Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvad gør man med en lugt af dårligdomme?

Mor, København
27. januar 2018

I weekenden rejste jeg med min søn på fem i tog fra Aarhus til København. I Vejle fik vi på sædet overfor selskab af en stærkt forhutlet kvinde, der lugtede umiskendeligt af dårlig hygiejne. Da hun tog sine moonboots af, blev det helt galt. Alle i kupeen så sig omkring efter en løsning, men ingen kunne rigtig komme på noget – og tale om det kunne vi heller ikke rigtigt.

Det kunne min søn til gengæld. Han spurgte højlydt til lugten og til, hvor den kom fra. Han mente, at det var ’hende der’ over for, der lugtede.

Til alt held ’løste’ problemet sig, da kvinden steg af i Fredericia. Men hvad er det rigtige at gøre? Over for min søn? Overfor en selv? Over for kvinden?

Svar I:

Offentlige transportmidler er alle tiders øvelsesterræn for takt. Det gælder om at mindske den samlede sum af ubehag, og alle, der når deres destination uden at genere andre eller føle sig generet, har vundet.

På jeres tur var ubehaget et stykke over gennemsnittet. I renskurede var generede af lugten, og det opdagede den forhutlede kvinde nok. Også ubehageligt

Den deroute, der gik forud for situationen, og som næppe kun handler om hygiejne, kan du ikke rette op på i løbet af en togtur. Til gengæld kan man godt tillade sig at bede folk beholde skoene på i offentlige transportmidler. Det kunne holde lugten på et niveau, der ikke aktiverer femåriges detektiviske sans, og dermed nedbringe risikoen for den ydmygelse, det er at blive udpeget som lugtkilde.

Din søn havde ret, men det ville være okay at tysse på ham, indtil du fik lejlighed til at give ham den nyttige information, at folk kan blive kede af det, hvis man siger, at de lugter. Især når det er sandt.

— Lone Nikolajsen

Svar II:

Lugt er tabu, og jeg har svært ved at komme på noget, der er mere akavet end at sige til andre, at de lugter. Og man skal heller ikke altid gøre det. Havde det været høj musik eller larm fra en telefon, kunne man sagtens sige noget. Man kan skrue ned, man kan dæmpe sig.

Lugt er noget andet. Det handler om personlig hygiejne og er derfor også en kritik af personen. I en situation som denne giver det ikke mening at sige noget, for hvad skal en så forhutlet kvinde stille op med kritikken?

Jeg kørte en gang i bus med min søn, som heldigvis først sagde »han lignede en zombi« om manden over for os med et meget skamferet ansigt (måske brændt), efter at vi var stået af. Det roste jeg ham for – ikke alt skal siges højt.

Er det en kollega, en ven eller et familiemedlem, synes jeg derimod, man skal sige noget. Måske er de ikke selv klar over det, og nogen er nødt til at være den, som tager den akavede samtale.

— Kristian Villesen

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer