Analyse
Læsetid: 4 min.

Idédebat: Så er sociologien atter en kampsport

Den afdøde sociolog Pierre Bourdieu, der gjorde analysen af økonomiske og sociale strukturer central i 1970’erne er atter centrum for hed debat i Frankrig efter udgivelsen af et kritisk essay, der kalder arvtagerne fra Bourdieu for uvidenskabelige. Individualismen har flyttet sig langt mod venstre
Moderne Tider
27. januar 2018

»Sociologi er en kampsport,« hævdede sociologen Pierre Bourdieu, der især de sidste ti år af sit liv – indtil sin død i 2002 – involverede sig direkte i politik.

Havde Bourdieu ret, er arenaen nu flyttet ind i selve sociologien. Igen, kunne man sige – det er ikke første gang i faget historie.

I efteråret udgav de to sociologer Gérald Bronner og Etienne Géhin Le danger sociologique (Den sociologiske fare), hvor de anklager fransk sociologi for intellektuelt at være på afveje. Sociologien er i fare som fag, fordi den i højere grad er blevet aktivistisk end videnskabelig. Dermed bliver sociologien tilmed en fare for samfundet, fordi den bliver en ideologi, der fratager individuelle aktører deres ansvar.

Det gav genklang i hele Frankrig, da daværende premierminister Manuel Valls i forbindelse med attentaterne i Frankrig på Charlie Hebdo for tre år siden anklagede sociologien for at ville »forklare« terroristernes handlinger.

»At forklare er allerede at undskylde lidt,« erklærede premierministeren fra Nationalforsamlingens talerstol.

»Jeg er træt af dem, der konstant finder kulturelle eller sociologiske undskyldninger for det, som er sket.«

Kulturel kapital

Personligt ansvar eller samfundets skyld? Sådan lød modsætningen i 70’erne, da marxismen og Bourdieus teorier triumferede som forklaringsmodel.

Bourdieu indskrev sig i en tradition fra Marx og Durkheim, der hævder, at samfundsfænomener ikke kan forklares ud fra individernes frie vilje og beslutninger, men ud fra strukturer, der ubevidst præger individets kun tilsyneladende frie valg.

Bourdieu bidrog med en række nye begreber, som ’habitus’, ’felt’, og ’kulturel kapital’. Habitus er den måde, individet inkorporerer de tankesystemer og den kontekst, man vokser op i, og dermed tænker og handler i forhold til socialt system, nationalitet og køn for eksempel. Alt det, som tilsammen kan kaldes et ’felt’.

Et meget vigtigt begreb, som fortsat diskuteres er så ’kulturel kapital’: Hvordan bliver en sådan samlet bagage bestemmende for, ikke alene hvilket fag og job man vælger; men også for musik man lytter til eller tilsyneladende helt egne kulinariske vaner?

Modstanderne af denne form for social determinisme, som for eksempel Valls, men især den gren af sociologien, som Bronner og Géhin tilhører, mener, at en sådan teori betyder, at man på forhånd kan bestemme, hvad et menneske bliver til. Det går imod et af vore vigtigste begreber: den frie vilje.

I 70’erne var det Raymond Boudon, Bourdieu konfronterede sig med. Raymond Boudon stod for en metodologiske individualisme, der satte individet i centrum for den sociologiske undersøgelse. Selv om det lidt ligner en karikatur, er det grundliggende fortsat sådan, linjerne trækkes op. Bronner og Géhin mener da også, at Boudon uretfærdigt er gået i glemmebogen.

Men samtidig retter de et voldsomt angreb på den franske sociologis manglende videnskabelighed. Kan Bourdieu og hans arvtageres leve op til et videnskabeligt krav om objektivitet og neutralitet? Er trekløveret – habitus, felt og kulturel kapital – ikke allerede ’interesseret’ og dermed befængt af moral, omend marxistisk?

Et angreb som det, den socialistiske Valls kom med, da han nægtede at høre på »forklaringer« på terroristernes gerninger, hørte i al fald i 70’erne typisk til på højrefløjen. I den forstand har fronterne flyttet sig – individualismen har flyttet sig langt mod venstre.

Bronner og Géhin ønsker at indføre en stringens, der ligner den naturvidenskabelige. Vejen derhen er det, som nu er kendt som analytisk sociologi, som blandt andet både konkret og metodologisk nærmer sig de kognitive videnskaber.

En kamp om fremtiden

I en diskussion mellem Bronner og Cyril Lemieux i ugemagasinet Le Nouvel Observateur kalder Lemieux da også skellet mellem de to typer sociologi for »metafysisk«, fordi det angår, hvad man antager eksisterer. Eksisterer en ’habitus’? Eller findes der kun hjerner? I øvrigt interessant, for man kunne jo spørge, om verden bliver mindre deterministisk, hvis man bevæger sig ned på det kognitive niveau.

I Libération forklarer sociologen Gisèle Sapiro, at disse modsætninger oftest er falske:

»At undersøge den vægt, de sociale strukturer har på et individ, betyder ikke, at man i streng forstand er determinist. Kausal determinisme bruges ikke i de sociale videnskaber, hvor man mere har med statistik at gøre. Bourdieu talte om at have mulighedsbetingelser, ikke om at blive formet i behavioristisk forstand.«

En anden kendt sociolog, Marc Joly, der har været direkte i skudlinjen konstaterer tørt:

»Det, som gør Bourdieus begreber så uacceptable, er, at de stiller spørgsmålstegn ved frihed og hele systemet om, at man får, hvad man har fortjent.«

Det er svært at skille fårene fra bukkene.

Er det hele i virkeligheden en kamp om, hvilken form for sociologi, der skal indtage de franske fakulteter de næste mange år? Det spekuleres der i både i Libération og i le Monde. I Le Nouvel Observateur siger Lemieux nærmest lige op i hovedet på Bronner, hvor svært det er at udskille en politisk intention fra fakta:

»Overhovedet at skrive en bog om sociologiens farer – er det ikke netop for at opnå en politisk virkning?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Odin Rasmussen

Samfundet er bundet op på konkrete historiske omstændigheder, der kun er til stede en gang og således ikke kan efterprøves i egentlig naturvidenskabelig forstand. Samtidig indgår og agerer individet i sammenhænge, der eksisterer forud for det og efter dets eksistens, tilsyneladende uafhængigt af det, at der på den ene side eksisterer handlerum for individet, som bliver i stand til at påvirke dets sociale omgivelser på bevidste og ubevidste planer, mens der på den anden side anerkendes at disse omgivelser i form af reproducerede sociale systemer og strukturer både kan begrænse og muliggøre et socialt handlingsrum.
Fremhævelsen af den frie vilje overser den strukturelle side at individets handlen ikke nødvendigvis sker bevidst og med fuldt overblik over konsekvenserne. et af modernitetens grundvilkår; uoverskueligheden, kompleksiteten som driver individet i retning af at søge ontologisk sikkerhed i mønstre og rutiner. De fleste handlinger mennesker foretager sker i en praktisk bevidsthed uden komplet viden i om situationen og alle mulige vel. Så sociologernes diskussion rummer vel i sin essens en bevidsthedsliggørelse af de teoretiske antagelser de allerede implicit opererer med om årsagssammenhænge og naturen af studieobjektet. ??

Bjarne Toft Sørensen

Som nævnt i artiklen indskriver Bourdieu sig i en tradition fra Marx og Durkheim, der hævder, at samfundsfænomener ikke kan forklares ud fra individers frie vilje og beslutninger, men ud fra strukturer, der ubevidst præger individets kun tilsyneladende frie valg.

Men det er forkert derfra at slutte til, at hans sociologiske tilgang fratager individuelle aktører deres ansvar som personer. At det bliver forståeligt, at individer ud fra deres særlige sociale og kulturelle baggrund handler, som de gør, er ikke det samme som at fratage dem et ansvar. Som person i et samfund vil du altid kunne have valgt at handle anderledes og må stå til ansvar for de valg, du træffer.

Sociologen Gisèle Sapiro har ret i, at Bourdieu ikke er determinist, men blot arbejder ud fra, hvad der videnskabeligt er belæg for. Det vil på et generelt plan sige at undersøge mulighedsbetingelser for mennesker, og selvfølgelig vil der også altid være nogen, der på forskellige måder er i stand til at bryde med deres ”sociale og kulturelle arv”.

På dette område ingen regler uden undtagelse, og man må vel antage, at mulighedsbetingelserne til en vis grad er blevet ændret, med opbrydningen i de traditionelle samfundsklasser og den voldsomme udvikling på medieområdet. Bl.a. på den baggrund var der for nogle år tilbage, blandt socialkonstruktivistisk orienterede elevgrupperinger på CBS, kritik af brugen af Bourdieus teorier.

Han bidrog som nævnt med en række nye begreber, som ’habitus’, ’felt’, og ’kulturel kapital’. Anvendelsen af sådanne begreber skal der selvfølgelig være belæg for – og det er blevet bekræftet inden for en forskningstradition med brug af metoder, der er accepteret som videnskabelige inden for fagområdet, bl.a. statistiske metoder. At nogle sociologer vil have gjort op med denne forskningstradition er så noget andet.

Ikke mindst inden for marketing har fremgangsmåder inspireret af Bourdieu haft stor betydning.

Man kan sige, at analytisk sociologi, som den fremstilles i denne artikel, har valgt en videnskabelig fremgangsmåde, der benytter sig af en antikveret form for naturvidenskabelig tænkning. Den gør det umuligt at stille en række spørgsmål, som mange med en liberalistisk livsopfattelse vil finde det ubehageligt at stille.

Inden for nyere naturvidenskabelig tænkning, der bygger på eksperimentelle fremgangsmåder, får begreber som interesse, stringens, objektivitet og neutralitet en helt ny betydning. Der vil dog altid være mulige fejlkilder, som kan bero på særlige interesser, og som man skal forsøge at eliminere.

Men om en teori på én eller anden måde kan forbindes med noget marxistisk, liberalistisk eller noget helt tredje er ret ligegyldigt, hvis ellers den ud fra anerkendte fremgangsmåder kan verificeres med en høj grad af sandsynlighed.

Indtil man måske finder en anden teori, der bedre kan forklare det, man arbejder med. En teori vil altid svare til nogle bestemte metafysiske forudsætninger, men det har ikke noget med en videnskabelig teoris sandhed at gøre.

Selv Einstein skulle dog have haft svært ved at acceptere Heisenbergs usikkerhedsrelationer, for Gud ville ifølge ham aldrig have skabt en verden, der var indrettet på den måde.

Selvfølgelig skal det også ses som en kamp om, hvilken form for sociologi, der skal have en central placering på franske universiteter, hvor sociologien som samfundsvidenskab også handler om sig selv og sin egen placering på universiteterne og i samfundet.

Til sammenligning kan nævnes faget psykologi på KBHs universitet, hvor kampen gennem mange år stod om, hvilket fakultet faget skulle placeres under, og hvilke eksperter med hvilken baggrund, der skulle udpeges til at evaluere kvaliteten af forskningen i faget.

Det skal ses i sammenhæng med en kamp om, hvorvidt det skulle være naturvidenskabelige eller samfundsvidenskabelige tilgange, der skulle være de dominerende på faget. Faget blev flyttet fra det humanistiske til det samfundsvidenskabelige fakultet.

Niels Duus Nielsen

"Er trekløveret – habitus, felt og kulturel kapital – ikke allerede ’interesseret’ og dermed befængt af moral, omend marxistisk?"

Hertil modspørgsmålet: "Er videnskab ikke altid allerede ’interesseret’ og dermed befængt af moral?" - kan vi overhovedet beskæftige os med videnskab uden at være interesserede i det objekt, videnskaben omhandler? At sige, at det er sandheden, videnskaberne søger, er en tilsnigelse, for indenfor videnskaberne er det altid sandheden om noget, der undersøges, ikke Sandheden som sådan, det er nemlig en opgave for filosofien, og filosofi er ikke en videnskab.

Weber skelnede mellem instrumentel rationalitet og målrationalitet. Den instrumentelle rationalitet er ifølge Weber objektiv og ikke ideologisk bestemt, både højreorienterede og venstreorienterede burde kunne enes om den instrumentelle rationalitets resultater.

Den fornuft derimod, som udvælger målene for den videnskabelige undersøgelse, er ikke objektiv, men netop betinget af interesse, i ordets bredeste betydning. Ingen gider forske i noget, som ikke er interessant.

Uden at have læst Bronner og Géhin tør jeg ud fra Byrckels beskrivelse godt vove den påstand, at deres kritik af sociologien er et interesseret indspark i debatten ud fra en position, som hævder at være fri for metafysik - altså en klassisk scientistisk position, der er blind for egne metafysiske forudsætninger. Scientismen er død for mange år siden, men den rører stadig på sig!

At kritikken så kan være berettiget i disse tider, hvor sandheden har trange kår, fordi postmodernister og andet godtfolk er lykkedes med at relativisere alting, er så noget andet. Det er ikke sikkert, at Weber har ret, det er ikke sikkert, at den instrumentelle rationalitet er interesseløs, men det er helt sikkert, at vi ikke udvælger vore mål her i tilværelsen efter, hvor uinteressante de er.

Det er min påstand, at alle videnskaber hviler på et politisk grundlag, måske med undtagelse af matematikken. Naturvidenskabernes grundlag lyder: Forskning i materielle forhold skal medvirke til at skabe viden, der kan gøre det muligt for os mennesker at trives i og med naturen. Samfundsvidenskabernes (inkl. humanioras) lyder: Forskning i mellemmenneskelige anliggender skal medvirke til at skabe viden, der kan gøre det muligt for os mennesker at trives med hinanden. Den politiske term er "trives", hvilket ses af, at atomforskerne fik samvittighedkvaler efter at de opfandt atombomben, som jo ikke medvirker til menneskehedens trivsel. Hvad der menes med "trivsel" er ikke kun et videnskabeligt spørgsmål, men også et moralsk. Samfundsvidenskaberne udlever i disse år de samvittighedskvaler, som uundgåeligt følger af, at de store "objektive" sociologiske fortællinger, der skabte orden i en kaotisk verden, er blevet skudt i smadder af bl. a. en mand som Bourdieu, hvis videnskabelige engagement var åbent moralsk og politisk.

En god forsker brænder for sit forskningområde, det er jo bl. a. det, der gør ham (m/k) god. Og man brænder altså ikke for noget, hvis ikke det er interessant.

Det svære er at overbevise andre om, at det er et udtryk for en "sand" interesse uden at inddrage ikke-videnskabelige argumenter. Men det er jo det, vi har filosofien til, filosoffer laver ikke meget andet end med filosofiske argumenter at vurdere og afgøre om det nu også er sandt, hvad videnskaberne siger. Hvorfor videnskaberne selvfølgelig af og til bliver sure på filosofferne, når de afslører blinde pletter i videnskabernes argumentation.

Jens Thaarup Nyberg

Well - den fri vilje er bundet af sammenhængen. At bryde med sammenhængen er frihed.

Jens Thaarup Nyberg

"»At forklare er allerede at undskylde lidt,« erklærede premierministeren fra Nationalforsamlingens talerstol.
»Jeg er træt af dem, der konstant finder kulturelle eller sociologiske undskyldninger for det, som er sket.«"

Jeg går ud fra, sociologerne anviser, påpeger forhold som forklaring; altså er politikeren ikke undskyldt for ændringer.

Bjarne Toft Sørensen

@Niels Nielsen:

Filosofi og videnskab undersøger verden ud fra meget forskellige forudsætninger. Videnskaben er (eller burde være) klar over, at den bygger på nogle forudsætninger, der giver et begrænset perspektiv på virkeligheden, i kraft af bl.a. krav om metodisk reduktion og operationalisering.

Videnskaben kan med en holistisk tilgang søge at nærme sig filosofiens forudsætninger ved at kræve, at sandhedsværdien af en videnskabellig hypotese altid må være et spørgsmål om en samlet vurdering af teori og observationer. Til gengæld vanskeliggøres muligheden for at kunne opstille forudsætninger for en vis grad af entydighed i forhold til en afgørelse af, om de angivne observationer kan siges at være udtryk for en bekræftelse eller en afkræftelse af en given hypotese.

Det må være væsentligt at skelne mellem de interesser, der er forbundet med bestemte undersøgelser (f.eks. økonomiske, politiske, etiske) og så mere isoleret set de videnskabelige undersøgelser som proces. Når det drejer sig om den videnskabelige undersøgelse som proces, mener jeg godt, at der kan opstilles nogle generelle principper, der gælder for al videnskab.

Sandheden af en videnskabelig påstand vil dog altid være betinget i forhold til overholdelse af disse generelle principper, der i filosofisk forstand må betragtes som en social konstruktion. Det må dog også her fremhæves, at der må ligge en form for sandhed i teorier, der f.eks. kan anvendes til at få maskiner til at flyve.

Hvordan ovennævnte principper så kan praktiseres i de forskellige videnskaber, ud fra deres meget forskellige forskningstraditioner, er en anden diskussion.

Mens jeg skrev dette, tænkte jeg bl.a. på forskere og filosoffer som Morten Kyndrup, Simo Køppe, Isabelle Stengers og Gilles Deleuze.