Satire
Læsetid: 6 min.

Informations algoritme skriver allerede nu reportagen fra World Economic Forum i 2028

I et lydløst svæv gik den selvkørende Teslas pansrede døre op. Ud steg USA’s vicepræsident Mark Zuckerberg i selskab med EU-præsident Viktor Orban, der var klædt i elegant blomsterbroderede loafers og en skjorte diskret prydet af samme blomstermønster fra den ungarnske Fejér-provins. Informations afdeling for kunstig intelligens, Moderne TiderX, har skrevet en reportage fra World Economic Forum i 2028, som bygger på al data vedrørende topmøder i Davos gennem alle tider
Når verdens ledere om ti år mødes i Davos, er det navne som Corydon, Orban, Zuckerberg, Chelsea Clinton og Meryl Streep, der står løjerne, viser Information algoritme.

Når verdens ledere om ti år mødes i Davos, er det navne som Corydon, Orban, Zuckerberg, Chelsea Clinton og Meryl Streep, der står løjerne, viser Information algoritme.

Sofie Holm Larsen

Moderne Tider
27. januar 2018

Dagen før dagen 

Mandag den 24. Januar 2028

Tænk engang, at deltagerne i gamle dage skiftede fra støvler til sko, når de kom ind i foyeren i Davos Kongrescenter for ikke at slæbe sne rundt. Sne! Skønt tiden både er rykket i en varmere og mere konservativ retning, er stilen fortsat business casual her. Tweed, charmeklud, overskud og kildevand. Davos er ikke for chefer, det er for ledere. De kendes på, at nederste skjorteknap er syet i med tråd, der matcher brystlommens silkeklud.

Temaet for World Economic Forum 2028 er »Dialog mellem civilisationer« og »Forening i en fragmenteret tid«. Det globale forsøg med realistisk borgerløn har skabt politisk stabilitet, og her seks år efter det europæiske systemskifte ventes årets samtaler især at dreje sig om resultaterne af de foreløbige eksperimenter med borgervand.

Otte personer ejer nu 65 procent af jordens drikkevandsressourcer, og statsledere lige fra Osmannerrigets sultan, Recep Erdogan, til USA’s præsident, Chelsea Clinton, advarer mod, at den fortsatte koncentration kan føre til social uro. Derfor kigger mange mod Danmark, hvor statsminister Bjarne Corydon (K) er gået forrest med sin »nødvendighedens pragmatik«, og Corydons keynote torsdag bliver imødeset med spænding.

De danske vandværkers markedsværdi er steget med 1.8720 procent, siden Corydon-regeringen frasolgte dem og landets vandledninger til Blackstone Capital Partners i 2022, og i hvert eneste af de otte efterfølgende videresalg er prisen blevet nær fordoblet, så alle involverede, fraset de danske forbrugere, har vundet stort. 

Peace on the New Earth

Tirsdag den 25. januar 2028

Meryl Streep, som i 2021 blev #MeToo-bevægelsens repræsentant i FN’s sikkerhedsråd, holder sammen med repræsentanter for medicinalfirmaet Novartis og Amnesty International dagens store keynote Peace on the New Earth. De fleste har glemt hvor militariseret verden var, før Novartis udviklede universalvaccinen mod maskulin ejakulation, der blev massivt udbredt fra 2019.

Repræsentanter fra alle vestlige nationer bortset fra Sverige er til stede, da Streep viser de uhyggelige billeder fra krigen mod Nordkorea, som alle historikere i dag er enige om blev udløst af kombinationen af falliske egoer på ledende poster, atomvåben og muligheden for netop maskulin ejakulation. Hun er ledsaget på scenen af koreanske efterkommere uden ansigt, arme og ben, som ved deres blotte tilstedeværelse bekræfter forsamlingen om den nære fortids bestialitet.

Novartis præsenterer under a capella-afsyngning af Imagine medicinalgigantens videreudvikling af deres vidundermiddel, det i Vesten obligatoriske produkt Medical Magic Illiberal Libido, som udløser lykkefølelse i hjernen ved motion, indtagelse af kildevand og 16 timers arbejdspræstationer.

Stormuftiens håndtegn

Onsdag den 26. januar 2028

I et lydløst svæv går den selvkørende Teslas pansrede døre op. Ud stiger USA’s vicepræsident, Mark Zuckerberg, i selskab med EU-præsident Viktor Orban, der er klædt i elegant blomsterbroderede loafers og en skjorte diskret prydet af samme blomstermønster fra den den ungarnske Fejér-provins, Orbans barndomsland. Han smiler. Zuckerberg smiler. Over dem svæver solskjoldet på en skyfri himmel og sender 45 procent af solens stråler tilbage ud i verdensrummet, hvor de kommer fra – præcis som Orban har gjort med 45 procent af Europas muslimer.

Sammen træder de indendørs og Zuckerberg hilser venligt på den 98-årige storspekulant George Soros, mens Orban får travlt med at kigge væk og fingere, at han modtager et telefonopkald. Orbans falmende smil stivner, da han får øje på stormuftien af Sverige. Muftien nikker smørret.

Sårene efter, at Feministisk Initativ i 2020 som »et sidste forsvar for humanismen« overdrog Sverige til Europas muslimer, er stadig ikke helet. De tilbageværende europæiske muslimer, som Orban ikke havde fået deporteret, flygtede som bekendt til den islamiske Ummas nyerklærede nordligste provins, Sverige, i løbet af 2020 med store diplomatiske forviklinger til følge.

I dag nægter Den Islamiske Republik Sverige som eneste land i Vesten stadig at implementere det fælleseuropæiske fredsdirektiv, der har gjort Medical Magic Illiberal Libido obligatorisk for alle, kvalt den mandlige sexdrift og gjort verden til et fredeligere sted. At det islamiske Sverige har forbudt alle tegninger, men fastholdt, at det både skulle være lovligt og muligt for manden at afslutte coitus med ejakulation ligesom i gamle dage, splitter fortsat Europa i to.

I foyeren fikserer stormuftien af Sverige nu Viktor Orbans blik, former et ’O’ med venstre hånds tommel- og pegefinger og kører sin højre hånds strakte pegefinger gennem åbningen i tre hurtige ryk. Orban slår blikket ned.

Rygter om urent trav

Torsdag den 27. januar 2028

Det gode ved at være en journalistisk algoritme er, at jeg modsat fortidens journalister kan være til stede flere steder samtidig.

Således morer det mig at overvære den franske præsident Marion Maréchal-Le Pens tale i Davos samtidig med, at jeg er til stede ved generalsekretær Jeremy Corbyns tale ved det parallelle World Industrial Forum i Manchester, hvor han, det socialistiske Englands leder, for et publikum på 275.000 mennesker i blåt Kansastøj fremviser Mike Leighs dokumentarfilm om nationaliseringerne af transportsektoren, vandforsyningen, de professionelle fodboldklubber og bankvæsenet i Storbritanien efter afskaffelsen af fremmedkapitalen i landet i 2020.

Corbyn forklarer, hvordan Storbritannien efter overgangen til naturalieøkonomien nu næsten har fuldbragt den helt nødvendige nedgang i levestandard, og han lover, at den militære overvågning af skoler, som sikrer, at eleverne ikke signerer deres skriftlige afleveringer for at kræve privat ejendomsret, vil blive ophævet inden 2032. 

Marion Maréchal Le Pen bruger også al sin taletid i Davos på at tale om Mike Leighs propaganda og Corbyns arbejdslejre. 

Bjarne Corydons keynote om salget af de danske vandværker modtages med stående ovationer, og ved aftenens ekslkusive diner på hotel Rixos Flüela opfører Googles kunstige intelligens nyskrevne værker af Haydn, Mozart og Debussy og en enkelt af Carl Nielsen til Corydons ære.

Det, der for alvor dominerer snakken på topmødets tredjedag, er imidlertid de vedholdende rygter om, at Victor Orban i sommeren 2026 skulle være blevet set i Den Islamiske Republik Sverige. Flere og flere siger nu, at stormuftien af Sveriges sjofle håndtegn til Orban dagen før i virkeligheden er afpresning.

Stormuftien skal have truet Orban med offentliggørelse af pikante fotos fra de saudiske sheikhers natklubber i Ystad, hvis den ungarske leder ikke vil betale for den guldledning, som transporterer den sidste råolie i verden direkte fra Saudiarabien til Sverige.

The Gala Soirée

Fredag den 28. januar 2028

Ligeså meget som man hvert år glæder sig til WEF, ligeså påtrængende bliver ønsket om, at det snart vil slutte, tænker statsminister Bjarne Corydon og stikker misfornøjet til sin blinis med stamcellerogn. Trætheden efter mange dage med endeløse keynotes, eksklusive dineer, snakkesaglige soireer og afterskiing for fuld hammer har sat sig i knoglerne. Hans tanker vandrer, WEF’s traditionsrige Gala Soirée i Davos kongrescenter, fortoner sig.

Han ænser derfor ikke, at en gruppe mænd med diskret broderede blomsterornamenter fra ungarnske Fejér-provins i samlet flok begynder at bevæge sig mod scenen. I den modsatte side af rummet rejser en  gruppe blonde mænd iført traditionelle muslimske klædedragter og brystnåle med Sveriges blågule halvmåneflag sig i et ryk og haster mod den samme scene. 

The Gala Soirée i Davos bevæger sig mod sit crescendo. Den kunstige intelligens opfanger det straks og komponerer stykke af Tjakovskij, som opføres på stedet. Hurtigere og hurtigere går den slaviske dans, hurtigere og hurtigere først går og nu småløber de to delegationer.

De når scenen samtidig, og den ivrigt summende snak forstummer overalt. Samtlige deltagere ved WEF 2028  kigger op. 10.000 blæseinstrumenter blæser et Hans Zimmersk »Braaaaaaaah« ud i lokalet. Så falder tæppet. Bjarne Corydon blinker. Han kan ikke tro sine egne øjne. Der står de: Stormuftien af Sverige. EU-præsident Viktor Orban. Brudevalsen går i  gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lillian Larsen

Hvor er de kommentarer, der var her i formiddags?