelylande, lav fælles EU-regler for selskabsskat, så landene ikke kan underbyde hinanden, og indfør en skat på finansielle transaktioner.

Opgiv euroen eller indfør en politisk styring af valutaen, der lægger mere vægt på vækst og beskæftigelse end på inflation og gæld.

Brug EU’s Investeringsbank og Den Europæiske Centralbank til at investere i klimasikring og grøn omstilling.

2) Flygtninge

Giv de fattigste lande i Afrika og Mellemøsten toldfri adgang til EU’s markeder, så de kan eksportere varer i stedet for mennesker.

Brug EU-penge på en streng kontrol af de ydre grænser – skibe med migranter skal returneres til det sted, de kom fra, og man skal kun kunne søge asyl på ambassader og i flygtningelejre.

Lad EU-budgetterne betale udgifterne til flygtninge i medlemslandene – så kan kommuner, NGO’er og virksomheder i hele unionen ansøge om penge til at drive centre og lave undervisning.

3) Den fri bevægelighed

Indfør kædeansvar og en optjeningsperiode, så udlændinge først får fulde sociale rettigheder i et andet EU-land, når de har betalt skat i en vis periode.

Drop Schengen-samarbejdet, så landene igen kan kontrollere deres egne grænser – det vil befolkninger gerne have.

Reformer service- og udstationeringsdirektivet, så de ikke underminerer løn- og arbejdsvilkår i de enkelte lande.

Kilde: Østergaard og Bonde: Hvad nu EU?, forlaget Frydenlund

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Trägårdh
  • Toke Andersen
  • Henrik Günther
  • Hans Martens
  • Michael Hullevad
  • Mihail Larsen
  • Oluf Husted
  • lars søgaard-jensen
  • Anker Nielsen
  • Poul Erik Riis
Jakob Trägårdh, Toke Andersen, Henrik Günther, Hans Martens, Michael Hullevad, Mihail Larsen, Oluf Husted, lars søgaard-jensen, Anker Nielsen og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Riis

Al magt til Europaparlamentet. Eller så meget som muligt. Der er jo nogle, der vil kæmpe imod. Proportional repræsentation. Lad parlamentet udpege hver enkelt kommissær/minister.

Nok kunne jeg være enig med Bonde om at forholde sig skeptisk mht. EU. Men hans parløb i parlamentet med franske jægerforbund, hollandske og polske abortmodstandere og UKIP, gjorde ham problematisk. Østergård var en gang en reel markedstilhænger, der dog argumenterede godt for sin sag. Nu er han vist endt hos DF, lyder i hvert fald sådan. Så at de to kan finde sammen, er sådan set ikke så underligt. Det er dog næppe gamle mænds visdom de bringer ind i debatten, men snarere en betændt populisme. Velbekomme.

Nok kunne jeg være enig med Bonde om at forholde sig skeptisk mht. EU. Men hans parløb i parlamentet med franske jægerforbund, hollandske og polske abortmodstandere og UKIP, gjorde ham problematisk. Østergård var en gang en reel markedstilhænger, der dog argumenterede godt for sin sag. Nu er han vist endt hos DF, lyder i hvert fald sådan. Så at de to kan finde sammen, er sådan set ikke så underligt. Det er dog næppe gamle mænds visdom de bringer ind i debatten, men snarere en betændt populisme. Velbekomme.

EU er ikke nem at overskue for os almindelige mennesker, men i hvert fald hovedlinjerne, som de to "forenede" debattører fremfører, forekommer mig overbevisende gode : - )

Bettina Jensen

Tankevækkende bør det være at almindelige menneskers problemer ifølge unionsapologeter skal løses af mekanismer og institutioner, almindelige mennesker ikke kan overskue.

EU er, har altid været, og vil formentligt i al fremtid forblive, en populistisk skueproces. Storkapitalens modsvar på efterkrigstidens socialstatsudvikling forklædt og forherliget som 'nødvendig' for 'udvikling af velstand' til de brede befolkninger. Først tragedie, siden farce.

Flemming Berger, Jes Balle Hansen , Søren Ferling og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Tak til Uffe Østergaard og Jens Peter Bonde for denne eminente og krystalklare analyse af EU´s krise. Det er det bedste indlæg om EU, som jeg har set i lange tider. Det understreger betydningen af at lytte til fagfolk og lytte til de mennesker, som du kan være uenig med. Jeg er selv tilhænger af et dansk medlemsskab af EU, og at vi deltager som et aktivt og positivt medlem og ikke som et medlem, der kun er med af nød. Kan de to glimrende forfattere til dette indlæg ikke oversætte det til tysk og fransk. Elyssee Palæet i Paris og Forbundskanslerens residens i Berlin vil have godt af at se dette indlæg. Det er her vi skal starte mere indflydelse til EU-parlamentet og beskæring af Ministerrådets magt, men det er en meget svær øvelse i praksis. Hvilke beslutninger skal ligge i nationalstaterne og hvor meget indflydelse vil vi give et overnationalt men folkevalgt parlament. Jeg har ikke noget klart svar. Jeg kan indtil videre kun se, at en fortsat svækkelse af EU ikke bliver til gavn for medlemslandene. Hvis EU langsomt opløses, så tager de store nationer over og kører deres eget løb, medens mindre nationer må set sig kørt over en gang for alle.

Bettina Jensen

Hvorfor interesserer danskerne sig ikke synderligt for EU? Fordi de ikke kan over- eller gennemskue foretagendet - og fordi målet med projektet er uklart for dem. Hvorfor er de fleste så tilhængere alligevel? Fordi de frygter alternativerne - for så vidt at de overhovedet har (turdet at) overvejet disse nærmere.

Hvorfor står vi i en sådan situation? Fordi vi ikke har demokrati, sagde Stig.