Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Jeg har kærestesorg

Den ulykkelige
6. januar 2018

Jeg har kærestesorg. Sådan virkelig grusom, invaliderende sorg over at være blevet forladt. Jeg har svært ved både at spise og sove og arbejde.

Min hjerne fortæller mig alle mulige fornuftige ting, men min krop og mit hjerte følger ikke med. Jeg har det faktisk, som om jeg er tæt på vanvid. Hvad skal jeg gøre?

Svar I:

Sorgen over et forlist forhold er stort set altid mere romantisk end forholdet, så kodeordet her er afromantisering. Prøv at se dig selv som en kaotisk konisk kolbe i et kemilokale på en folkeskole fuld af børn, der ikke læser lektier: Dopamin og vasopressin er fordampet, nogen har for længe glemt at hælde serotonin på, men har lige nu tømt hele beholdningen af kortisol og adrenalin ned i dig.

Men altsammen mister virkning og finder et nyt, kedeligt, hverdagsagtigt, lidt søvngænger-ish normalniveau. God detox.

Ps. Husk i mellemtiden, at du ikke har mistet den eneste den ene. Den findes desværre ikke. Du har lige nu lagt noget bag dig, der var rigtigt for dig på det tidspunkt, og du vil møde det igen. Fordi det var jo dig, der var i stand til at føle kærligheden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

... skrev Kristen Bjørnkjær, som skrev "Kærestesorg" for længe siden, og som stod på min reol, men ikke findes der mere. Blevet væk. Gået over.

Kenneth Krabat

Ja, kærestesorg går over, men så længe den er der, er den invaliderende. Som med en "almindelig" depression brænder man al serotonin af ved at tænke over tabet og mærke vrede over forstødelse og måske jalousi over at blive erstattet - som Sperling skriver om coctailen af hormoner og signalstoffer i hjernen, der bliver til en temmelig mudret og absolut UNORMAL blanding.

Sorgforskere siger, at sorg helst ikke skal vare mere end seks måneder til et år. Gør den dét, kalder man den kronisk. Og kronisk sorg er en kronisk depression og skal behandles som sådan.

Kærestesorg kan således også "bare" betragtes som en sorg, og man kan således tage bestik af sorgbehandling generelt. Hvis man ikke er så ude i hampen, at man ikke kan tage informationer ind? Og ventetiden til terapeuter og psykologer er ofte så lang, at sorgen kan nå at konsolidere sig som reel trussel i hverdagen.

Som Bjørnkjær skriver er det bedste nok at forsøge selv at erstatte den kemi, man mangler - og hértil er fysisk udfoldelse det bedste. GÅ lange ture lidt hurtigere end slendren, eller løbe. Så kommer der endorfin til hjernen og hele projekt liv synes en smule mindre meningsløst. Bliver man ved med at gå, maskerer man også frygten for fremtiden; det tager ca 45 minutter for adrenalin at forlade blodbanen, når først man er blevet bange.

Randi Christiansen

I sorgen ved at miste, ryger man ud af komfortzonen og konfronteres med det grundlæggende eksistentielle spørgsmål : vil jeg/kan jeg leve? Her? Og hvis ikke her, hvor så?

Man kan måske ligefrem konkludere, at når man er i den situation - hvis man fraregner dødeligt frafald - kan det skyldes egen uagtsomhed/medvirken. For mig er det indlysende, at individet har medindflydelse - ref. kvantesuppen - hvilket betyder medansvar og vigtigst : mulighed for selv at ændre på sin situation. Hvad kan den enkelte selv gøre? Man kan lære at arbejde med sit bevidsthedsfokus. Som der f.eks, tales om netop nu i 'bevidsthedsfeltet' 24/7 omhandlende bl.a. mindfulnes.

Man kan intet gøre, bare vente på, at det går over. Tale det igennem så mange gange som muligt, men være forberedt på, at folk bliver trætte af at høre om det længe inden smerten er gået over.

Det kan snildt tage et år eller mere, som man bare må afskrive som spildt. Det er prisen for at være i stand til at elske, og den eneste trøst er, at alternativet er værre.