Feature
Læsetid: 11 min.

Amerika lever stadig med sin arvesynd – slaveriet

At Donald Trump – en hvid mand, der i årevis havde ført kampagne mod Obama, mexicanere og immigranter – kunne overtage præsidentposten efter USA’s første sorte præsident, følger et etableret mønster, siger Harvard-professoren Khalil Gibran Muhammad: I amerikansk historie har det altid været sådan, at en periode med raceforsoning efterfølges af en modreaktion fra hvide amerikanere
I det øjeblik, Obama blev valgt som præsident, satte modreaktionen ind. Republikanernes højrefløj og Tea Party-bevægelsen satte sig for at forhindre ham i at regere. I det lys er valget af Trump logisk, siger Khalil Gibran Muhammad.

I det øjeblik, Obama blev valgt som præsident, satte modreaktionen ind. Republikanernes højrefløj og Tea Party-bevægelsen satte sig for at forhindre ham i at regere. I det lys er valget af Trump logisk, siger Khalil Gibran Muhammad.

Devin Yalkin

Moderne Tider
20. januar 2018

BOSTON – Der var for sorte amerikanere noget dybt og smerteligt paradoksalt ved magtskiftet i Washington, D.C., for præcist et år siden i dag.

Landets første afroamerikanske præsident, Barack Obama, blev afløst af reality-tv-stjernen og ejendomsmagnaten Donald Trump (også den første af sin slags på præsidentposten), hvis politiske karriere accellerede, da han i 2011 stillede sig i spidsen for en racistisk bevægelse, der hævdede, at Obama ikke var født i USA og derfor ikke kunne være amerikaner – og dermed heller ikke være præsident.

For den amerikanske historiker og professor på Harvard University, Khalil Gibran Muhammad, kom dette bratte skift ikke som en overraskelse.

»Gennem vores historie har vi oplevet flere af den slags skarpe vendinger. En opblødning i det hvide Amerikas holdning til os sorte og så en modreaktion, når de føler sig truet på deres privilegier,« siger han.

Muhammad er oldebarn af Elijah Muhammad, som ledte den muslimske og politiske bevægelse, Nation of Islam, fra 1934 til 1975 og var mentor for historiske afroamerikanske skikkelser som Malcolm X, Louis Farrakhan (nuværende leder af Nation of Islam) og bokseren Muhammad Ali.

Khalil Gibran Muhammad voksede op i det sorte bykvarter South Side i Chicago i 1970’erne og 1980’erne. Han er søn af Pulitzer-pris-vindende The New York Times-fotograf Ozier Muhammad, som han jævnligt fulgte rundt på opgaver som barn. Inden han fik sit professorat på Harvard i 2015 var Muhammad i fem år leder af Schomburg Center for Research in Black Culture i Harlem.

Selv om han jævnligt skriver kronikker og kommentarer i amerikanske aviser og tidsskrifter, er han primært en akademiker, som foretrækker at forske. Men han stiller gerne op til et interview med Information om den ekstraordinære epoke, USA har gennemlevet, op til og efter at Donald Trump blev indsat som præsident for præcis et år siden.

Grundlæggende mener Khalil Gibran Muhammad, at USA stadig lever med sin arvesynd – slaveriet – og at alle hvide amerikaneres accept af sorte som ligestillede borgere i landet stadig lader vente på sig. Men med valget af Donald Trump blev den dag, hvor hvide amerikanere forhåbentlig beslutter sig til at stå side om side med deres sorte brødre, skubbet længere ud i fremtiden.

»Den dag kommer først, når hvide amerikanere erkender, at de er meddelagtige i racisme begået mod sorte,« betoner Khalil Gibran Muhammad.

»Tænk på en analogi til #MeToo-bevægelsen. Mænd på ledende poster i samfundet gjorde intet, selv om de vidste, hvad der foregik. De var meddelagtige i seksuelle overgreb, og de blev ikke stillet til regnskab. Faktisk mener de ikke, at de er medansvarlige. Sådan forholder det sig præcist med hvide amerikaneres stiltiende accept af racisme over for sorte.«

Dybt forankret racisme

I sit autoritative værk fra 2011, The Condemnation of Blackness – Race, Crime, and the Making of Modern Urban America, gør Khalil Gibran Muhammad rede for, hvor dybt forankret antisort racisme er i det amerikanske samfund.

Her påviser han, at hvide forskere – og endda nogle sorte intellektuelle  - siden slaveriets ophævelse har opfattet afroamerikansk kriminalitet som et særegent fænomen. Som en specifik kulturel patologi, der adskiller afroamerikanske kriminelle fundamentalt fra forbrydere tilhørende andre etniske grupper.

Jeg vil altid støtte op om tværracistiske alliancer i kampen mod plutokratiet. Problemet er, at den hvide arbejderklasse ikke er rede til at acceptere sorte arbejderes ligestilling i en social bevægelse, siger Khalil Gibran Muhammad

Jeg vil altid støtte op om tværracistiske alliancer i kampen mod plutokratiet. Problemet er, at den hvide arbejderklasse ikke er rede til at acceptere sorte arbejderes ligestilling i en social bevægelse, siger Khalil Gibran Muhammad

Devin Yalkin
I begyndelsen af det 20. århundrede blev kriminalitet blandt hvide tilskrevet elendige sociale og økonomiske kår – og det uagtet om kriminaliteten var højere blandt f.eks. europæiske immigranter end for sorte udvandret fra Sydstaterne til storbyerne i Nordstaterne.

Denne generøse forklaring blev imidlertid ikke forundt en sort forbryder. Hans kriminelle baggrund blev udlagt som en konsekvens af en mindreværdig status som menneske.

»Denne idé rumsterer stadig i manges hoveder, også blandt nogle hvide liberals,« mener Muhammad.

Men det er naturligvis ikke noget, man taler åbent om i USA længere.

Det er ikke svært for Harvard-professoren at komme i tanke om nylige eksempler. Der er den kendte historie om den ubevæbnede sorte dreng Trayvon Martin, der blev skudt og dræbt af den civile hvide vagt George Zimmerman i et boligområde i Florida i 2012.

Zimmerman hævdede, at det var selvforsvar, og blev først ikke sigtet. Efter at en storm af protest rejste sig fra det sorte samfund, blev han stillet for retten, men frikendt af et nævningeting.

I meningsmålinger støttede et overvældende flertal af hvide amerikanere frikendelsen, mens et lige så stort flertal blandt sorte amerikanere udtrykte deres misbilligelse. Det bekræftede et velkendt diktum i amerikansk strafferet: Når sort skyder på hvid, falder der altid dom. Når hvid derimod skyder på sort, falder der sjældent dom. Tvivlen kommer næsten altid den hvide forbryder til gode.

Løgnen om Obama

Ligeledes kunne Donald Trump og Tea Party-bevægelsen i årevis ustraffet sprede løgnen om, at Obama ikke var født i USA’s 50. delstat Hawaii til trods for en verificeret dåbsattest.

Trumps løgn blev viderekolporteret af pressen, som om den havde et skær af sandhed. Hvis Obama omvendt havde været hvid og Trump sort, ville ideen ikke have haft gang på denne jord. Men den ligger til grund for Trumps triumf ved valget i 2016.

Det er Khalil Gibran Muhammads påstand, at Trumps valgkampagne ført mod Obama, mexicanere, muslimer og immigranter var racistisk – og at valget af ham fungerede som en i amerikansk histore helt typisk hvid modreaktion på en forudgående periode med fremskridt for racelighed.

Han giver et eksempel: I de første 25 år, der fulgte den amerikanske borgerkrig, vandt de tidligere slaver en række borgerrettigheder. Den periode er kendt som Reconstruction. Herpå fulgte en voldelig modreaktion i Sydstaterne med Ku Klux Klan, lynchninger og en 50 år lang raceadskillelsespolitik – kendt som Jim Crow-æraen.

I 1950’erne og 1960’erne kom en periode med protestmarcher og politiske og sociale reformer. I 1970’erne kom modreaktionen med »krigen mod narkotika« og senere massefængsling af sorte og latinoer.

Valget af Obama i 2008 syntes at åbne døren for en æra med fornyet raceforsoning. Men sådan skulle det ikke blive.

»I det øjeblik Obama vinder, legemliggør hans præsidentskab symbolsk set 30 mio. afroamerikanere. I 2008-09 ænser vi det ikke. Modreaktionen sætter straks ind. En politisk mobilisering starter (Tea Party og republikanerne i Kongressen, red.), der har til formål at hindre ham i at regere. Hvide amerikanere, der frygter at miste deres privilegier, gør massiv modstand,« siger Khalil Gibran Muhammad.

Men det er ikke kun reaktionen mod en sort præsident, der fører lukt til valget af en hvid præsident, hvis slet skjulte dagsorden er et forsvar af det hvide Amerikas interesser.

