Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Krampagtig komik

Eller om hvorfor det er så svært at elske Hollywood
Golden Globe-festen viste, at #MeToo har destabiliseret selv den mest selvfede politiske korrekthed – den vi finder i Hollywood.

Golden Globe-festen viste, at #MeToo har destabiliseret selv den mest selvfede politiske korrekthed – den vi finder i Hollywood.

Paul Drinkwater

13. januar 2018

Hvor meget godt der i øvrigt kan siges om omvæltningerne i kølvandet på #MeToo, var der noget næsten vammelt over at se komikeren Seth Meyers tale bevægelsen efter munden i sin åbningsmonolog til sidste weekends Golden Globe Awards. Måske var det, fordi hele scenariet, på trods af alle den seneste tids forandringer, så aldeles velkendt ud.

Det var stadig den samme glatte komik, det var stadig de samme jakkesæt, kjolerne var stadig dyre og flotte og især dyre (om end de alle var sorte i år), og det var ikke mindst den samme stolthed over egne moralske fortrin, som prægede aftenen. Kald det politisk korrekthed, moralisme eller selvfedme. Det flyder i stride strømme, når Hollywood byder op til dans.

Desperation

Selv om alt således på en måde var det samme, mærkede man dog en vis desperation, mens talen skred frem. Det var, som om opgaven med at være elegant, morsom og lidt fræk var vanskeligere at få til at gå op end normalt. For hvordan laver man charmerende, grænseoverskridende vittigheder, når det er selve det grænseoverskridende, alle er enige om at lægge bag sig?

Det var, som om enhver vittighed pludselig kunne bryde den tavse konsensus om, at alle, der var tilbage i salen, måtte være the good guys. Som om situationen pludselig ikke kunne bære udlevering, fordi den stiltiende aftale var, at (selv)opgøret er slut; at de brodne kar var siet fra som en slags fordrevne dæmoner, der endda blev udskammet med navns nævnelse (Harvey Weinstein, Kevin Spacey).

Fjernelsen af de depraverede undtagelser syntes imidlertid at have efterladt de tilbageværende med en endnu mere akavet løgn end normalt. Som om Hollywood ikke altid har været baseret på sexisme, racisme og vold. Som om dens film ikke (stadig) er fulde af stereotyper, helte med pistoler og underdanige kvinder. Som om den amerikanske filmindustri ikke er det perfekte konglomerat af konservativ sentimentalitet og uhæmmet kapitalisme.

Hollywood har længe været berømt for sit hykleri. Det er netop, hvad komikere med Ricky Gervais som det mest berygtede eksempel normalt bruger som afsæt for deres monologer til den slags begivenheder. Hvis der var desperation i luften under Seth Meyers tale, så handlede det måske i virkeligheden om, at den normale, afvæbnende udlevering af kendisser med dårlige vaner, sexistiske tilbøjeligheder, misbrug osv. pludselig var blevet en overordentlig delikat affære.

Mens Gervais’ grove løjer over for dem, der sad lige neden for ham i salen, virkede som en lille ventil for det hykleri, alle kendte til (»Ja ja, ingen er perfekt, men vi er nu gode nok alligevel«), så var Meyers’ lidt for aggressive udfald mod dem, der var blevet fjernet, langt mere forkrampet.

Den store Anden

Hele denne misere handler måske i virkeligheden om det, som man med Jacques Lacan kan kalde den store Andens fald. Lacan forstod den store Anden som »subjektet, der formodes at vide«. I vores sociale relationer forestiller vi os ganske ofte, at der da må være nogen, et sted, som på en måde har besluttet og vurderet, at det er bedst at gøre sådan, som vi gør.

Denne store Anden findes naturligvis ikke i virkeligheden, men den er alligevel rar at have fantasien om. Den giver tryghed, retning og mening, selv om den egentlig kun virker som resultat af vores tro på den. Selv om jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op i livet, kan jeg stole på min fantasi om, at den store Anden ved det.

Slavoj Žižek har imidlertid påpeget, at der er noget prekært over den store Anden. Der er grænser for, hvor meget den Anden kan tåle at høre. Hvis noget er grundlæggende galt, er det afgørende, at det ikke afsløres, for så kan fantasien måske ikke længere opretholdes.

Det er netop den effekt, #MeToo har haft: Bevægelsen har gjort det umuligt at lade som om, alt fungerer fint, og intet grundlæggende behøver at ændres. Den har gjort det tydeligt, at problemerne ikke bare skyldes få brodne kar her og der, for nu er det blevet sagt – overalt og med millioner af stemmer – at vi lever i et misogynt patriarkat, der har brug for en særdeles eftertænksom overhaling.

Det er bare umuligt for Hollywood for alvor at acceptere dette – for hele branchen er baseret på mange af de undertrykkelsesmekanismer, som #MeToo handler om. I stedet rykker man derfor tættere sammen, forsikrer hinanden endnu ivrigere om sine gode intentioner og moralske værdier, og fejrer udryddelsen af sine dæmoner. Men man gør det ikke uden en vis desperation.

Her finder vi måske en overraskende effekt af #MeToo-bevægelsen, som af mange er blevet kritiseret for at være puritansk og politisk korrekt. I virkeligheden har den virket ganske destabiliserende på den mest selvfede politiske korrekthed: den, vi finder i Hollywood.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Odin Rasmussen
  • Katrine Damm
  • Kurt Nielsen
  • David Zennaro
  • Grethe Preisler
Eva Schwanenflügel, Odin Rasmussen, Katrine Damm, Kurt Nielsen, David Zennaro og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu