Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Min svigerfar ydmyger min kæreste

Mand, Sjælland, stadig i 20’erne
20. januar 2018

Jeg har været sammen med min kæreste i mere end et år, og jeg tror, jeg har fundet kvinden, jeg vil tilbringe resten af livet med. I det seneste år er det blevet til flere middage med min nye svigerfamilie, og det er her, dilemmaet ligger.

For min svigerfar er ofte et dårligt menneske. Ikke alene opfører han sig nedladende og patroniserende over for sin datter – altså min kæreste – ved bl.a. at nedgøre hendes arbejde som sygeplejerske og hendes holdninger. Han er også racist. Altså ikke på den der ’hyggeracistiske’ måde, jeg til nød kan være overbærende over for, men biologisk. Han mener simpelthen, at sorte er en tilbagestående race.

Hvordan synes I, at jeg bør opføre mig, og hvordan skal jeg skabe et tåleligt forhold til ham. Jeg ser det ikke som en mulighed at afbryde forbindelsen.

Svar I:

Det fremgår ikke, om du har talt med din kæreste om sagen. Hun må vel også have en mening om sin far. Du kan dårligt tillade dig at sætte faren på plads, hvad der synes at være en god idé, hvis det ikke sker synkroniseret med datteren. Du skal altså først have en samtale med hende og selvfølgelig finde ud af, hvor tungt hun tager det.

Måske er hun ligeglad og er vant til mosten; måske går hun og venter på, at ridderen på den hvide hest, nemlig du, der kan udfri af hende og er med på at sætte fæhovedet stolen for døren. Der er også den mulighed, at svigerfar opfører sig, som han gør, fordi han føler sig tilovers og tilsidesat og som en anden Trump og kun kan klare sig ved at nedgøre andre og provokere. Han lyder sandt at sige – som Trump – ikke for klog. Før noget andet skal du tage den samtale med kæresten, så du ikke roder dig selv og hende og faren ud i noget uoverskueligt.

— Georg Metz

Svar II:

For dig er din svigerfars nedladende og racistiske snak provokerende, for din kæreste er det nok også flovt og forbundet med gammel rådden, smertefuld familiedynamik. Det er lettere for hende, hvis du udtrykker dig diplomatisk og siger, at du mener, at det, han siger, er »urimeligt«, end hvis du siger, han »ofte er et dårligt menneske og racist«.

Forklar hende, at du gerne vil se hendes familie, men ikke gøre gode miner til skidt snak. Din svigerfar er voksen, tal til ham derefter. Hæv ikke stemmen, det er selvmål. Påpeg det urimelige, det hjælper – om ikke på andet så på ens eget velbefindende – på samme måde som det virker let smertelindrende at sige »av for fanden«, når man slår sig. Måske bliver din svigerfar aldrig en menneskekærlig hædersmand, men hvis du og hans datter bliver sammen, har du god tid til at hjælpe ham med gradvist at skrue ned for idiotknappen.

— Lone Nikolajsen

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Georg Metz

Donald Trump lyder ikke for klog - skriver du.

Bare dog dog var så nemt;
men der er intet, der tyder på, at Trump er dummere end alle os andre.

Been there. Han tøede op som et lam efter 20 års ihærdig nudging. Vi fik 10 år sammen med et elskeligt, fornuftigt væsen.