Læsetid: 13 min.

’Fanø er ideel for Alternativ-eksperimenter’, siger landets første limegrønne borgmester

Kommunalvalgets måske største drama udspillede sig på Fanø, da Alternativet i 11. time forlod et grønt flertal til fordel for Venstre og Socialdemokratiet – og så selvfølgelig partiets første borgmesterpost. Hvordan gik det til? Information har genbesøgt dramaet og Danmarks første limegrønne kommune
I dag fortryder den nye borgmester, Sofie Valbjørn, at hun underskrev den første konstitueringsaftale. Jeg kan godt tænke: ’Fandens også, at det skulle gå så stærkt’, siger hun.

I dag fortryder den nye borgmester, Sofie Valbjørn, at hun underskrev den første konstitueringsaftale. Jeg kan godt tænke: ’Fandens også, at det skulle gå så stærkt’, siger hun.

Sille Veilmark

13. januar 2018

Det tager 12 minutter at tilbagelægge sejladsen mellem Esbjergs industri og Fanøs natur. Jeg bruger tiden på at opsummere det, jeg ved. Det er mange detaljer, så det er noget med at holde tungen lige i munden.

Det støvregnede på valgaftenen. På vej hjem fra valgstedet slog jeg et smut forbi en ven, der havde lavet stegt flæsk. Jeg hapsede et sprødt stykke og dyppede det omhyggeligt i den fede persillesovs. I fjernsynet kørte valget.

Endnu en reporter tonede frem på skærmen og præsenterede, hvad der øjensynligt lignede en smilende om end umage forsamling i en privatstue på Fanø; Danmarks næstmindste kommune med 2.736 stemmeberettigede. Jeg nævner de præcise antal, fordi det er vigtigt på en ø, hvor hver stemme tæller.

Af samme grund var valgresultatet på øen længere undervejs end forventet. For to stemmer var forsvundet. Og »vi kan jo ikke indberette et resultat, hvor vi mangler to stemmer,« sagde Fanøs kommunaldirektør.

Fanø har landets højeste stemmeprocent efterfulgt af Læsø og Samsø. Ved de to seneste valg stemte mere end 85 procent af vælgerne. Gennemsnittet er 71 procent på landsplan.

Men der sad de så. Den smilende, umage forsamling med De Konservative, Alternativet, SF og det lokale centrumhøjreparti Fanø Lokalliste. De fire lister havde smidt valgets største parti Venstre og borgmesteren gennem 12 år, Erik Nørreby, på porten sammen med Socialdemokratiet. Og med ét var landets to traditionelle borgmesterpartier sat ud ad spil. Seks mandater mod fem og jordskreddet var en realitet.

»Vi arbejder fortsat med konstitueringsaftalen under overskriften ’En grønnere og mere bæredygtig udvikling for Fanø’,« sagde koalitionens største stemmesluger med 263 personlige stemmer, Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste, til Fanøposten.

En konstitueringsaftale er en kommunal betegnelse for et regeringsgrundlag.

Der skal forandring til, lød det fra øens nye regenter. De mente, at Fanø for længe havde stået for en uambitiøs miljøpolitik. De ville i højere grad fokusere på grøn turisme frem for masseturisme, og de ville lave en samlet energiplan for øen, der bl.a. skulle udfase behovet for fjernvarmeenergi leveret fra Esbjerg. Ligesom de mente, at politikudviklingen savnede åbenhed på grund af for mange lukkede byrådsmøder. Borgerinddragelsen skulle med andre ord styrkes.

Dagen efter blev Kristine Kaas Krog udpeget til borgmester. Til TV Syd glædede hun sig over, at vælgerne havde valgt et generationsskifte og udsigten til en mere grøn politik.

»Vi er blandt andet gået til valg på en grønnere og mere bæredygtig udvikling af øen. Det gælder både for energi- og klimatilpasning, men også en grønnere og mere bæredygtig udvikling af turismen – og det glæder vi os til at komme i gang med.«

Men i politik kan ingen vide sig sikker – og slet ikke i kommunalpolitik. I dag har Alternativet borgmesterposten.

En gulerod som borgmester

Bommen til færgelejet går op. Det er stadig mørkt, men der er lys i ét vindue på kroen.

Fanø Krogaard har eksisteret siden 1664. Dengang var det formentligt mest sømænd og handelsmænd, der søgte husly. Denne tidlige morgentime – fredag inden jul – balancerer en tysk turist en kop kaffe og en tallerken continental breakfast fra buffeten og ned til bordet med udsigten over Vesterhavet og Esbjerg Havns lysende kraner i horisonten.

Fanø har en særlig identitet. På malerierne sidder fannikkekoner og væver eller snakker i øens traditionelle klædedragt. Altså den fra Nordby, forklarer kroejeren så. Øen har altid været opdelt mellem fannikker fra Nordby og sønderhoninger fra Sønderho på øens sydspids. Vejen, der i dag forbinder de to landsbyer, er af nyere dato – i gamle dage var der kun havet. På Fanø har globaliseringen altid været allestedsnærværende.

Karen Jeppesen, der er forkvinde for SF på Fanø, undrer sig over, at Alternativet svingede over til Venstre. De har jo siddet med borgmesterkæden i 12 år uden at bekymre sig særligt om miljøet, siger hun.

Sille Veilmark
Kroejer Kasper Kirkegaard serverer frisk kaffe. Han griner af mit ærinde og siger, at hans kone stillede op for De Konservative.

»Her ved alle, hvor man står politisk«. Han peger på kroens genbo. »Dér bor en fra Alternativet«. »Og naboen til vores hus er fra Vadehavslisten«. I alt kæmpede ti partier om øens 11 mandater. Fire af dem var lokallister.

Vi begynder at snakke om, hvordan borgmesterposten havnede hos Alternativet. Kroejeren synes, forløbet var grinagtigt.

»Haha! – jeg postede et billede af en gulerod på Facebook, da bølgerne gik højest, og foreslog, om vi ikke skulle gøre den til borgmester. Bare for at udstille absurditeten.«

Kroejeren slår over i en mere alvorlig tone.

»Helt ærligt, hvad har Venstre og Alternativet lige tilfælles?«

Rævekagen

En uge efter aftalen gik Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste i medierne for at åbne mulighederne for en bredere aftale med de tidligere magthavere i blandt andet Venstre. Til TV Syd sagde hun, at det var »gået lidt for stærkt« på valgaftenen.

»Vi tror på, at på sådan et lille sted som Fanø, er det vigtigt med et godt arbejdsklima.«

Det fik SF og De Konservative til at erklære, at den nyvalgte borgmester havde sprængt rammerne for deres aftale fra valgnatten. De to partier havde umiddelbart svært ved at se, hvorfor de skulle sætte en udvalgsformandspost eller en viceborgmestertjans over styr ved at genforhandle.

»Vi ville jo forandre miljøpolitikken og den politiske kultur på øen. Og Venstre og deres støttepartier har siddet med borgmesterkæden i 12 år uden at bekymre sig særligt om miljøet,« siger forkvinde for SF Fanø, Karen Jeppesen, i dag om situationen.

Selv om Esbjerg med storhavn og skorstene er en tæt på fast del af udsigten, har Fanø sin egen identitet, og den er tilmed delt mellem nord og syd.

Sille Veilmark
I starten af december blev dramaet så afblæst for en stund. I et telegram skrev Ritzau, at både SF og De Konservative fortsat bakkede op om Fanø Lokallistes formand som borgmester. Det interessante var imidlertid det, der ikke stod i telegrammet. For Alternativet, der som det mindste parti bag kuppet med 175 stemmer ikke havde fået nogen formandsposter, var tavse.

Få dage senere brød partiet tavsheden. Alternativets spidskandidat, Sofie Valbjørn, vragede sine tidligere allierede og tog sit ene mandat med over til de sidste 12 års flertal. 6 mandater mod 5. Prisen? En borgmesterpost til Alternativet. Den første nogensinde.

Personligt nag

Jeg tager over for at besøge hende, det hele drejer sig om. Inden jeg forlader kroen, spørger jeg kroejeren, hvorfor De Konservative og Venstre, der tilsammen kunne mønstre fem af de 11 mandater ikke slog pjalterne sammen.

»Det handler om personligt nag,« forklarer han. Partierne har historisk stredes om borgmesterkæden. Øens mangeårige V-borgmester, Erik Nørreby, siger derimod, at det skyldes, at De Konservative var bannerførere for en kommunesammenlægning med Esbjerg under strukturreformen.

Vejen til den nyslåede borgmester går langs Nordbys gamle teglværk og bindingsværkshuse. På en sandbanke i havet ligger to sæler og slikker den sjældne vintersol.

Borgmester Sofie Valbjørn byder indenfor i sit og mandens hjem. Her bor de med deres tre børn. Manden er oprindeligt fra Belgien og én blandt mange udenlandske tilflyttere, jeg møder på øvandringen. Det store morgenbord står stadig fremme. Økologi. Familiens jagthund hilser. Overalt i vindueskarmene står vaser med små hyacinter.

42-årige Sofie Valbjørn flyttede fra Grønland til Fanø, da hun var fem år. Hun startede sin politiske karriere i det lokale parti, Miljølisten. Senere forlod hun listen og var med til at starte Alternativets lokalafdeling sidste forår. Sofie Valbjørn siger, at hun ikke tilhører partiets »Enhedsliste- og happy go lucky-fløj«. Jeg spørger den nyvalgte borgmester, hvordan hun i alverden havnede i borgmesterstolen.

»Selvfølgelig havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle blive borgmester for et halvt år siden. Jeg mener, vi er et nyt parti – og først og fremmest drømte jeg om at blive valgt ind. Men det er klart, der stillede ti lister op til valget, så selvfølgelig havde jeg en idé om, at jeg kunne ende som tungen på vægtskålen.«

Ifølge Valbjørn forsøgte ’den oprindelige’ konstituering at brede aftalen ud, men »nogle personer« ville ikke tage noget med til forhandlingsbordet.

»Hvis man vil dele en kage, må man jo også give et stykke.« Og selv om hun tænkte, »at Venstre, Socialdemokratiet og Miljølisten kunne hoppe i havet«, da de ringede og bød hende på kaffe, takkede hun ja til mødet.

»Det kunne ikke skade at lytte på, hvad de havde at sige,« siger hun.

Kort efter var hun borgmester med 107 personlige stemmer. Efter nytår havde hun sin første arbejdsdag.

Fanø ideel for Å-eksperiment

Vi sammenligner det første flertal og konstitueringsaftalen ’En grønnere og mere bæredygtig udvikling for Fanø’ med det nye flertal og den gældende ’Konstitueringsaftale 2018–2021’.

Der er ikke den store forskel på de to, mener borgmesteren. Hun siger, at hun rigtignok ikke fik nogle udvalgsformandsposter i den første aftale. »Men stort set hele indholdet var Alternativets politik.« Hun siger, at det hele tiden har været hendes mål at gå efter »indhold frem for meritter«.

»Det handlede om grøn udvikling, om mere gennemsigtighed i kommunens arbejde og større borgerinddragelse. Visioner frem for enkeltsager. Hvis jeg skal sige noget negativt om den nye aftale, så er det, at den måske ikke er helt ligeså konkret. Der kan være nogle smuthuller.«

Hun kalder Fanø det perfekte sted for at eksperimentere med Alternativets visioner om et mere borgernært demokrati med fælles politikudvikling og workshops. Øen er så lille, at »demokratiet i forvejen er mere direkte end repræsentativt«.

»Her ringer borgeren direkte til politikeren eller prikker én på ryggen i supermarkedet, hvis man vil have noget ordnet.«

Vinderen og taberen

Jeg må hen på kommunen for at høre, om hendes tidligere allierede er enige i, at det nye flertal politisk vil det samme som det gamle. Kommunen ligger i et aflangt etplanshus af røde tegl.

I byrådssalen er et bryllup i fuld gang. To herboende sølvsmede siger ja til hinanden.

Borgmesteren, der aldrig blev borgmester, Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste, står ved kaffemaskinen. Jeg spørger hende til valget. Hun tager en dyb indånding. Jeg føler, jeg har gjort noget forkert. En sekretær aer hende på skulderen.

Efter lidt tid siger Kaas Krog, at hun stadig er »skuffet, og at tilliden har lidt skade«. Hun er ikke enig i, at grundlaget for de to aftaler er ens. Nogle af ideerne fra deres oprindelige aftale er ganske rigtigt de samme.

»Men den nye konstitueringsaftale er meget mindre konkret,« siger hun. »Vi var reelt helt enige om forandringerne. Vi ville alle den grønne omstilling og alle sikre større åbenhed i kommunen. Vi ville have forandring. Det kan godt være, at vi har fået en ny borgmester, men det er nøjagtig de samme, der sidder bag hende som før valget.«

Inde i byrådssalen skåler det nygifte ægtepar i hvid portvin med deres familier. Charlotte Skov er født og opvokset på Fanø. Hendes mand, Marcos Perez, er oprindeligt fra Spanien. Det må være noget nær de første mennesker i verdenshistorien, der diskuterer kommunalpolitik så kort efter en vielse.

Sille Veilmark
Så kommer øens mangeårige V-borgmester og nye viceborgmester med 307 personlige stemmer, Erik Nørreby, ind ad døren. Han er anderledes opstemt og snakkesalig, selv om han jo i realiteten også har mistet en borgmesterpost. Nogle lokale kalder den rutinerede Nørreby for dukkeføreren bag den nye, urutinerede borgmester.

Begge politikere bliver enige om, at det vil tage tid at samle det splittede byråd. Erik Nørreby sammenligner med det legendariske kommunalvalg i 1997, hvor borgmesteren måtte lede en ’mindretalsregering’, fordi ingen kunne mønstre et flertal. »Dengang tog det flere år at klinke skårene,« siger han.

Fanø afspejler Europa

Jeg kommer i tanke om kroejerens spørgsmål fra tidligere og spørger Nørreby, hvad Venstre og Alternativet har tilfælles. Svaret falder prompte.

»Alternativet er ikke kun et venstreorienteret parti. De har meget fokus på iværksætteri og innovation, og det har vi også i Venstre. Jeg synes egentlig, valgresultatet ligner det, vi ser i resten af Europa. De gamle ideologier bliver brudt lidt op, og der kommer nye bevægelser til. Det er bare med at lære at samarbejde,« siger han.

Inde i byrådssalen skåler det nygifte ægtepar i hvid portvin med deres familier. Charlotte Skov er født og opvokset på Fanø. Hendes mand Marcos Perez er oprindeligt fra Spanien. Det må være noget nær de første mennesker i verdenshistorien, der diskuterer kommunalpolitik så kort efter en vielse.

De siger, at de ikke har noget i klemme, for de stemte på Vadehavslisten – og de kom ikke ind. Charlotte Skov er iført en smuk, enkel bryllupskjole. Hun siger, at fannikker, »altid har det med at piske en stemning op til kommunalvalgene«. Hendes mand, Marcos Perez, der stemte før første gang til et dansk valg, forstår overhovedet ikke postyret.

»Jeg synes, det er smukt, at man i dansk politik kan samarbejde over midten. Det kunne vi lære meget af i Spanien – bare se på Catalonien.«

De forlader byrådssalen. Under vintersolen kaster vennerne med ris.

Den sorte gryde

I køen hos den lokale slagter står Jan med nummer 169 i hånden. Hvis man omsatte seddelen til stemmer, ville man blive valgt med cirka 7,5 procent af krydserne. Han griner ad hele forløbet.

»Hvis valget virkelig handlede om politik, var Venstre og De Konservative jo gået sammen. Det giver sig selv. Det her er rent og skært personfnidder,« siger han.

Jeg får en sandwich med Fanøs efter sigende berømte, letrøgede skinke og går hen til kulturcentret Realen. Stedet blev landskendt i TV 2-serien Ja for Fanø!, hvor lederen af kulturhuset og ’art director manager’ for musiker Johnny Madsen, Jeanett Exner, bl.a. forsøger at lancere en Johnny Madsen-shampoo.

»Se!« siger ’art director manageren’. Hun rækker mig en smal papæske.

»Jeg har købt bæredygtige tandbørster til vores frivillige i julegave på grund af den nye borgmestre. Nu skal vi rigtigt til at være grønne,« siger hun.

Musiker og maler, Johnny Madsen (t.v.) står i sit galleri med sin art director manager. I følge Madsen er Fanø en gryderet med beboere fra alle egne med forskellige politiske ståsteder. Det er ikke ligesom i Thyborøn, hvor han selv er fra. Der tænker alle sgu’ ens, siger han.

Sille Veilmark
Vi står i Johnny Madsens galleri. På bordet står der et syltetøjsglas; syltede nisserøve, står der på etiketten. Telefonen ringer – Jeanett Exner siger, at shampooen er udsolgt.

Johnny Madsen kommer ind ad døren iført sort dynejakke og tørklæde om halsen. Han signerer en bog og byder på vin.

— Hvad er demokrati på en ø?

Han gentager spørgsmålet for sig selv, inden han refererer den færøske forfatter William Heinesen.

»Han kaldte Fanø for den sorte gryde – fordi Fanø som søfarts- og handelsø altid har bestået af mange forskellige mennesker alle steder fra. Det er det samme i dag. Her bor københavnere. Vestjyder. Tilflyttere fra udlandet. Alle med forskellig observans. Det ser vi jo også til kommunalvalget. Fanø er en gryderet. Det er ikke ligesom i Thyborøn, hvor jeg kommer fra. Der er alle sgu’ fuldkommen ens.«

’Hvad er problemet?’

Nej, Fanø er ikke Thyborøn. På det lokale bryghus skænker 22-årige Katarina Lindner fadøl. Hun er indbegrebet af gryderettens ingredienser. Født i Hamborg. Flyttede til Danmark, hvor hun færdiggjorde sin uddannelse som skorstensfejer. Kvittede erhvervet. Flyttede til Fanø, hvor hun i dag arbejder, mens hun læser en HF i Esbjerg.

Kommunalvalget var første gang, hun stemte i Danmark.

»Jeg tog hen til valgdebatten i Nordby, men dørene blev lukket, fordi der var for proppet,« siger hun.

»Så måtte jeg tage til Sønderho for at deltage i vælgermødet der.« Hun besluttede sig i sidste ende for at stemme på Alternativet, fordi »Fanø er turisme, og turismen er naturen med stranden, lyngen og sælerne«.

»Fanø må ikke blive som Rømø, hvor turisterne kører ræs på stranden.«

Hun fnyser, da jeg kalder valget for et drama.

»Hvorfor synes du, det var et drama?« spørger hun. Jeg beskriver, hvordan Alternativet og Sofie Valbjørn øjensynligt forlod et grønt flertal til fordel for et mindre grønt et.

»Det var da ikke noget drama. Plan A gik ikke op, og så gik Alternativet videre til plan B. Sådan er politik,« siger Katarina Lindner.

Det er borgmester Sofie Valbjørn enig i, selv om hun i dag fortryder, at hun underskrev den første konstitueringsaftale.

»Jeg skulle have haft mere is i maven og ventet en dag eller to. Men jeg er ny i politik, og det hele gik så stærkt på valgaftenen. Jeg havde lidt følelsen af, at vi skulle konstituere os. I dag tænker jeg: Fandens også, det skulle gå så stærkt.«

»Men vi må også kunne se fremad. Det er mit ansvar, at vi nu får en mere grøn miljøpolitik på Fanø. Og der synes jeg, det positive er, at jeg har fået Venstre og Socialdemokratiet med i folden på den grønne dagsorden. Og mon ikke SF, De Konservative og Fanø Lokalliste stadig ønsker en grøn politik?«

Jeg spørger hende, hvordan vi konkret kommer til at se, at Fanø er en limegrøn kommune. Sofie Valbjørn minder om, at hun rigtignok er borgmester, men stadig kun har et mandat i byrådet. Hun opridser en række ideer. Det handler om, at Fanø skal arbejde med visioner frem for enkeltsager. Det handler om mere direkte demokrati. Det handler om borgerinddragelse og om større åbenhed.

— Det slår mig, at du ikke nævner den grønne omstilling?

»Selvfølgelig skal vi også have fokus på miljøpolitik. Vi har oprettet sådan et ’paragraf 17 stykke fire-udvalg’, som vi tog med over fra den første aftale. Det handler om, at vi skal lave en samlet energi- og klimaplan, der gælder for hele øen.«

Fanø ligner demokratiet fra før strukturreformen. Med alt, hvad det indebærer af personfnidder, nærhed og rævekage. Jeg mindes den fede persillesovs og det sprøde flæsk fra valgaftenen. Vi aftaler, at jeg skal genbesøge øen om et par år for at se, om Fanø Kommune er blevet mere alternativ. »På gensyn,« siger Alternativets første borgmesteren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu