I dag drikker selv DF’s kernevælgere caffe latte rundt om i provinsbyerne

En caffe latte er en espresso med varm og skummet mælk i. Men den er mere end det. Latten er en kafferevolution, et statussymbol, en metafor, et tidsbillede og et skældsord. Og så er den et overstået kapitel – i hvert fald i de elitære kaffekredse. Historien om lattens storhed og fald er også historien om en særlig tid. En tid, hvor forhåbningerne til den kreative klasse var stor. Det var de kreative, der skulle innovere os ud af industrisamfundets skygge. Og de drak latte. Eller måske snarere: Latten blev deres symbol.

Caffe latten kom til Danmark i slutningen af 90’erne. Enhver café med respekt for sig selv havde en espressomaskine med mælkeskummer, så man kunne lange de store glas med den lysebrune drik over disken. Ricco Sørensen åbnede sin første kaffebar på Istedgade i 2001:

»Latten kom som en bølge. Det var det, man drak, den tog fuldstændig over,« siger han. I starten var det noget særligt, noget man ville vise frem på gaden:

»Jeg havde set i Los Angeles, at hver anden gik med kaffe i hånden. Man kunne stort set ikke få to go-kaffe herhjemme, men danskerne ville selvfølgelig også gerne have kaffen med, og der er latten god, fordi den er varm, og man kan gå og drikke den i et godt stykke tid. Der er ikke nogen, der tager en espresso med. Jeg tror, det var med til at give latten et løft,« siger han.

Han sidder i den senest åbnede udgave af en Riccos Kaffebar, som ligger i Den Brune Kødby i København. Selv drikker han en dobbelt espresso, for mens latten har været – og til dels stadig er – den foretrukne drik blandt cafégæsterne, så har den aldrig været baristaernes og kaffeeksperternes valg:

»Jeg prøver at skubbe folk til at drikke noget med mindre mælk i. Det har jeg altid gjort. Da jeg selv stod på kaffebaren i Istedgade, sagde jeg tit nogle ret grove ting, hvis der kom sådan en fuldvoksen mand og bestilte en latte. Hvad skulle han med alt det mælk? Mælk er til børn! Om han ikke kunne lide kaffe – og den slags,« siger Ricco Sørensen.

Latten kom som en bølge. Det var det, man drak, den tog fuldstændig over, fortæller Ricco Sørensen, som med kæden Ricos Kaffebar, har baseret hele sin forretning på den varme mælk i kaffen

I et vindue ved et højt bord sidder to mænd, hver med sin mulepose. Den ene af dem har en slidt lyserød kasket, hvor der står Brooklyn i panden. I hjørnet modsat dem står en pladespiller med en The Doors-plade og snurrer.

»Men i dag må jeg bare konstatere, at hele min forretning er bygget op omkring, at folk har købt caffe latte. Så jeg skal også passe lidt på med, hvad jeg siger her. Jeg lever af latte!«

Edderrøvme meget latte

En af dem, som købte caffe latte på Riccos og andre af de opskydende kaffebarer i 00’erne, er Flemming Møldrup, som er livsstilsekspert og blandt andet kendt fra DR-programmet Kender du typen?

»Da jeg var helt ung og boede i Aarhus, drak man cappuccino med kakaopulver på toppen nede på Casa Blanca. Så det med smart kaffe var på vej. Men da jeg flyttede til København sidst i 90’erne, kom latten, og det var startskuddet til en decideret kafferevolution. Og det åbnede døren for, at andre kaffetyper kom til,« siger han:

»Dengang var det alle os, der var med på noderne, der drak det. Jeg var i reklamebranchen, og der blev edderrøvme drukket meget latte. De smarte omfavnende den her drik med en halv liter mælk og meget lidt kaffe i. Mange steder serverede man den i store glas, og det var også en ny måde at drikke kaffe på. Så kunne alle se, hvad man drak,« siger han.

