Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Kung Fu Panda-regeringen

Hvad er forskellen på en skål suppe og en skål suppe? Intet! Men det er netop den afgørende forskel
Hos Løkke kan end ikke illusionen om noget ’mystisk’ bevares. Alle illusioner er væk, og hermed er der kun den rene, rensede tro tilbage: Regeringen findes, fordi vi tror på, den findes.

Hos Løkke kan end ikke illusionen om noget ’mystisk’ bevares. Alle illusioner er væk, og hermed er der kun den rene, rensede tro tilbage: Regeringen findes, fordi vi tror på, den findes.

Tariq Mikkel Khan

20. januar 2018

Som Slavoj Žižek har sagt det, er animationsfilmen Kung Fu Panda ideologi i sin reneste form. Prøv bare at se på handlingen i helt kort form: Filmen handler om en tyk panda, der elsker mad, og som ender med at redde kongeriget. På samme tid en ironisk historie om ikke at tage sig selv alt for alvorligt, om at elske mad (og sin familie), og så alligevel være den, der bliver helten til sidst. Et hundrede procent pandadiplomati.

Det bliver endnu bedre, når man ser nærmere efter. Helten i filmen er Po, en flommefed panda, der er i dårlig form, men som drømmer om at blive kung-fu-mester. Desværre må han tage til takke med at koge nudler i sin fars nudelsuppebutik. På grund af en række forviklinger bliver han alligevel udpeget til at være den næste ’dragekriger’ – den, som skal tage kampen op mod den frygtede Tai Lung.

Po kan ikke en pind. Han kan ikke løbe, hoppe, tage armbøjninger. I det moment, hvor Tai Lung når frem til Fredens Dal, er gode råd dyre. Der er ikke andet at gøre end at lade Po læse den hemmelige drageskriftrulle, som ville have været sidste led i dragekrigerens uddannelse. Til alles skræk er skriftrullen, som det kræver nogle særlige formularer at låse op, en stor skuffelse: Da Po ruller den ud, opdager han, at den er helt blank.

Vendingen i historien optræder gennem en samtale, Po har med sin far, der i lang tid gerne har villet afsløre »den hemmelige ingrediens i den hemmelige nudelsuppe«. Denne ingrediens er, siger faderen: »Ingenting.« Suppen er blot suppen, og for at gøre noget til noget særligt, handler det i virkeligheden blot om at tro på det. Po knytter straks forbindelsen til skriftrullen – han er dragekrigeren, og det må han, mod alle odds, bare tro på – og slår Tai Lung ud i den afgørende konfrontation.

Kynisk drømmeri

Kung Fu Panda er det direkte udtryk for en slags kynisk drømmeri. Afsløringen af, at der ikke er nogen hemmelig ingrediens, nogen ’materiel’ bærer af suppens kraft, har den modsatte effekt af, hvad man skulle forvente. Suppen bliver næsten endnu mere magisk: Den hemmelige ingrediens viser sig at være meget mere end et eller andet tilfældigt, fedtet krydderi: Den er selve troen.

Er det ikke, som om at Kung Fu Panda kan lære os en hel del om den politiske situation, vi står i netop nu i Danmark? Enhver konstitueret regering i ethvert lille land på kloden vil naturligvis altid hævde, at de har netop dét, der skal til, for at lede landet. Uanset om der så er tale om en mindretalsregering eller det, der er værre, vil regeringen hævde at være den, der har »den hemmelige ingrediens«.

Som det står efterhånden klart for de fleste, er sagen for vores VLAK-regering, som ellers mener, de er mestre i politisk kung fu, at der ikke er sådan en ingrediens. Er det ikke blevet udstillet med pinlig tydelighed i den seneste måneds forhandlinger om finans- og skattepolitik, at regeringen end ikke formår at få samling på sig selv? Ingen har fået, hvad de ville i de aftaler, der indtil videre er indgået. Det er ikke bare det, at ingen af partierne fremstår som vindere (hverken V, LA, K eller støttepartiet DF), det er også det, at de på en måde alle har bidraget aktivt til at opløse selve regeringens grundlag indefra.

Men hvad så? Er det tid til at gå hvert til sit, opløse regeringen? Kan man nu begynde at kritisere den som en slags ideologisk blændværk? Nej! Afsløringen af det intet, der bærer regeringen, indsigten i dens grundløshed, får den modsatte effekt: Så meget desto større grund til at tro på projektet. Lars Løkke Rasmussen og Anders Samuelsen er en slags variationer over Po.

Troens ridder

Det stadie, vi hermed har nået, er ganske specielt. Octave Mannoni beskrev i sin tid den klassiske fetichisme, der adlyder formlen: »Jeg ved meget vel, men alligevel.« Jeg ved meget vel, at denne suppe ikke adskiller sig fra andre supper, men alligevel er der noget helt særligt over den. Her tildækkes manglen med noget diffust, mystisk – måske bare selve berøringen af hænderne på den kok, der har lavet suppen.

Hos Løkke og co. må der imidlertid være tale om et direkte kig ind i grundløsheden, hvor selv ikke illusionen om noget ’mystisk’ kan bevares. Alle illusioner er væk, og hermed er der kun den rene, rensede tro tilbage: Regeringen findes, fordi vi tror på, den findes. Det er næsten som en pervers, selvfikseret udgave af Kierkegaards »troens ridder«, som ikke viger tilbage for at konfrontere tilværelsens absurditet. Troens ridder i skikkelse af en fed panda, der stirrer ind i intet, men slubrer videre på suppen og lærer, hvor vigtigt det er at tro på sig selv.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu