Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Skal jeg finde mig i, at min datter bliver snydt?

Tillidsmanden
Moderne Tider
27. januar 2018

Min datter er lige blevet færdiguddannet og har fået fire måneders arbejde med det samme. Men selv om hun har faste mødetider, skrivebord m.m., bliver hun honorarlønnet, så hun selv skal betale pension og ferie og ikke har tryghed som i en normal ansættelse.

Jeg ved godt, at det prekære arbejdsmarked buldrer frem, og at det er vilkårene for mange unge. Men som gammel tillidsmand bliver jeg vred og har sagt til hende, at hun skal have fat i sin tillidsmand eller fagforening. Det vil hun ikke: Jeg skal blande mig udenom, og selv om hun godt ved, at det ikke er OK, så er det bedre end dagpenge, siger hun.

Skal jeg rette mig efter hende, eller tage fat i fagforeningen? Det sidste er nemt: Vi er i samme forbund.

Svar I:

Det må du fanden gale mig ikke gøre, blande dig i din datters forhold på arbejdsplads og til tillidsmand. Ikke med mindre du gerne vil ødelægge dit forhold til hende. Uanset hvor meget tillidsmand du så selv er – eller var – og det kløer i fingrene, kan og skal vi gamle ikke udkæmpe vores børns kampe.

Du kan tale med hende om sagen og forsøge at overbevise hende ved argumenter, hvad jeg ikke er tvivl om, at du kan. Jeg får selv som forhenværende tillidsmand nervekløe af din historie og har lyst til at råbe og skrige i forargelse over arbejdsmarkedets udvikling.

Nu fortæller du ikke noget om aldersforskellen mellem dig og din datter. De yngres erfaringsgrundlag, det må vi se i øjnene på godt og mindre godt, er væsensforskelligt fra vores, og det er gået stærkt. Det bedste, du nu aktivt kan gøre, er at prøve at lokke for hende om at gå ind i fagligt arbejde og ad den vej få lidt fremtid i historien.

—Georg Metz

Svar I:

Du skal ikke tage fat i nogen som helst. Hun er voksen. Hun skal gøre ting selv, og jeg kan godt forstå, at hun har afslået enhver form for hjælp eller råd.

Du leder efter en måde, hvorpå du kan få din datter til at tænke: ’Det er ikke i orden!’ Men det gør hun allerede. Nu skal hun derhen, hvor hun føler sig tryg ved at tage kontakt til sin tillidsmand, og dér er det måske ikke den bedste strategi, at du puster dig op som en typograf.

At blive bevidst om sine rettigheder og stå fast på dem er en erkendelsesproces. Prekariatet er en ny situation og en kæmpe udfordring, hvor arbejdsgiverne lever fedt på, at løst, og fastansatte beskylder hinanden for løntrykkeri, og forbundene famler over for stålsatte arbejdsgiverforeninger.

Måske er det din datter, der skal gå forrest i kampen, men det skal være på hendes egne præmisser og ikke baseres på en afdanket tillidsmands forestillinger om, hvad en arbejderkamp er. Han har højst sandsynligt aldrig prøvet at stå i en selv. Altså sådan én med rigtige økonomiske og karrieremæssige risici. Det er dér din datter står nu. Det ville klæde dig at behandle hende med lidt mere respekt.

— Anita Brask Rasmussen

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

  • Brevkassen: Jeg drømmer, jeg er nøgen

    3. december 2022
    Intet problem er for lille – intet for stort. Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne, og alle spørgsmål får to svar
  • Brevkassen: Min søster piller næse

    3. december 2022
    Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Har du en nød, du ikke kan knække, så hit med den – vi giver ikke op, før vi har prøvet
  • Brevkassen: Min kollega lugter

    26. november 2022
    Intet problem er for lille – intet for stort. Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne, og alle spørgsmål får to svar
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her