Læsetid: 10 min.

Humanismen skal bruges mod mørkemændene – ikke mod deres kritikere

Progressive politikere og oplyste befolkninger må nu tage kampen op og forsøge at redde det, der er tilbage af klodens liv, og samtidig prioritere humanistisk dannelse over religiøse og etniske griller af enhver art. Religionerne og især islam, den yngste og vildeste af dem, må lære at stikke piben ind, lade sig civilisere, lære sig verdenshistorie og sprog, slippe kvinderne løs og åbne sig tolerant for klodens menneskelige forskelligheder, skriver Per Aage Brandt i et svar til Carsten Jensen
27. januar 2018

Det var en glædelig overraskelse for mig at finde Niels Ivar Larsens klumme den 5. januar om Charlie Hebdo, hvori han vover at gå i rette med visse danske forfatteres kritik af samme.

Charlie tillader sig at udtrykke sig ret råt satirisk om alt muligt, især politisk, herunder religiøst hykleri af enhver art. Det er en stærk tradition i Frankrig siden Revolutionen.

En af de Charlie-forbeholdne forfattere, Carsten Jensen, svarer nu igen over tre helsider og et forsidefoto. Ytringsfriheden, siger han, bør ikke bruges til at kritisere undertrykte mindretal, dette bør overlades til højrefløjens racistisk hetzende brutalitet. Jensen overgår sig selv til sidst ved at sammenholde Trumps brutalisme med Charlie Hebdos satire.

Det er hård kost for folk, der ikke kan lide at blive slået ihjel for deres deltagelse i kulturlivet. Jeg må derfor tilføre debatten et nyt træk: Det drejer sig i dette tilfælde ikke om et undertrykt mindretal, men om en religion, som har begrundet terrormord.

Svækkede fløje

Charlie Hebdos satiriske tegninger og artikler er ofte rettet mod religiøst begrundede reaktionære holdninger. Når ugebladet f.eks. fremholder islamiske begrundelser for kvindeundertrykkelse eller katolske begrundelser for undertrykkelse af homoseksuelles rettigheder, er der ikke tale om racer eller folkeslag, men om begrundelserne.

Islam er jo ikke en race, og det er ikke arabere, der som sådan angribes, eftersom ikke alle arabere er muslimer, og langtfra alle muslimer er arabere, og det er heller ikke religionen som sådan, der sigtes mod, men de undertrykkende holdninger og begrundelser, den har fremkaldt.

’Islam’ er hverken i Frankrig eller andetsteds et undertrykt mindretal af mennesker, men en religion, som forholder sig på en bestemt måde, ofte meget afstandtagende, til de omgivende ikkeislamiske kulturer, som den lever sammen med.

Det er denne islamiske modstand mod de ikkeislamiske omgivelser, der fører urolige ånder til at forstå modsætningen sådan, at der skal gribes til våben mod de omgivende kulturer som helhed.

Befolkningerne har imidlertid efter en lang række religiøst begrundede terrormord reageret særdeles voldsomt. I Frankrig har venstrefløjen ved ikke at forholde sig til problemet derfor mistet signifikant mange stemmer, og spørgsmålet har splittet den socialistiske fløj, der er i stor vildrede med, hvordan den skal behandle f.eks. de omfattende islamiske ghettoiseringer og den islamiske kvindeundertrykkelse.

Højrefløjen er tilsvarende blevet svækket og splittet af problemet, fordi der er store uenigheder om, hvorvidt dens nationalisme så skal samarbejde med den rigtigt racistiske populisme. Resultatet er en så stor svækkelse af begge fløje, at regeringsførelsen nu varetages af en slags kapitalistisk forretningsministerium.

Det ser måske umiddelbart lidt anderledes ud i Danmark, men i grunden regeres der omtrent på samme måde og af de samme grunde. På denne måde har det tabuiserede spørgsmål om islam gjort islam til den – indirekte – vigtigste faktor i aktuel europæisk politik. Når der tales om indvandrer- og flygtningepolitik, er det i grunden den unævnelige islamiske komponent i det aktuelle samfundsliv, det handler om.

Hvad er humanisme?

Hvad er problemet i problemet? Carsten Jensen henviser til den humanisme, der må mobiliseres i vurderingen af ytringsfrihedens udøvelse. Humanismen er også min egen reference, så her burde vi være enige. Nu er det et velkendt, men ømtåleligt emne i den teoretiske debat at afgøre, hvorvidt islam selv er eller kan være humanistisk. Den førende ekspert på området, Mohammed Arkoun (Humanisme et islam, 2005), mener, at humanismen i islam desværre endnu er et urealiseret projekt. Debatten herom er omfattende.

Men hvad er humanisme så?

Humanisme er en tænkemåde, som vi forbinder med to ting: at den opstår i renæssancen i Europa i det sene 15. århundrede, og at den derefter munder ud i rækken af menneskerettighedserklæringer, senest i FN’s udgave fra 1948.

Som tænkemåde er den inspireret af Antikkens ’genfødsel’ takket være filologien, som studerer sprog og kultur og redder den klassisk græske og latinske litteratur ind i den europæiske nationalmodernisme. Mennesket er ufuldkomment og må søge dannelse, viden og tankens klarhed, det besidder en fri vilje og bør udvise tolerance, åbenhed, nysgerrighed og uafhængighed, respektere etik, rationalitet, videnskab, alment menneskeværd og dermed universalisme: Alle mennesker, hvor forskellige de end er, skal respekteres på samme måde.

I FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne fra 1948 lyder den første paragraf: »Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.«

Man kan lægge mærke til, at den sidste sætning forbinder det, som alle mennesker er udstyret med, og det, de bør gøre: Fordi de er udstyret med fornuft og samvittighed, bør de handle mod hverandre i en broderskabets ånd. Mennesker er i almindelighed udstyret med mange forskellige ting, men det er disse to, der fremhæves, fornuft og samvittighed.

Hvis mennesker var ufornuftige og samvittighedsløse, ville de ikke behøve at handle på nogen bestemt måde. Frihed, lighed, værdighed og rettigheder er noget, mennesker er født med, for så vidt de besidder fornuft, samvittighed og en fri vilje, mens lighed, værdighed og rettigheder følger af denne broderskabets ånd, som næste sætning nævner.

Hvorfor starter renæssancens humanisme netop på dette tidspunkt? Lad mig nævne 1453, det Østromerske Riges sammenbrud, og 1492, Amerikas opdagelse. Byzans erobres af Osmannerne, Amerika koloniseres af Europa. Den første omstændighed ligger bag humanismen, og den sidste ligger bag den ene af humanismens fjender, økonomismen, som sætter guldet, det vil sige pengene, og ressourceudnyttelsen over hensynet til mennesker.

Osmannerne var muslimer, sunnitter, og mildt sagt meget lidt interesseret i græsk-latinsk filologi og menneskeopfattelser bygget på frihed; derfor de lærdes flugt mod vest og nordvest. Islam bidrog til at frembringe humanismen ved at jage dens kommende bærere ud af Osmannerriget.

Den humanistiske tænkemåde fik næring fra de flygtendes intellektuelle reaktion på situationen. Man flygter jo ikke frivilligt. Humanismen er således født med en ærkefjende: den intolerante religion, som skabte disse lærde migranter. Og humanisme er flygtningens tænkemåde, kan man sige.

Krisen

Mens humanismen fra starten var rationalistisk i den betydning, at den anerkender, at alle mennesker er i stand til at tænke og forstå, hvad de gør over for hinanden, kvalitativt, og derfor gør krav på lighed og respekt, var økonomismen fra starten rationalistisk i en anden betydning, nemlig den, at den betragter menneskers handlinger som omkostninger, hvorfor den mener, at handlinger bør vurderes eller kalkuleres ud fra deres udbytte i forhold til disse omkostninger, altså kvantitativt, eftersom det er sådan, mennesker i grunden bærer sig ad: homo oeconomicus.

De to rationalismer står stejlt over for hinanden gennem hele den moderne kultur og socialhistorie, som to uforenelige menneskeopfattelser. Emmanuel Kant står for så vidt her over for Adam Smith, som bestemt ikke var tilhænger af sin tids erklæringer om menneskerettigheder. Karl Marx kan derimod roligt betragtes som en humanistisk tænker, selv om hans politiske efterfølgere ikke så roligt kan betragtes sådan.

I de sidste par århundreder har humanisme faktisk stået over for økonomisme som socialisme over for konservatisme, eller politisk venstrefløj over for højrefløj. Og institutionelt, som humanistiske fakulteter med sprogstudier over for handelshøjskoler med bogholderi.

I dette århundrede ser vi imidlertid en administrativ fusion, en art ’økonomistisk humanisme’ – man skal respektere de lokale mennesker og udelukke andre, som der nu ikke er råd til. For migranterne banker på døren.

I Erklæringens 13. paragraf står der:

»1. Enhver har ret til at bevæge sig frit og til frit at vælge opholdssted inden for hver stats grænser. 2. Enhver har ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sig eget, og til at vende tilbage til sit eget land.«

Enhver har altså ret til at bevæge sig frit inden for sit land, hvis man har et sådant, og til at forlade sit land og vende tilbage til det. Man må ikke lukke folk inde i deres land, og man må ikke lukke dem ude fra deres land – der mangler lige én ting: Har enhver også adgang til et land? Har enhver ret til at opholde sig, dvs. bo, i et land overhovedet? Det står ikke ganske klart i paragraffen. Man kan dog ikke forlade et land uden at entrere et andet, medmindre man dør undervejs! Hvilket netop er sagen. I Middelhavet omkommer aktuelt mindst tre tusinde flygtende mennesker hvert år.

Osmannernes genkomst

De økonomiserede national-humanister lukker landegrænser og lader tilløbende migranter omkomme undervejs, når landet ikke er ’deres’! Hvorfor? Ifølge Vestens nye massive populisme af én eneste grund: migranterne er mest muslimer, og man holder faktisk ikke meget af muslimer – af historiske grunde.

Jamen humanister må da opføre sig humanistisk?! O.k., men hvis de gør det på dette punkt, hvis de ikke bøjer sig for nationalismen, er de åbenbart færdige med at spille en politisk rolle i Vesten! Denne misere har nu svækket de progressive venstrefløje så meget, at der stort set intet er tilbage.

Almindelige klassiske, universalistisk indstillede humanister kan ikke – især ikke siden 11. september 2001 – få befolkningerne i deres lande til at åbne grænserne for de tilflygtende, fordi den religiøst signerede terrorisme har fået disse befolkninger til at anskue migranterne – uanset baggrund – som genkommende osmannere, i en slags negativ af renæssancens scenarie.

Denne gang er det jo Vesten, der har invaderet Mellemøstens skrøbelige riger og desuden tilegnet sig det afrikanske kontinents ressourcer, og det er derfor disse områders indvånere, der berøvet deres livsgrundlag må tage benene på nakken og om muligt invadere invasorernes land. De vil blive fulgt af klimaflygtninge.

Den ikkehumanistiske flygtning

Problemet, set fra den af flygtende mennesker hjemsøgte humanists synspunkt, kan simpelthen være migranternes egen ikkehumanistiske adfærd. Islam er en monoteistisk religion, og den slags veksler som bekendt mellem hellig fred og hellig krig alt efter omstændighederne. Det er endda en monoreligion, som aldrig har oplevet en humanisme af nogen art på sit eget område.

Dens kvinder lever under streng etnisk kontrol, ligesom hos de ortodokse jøder; de må end ikke befinde sig i det offentlige rum uden opsyn. Og hvordan kvinder behandles, er alment en udmærket indikation af frihedens vilkår. Udvekslinger med ’andre’ reduceres til det fornødne, for de ’andre’ er de vantro, som skal holdes på afstand kulturelt, emotionelt og i almindelig omgang, hvor det kan lade sig gøre.

Humanistisk adfærd har under disse omstændigheder så godt som ingen indflydelse på ikkehumanistisk adfærd. Derimod har antihumanistisk adfærd en stærkt svækkende virkning på den humanistiske, som allerede er svækket af økonomismens magtfulde ideologiske og praktiske pres. Vestens venstrefløje har nu det triste valg mellem to modsatte måder at udslette sig selv på, enten ved at støtte nationalismen eller ved at støtte den islamiske immigration. Det er denne udslettelse, eller i det mindste svækkelse, der aktuelt finder sted.

Fremtiden

Uanset dette dilemma må den citerede migrationsparagraf i erklæringen jo før eller senere repareres humanistisk, så det fremgår, at mennesker på flugt har ret til modtagelse i alle lande. Det vil, som man straks indser, være en ganske afgørende reparation, for en humanisme, der afviser mennesker i livsfare, er som sagt selvafskaffende. Ændringen vil blive nødvendig, alene fordi klimaflygtningene vil blive langt flere, så havene, drastisk udtrykt, vil blive fyldt op med lig.

I samme øjeblik som den nye paragraf derfor træder i kraft, vil det samtidig blive indlysende nødvendigt at indføre klare interkulturelle færdselsregler, som forhindrer religiøse og ikkereligiøse mennesker i at myrde løs på hinanden af lutter indbyrdes afsky.

Humanismen har hidtil været en minoritær tænkemåde i verdensmålestok, men den vil derfor nu blive en simpel formel nødvendighed, uanset individuelle overbevisninger. Alternativet til en generaliseret humanistisk adfærdsform er et totalt emotionelt ragnarok og socialt kaos i og imellem verdens mange samfund.

Progressive politikere og oplyste befolkninger må allerede nu tage kampen op med den økonomistiske kynisme og forsøge at redde det, der er tilbage af klodens liv, man kunne kalde dette et økologisk program, og samtidig indstille sig på fremtidens krav om at prioritere humanistisk dannelse over religiøse og etniske griller af enhver art.

Man kunne kalde dette et civilisationsprogram. Religionerne og især islam, den yngste og vildeste af dem, må lære at stikke piben ind og, som Arkoun anbefaler, lade sig civilisere, lære sig verdenshistorie og sprog, slippe kvinderne løs og åbne sig tolerant for klodens menneskelige forskelligheder. Økologien og civilisationen er to sider af humanismens nye fordringer: retten til en fysisk verden, der ikke er ødelagt af pengenes maskiner, og til en social verden, der ikke er ødelagt af etnoreligiøst identitetsvanvid.

En dag vil landegrænserne under alle omstændigheder af materielle, økologiske grunde – nemlig af klimaflygtende mennesker – blive løbet over ende, overalt på kloden, og den dag vil humanismen være nødt til at sætte sig igennem, uanset menneskenes tro og vantro.

Dét er fremtiden, og den begynder nu. Det ved også Carsten Jensen, som jo har set verden begynde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Jan Damskier
  • Niels Duus Nielsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Christian De Thurah
  • Niels-Simon Larsen
ulrik mortensen, Jan Damskier, Niels Duus Nielsen, Palle Yndal-Olsen, Christian De Thurah og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Daniel Fleming

Per Aage Brandt's artikel 'Jensen og Humanismen' i Moderne Tider 27/1 er en af de bedste og mest indsigtsfulde jeg har læs i lang tid i Information. Ytringsfriheden placeres med et langt historisk perspektiv på vestlig humanisme og islam, forklaring af indvandrings-fobi og venstrefløjens tilbagegang, perspektiv på økonomismens rationalitet versus humanismens - og inte mindst en opfordring at tage ansvar for fremtidens indvandringspres på vestlige lande hvis humanismen som beskrevet i FN's erklæring om menneskerettigheder (alles ret til frihed og ligestilling) skal overleve.
Daniel Fleming

"Vestens venstrefløje har nu det triste valg mellem to modsatte måder at udslette sig selv på, enten ved at støtte nationalismen eller ved at støtte den islamiske immigration. Det er denne udslettelse, eller i det mindste svækkelse, der aktuelt finder sted."
( ..... )
"Det ved også Carsten Jensen, som jo har set verden begynde."

... og det er jo nok denne erkendelse, som pisser Carsten Jensen af, nemlig at hans humanistiske "venstrefløjs"-tusindårsrige vakler, eller har sejret sig selv ihjel, så at sige!

Ikke noget at sige til, at han er sur, for nu var det ellers lige så sjovt!

Niels Duus Nielsen

"Denne gang er det jo Vesten, der har invaderet Mellemøstens skrøbelige riger og desuden tilegnet sig det afrikanske kontinents ressourcer, og det er derfor disse områders indvånere, der berøvet deres livsgrundlag må tage benene på nakken og om muligt invadere invasorernes land."

"De økonomiserede national-humanister lukker landegrænser og lader tilløbende migranter omkomme undervejs, når landet ikke er ’deres’!"

"Vestens venstrefløje har nu det triste valg mellem to modsatte måder at udslette sig selv på, enten ved at støtte nationalismen eller ved at støtte den islamiske immigration. Det er denne udslettelse, eller i det mindste svækkelse, der aktuelt finder sted."

Konteksten er vigtig, Jens Bruun. Du kan ikke bekæmpe ikke-humanistiske indvandrere ved selv at være anti-humanist. Eller "økonomiseret nationalhumanist", som Per Aage Brandt taktfuldt kalder det.

Konteksten ER vigtig, Niels Nielsen, og opfattelsen af den, afhænger måske af hvem der læser teksten.

Jeg læser den for eksempel i denne sammenhæng: "Når der tales om indvandrer- og flygtningepolitik, er det i grunden den unævnelige islamiske komponent i det aktuelle samfundsliv, det handler om."
... og jeg skræmmes, både ved den dystopiske konklusion, at overbefolkning og klimakatastrofer er uafvendelige, og ved den umulige, at "humanismen" vil sejre:
"En dag vil landegrænserne under alle omstændigheder af materielle, økologiske grunde – nemlig af klimaflygtende mennesker – blive løbet over ende, overalt på kloden, og den dag vil humanismen være nødt til at sætte sig igennem, uanset menneskenes tro og vantro."

Den selektive humanisme, som Carsten Jensen er bannerfører for, er muligvis ligeså katastrofal for vores verden, som den ekstreme højrefløjs modsatte ditto, fordi begge belejligt lukker øjnene for nuancerne.
Humanisterne nægter (eller hylder!) eksistensen af de fascistiske elementer i islam; højreekstremisterne ignorerer (eller hylder!) egne fascistiske fremtidsudsigter, men begge modarbejder aktivt en varig løsning, fordi konflikterne er deres brændstof.
Og alene "humanisternes"sammenkædning af ideologikritik, og individkritik, viser hvor uendeligt langt der er endnu! (" bekæmpe ikke-humanistiske indvandrere")!!

Niels Duus Nielsen

For en gangs skyld er vi enige om noget, Jens Winther: Den største forhindring for snart sagt hvadsomhelst er polariseringen, hvor vi står på hver sin side af en dyb grøft og råber ad hinanden, i stedet for at finde ud af, om der kan bygges en bro mellem vore positioner.

Jeg har ikke en løsning på dette problem, hvorfor jeg indtil videre agter at råbe videre her fra min position på den yderste venstrefløj, ligesom du råber videre fra højre.

Men vi lærer da sikkert noget af hinanden, selvom vi måske ikke lige kan se hvad. Dette emne er meget magtpåliggende for både dig og mig, siden vi gider blive ved med at råbe ad/til hinanden, så et eller andet sted må der jo være et håb hos os begge om, at det er muligt at finde fælles fodslag.

Men så længe du kritiserer mine venner, må du regne med min modstand.

@Niels Nielsen

Jeg tillader mig at formode, at du mente Jens Bruun i din sidste kommentar, og må så lige korrigere din sidste sætning:

Nu kender jeg jo ikke dine venner, men du gør her den samme fejltagelse som Carsten Jensen også gør sig skyldig i, nemlig at sammenkæde kritik af en ideologi, med kritik af dens proselytter.

Denne manglende evne til at skille begreberne ad, er efter min mening, både en af de helt store knaster i det måske umulige projekt, at bygge bro over højre-/venstrefløjskløfterne, samtidig med at den måske forklarer, hvad der får den såkaldte venstrefløj til at elske de ædle vilde, som jo generelt set, også har det samme problem med at gøre ideologikritik til muslimkritik.

Men de helt konkrete problemer med islam, er jo altså heller ikke de eneste som importen af ikke-vestlige skaber, eftersom hele italesættelsen af denne import, dygtigt er blevet gjort til et HUNANISTISK projekt af arbejdsgiverne og kapitalen som sådan, og hvor venstrefløjens knæfald for dette løntrykkerprojekt, har tvunget rigtig mange af os som stadig hylder et venstrefløjssyn på økonomi og socialpolitik, til at gå andre veje når det kommer til indvandringpolitik og ligestilling.

Carsten Jensens - og mange med ham - humanistiske syn har vist sig at være særdeles selektivt, i og med, at det alene retter sig imod beskyttelse af en minoritets (med 1,7 milliarder medlemmer!) mandschauvinistiske og fascistiske ideologi, mens man giver fingeren til netop den humanisme som vores kultur har frembragt, ved at betragte de indvandringsskeptiske som "klamme, skimlede kældermennesker"!

Alene synspunktet, at kritikken og bekymringen er hjemmehørende på højrefløjen, medvirker aktivt til den grøftegravning som pågår, og som yderligere undrestreges af "venstrefløjssynspunkter" som at frygt, angst og bekymring, er ting som man efter forgodtbefindende kan skrue op eller ned for.

Særlig venstrefløjs er det altså ikke, ikke at tage "pøbelen" alvorligt!

Niels Duus Nielsen

Jens Bruun - Der er en god, gammel og meget arrogant tradition på venstrefløjen for at skelne mellem proletariat og pjalteproletariat (pøbel). Tilsvarende er der en god gammel tradition på højrefløjen for at opfinde stråmænd, som man så kritiserer venstrefløjen for. Ingen af disse traditioner er fremmende for debatten.

Så på det punkt har vi vist ikke så meget at sige hinanden på, begge fløje forsøger at fornærme hinanden, hvilket selvfølgelig er en uting, men så er det vel heller ikke værre. Det kræver en vis tykhudethed at færdes på internettet.

Den bedste strategi over for løntrykkere er at få dem til at melde sig ind i fagforening. Mine erfaringer siger mig, at det er nemmere at få en indvandrer til at melde sig ind, end det er at få et menneske fra højrefløjen til at melde sig ind. Den typiske indvandrer skal bare have forklaret, hvad han får for pengene, den typiske højrefløjser derimod insisterer på at fagforeninger er noget fanden har skabt.

@Niels Nielsen

Hele løntrykkerprojektet er ikke et spørgsmål om fagforeningsmedlemsskab, eller ikke!
Selve idéen om at smadre "den danske model", og få trykket lønnen og bragt uordnede ansættelsesforhold til standarden i 1953, fungerer ved at udskifte danske arbejdere med "udefrakommende" som ikke har de samme forpligtelser og eksempelvis sikkerhedskrav.

1000-vis af danskere er blevet mødt med valget mellem, at gå ned i løn, sige farvel til pensionsindbetalingen og feriepengene, eller finde et andet sted at arbejde.
"Der står nemlig mange tusinde mennesker udenfor, som hellere end gerne vil have dit job. Og det helt uden overenskomster, endda!"

Som mangeårig venstreorienteret tillidsmand, undrer det mig såre, at den såkaldte venstrefløj, sammen med 3F, LO, DA, DI, og DE lod dette højrefløjsprojekt passere, blot for ikke at blive kaldt racister.