Den kreative klasse blomstrede på samme tid som latten – og omfavnede den. Derfor blev drikken også til et symbol på denne klasse. Latte var noget, man drak, hvis man var progressiv og elitær. Der blev også hurtigt sat lighedstegn mellem Det Radikale Venstre og latten. Caffe Latte-partiet, kaldte man de radikale, og de politiske modstandere begyndte at bruge det negativt om alt, hvad der var storbysmart og elitært. I 2006 var der politisk fnidder mellem De Konservative og Dansk Folkeparti, og den daværende konservative formand, Bendt Bendtsen, inviterede Pia Kjærsgaard på kaffe:

Jeg var i reklamebranchen, og der blev edderrøvme drukket meget latte. De smarte omfavnende den her drik med en halv liter mælk og meget lidt kaffe i, fortæller livstilseksperten Flemming Møldrup

»Men jeg gider ikke drikke caffe latte, og det har jeg på fornemmelsen, at Bendt Bendtsen mest tænker på med sine nye radikale venner. Det skal være en god, stærk, sort kaffe«, sagde Pia Kjærsgaard dengang til Politiken. Latten var pludselig blevet en del af kulturkampen.

Ved Dansk Folkepartis årsmøde i 2008, sagde Pia Kjærsgaard, at de radikale måtte have deres caffe latte for sig selv: »Pølsevognen er et symbol på en del af dansk kultur igennem snart 90 år,« sagde hun og optegnede dermed en folkelig modsætning til latten. Også Liberal Alliance bruger caffe latte som politisk symbol. Da der blev forhandlet en ny kommunal udligningsordning i 2012, skrev Joachim B. Olsen på Facebook:

»Så har alle de ineffektive og i forvejen møg forkælede snylter kommuner fået endnu flere penge! Håber du får Café latten galt i halsen, Margrethe!«

Det var stilet til de radikales daværende leder, Margrethe Vestager, som dengang var indenrigsminister og i dag er konkurrencekommissær i EU. Da Information i en mail spørger, om hun vil snakke om caffe latte, lyder svaret fra sekretæren, at det vil hun »rigtig gerne.«

Margrethe Vestager fortæller, at latten er et af de symboler, der bare hænger ved partiet:

»Latten kom til Danmark på et tidspunkt, hvor der var hype omkring Det Radikale Venstre. Og så blev de to ting knyttet sammen, og siden har det hængt ved.« Selv drikker hun en enkelt latte om morgenen, men sort kaffe resten af dagen. Hun medgiver, at der dengang blev drukket meget latte.

»Jeg tror, det er typisk for radikale, at de gerne vil prøve nye ting. ’Lad os se, hvad det er.’ Og selv om mange er rykket videre i dag, så bliver udtrykket hængende som en del af den politiske retorik. Det er gået fra at være noget positivt til at være en negativ beskrivelse. Og når først det når ind i folkeviddet, så slipper man ikke af med det. Den slags hænger fast,« siger Margrethe Vestager.

Skulle redde samfundet

Joachim B. Olsens kommentar om, at han håber, at Margrethe Vestager får latten galt i halsen på grund af udligningspolitikken, er sigende for både latten som symbol og det skel, der dengang var og i dag stadig er mellem land og by, mellem det brede folk og eliten.

Latten er et skældsord, som ikke bare skal ramme de radikale, men hele den kreative klasse. Det er københavnereliten, der bliver angrebet og beskyldt for at ville beholde sine mange penge. Den kreative klasses økonomiske potentiale er primært beskrevet af den amerikanske økonom, Richard Florida, som i 2002 udgav bogen The Rise of the Creative Class. Floridas pointe er her, at det er storbyeliten, der skal drive samfundsøkonomien frem. Hans tanker er herhjemme siden blevet adopteret af blandt andre Det Radikale Venstre og siden også Alternativet.

Socialdemokraten Kaare Dybvad udgav i foråret bogen De lærdes tyranni, som blandt andet indeholder et opgør med Floridas teori. Han mener, at potentialet er overvurderet:

»Caffe latte blev symbolet på hele den tendens der var i 00’erne med forestillingen om, at der lå en økonomisk urkraft gemt i det kreative miljø.«

Udbredelsen af Floridas teori var samtidig en underkendelse af den måde, man hidtil har gjort tingene på, mener Kaare Dybvad:

»Latten var for det kreative erhvervsliv, mens kolbekaffen pludselig blev forbundet med industrien. Tv-serien Nikolaj og Julie er et godt eksempel på tiden dengang. Den foregik på et reklamebureau i København og idylliserede den livsform. Det blev ophøjet til noget ekstraordinært vigtigt, og latten var koden for at komme ind,« siger han og tilføjer:

»Den kaffeanretning blev – måske uforskyldt – til den dominerende forståelse af gruppen.«

Latten var for det kreative erhvervsliv, mens kolbekaffen pludselig blev forbundet med industrien. Tv-serien ’Nikolaj og Julie’ er et godt eksempel på tiden dengang. Den foregik på et reklamebureau i København og idylliserede den livsform, fortæller socialdemokraten Kaare Dybvad, der i foråret udgav bogen ’De lærdes tyranni’.

Sille Veilmark

Ifølge Dybvad var der en tendens til at overvurdere klassens betydning:

»Der var en forestilling om, at det hele skulle foregå her. Det var der, fremtiden var. Den gamle produktionsindustri og landbruget måtte vende sig mod den nye virkelighed. Det kreative blev hyldet og sat op på en piedestal.«

Professor på Copenhagen Business School, Mark Lorenzen, har skrevet om og forsket i Richard Floridas teorier om den kreative klasse. Han er enig i, at latten er blevet et symbol på den kreative klasse herhjemme. Men han mener også, at det er noget medierne har skabt, og at det er et forsimplet symbol:

»Tingene kom på samme tid, og på den måde er der en forbindelse mellem perioden i 00’erne, hvor folk i storbyerne elskede latte og udbredelsen af Floridas teori. Men der er mange i den kreative klasse, som ikke drikker latte. Det dækker over næsten en tredjedel af den samlede arbejdsstyrke,« siger han.

Kunstnere, musikere, medie- og reklamefolk på Vesterbro er kun en del af den kreative klasse, som også tæller ingeniører, læger m.m., siger han.

»Det er ikke så homogent, som det ofte bliver fremstillet. De stemmer også på forskellige partier,« siger han. Fælles for klassen er, at de ofte har job med vekslende arbejdstider, ofte projektarbejde med deadline – og at de er bosat i de store byer:

»De elsker at bo i byen og kan godt lide at deres børn går til tilbud, som man ikke har i provinsen. De vil også gerne kunne købe ind sent og bo tæt på teatre og lufthavn,« siger han.

Mindre mælk

Latten bliver i dag stadig brugt som et symbol på storbyeliten – typisk i negativ sammenhæng, altså som en dæmonisering. Men passer det overhovedet, at latten er en københavnerdrik? Det er allerede blevet antydet, at latten ikke helt har samme status i dag, som den havde i 00’erne.

Men hvor meget latte drikkes der reelt og hvor? Hos kaffe og juice-kæden Joe & The Juice ved man det bedre end noget sted, for de har barer rundt omkring i hele landet – og verden. I kædens hovedkvarter – et stort kontor midt i København, fortæller den kaffeansvarlige, Izak Hyllested, at der er en tydelig udvikling i gang:

»Folk vil generelt have mindre mælk i kaffen i dag,« siger han.

Han sidder i en kaffebar, som ligger i den ene ende af det enorme kontor, som også rummer et fitnesscenter med boksering. Izak Hyllested er iført tophue, stram sort T-shirt og har masser af tatoveringer. Foran sig har han fire størrelser af kopper: en stor lyserød, en mellemstor gul, en lille lilla og en helt lille grå.

»I København bestiller man typisk en lilla. Den lyserøde er mere i provinsen. Det samme ser man i USA: jo tættere på byen, des mindre kopper.«

Der er næsten en halv liter i den lyserøde kop, men der er samme mængde espresso i, som hvis man bestiller en lilla. Den eneste forskel er mængden af mælk.

»Det er nok lidt mere sexet med de små kopper. Når jeg tager en kop kaffe med ud i byen, så er det som regel en af de her to størrelser,« siger han og peger på den lilla og den grå.

Kigger man på salgstallene, bakker de op om tendensen til mindre mælk i hovedstaden. De to største lattetyper – den lyserøde og den gule – står for hele 44 procent af salget i Joe & The Juice i Viborg og 41 procent i kædens afdeling i Randers Storcenter. På Vesterbro er det kun 31 procent. Men der er der også forskel på de enkelte bydele i København:

»På Østerbro ser jeg mange to go-latter. Omvendt er Vesterbro blevet filterkaffens hovedsæde. Her er der mange små kaffebarer, hvor mælkekaffe ikke er særlig udbredt,« siger han.

Mors kaffe kommer igen

På Riccos Kaffebar i Kødbyen fortæller Ricco Sørensen, at han mærker samme bevægelse. I dag er de unge i storbyen rykket videre fra de store glas og kopper med en halv liter mælk i:

»Det er sket et skift. Folk er begyndt at drikke cortado eller flat white i stedet.« En cortado er en espresso med en lille smule varm mælk i. En flat white er der lidt mere mælk i, »men slet ikke lige så meget som i en latte,« siger Ricco Sørensen, som fortæller, at han også er begyndt at sælge cappuccino igen – selv om den i sin tid blev nærmest udryddet af latten.

Folk vil altså have mindre og mindre mælk – eller slet ingen. Dog er det stadig omkring hver fjerde kop kaffe, Ricco Sørensen sælger, der er en latte, fortæller han. På grund af et skift i regnskabssystemet, kan han desværre ikke gå tilbage i tiden og se, hvor meget latte, der blev solgt i 00’erne til sammenligning.

Lige nu er det koldbrygget kaffe og især filterkaffe, der vinder frem i storbyen. Izak Hyllested kalder det for drypkaffe:

»Drypkaffe er faktisk en filterkaffe som vor mor lavede den.«

Han drikker og serverer selv drypkaffen på kontorbaren, men den kan ikke fås i Joe & The Juice i Danmark endnu:

»Den sælger godt i USA og i England også. Det kan være, at vi har drypkaffe i vores barer i Danmark om nogle år,« siger han og tager en tår: »Jeg kan altså smage Honduras bedre i den her, end jeg kan i en espresso.«

Segmentet er rykket videre

Flemming Møldrup bekræfter det lidt paradoksale: Det, vi kender som ’caffe latte-segmentet’, drikker ikke caffe-latte i dag:

»I den kreative klasse drikker man americano og filterkaffe. Og de, som ikke kan undvære mælken, er gået tilbage til cappuccino og andre former for kaffe med mindre mælk. En hver med respekt for sig selv, drikker ikke latte. Det kan de ikke få sig til at bestille,« siger han. I stedet er latten flyttet ud af storbyen:

»Jeg tror stadig, den florerer i bedste velgående i provinsen. Det er blevet en dansktopkaffe,« siger han. Derfor er det også paradoksalt, at man stadig møder latten som et symbol på den radikale storbyelite i debatten:

»I dag er det snarere Pia Kjærsgaards kernevælgere, der sidder og drikker latte rundt om i provinsbyernes cafeer,« siger Flemming Møldrup.

På Østerbro ser jeg mange to go-latter. Omvendt er Vesterbro blevet filterkaffens hovedsæde. Her er der mange små kaffebarer, hvor mælkekaffe ikke er særlig udbredt, siger kaffeansvarlig i Joe & The Juice, Izak Hyllested.

Sille Veilmark

Latten er altså på retur i den kreative klasse. Spørgsmålet er, om troen på hele den kreative klasse også er det. Klassen bliver i hvert fald udsat for stadig mere kritik. I sommer udgav Richard Florida endnu en bog The New Urban Crisis, som handler om, hvordan den kreative klasse har skabt øget ulighed i byerne og fået huspriserne til at stige så meget, at borgere fra andre klasser ikke længere har råd til at bo der.

Det er blevet udlagt som om, at Florida undsiger sin egen teori. Blandt andet bragte Berlingske historien Manden bag »den kreative klasse« siger undskyld: Caffe latte-lykken er død. Mark Lorentzen understreger, at Florida ikke har undsagt sin teori, men blot peger på nogle af de problemer, der er opstået med den kreative klasses udbredelse:

»Der har været en kritik af, at man i den kreative klasse ikke tager ansvar, og at der har været en tendens til, at de, som søger ind til byerne, gør byerne dyrere. Det er en fare for, at det gør uligheden meget høj. Men det er ikke det samme som, at Florida tog fejl. Tværtimod kan man sige, at det er gået hurtigere, og det så har haft nogle konsekvenser i USA,« siger han.

I USA er ejendomsmarkedet ureguleret, og der er større forskel på, hvad toppen og bunden tjener, derfor er der kommet enorme prisstigninger i byerne. I Danmark er effekten også til stede men mindre tydelig:

»I Danmark har vi også et velfærdssystem, et godt transportsystem og regionale og kommunale udligningsordninger,« siger Mark Lorenzen.

Og så er vi tilbage ved Joachim B. Olsens kommentar om, at han håber, at Margrethe Vestager får latten galt i halsen i forbindelse med den kommunale udligningsordning fra 2012, som ifølge Olsen tilgodeser storbyerne.

Kaare Dybvad er enig i, at dele af venstrefløjen har taget for meget hensyn til den kreative klasse:

»Latten havde aldrig nogen sociale ambitioner. Der var ikke nogen forestilling om, at man skulle skabe sammenhæng hverken økonomisk eller kulturelt. Det var en accept af et lagdelt samfund, hvor nogen skulle have lov til at tjene mere end andre, fordi de var i en privilegeret situation. Der var ingen ambitioner hos Florida eller andre om omfordeling eller lige adgang til indflydelse.«

»Tværtimod kæmpede man for at få større plads til dem, der i forvejen tilhørte den privilegerede gruppe. Der var en stemning af, at hvis ikke man indrettede samfundet efter dem, så ville det hele gå rabundus. Der var noget fundamentalt borgerligt i hele den tankegang,« siger Kaare Dybvad, som også mener, at der var et pres på dem, som boede i andre dele af landet og havde helt andre typer job.

Dem, som typisk drikker sort kolbekaffe – eller som, hvis de bruger mælk »højst lige putter sådan et lille plastikbæger med fløde i,« siger Kaare Dybvad.

»Man kan ikke tage til Djursland og sige: ’I skal være som dem i København, ellers kan I ikke være med i det her samfund.’ Det er en skør tanke,« tilføjer han. Og det har været med til at skabe en større afstand mellem eliten i storbyen og den brede befolkning i provinsen.

Derfor langer Kaare Dybvad ud efter den del af venstrefløjen, som dyrkede og stadig dyrker den kreative klasse:

»Hvis ikke man arbejder benhårdt politisk for at sikre lighed, så vil det give ulighed, det er sikkert. Og det var det, Florida turnerede med, og som mange politikere og meningsdannere på den bløde del af centrum-venstrefløjen elskede og indrettede lovgivningen efter. Det her er ikke nødvendigvis lattens skyld. Det er nok lige at strække den lidt,« griner Kaare Dybvad.

Margrethe Vestager afviser, at hun og de radikale dengang troede, at der kun var brug for den kreative klasse:

»Den der med, at det kun er de kreative, der skal redde storbyerne, den er der aldrig nogen, der for alvor har troet på. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er der brug for, at der er nogen, der stiller spørgsmål til det eksisterende og har et kreativt blik på tingene. Men at få det til at blive til noget kræver, at der bliver lagt kræfter i. Når ting skal laves om og gøres på en ny og anderledes måde, så skal der mange mennesker til det. Derfor er det også godt, at der er mange typer kaffe, så man kan få det, der passer til en selv,« siger Margrethe Vestager.

På lossepladsen

Kaare Dybvad mener, at Florida med sin nye bog har undsagt hele den centrale del af sin teori: troen på, at det var den kreative klasse, der skulle redde samfundet.

»Alt det har han smidt på lossepladsen igen,« siger han.

Men derfor holder mange af hans andre tanker stadig, mener Mark Lorenzen:

»Faktum er, at det er dem (den kreative klasse, red.), der innoverer. Og det er der, den højeste del af indtægten ligger. Både i USA og herhjemme. Når vi eksporterer i landbruget, har det som regel også været forbi bioteknikere og ingeniører først,« siger han.

Kaare Dybvad er ikke uenig:

»Selvfølgelig har folk med specialiseret viden en stor værdi, og selvfølgelig vil dem med lange uddannelser efterspørge liv i gaderne, men det har andre teoretikere altså sagt før Florida,« siger Dybvad og tilføjer:

»Det havde sin tid. Latten kom ind med den bølge, og latten gik ud med den. Det er nogle år siden, det stoppede med at være smart at drikke latte. Den er ikke det statussymbol, som den var en gang. Floridabølgen og lattebølgen var sammenfaldende.«