Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Jeg vil ikke være leder

Den ene af damerne
13. januar 2018

Jeg er en slags tovholder på en lille medarbejderstyret enhed med fem damer. De andres arbejde lander til færdiggørelse og tjek af kvalitet og fakturaer hos mig. Jeg er ikke leder, men det er mine planer og måder, de andre arbejder efter. Sådan var det.

Siden september har jeg sagt nej til at styre, uddele opgaver, lave huskesedler, melde tilbage osv. Det synes alle er fint.

Problemet er, at nu er der ikke nogen, der holder øje og har overblik. Så nu er jeg er ved at falde tilbage i min gamle rolle – bare usynligt. Hvis en opgave ikke er lavet ordentligt, laver jeg den færdig. Hvis der er glemt noget på en faktura, retter jeg den osv.

Har jeg kun valget mellem at lade tingene sejle eller påtage mig ledelsen? (fork. af red.)

Svar I:

Nu har jeg jo gået på kursus i den slags, og med et fint udtryk kalder man det, du laver dér for at ’gå i opvasken’. Billedet refererer til en restaurant, hvor direktøren selv hjælper til med at sikre forsyningen af rene tallerkner i stedet for at gøre sit  arbejde: Er der styr på menuen, arbejdsgangene og vagtplanen, så der er kompetente folk til at tage den skide opvask? Det er en rolle, som alle ledere tilsyneladende har en tendens til at falde i; mig selv, når jeg sidder og skriver noter til morgendagens avis i stedet for at planlægge, hvad vi skal gøre ved det russiske valg om to måneder.

Forskellen er bare, at du nu har frasagt dig lederrollen, så du nu slet ikke leder og fordeler, men kun påtager dig den trælse tjans med at gå til hånde, når andre ikke har gjort deres arbejde godt nok.

Det er muligvis, fordi du er den med den største ansvarsfølelse, men det er også, fordi der er nogen på et andet plan, der ikke har gjort sit arbejde med at lave nye arbejdsgange. Hvad laver din chef?

— Emil Rottbøll

Svar II:

Da jeg boede på kollegie, havde jeg i et halvt år rollen som den søde, hygiejniske dame. Hende, der tog opvasken, når drengerøvene havde glemt det. Hende, der irettesatte dem, der skrællede gulerødder med tænderne og tørrede mund i viskestykket. Jeg blev mere og mere olm. Fik tilnavnet ’Køkkendronningen’. Jeg gik fra at være den søde dronning til at være den sure.

Så jeg besluttede mig at for at skifte rolle. At lade fælleskøkkenet blomstre. At se mug som en spændende biologisk invasion og tvang mig selv til at tænke: »Åhhh, så mange flotte grønblå nuancer… hvor er naturen dog forunderlig, når den i al sin ynde sætter sig på kulturen.«

Problemet var bare, at den medfølgende omgangssyge også ramte mig. Og jeg var flov, da Politiken på et tidspunkt kom forbi og fotograferede vores køkken som case i en historie: ’Unge sviner i køkkenet’. Jeg endte som den flove og syge dame, og så er det sgu sjovere at være den søde eller sure.

Så jeg er ked af at sige det: Der er ingen anden vej udenom. Du har ikke temperamentet til at lade stå til. Men du kan kræve løn for din indsats. Eller kræve, at I ansætter en til at klare den.

— Susan Knorrenborg

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu