Læsetid: 15 min.

Carsten Jensen: En kollaboratørs bekendelser

Det er paradoksalt, at vi, der bruger vores ytringsfrihed på at påpege konsekvenserne, når had og frygt bliver drivkraften i den offentlige samtale, bliver kaldt ytringsfrihedens modstandere. Ikke mindst når vi ved, at det er gennem samtalen, kværulanteriet og konflikten, at demokratiet opbygger sit immunforsvar mod hadets og frygtens destruktive kræfter
»Hvis jeg kritiserer Inger Støjberg, opmuntrer jeg så attentatmændene? Er det sådan, jeg skal forstå Pia Kjærsgaard og Niels Ivar Larsen?« spørger Carsten Jensen.

»Hvis jeg kritiserer Inger Støjberg, opmuntrer jeg så attentatmændene? Er det sådan, jeg skal forstå Pia Kjærsgaard og Niels Ivar Larsen?« spørger Carsten Jensen.

Jakob Dall

13. januar 2018

Da jeg fredag den 5. januar åbner Information og læser Niels Ivar Larsens klumme på side 2, vågner jeg op til en smertelig erkendelse. Jeg er en ven af terrorister og mordere.

Det er muligt, jeg ikke selv ved det, men det ville klæde mig, hvis jeg straks aflagde bekendelse.

Jeg er nemlig sammen med Suzanne Brøgger og en række andre navngivne danskere »kollaboratør«, når det kommer til islamistisk terrorisme og »indgår i en objektiv alliance med voldsmænd«.

Jeg tilhører det »segment af meningsmagere, der excellerer i at delegitimere ofre og derigennem legitimere voldsmænd«. Ikke bare det, jeg nærer »en grænseløs foragt«, når det kommer til mennesker som Flemming Rose, Kurt Westergaard og andre og synes, de selv er ude om det, hvis de udsættes for attentater.

Ved morgenbordet stirrer jeg fortumlet ned i yoghurten, hvor granatæblets røde kerner lyser som røde dråber af blod. Jeg indser, at jeg nu må revidere hele min biografi. Skulle jeg nogen sinde overveje at udgive en erindringsbog, må den bære titlen: Min vej til volden.

Hvordan er det kommet dertil? spørger jeg mig selv. Hvor gik det galt?

Er kritik en opfordring til vold

Kun to dage senere, kan jeg i et interview i Berlingske læse, hvordan integrationsminister Inger Støjberg må leve omgivet af livvagter.

I en blog skriver Folketingets formand Pia Kjærsgaard, at også dette er en sag om ytringsfrihed. »Naturligvis omfatter denne frihed også retten til at kritisere andres udtalelser og finde dem utilstedelige,« skriver Kjærsgaard i noget, der ligner en indrømmelse. Men – og der er et stort men: »Problemet opstår, når denne kritik pludselig dukker op i kølvandet på debatten om trusler og angreb og dermed indirekte legitimerer disse overgreb.«

Mange politikere, jeg er uenige med, må leve med livvagter, og så må de ifølge Kjærsgaard, der selv er omgivet af livvagter, ikke kritiseres.

Igen må jeg spørge mig selv, om jeg er voldsmændenes kollaboratør.

Jeg har skrevet satirisk og kritisk om Inger Støjberg, og enhver der kan læse mellem linjerne, kan godt se, at jeg ikke har nogen varme følelser for integrationsministeren. Lad mig sige det lige ud: Jeg har ingen respekt for Inger Støjberg. Jeg har endog kun foragt for hendes skingre stolthed over en gemen udlændingepolitik.

»Dansk kulturlivs evige vandrepokal, den kronisk inkompetente Morten Hesseldahl, hvis karriere p.t. er korttidssparkeret foran Det Kongelige Teater, overgik alle i vid, da han udnævnte os til 'tolvtonekunstnere',« skriver Carsten Jensen.

Sigrid Nygaard
Hvis jeg kritiserer integrationsministeren, opmuntrer jeg så attentatmændene? Er det sådan, jeg skal forstå Pia Kjærsgaard og Niels Ivar Larsen? Er det den demokratiske debats nye vilkår? Hvis du angriber dem, du er uenig med, bringer du deres liv i fare?

Livvagter beskytter ikke kun mod overfald, men også mod kritik. Den uundgåelige konklusion er altså, at demokratiet beskyttes bedst med munden lukket?

Retsstatens regnskab

Jeg synes, at det er synd for Danmark, at vi har den udlændingepolitik, vi har. Jeg synes, at det er synd for Danmark, at vi har Inger Støjberg som integrationsminister. Jeg synes også, at det er synd for Danmark, at Inger Støjberg ikke kan færdes frit på gaden uden at blive overfuset eller truet på livet.

Jeg er ikke i tvivl om, at Inger Støjberg, den dag regnskabet bliver gjort op, vil fremstå som en lovbryder, der med en ihærdig embedsførelse grænsende til misbrug bærer et stort personligt ansvar for mange menneskelige tragedier. Det regnskab skal selv sagt ikke gøres op af en attentatmand, men af retsstaten og den folkelige anstændighedsfølelse.

Jeg kan med stor ærlighed sige, at jeg selv ikke i mit inderste, hemmelige rum ville fremhviske ordene »Det bad hun selv om«, hvis Støjberg skulle blive offer for et attentat.

På lignende måde nærer jeg ikke nogen »grænseløs foragt« for hverken Flemming Rose eller Kurt Westergaard. De kom begge i klemme i en redaktionel linje, de ikke selv havde lagt. Muhammed-tegningerne blev deres skæbne, og de har forvaltet deres lod med stor værdighed.

Fronterne forbliver

Hvorfor grave den gamle historie op? Var det ikke nok med tiårs jubilæet for Muhammed-tegningernes offentliggørelse i 2015? Gider vi virkelig mere? Ja, jeg gider. Fordi problemet, som Niels Ivar Larsens klumme demonstrerer, ikke vil gå væk. Fronterne bliver ved med at være de samme.

Efter at have vaklet og tøvet så længe lever Flemming Rose nu op til sin egen ideologi om ytringsfrihed og tilkommer derfor en forsinket tak, skriver dagens kronikør
Læs også

Tegningerne gjorde umådeligt skade. På Danmarks omdømme rundt om i verden, på danske ambassader, på menneskers liv. Var de værd at forsvare? Ja, demokratiets principper, ikke mindst ytringsfriheden, er altid værd at forsvare. Var de samtidig værd at kritisere? Ja, de var værd at kritisere. En omsiggribende hetz mod etniske minoritetsgrupper er altid værd at kritisere, og det var det mønster, tegningerne indgik i. Er det virkelig umuligt at tænke de to tanker på samme tid og indse, at kritik ikke er identisk med ønsket om censur og forbud?

Skulle et polemisk angreb på en politisk modstander være det samme som et aktivt forsøg på i al fremtid at forhindre ham eller hende adgang til talerstol eller mikrofon? Eller kunne motivet bag et sådant angreb være det stik modsatte: et ønske om at fremprovokere en reaktion eller bare eftertanke?

’Tolvtonekunstnere’

Jeg kender historien på nært hold, for jeg blev selv involveret som medforfatter til et åbent brev til danskerne bragt på forsiden af Politiken i december 2005, hvor jeg som en af 12 forfattere – blandt dem Suzanne Brøgger, Kirsten Thorup, Hanne-Vibeke Holst og Benny Andersen – advarede mod den stigende diskrimination af landets etniske minoriteter.

Vores brev er gået over i historien som et småborgerligt forarget angreb på den ikke blot befriende åbne, men også mentalhygiejnisk sunde tone i den danske udlændingedebat. Det var vores påståede ønske om en bedre »tone« i debatten, der var så naragtigt. Dansk kulturlivs evige vandrepokal, den kronisk inkompetente Morten Hesseldahl, hvis karriere p.t. er korttidssparkeret foran Det Kongelige Teater, overgik alle i vid, da han udnævnte os til »tolvtonekunstnere«.

’Ytringer kan være elegante, klodsede, dumme eller grænseoverskridende. Det er bare ikke det, der var eller er spørgsmålet her, ligesom det heller ikke er et spørgsmål om, hvorvidt ytringer i almindelighed skal kunne kritiseres,’ skriver Morten Hesseldahl i sin replik til Carsten Jensen om Muhammed-tegningerne.
Læs også

Det lykkedes daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen med hans demagogiske os eller dem-syn på verden at sætte sig på debatten. Enten går man betingelsesløst ind for Muhammed-tegningerne, eller også er man en modstander af ytringsfriheden, lød det statsministerielle dekret. Et standpunkt, hvor man kritiserer tegningerne uden at anfægte avisens ret til at trykke dem, eksisterer ikke. Det er et enten-eller. »Jeg går ind for ytringsfriheden, og jeg bruger min ytringsfrihed til at kritisere indholdet i tegningerne,« er en argumentation, der ifølge statsministeren savner enhver legitimitet.

»Toneangivende danske intellektuelle har igennem snart halvandet årti forsvaret råheden. Hver gang nogen løftede røsten for at protestere mod hadretorikken, der altid på den mest monotone vis havde muslimer som sit mål, var de der med deres pegefinger: I er fjender af ytringsfriheden!«

Sigrid Nygaard
Mellem linjerne, eller rettere midt i mellem de to hovedsætninger, indsniger der sig altid et uhørligt, men så meget desto mere tungtvejende »men«. Tegningernes modstandere indleder altid deres kritik med en læbebekendelse til demokratiet, som de hævder, de går ind for, men den bekendelse kan ifølge Fogh Rasmussen på forhånd afvises som hyklerisk.

Et stort monumentalt »men« rejser sig som en mur mellem kritikerne og demokratiet og gør dem ikke blot til oplysningstraditionens fjender, men også til den religiøse fanatismes objektive allierede. Det var statsministerens hensigt at skille fårene fra bukkene, som han sagde, og mange intellektuelle sluttede sig brægende til hans fromme fåreflok.

Pest, baciller, kræftknuder

Vi 12 forfattere fremstod derimod som et paradoks. Forfattere, der om nogen nyder godt af ytringsfriheden, har indledt et flankeangreb på den offentlige samtale og ønsker censuren genindført. Det var pointen, da Gyldendals litterære direktør Johannes Riis i sin traditionelle tale ved forlagets efterårsreception otte måneder senere fordømte forlagets egne forfattere. Bagefter spurgte jeg ham, om han havde fundet sin tale i Anders Fogh Rasmussens papirkurv. Det hjalp, må jeg tilstå, ikke på dialogen.

I vores åbne brev nævner vi ikke Muhammed-tegninger med et ord. Det var Jyllands-Postens sag, ikke vores. Vi havde intet ønske om at redigere Jyllands-Posten, der efter en kort oplysningstid i 90’erne var faldet tilbage i provinsielt mørke.

Vi nævner eksempler på diskriminerende lovgivning, vi nævner tvangsudvisninger på tvivlsomt grundlag af afviste asylansøgere, den ubarmhjertige opsplitning af flygtningefamilier, vi nævner udtalelser fra politikere, hvor muslimske medborgere stemples som »pest«, »baciller« og »kræftknuder«, vendinger, hvis racistiske indebyrd vist ingen kan være i tvivl om, og vi nævner, hvordan også optakten til de blodige etniske udrensninger på Balkan var et dramatisk skift i den offentlige sprogbrug blandt politikere og ikke mindst prominente intellektuelle. Det er med andre ord den politiske klasse, vi retter vores angreb imod.

Man kan afvise alle vore bekymringer som naragtige, latterlige, overflødige, udtryk for et humanistisk forkvaklet menneskesyn, fjernt fra al jordnær realisme og reel menneskekundskab, men nøjagtige hvordan er de »antidemokratiske« og udtryk for et ønske om aktivt at nedbryde hele den vestlige oplysningstradition?

Jamen, vi kritiserer jo tonen, lyder anklagen. Vi vil lukke munden på vores modstandere! Danmark skal bombes tilbage til den middelalder, hvor muslimerne bevæger sig som fisk i vandet, fordi middelalderen er om ikke i deres gener, så i en nedarvet kultur, de nu gennem årtier har bevist, at de ikke formår at befri sig for.

Ytringsfriheden skal bruges

Her er, hvad vi skrev: »Det er på tide, at vi alle begynder at bruge den ytringsfrihed, som ikke blot er vores grundlovssikrede ret, men også demokratiets fundament. Det er på tide, at vi deler os efter vores anskuelser og dybeste overbevisninger, også og især dem, der går på tværs af partiskel. Det er på tide, at vi siger fra.«

Vi opfordrer med andre ord ikke til en begrænsning af ytringsfriheden. Vi opfordrer til en øget brug af den. Det er alle dem, der tier, vi tilskynder til at tale, det nye tavse flertal på den humanistiske midte, vi vil bringe tilbage i den politiske debat.

To måneder senere, i februar 2006, offentliggør vi endnu et åbent brev i Politiken. Her skriver vi:

»Men det handler ikke kun om tonen i debatten. Det handler også om den praksis, der uvægerligt ledsager et sprog, som konsekvent nedvurderer hele samfundsgrupper.«

Senere i det åbne brev svarer vi direkte på censur-anklagen: »Vi er blevet beskyldt for at ville genindføre censuren i Danmark, fordi vi har kritiseret en sprogbrug, der stempler hele grupper af medborgere som laverestående væsener, pest og kræftceller. Men vi ønsker ikke, at love og paragraffer skal anvendes imod Dansk Folkepartis misbrugere af ytringsfriheden… Farlige bliver demagogerne for alvor, når ingen modsiger dem og udstiller deres reducerende menneskesyn, der ikke giver plads til alle, uanset etnisk oprindelse og tro.«

Pointen er den samme: Vi vil ikke begrænse ytringsfriheden, men have flere til at bruge den. Enhver har ret til at sige, hvad han eller hun vil, men enhver har også ret til at påpege konsekvenserne, når had og frygt bliver drivkraften i den offentlige samtale. Der skal et meget dygtigt spin til for at få det til at fremstå, som om vi er ytringsfrihedens modstandere, men det lykkedes for Anders Fogh Rasmussen, ikke mindst fordi en del af den danske intelligentsia meldte sig ind i fåreflokken.

Det intellektuelle forsvar for råheden

I en bog fra 2008, Adskillelsens politik, skrevet sammen med forfatteren Jens-Martin Eriksen slår Frederik Stjernfelt fast, at »talsmændene for tonen«, dvs. Muhammed-tegningernes kritikere, drømmer om »et idealsamfund«, hvor »en etos af respektfuld og ærværdig dialog ville styre den offentlige meningsudveksling… et samfund fyldt med løgne og fortielser, forstillelser og kvalmende ærbødighed over for de politiske magthavere.« (s. 272) Jeg tilføjer, at denne karakteristik ikke er ment som en parodi. Polemik ligger i det hele taget den akademisk-nøgterne professor i semiotik fjernt. Her taler en videnskab med fodnoter sit klare, uimodsigelige sprog.

Rune Lykkeberg følger op i en bog fra 2012, hvor han slår fast, at »den intellektuelle kritik af »tonen« i udlændingedebatten« er udtryk for det, han kalder en »antidemokratisk indstilling«. Alle har ret hedder Lykkebergs bog. Men det er altså ikke alle, der har ret. I hvert fald ikke dem, der i den offentlige debat advarer mod følgerne af en konstant diskriminering af etniske og religiøse minoriteter.

Toneangivende danske intellektuelle har igennem snart halvandet årti forsvaret råheden. Hver gang nogen løftede røsten for at protestere mod hadretorikken, der altid på den mest monotone vis havde muslimer som sit mål, var de der med deres pegefinger: I er fjender af ytringsfriheden! Den såkaldte politiske korrekthed var i deres øjne den vestlige civilisations fjende nr. 1.

Men måske var vi, der forsvarede minoriteterne mod en diskrimination, der aldrig indskrænkede sig til sproget alene, ikke fjender af ytringsfriheden, men blot fjender af ekstremismen, hvis verbale amokløb vi fandt det nødvendigt at give et svar på.

Selv de mindste ånder har ytringsfrihed

Ved skæbnens ironi udkom Frederik Stjernfelt og Jacob Mchangamas over tusind sider store monumentalværk, Men, om ytringsfrihedens vanskæbne i det ellers så demokratiske Danmark i samme november måned, som ytringsfrihedens vildeste, seksløbersvingende westernhelt Donald Trump vandt sin sejr. Bogens lakoniske titel er inspireret af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens demagogiske os eller dem-syn på verden, en tankegang, som juristen og professoren fuldt ud tilslutter sig. Enten går man betingelsesløst ind for hæmningsløsheden, eller også er man en modstander af ytringsfriheden.

Muhammed-tegningernes demokratiske alibi er selv sagt i orden. Det var også det, der fik mig til i februar 2006 i filmmagasinet Ekko at svare på spørgsmålet, om ytringsfriheden også gjaldt for Muhammed-tegningerne med »et ubetinget ja«. »Det er ikke Voltaire eller Diderot eller for den sags skyld Georg Brandes, der skriver i Jyllands-Posten, men ytringsfriheden gælder for ånder i alle størrelser, selv de ynkeligste.«

I tiåret for tegningernes offentliggørelse fik jeg endnu en henvendelse fra Ekko, der bad mig give en vurdering af tegningerne og deres senere effekt. Redaktøren Claus Christensen spurgte mig, om jeg var indforstået med, at min artikel blev illustreret med Kurt Westergaards tegning. Jeg svarede selvfølgelig ja.

Med hån skal dansken opdrages

Det var Jyllands-Postens idé, at muslimske medborgere med hån, spot og latterliggørelse skal opdrages til at blive bedre danskere. Det er den tidselbuket, der skal overrækkes dem ved ankomsten til kolonihaven Danmark.

Det ville være forkert at fortie, at den konservative avis’ inspiration kommer fra den danske radikalismes ikon, Georg Brandes.

I tredje bind af Hovedstrømninger skriver Brandes om den franske oplysnings tænkere og deres opgør med de kirkelige autoriteter, at »Man havde ikke magtens våben, men spottens, og med spot og hån angreb man da først. Man tilintetgjorde med latter.« (Hovedstrømninger bd. 3, s. 58) De tre nøgleord er her alle til stede, hån, spot og latterliggørelse.

»Hvordan føles det konstant at være genstand for latterliggørelse og diskrimination? I kunst- og kulturreservatet er indlevelse et plusord. Uden for reservatet er det et tabuord. Indlever man sig et øjeblik i følelserne hos de mennesker, der daglig frakendes enhver værdi, er man allerede på samme side som ytringsfrihedens fjender,« skriver Carsten Jensen. 

Sigrid Nygaard
På Kurt Westergaards tegning af Profeten er der anbragt en bombe i turbanen. På bomben står den islamiske trosbekendelse, den såkaldte shahada. Islam og terrorisme er synonyme, lyder budskabet. Om denne påstand omvender muslimer til dansk kultur, er nok tvivlsomt.

Der ligger da også en anden og mere tungtvejende hensigt bag: Tegningen skal styrke en fordom hos de etniske danskere. Vi starter med Georg Brandes, der kæmpede hele sit liv mod fordomme, og vi ender med et knæfald for den livsfarligste af alle fordomme, hvor en let genkendelig etnisk underklasse af afvigende hudfarve og religion udnævnes til en eksistentiel trussel.

Hvordan føles det konstant at være genstand for latterliggørelse og diskrimination? I kunst- og kulturreservatet er indlevelse et plusord. Uden for reservatet er det et tabuord. Indlever man sig et øjeblik i følelserne hos de mennesker, der daglig frakendes enhver værdi, er man allerede på samme side som ytringsfrihedens fjender.

Hykleriet

Informations litterære Montana-pris gik i år til Lone Aburas for bogen Det er et jeg der taler (Regnskabets time). Alene den passage er prisen værd, hvori hun med dræbende ironi refererer det udbredte synspunkt, at vi skal være glade for Dansk Folkepartis konstante tilsvining af fremmede, for ellers går det bare som i Sverige, hvor en trængt befolkning er nødt til at nedbrænde asylcentre for at komme af med sine berettigede frustrationer. Det betyder, skriver hun, »… at jeg og en masse andre må lægge krop til alt det pladder, fordi dealen i det regnestykke er, at så bliver folk ikke rigtige nazister, men mere bare ligesom Krarup…« Her er hykleriet i hele ytringsfrihedsdebatten spiddet.

Afgørende er ifølge Stjernfelt, Niels Ivar Larsen og andre, at tegningernes ophavsmænd, blandt dem Kurt Westergaard, bliver udsat for dødstrusler og i Westergaards tilfælde senere et attentatforsøg. Den ubetingede solidaritet med de dødstruede tegnere har som konsekvens, at der ikke kan tages kritisk stilling til deres tegninger. Ethvert forsøg på at sætte tegningerne til debat bliver udlagt som et forræderi, ikke blot mod de dødstruede tegnere selv, men også mod grundtanken i ytringsfriheden. Resultatet bliver, at ytringsfrihedens forkæmpere udsteder et forbud mod kritik. Her bliver debatten fastlåst i det næste årti. Enhver ytring fra den yderste højrefløj bliver fra nu af fredet.

På en mærkelig måde avler denne tegning tabuer til alle sider. Tilhængerne frygter efter attentatet i Paris mod satiremagasinet Charlie Hebdo og senere mod Krudttønden og synagogen i København for konsekvenserne, hvis de viser tegningen. Kritikerne ved omvendt, at de står over for øjeblikkelig ekskommunikation fra det demokratiske fællesskab, hvis de åbner munden, fordi enhver kritik tolkes som et angreb på ytringsfriheden.

DF fik aldrig modstand

Det startede med et ønske om at udvide ytringsfriheden. Det er endt med en indskrænkning af den. Diskussionsforbudet omfatter enhver ytring fra det yderste højre, fra Facebook til den svenske kunstner Dan Park, hvis osende ubehagelige satire over svenskere med afrikansk baggrund bliver uanfægtbar på dansk grund, fordi han i Sverige er dømt for racisme. Men hvorfor indebærer forfølgelse automatisk urørlighed? Hvorfor er det ikke muligt at forsvare højreekstremisternes mundtlige, skriftlige eller kunstneriske ytringsfrihed og samtidig give deres underlødige, hadske lort fingeren? De er uretmæssigt forfulgte, dårlige kunstnere. Hvorfor er denne sætning umulig? Udelukker forsvaret for deres rettigheder en stillingtagen til kvaliteten af deres udsagn?

Det er gennem samtalen, skænderiet, kværulanteriet, konflikt, kritik og modkritik, at demokratiet opbygger sit immunforsvar mod hadets og frygtens destruktive kræfter. I Danmark er dette immunforsvar delvist nedbrudt, af højreekstremisterne, af medier og politikere, men også af ytringsfrihedens intellektuelle fåreflok, der i et opgør med den såkaldte politiske korrekthed krævede, at hadet uantastet fik lov at holde sine enetaler. På den måde er den endeløse kamp om ytringsfriheden en tragedie. Dens eneste resultat har været en stadig erosion af humanismens kulturelle hegemoni i befolkningen. Der er en grund til, at Dansk Folkeparti vandt værdikampen: De fik aldrig nogen modstand.

Læs også

Lad mig et øjeblik vende tilbage til mordet på Charlie Hebdos medarbejdere, som var udgangspunktet for Niels Ivar Larsens anklager mod Suzanne Brøgger, undertegnede og flere andre for at være mordernes kollaboratører og oven i købet nære en grænseløs skadefro foragt for de myrdede. Samme dag mordet fandt sted, blev jeg interviewet af Jyllands-Posten om min holdning. Interviewet ligger fuldt tilgængelig på nettet og kan checkens af alle, der vil, inklusiv Larsen.

»Carsten Jensen opfordrer alle borgere i Paris til at vise støtte til Charlie Hebdo. Også selv om han nødvendigvis ikke er enig i den journalistiske linje, som magasinet er kendt for.«

»’Alle mennesker i Paris burde i morgen gå rundt med et eksemplar af Charlie Hebdo stikkende op af jakkelommen, så man kunne se, at de havde det, og at de var imod attentatet,’ siger Jensen, der ikke vil protestere, hvis andre aviser genoptrykker nogle af de tegninger, som Charlie Hebdo under massive protester har trykt de seneste år.« (Jyllands-Posten 7. januar 2015)

Har Niels Ivar Larsen læst interviewet? Ville det have ændret noget, hvis han havde? Jeg tror desværre, at svaret er ligegyldigt. Fronterne er så fastlåste, selvretfærdigheden så monumental, og de sidste nuancer har for længst fået nakkeskuddet.

Den nye tavshed

I dag, da deres ideer triumferer i den over alt fremstormende populisme, er ytringsfrihedens militante forkæmpere bemærkelsesværdigt tavse. Hvorfor stod de ikke forrest i rækken med hævede arme, da Donald Trump blev indsat? Hvorfor udnævner de ikke dagen for præsidentens indsættelse, fredag den 20. januar 2017 til Ytringsfrihedens Dag?

Den nyindsatte præsidents uforglemmelige tiltrædelsestale er jo eksemplarisk. Her bliver den politiske korrekthed og alt det multikulturelle vrøvl lagt i graven i et angreb på alle slags minoriteter. Der er ikke nogen hyklerisk hensyntagen til identitetsfanatikerne, der altid skal råbe om, hvor krænkede de føøøler sig. Var det ikke bare så befriende at lytte til?

Tidligere præsident George W. Bush kaldte ganske vist talen for noget »weird shit«. Men hallo! I øjnene på en sand forkæmper for ytringsfriheden kunne det da ikke gøres bedre.

Så hvor er I alle sammen henne?

Da Trump blev valgt, skrev den nigeriansk-amerikanske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie i The New Yorker, at hvert eneste værdifulde ideal nu burde fremhæves igen og igen, »fordi en grim idé, der ikke bliver udfordret, ender med at blive antaget for normal.«

Det er det, der er sket i Danmark. Her er det grimme for længst blevet normalt. I den forstand har vi på den mest triste, beskæmmende vis været et laboratorium for den populisme, der nu bryder frem over alt i Europa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Jessen
  • Michael Larsen
  • Michael Svennevig
  • Olaf Tehrani
  • Hanna Grarversen
  • Jakob Silberbrandt
  • Jes Enevoldsen
  • Anders Reinholdt
  • Leif Koldkjær
  • Torben Ethelfeld
  • Ulla Holger
  • Trond Meiring
  • Kurt Nielsen
  • Søren Veje
  • Olav Storm Jensen
  • Ole Frank
  • Poul Erik Pedersen
  • Marie Jensen
  • Peter Tagesen
  • Ervin Lazar
  • Torben Skov
  • Philip B. Johnsen
  • Torben K L Jensen
  • Simon Lund Petersen
  • Ulla Søgaard
  • Anders Graae
  • Michael Povlsen
  • Nike Forsander Lorentsen
  • Benny Larsen
  • Anders Sørensen
  • Hans Martens
  • Jens Frederiksen
  • Sup Aya Laya
  • Niels Møller Jensen
  • Per Jongberg
  • Flemming Berger
  • Nils Sørensen
  • Jakob Trägårdh
  • Lars Bo Jensen
  • Kim Øverup
  • Christian Mondrup
  • Annemette Due
  • Katrine Damm
  • Hanne Pedersen
  • Tino Rozzo
  • Peter Wulff
  • Hans Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Kristen Carsten Munk
  • lars søgaard-jensen
  • Anker Nielsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Marianne Borgvardt
  • Steen Sohn
  • Margit Tang
  • Jørn Vilvig
  • Stig Bøg
  • Randi Overgård
  • Eva Schwanenflügel
  • Curt Sørensen
  • Rasmus Knus
  • Espen Bøgh
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Lars Koch
  • Oluf Husted
  • Grethe Preisler
  • Hans Larsen
  • olivier goulin
  • Sebastian Sylvester Rosenberg
  • Frede Jørgensen
Peter Jessen, Michael Larsen, Michael Svennevig, Olaf Tehrani, Hanna Grarversen, Jakob Silberbrandt, Jes Enevoldsen, Anders Reinholdt, Leif Koldkjær, Torben Ethelfeld, Ulla Holger, Trond Meiring, Kurt Nielsen, Søren Veje, Olav Storm Jensen, Ole Frank, Poul Erik Pedersen, Marie Jensen, Peter Tagesen, Ervin Lazar, Torben Skov, Philip B. Johnsen, Torben K L Jensen, Simon Lund Petersen, Ulla Søgaard, Anders Graae, Michael Povlsen, Nike Forsander Lorentsen, Benny Larsen, Anders Sørensen, Hans Martens, Jens Frederiksen, Sup Aya Laya, Niels Møller Jensen, Per Jongberg, Flemming Berger, Nils Sørensen, Jakob Trägårdh, Lars Bo Jensen, Kim Øverup, Christian Mondrup, Annemette Due, Katrine Damm, Hanne Pedersen, Tino Rozzo, Peter Wulff, Hans Nielsen, Niels Duus Nielsen, Kristen Carsten Munk, lars søgaard-jensen, Anker Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Marianne Borgvardt, Steen Sohn, Margit Tang, Jørn Vilvig, Stig Bøg, Randi Overgård, Eva Schwanenflügel, Curt Sørensen, Rasmus Knus, Espen Bøgh, Maj-Britt Kent Hansen, Lars Koch, Oluf Husted, Grethe Preisler, Hans Larsen, olivier goulin, Sebastian Sylvester Rosenberg og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Plaschke du skrev at: ”der ikke må være tvang i religionen ifølge Koranen”
Det er det der er diskuteres, så hvis du tror jeg polemisere mod noget du ikke har sagt, tager du fejl eller forsøger et åle dig ud af en håbløs position.
Bedømt ud fra det dine kommentarer er du ikke umiddelbart i stand til eller foregiver ikke at være i stand til at forstå hverken mine indslag eller tekster du selv linker til.
Hvis du ikke kan se en væsentlig forskel på den af mig fremførte forklaring af den kun øjensynlige modstrid mellem de to positioner omkring religiøs tvang i koranen, både i indhold og konsekvens i sammenligning med de to punkter du henviser til i artiklen, er det forhåbentligt for dig, kun et tegn på uredelighed.

Jens Thaarup Nyberg

Søren Ferling; 18. januar, 2018 - 13:28
Jens Thaarup Nyberg
""Ja, hvis du holder dig til tanken, sker der ikke så meget; men den er så også udtryk for det tunnelsyn du vil pådutte venstrefløjen.
Konsekvensen af at melde de 500 konventionsflygtninge ude af regnskabet er, at andre lande kunne finde på det samme, hvormed forholdene for konventionsflygtninge forværres uforholdsmæssigt, generelt."

Det er altså tunnelsyn at mene at ulandenes problemer kan løses ved at de flytter til ilande. Den idé må afløses af noget mere konstruktivt."

Jeg kommenterer dit skriv:
"Det mener jeg netop venstrefløjen ikke gør [ betænker konsekvenserne ]. Man siger at det er en god gerning at give et ulandsmenneske et nyt liv i vores land - og nøjes med dette tunnelsyn.
Hvad med konsekvenser af at vi udstrækker den tanke til utalte millioner ?"

Jeg betvivler mange på venstrefløjen vil gå med dig, i dit tankeeksperiment. Men du vil så også noget mere konstruktivt, f.eks. som venstrefløjen har talt om i al den tid jeg kan huske, støtte til lokal udvikling, der kan opsuge arbejdskraften lokalt og i det hele taget befordre en udvikling mod mere civiliserede tilstande, i de områder af verden hvorfra flygtningene strømmer til os.
Skikken med at afskrive kvoteflygtninge på trods af konventionerne, mener jeg er dybt forkastelig forsåvidt den vil inspirere andre lande, og dermed gøre det umuligt for blot et lille antal flygtninge at nå i sikkerhed.
Det er, naturligvis, ikke muligt at indlemme alverdens flygtninge i hverken Europa eller dk.

Søren Ferling

@ Henrik Plaschke

"Men det er mig bekendt ikke korrekt, at et tidsskrift ved navn Eurabia, skulle være skabt i EU-regi. Selve dette udtryk stammer fra Giselle Littman – også kendt som Bat Ye’or."

Her er Eurabia nævnt som en 'commite':
https://archive.org/details/Eurabia2Juillet1975

Denne commite udgav også et tidsskrift ved navn Eurabia - https://no.wikipedia.org/wiki/Eurabia#cite_note-1

Begrepet har imidlertid også blitt brukt som et mer generelt uttrykk uten samme konspiratoriske innhold; det ble opprinnelig benyttet som navn på et tidsskrift utgitt av Comité européen de coordination des associations d'amitié avec le monde arabe (Paris), og brukes også som navn på en nederlandsk-marokkansk studentforening.
https://snl.no/Eurabia

Jeg mener du, som så mange, bruger ordet konspiration irrationelt - om noget du ikke bryder dig om. Der er ikke meget man kan forstå i politik, hvis man ikke også tænker konspirativt, for det gør mennesker generelt og da ikke mindst politikere. Har du helt glemt at de meste i EU foregår udenfor offentlighedens rækkevidde - altså nærmest per definition konspirativ virksomhed. Har du glemt at det var et par årtier efter at Tyrkiet var blevet lovet optagelse i EU at vælgerne fik det at vide ?

Befolkningspronoserne du henviser til er mest beseret på en forventet ændret adfærd og altså af ringe forudsigelseskraft. De kan ikke vide, hvordan tilvandringen vil være. De ignorerer også generationstiden. De har ringe kvalitet, validitet.

'Protokollerne' var oprindeligt skrevet af en Joly som en kritik af Napoleon d. 3 og var således en kritik af oplysningsideologien(-erne), der vil medføre de beskrevne tilstande, om det så gavner jøder eller ej. Liberalisme og socialisme er ikke to, men én ideologi, der fører til slaveri - ud af feudalismen og ind under neofeudalismen.

Nu vi er ved konspirationsteorier så falder ovennævnte og EU mere generelt også sammen med Kalergi-planen fra 'Praktischer Idealismus', der siger at europæere skal komme til at ligne de gamle egyptere, da blandede mennesker er bedre for magthavere efter Kalergis mening - en såkaldt zukunftssrasse. Merkel fik Kalergi-medaljen af EU i 2010.

Udviklingstendenser og interesser kan løbe sammen, uden at man behøver at råbe 'konspirationsteori'.

Søren Ferling

@ Kim Folke Knudsen

"Fortalere for Den borgerlige anstændighed kald os endelig for " Pladderhumanister " Jann Sjursen Kristeligt Folkeparti, Mimi Jakobsen forhenværende formand for Centrumdemokraterne, Gitte Seeberg forhenværende medlem af Det Konservative Folkeparti var alle danske personligheder, som besad den evne, at bevare den borgerlige anstændighed."

Disse mennesker er eller var udelukkende anstændige, hvis man selv, ligesom dem, har sat kikkerten for det blinde øje - når man 'ser' på konsekvenserne af denne såkaldte anstændighed, der altså er det mest kyniske tunnelsyn som tænkes kan.

Tom Jensens 'egohumanister' er velanbragt her. De omtale er 'spidsborgere' - selvoptagne hykleriske mennesker, der er deltagere i en roseklub, hvor man hylder hinanden i relief til de skimlede kældermennesker, der bærer konsekvenserne af de gode godhed - selv bidrager de kun med selvros. Andre mennesker betyder for dem absolut ingenting, medmindre de kan instrumentaliseres til egen nytte.

Søren Ferling

@ Jens Thaarup Nyberg

"Konsekvensen af at melde de 500 konventionsflygtninge ude af regnskabet er, at andre lande kunne finde på det samme, hvormed forholdene for konventionsflygtninge forværres uforholdsmæssigt, generelt.""

Enhver rationel og ikke bare overfladisk selvretfærdiggørende debat om migration forudsætter at man indser at Flygtningekonventionen er uegnet til vor tids problemer - den er lavet til individer for pokker...

"Jeg betvivler mange på venstrefløjen vil gå med dig, i dit tankeeksperiment. Men du vil så også noget mere konstruktivt, f.eks. som venstrefløjen har talt om i al den tid jeg kan huske, støtte til lokal udvikling, der kan opsuge arbejdskraften lokalt og i det hele taget befordre en udvikling mod mere civiliserede tilstande, i de områder af verden hvorfra flygtningene strømmer til os."

Det vil venstrefløjen ikke. De bruger migrationen indenrigspolitisk og vil have den om den er god eller ond.
For at få lokal udvikling er det afgørende at lukke for muligheden for at migrere til ilande - ellers vil alle de arbejdsduelige unge mænd stirre sig blinde på den mulighed.
Det vil tillige være nødvendigt at styre hjælpen helt anderledes stramt og udenom NGO'er og banker og storindustri.
Der er alt for mange, der tjener alt for meget på 'at hjælpe' - indenrigs og udenrigs.
Det interessante her er at dem, der skulle hjælpes ikke bliver det, mens hjælperne forgylder sig selv - og taler højt og gerne og længe om 'anstændighed'.

Henrik Plaschke

Søren Ferling

Tak for dit svar. Jeg har forskellige kommentarer:

Jeg var ikke bekendt med eksistensen af denne komité eller med den bulletin/tidsskrift, du bringer klip fra. Så har jeg lært noget nyt – tak.

Men jeg skrev også, at tidsskriftet mig bekendt ikke skulle være skabt i EU-regi. Og der er, så vidt jeg kan se det intet i det, du har sendt mig, der peger på, at tidsskriftet skulle være skabt i EU-regi. Det er blot en bulletin, som en række mennesker (inkl. politikere) har udgivet.

Læser man så i øvrigt tidsskriftet, er det ikke meget, der peger på, at der kom noget ud af projektet. Det noteres tværtimod i nummeret fra juli 1975, at ”Quatre mois plus tard, nous sommes bien obligés d’admettre que les progrès ont été fort décevants ». [Fire måneder efter udgivelsen af vores første nummer er vi nødt til at indrømme, at fremskridtene [i den euroarabiske dialog] har været yderst skuffende]. Jeg er ikke bekendt med, at disse fremskridt siden hen skulle været indtruffet.

Og så er det altså ikke nok at hævde, at hævde ”at de meste i EU foregår udenfor offentlighedens rækkevidde”. Så kan man jo påstå hvad som helst – og det modsatte!

Du skriver: ”Har du glemt at det var et par årtier efter at Tyrkiet var blevet lovet optagelse i EU at vælgerne fik det at vide?” Nej, det har jeg ikke ”glemt”, eftersom Tyrkiet aldrig er blevet lovet optagelse i EU. Tyrkiet er blevet anerkendt som kandidatland, hvilket er noget ganske andet.

Jeg bruger betegnelsen konspiration – ikke som en betegnelse for noget, jeg ikke bryder mig om. Men som en betegnelse for sammensværgelser bag lukkede døre organiseret af mystiske kræfter, som offentligheden ikke har kendskab til, og som ofte handler på fordækt vis mod landes erklærede hensigter. Det var USA selv, der organiserede angrebet på Pearl Harbour, 9/11 var organiseret af USA selv, det er jøderne, der står bag både det ene og det andet osv. Vi kan jo ikke udelukke eksistensen af konspirationer, men på den anden side, kan man ikke blot gå ud fra, at alle mulige ubehagelige hændelser er et resultat af sammensværgelser, som ikke kan dokumenteres.

Læser man eksempelvis det følgende interview med Bat Ye’or: ”Invasionen af Europa er blevet systematisk forberedt i de sidste 40 år - L’invasion de l’Europe a été méthodiquement préparée il y a quarante ans” (https://ripostelaique.com/linvasion-de-leurope-a-ete-methodiquement-prep...), kan man i hvert fald roligt tale om konspirationsteori. Jeg ser absolut ingen grund til, at tage dette alvorligt, ligesom jeg heller ikke tager det så alvorligt, når man af og til kan høre, at AIDS er opfundet af CIA for at udrydde afroamerikanere o.l.

Jeg er uenig med dig vedr. befolkningsprognoserne. Fertiliteten er allerede faldet betydeligt i en række mellemøstlige lande samt blandt muslimske indvandrere i Europa, og det er intet, der tyder på, at dette vil ændres.

Jeg er ikke bekendt med, at ”Merkel fik Kalergi-medaljen af EU i 2010.”. Ifølge https://www.bundeskanzlerin.de/ContentArchiv/DE/Archiv17/Artikel/2011/01... fik hun den af Die Coudenhove-Kalergi-Stiftung. Det er vist ikke helt det samme – men det er måske også en konspiration, hvis rigtighed fremgår af, at offentligheden ikke hører om dette?

Henrik Plaschke

Erik Hansen

Jeg kan notere mig, at du hverken er i stand til at forholde dig til den tekst, jeg linker til eller til mine tidligere indlæg.

Når jeg påviser din manglende argumentation, svarer du igen med en beskyldning, der er udokumenteret, for uredelighed.

Du er villig til i gå langt i dit forsvar for de rabiate og voldsdyrkende islamisters retorik. Du har tidligere brugt ordet apologet. Det er vist dig, denne betegnelse passer bedst på: en apologet for radikal islamisme. Slut for mit vedkommende.

Hej Plachke
Du påstår altså stadigt ikke at forstå hvad der står i artiklen eller mine indlæg. Jeg tror dig ikke.
Jeg havde en bekendt der i situationer hvor han var ved at komme til kort i en diskussion begyndte at stamme kraftigt og brugte det til at overdøve sine "modstandere"
Jeg ved ikke om du stammer men til gengæld bruger du taktiske misforståelser og en øjensynlig fatte svaghed til at obsfukere diskussionen, er det standarden indenfor de sociale såkaldte videnskaber" som du øjensynligt har en tilkytning til?
Det billede du fremmaner er en højdespringer med en alvorlig cerebral-motorisk dissonans, der placerer overlæggeren på græsset og derefter gentagende gange falder/snubler hen over stangen og hver gang brøler: Jeg vandt !!!
Bravo :-))

Amerikanerne startede hetzen mod islam med 9/11-forbrydelsen. Forbrydelsen som de amerikanske myndigheder for alt i verden ikke vil have opklaret. Formodentligt fordi der er alt for mange økonomiske interesser i at forbrydelsen ikke opklares. Vor vestlige verden og dets demokratier trues af liberalismens grådighed. Hvis vi ønsker at beskytte retsstaten og demokratiet skal vi starte med at frigøre os fra den amerikanske dominans. Det er en kold tyrker venner! Men nødvendigt, hvis ikke vi skal miste al vores værdighed og anstændighed.

Sider