»Det er også et tilbageslag mod de sidste 30 års massive indvandring fra Latinamerika, Asien og Afrika. Det hvide Amerika føler sig truet som den dominerende befolkningsgruppe. Den hvide arbejderklasse frygter, at Obama vil give deres skattedollar væk til de sorte og de andre etniske grupper,« mener Muhammad.

Harvard-professoren minder om de mange gange Obamas republikanske modstandere beskyldte ham for at være den mest liberal – altså venstreorienterede – præsident i USA’s historie.

»Det blev brugt som et skældsord i stil med kommunist i McCarthy-perioden. Det var underforstået, at Obama var en socialist, hvorimod han i virkeligheden var en politisk moderat præsident. Formålet med denne bagtalelse var at insinuere, at en sort præsident ville frarøve det hvide Amerika ressourcer og dele dem ud til immigranter og sorte, der angiveligt ikke har gjort sig fortjent til det. Obama blev beskyldt for at ville købe indvandreres og sortes loyalitet på vegne af det demokratiske parti. Så det giver ikke mening at skelne mellem et økonomisk og racistisk motiv i det hvide Amerikas støtte til Trump.«

Obama-vælgere for Trump

— Men hvordan forklarer du så, at nogle af de hvide vælgere, der stemte på Obama i 2008 og 2012, bakkede op om Trump i 2016. Kan man uden videre konkludere, at de havde racistiske motiver?

»Dit spørgsmål forudsætter, at hvide amerikaneres stemme på Obama bekræfter deres aktive støtte til en progressiv racepolitik. Det behøver ikke at være tilfældet. Amerikanerne er ferme til at vælge den kandidat, som tjener deres kortsigtede interesser. Tror du virkelig, at så mange evangelistiske kristne satte kryds ud for Trump, fordi de opfatter ham som en praktiserende kristen, der lever et moralsk liv? Nej, vel ...? Deres motiver var stærkt pragmatiske. Ingen siger, at de er ukristne, fordi de stemte på Trump. Det samme med tidligere Obama-vælgere, der stemte på Trump. De kan ikke hævde, de ikke er racister, blot fordi de tidligere stemte på Obama.«

Gennem vores historie har vi oplevet flere af den slags skarpe vendinger. En opblødning i det hvide Amerikas holdning til os sorte og så en modreaktion, når de føler sig truet på deres privilegier, siger Khalil Gibran Muhammad.

Gennem vores historie har vi oplevet flere af den slags skarpe vendinger. En opblødning i det hvide Amerikas holdning til os sorte og så en modreaktion, når de føler sig truet på deres privilegier, siger Khalil Gibran Muhammad.

Devin Yalkin

– Man kunne også vende problemstillingen om. Det giver heller ikke mening at konkludere, at alle hvide vælgere – der satte kryds ud for Trump – nødvendigvis ville forsvare det hvide Amerikas magt og privilegier. Det svarer til 46 pct. af vælgerne eller 63 mio. amerikanere.

»Jeg er ikke den rette person til at besvare, hvordan man måler en typisk amerikaners racemæssige temperatur. Jeg siger ikke, at et flertal af Trumps vælgere understøtter en hvid nationalistisk filosofi. Jeg antager, det drejer sig om 30 pct. af disse vælgere (altså, 20. mio., red.). Men det er vigtigt at tilføje, at grænsen mellem dem, der støtter de hvides magt og privilegier og dem, der ikke gør det åbent og i hvert fald aldrig vil indrømme det, er en smule tyndere, end man skulle tro.«

— Du har skrevet, at den underliggende og historisk betingede strukturelle racisme i Amerika ikke kan adskilles fra økonomisk og social ulighed. Hvordan hænger det sammen?

»På grundlag af min forskning og faglitteraturen konkluderer jeg, at økonomisk ulighed i USA – den gabende kløft mellem de ærkerige og resten af befolkningen, uanset deres etniske baggrund – er en følge af Amerikas arvesynd, nemlig slaveriet. Groft sagt: Rigmandsvældet har begået overgreb mod den hvide arbejderklasse med det formål at disciplinere og kontrollere de farvede amerikanere. Omvendt er det også sandt, at Amerika altid har haft et potentiale til at forbedre sig. Den hvide arbejderklasse har skabt fremskridt gennem faglig kamp. Det samme har afroamerikanere gjort med deres ofre.«

— Hvordan sikrede rigmandsvældet, at de farvede mindretal blev holdt nede?

»Efter slaveriets ophævelse i slutningen af det 19. århundrede indledte landarbejdere i Sydstaterne og arbejdere i industribæltet sociale opstande. Hvide og sorte gik sammen for at gennemtvinge reformer af et uretfærdigt økonomisk system. I næsten alle tilfælde ansporede den økonomiske elite til antisort racisme hos hvide arbejdere mod at yde dem en lidt større grad af økonomisk mobilitet. Dybest set blev de tilbudt lidt højere løn, mulighed for at købe eget hus og statsborgerskab til immigranter fra Europa med den vigtige begrundelse, at de tilhørte den hvide – og ikke den sorte – race.«

Bistand kun for sorte

Den selvsamme mekanisme gør sig gældende i vore dages Amerika, hævder professor Muhammad.

»Der er utallige eksempler på hvide amerikanere, der lever nær fattigdomsgrænsen i provinsen, og som nægter at benytte sig af arbejdsløshedspenge, madkuponer og anden social bistand. De begrunder det med, at kun dovne sorte amerikanere tager imod de tilbud. De er villige til at tage en voldsom social deroute blot for at bekræfte over for sig selv, at de er sorte amerikanere overlegne. Det er en holdning, der naturligvis tilskyndes af republikanerne. Det er faktisk grunden til, at republikanerne er det hvide Amerikas flertalsparti.«

»Det er en kendsgerning, at racismen har været konstant til stede i amerikansk historie. Rejs rundt i de mest hvide amter af landet og spørg folk, om deres syn på statens rolle, på socialpolitik og deres værdier som hvide amerikanere. Alt sammen er defineret som en modsætning til de sorte.«

— Den politiske filosof Mark Lilla slår til lyd for en alliance mellem hvide og farvede amerikanere baseret på fælles værdier som statsborgere i USA.

»Jeg vil altid støtte op om tværracistiske alliancer i kampen mod plutokratiet. Problemet er, at den hvide arbejderklasse ikke er rede til at acceptere sorte arbejderes ligestilling i en social bevægelse. Lilla tror på klassefællesskab. Det gør jeg ikke. Hvide arbejdere mener, de gør sig fortjent til at rykke op ad den økonomiske rangstige, men de anerkender ikke sorte arbejderes ret til det samme. Det er ikke nok at sige: Lad os bygge et telt, hvor vi alle kan bo under, når nogle siger: I hører ikke til under dette tag.«

— Nu bliver du for pessimistisk …

»Det kan godt være, men historien bakker mig op. Der er intet i Amerikas DNA, der antyder, at hvide arbejdere skulle være indstillet på at tage dette spring. Min antagelse bestyrkes af hvide nationalisters ubetvivlelige succes i Trump-æraen med at appellere til hvide amerikaneres stolthed over deres kultur. Når raceideologer som Richard Spencer fordømmer KKK og kan afvise en beskyldning om at ville genoprette hvides magt og privilegier, bliver det lettere for hvide at være stolte af deres kulturarv.«

Khalil Gibran Muhammad giver et eksempel på, hvad sorte i Amerika er oppe imod. Sidste år blev den sorte amerikanske football-spiller Colin Kaepernick stærkt kritiseret af præsident Trump for at nægte at stå op, mens den amerikanske nationalhymne blev afspillet inden en kamp. Mange andre sorte spillere – og ikke så få hvide – sluttede op om Kaepernicks protest mod forskelsbehandling af sorte borgere.

»Da hvide amerikanere blev spurgt, om sorte spillere har ret til at deltage i denne type protest, svarer 80 pct. nej til opinionsinstitutterne. Really! Har vi sorte ikke samme ytringsfrihed og ret til at protestere som hvide amerikanere? Eller handler værdierne, der ligger til grund for vores forfatning, kun om at være taknemmelig for at være borger i en nation bygget af hvide, hvor sorte amerikanere er betalt høje gager for at være atleter? Jeg ved ikke, hvordan vi alle flytter ind under den samme teltdug, når så mange hvide kan tænke på den måde.«

— På den anden side har jeg ofte været sammen med hvide og sorte medlemmer af fagforbund, der synes at komme godt ud af det med hinanden.

»Jeg ved det. Men racismen stikker dybt i vort samfund. Der er folk i min familie, der har brug for at blive trænet i tolerance. De er sorte og kan ikke lide sorte. De kan heller ikke fordrage ret mange hvide.«

»Det bliver virkeligt svært for Amerika at nå i mål. Vi er alt for mange små nationer, der bindes sammen af vores forfatning. Alt for meget flyder i dette land. Vi er slaver af vores egen historie.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her