Kommentar
Læsetid: 4 min.

Kan bevægelser skabe fornyelse i europæisk politik?

De traditionelle statsbærende partier i europæiske lande møder stadig større folkelig mistillid, men populismen er ikke det eneste modsvar. Bevægelser som En Marche, Podemos og M5S rykker frem – men kan de leve op til deres løfter om større deltagerdemokrati?
Moderne Tider
20. januar 2018

Mange iagttagere forventede, at 2017’s store politiske fortælling ville blive populismens endelige triumf i Europa. Sådan gik det ikke. Snarere kom den store historie til at handle om selvbestaltede ’bevægelser’, der vendte op og ned på traditionelle statsbærende partier eller decideret fortrængte dem.

Markante eksempler er den franske præsident Emmanuel Macrons La République En Marche!, som præsterede jordskredssejre ved præsidentvalgets anden runde i maj og det efterfølgende parlamentsvalg. Og 31-årige Sebastian Kurz, der i december blev østrigsk kansler efter at have omformet det konservative Østrigsk Folkeparti (ÖVP) til en bevægelse under navnet Sebastian Kurz-listen – det nye folkeparti.

Over hele Europa ser stadig flere vælgere med stigende skepsis på de traditionelle politiske partier, som de primært anser som drevet af selviske interesser og magtbegær. Samme udvikling kan vi iagttage i Sydafrika, hvor det mangeårige regeringsparti ANC nu i vidt omfang ses som korrumperet. I mange tilfælde har de traditionelle politiske partier udviklet sig til, hvad politologer kalder ’karteller’: De bruger statens ressourcer på at holde sig ved magten og samarbejder ofte, uanset deres politiske uoverensstemmelser, om at holde alle udfordrere nede.

Navnlig de unge vælgere ser ud til at være frastødt af de traditionelle partier, som de ser som alt for tunge og bureaukratiske – og derfor også alt for kedelige. Her er det værd at huske på Oscar Wildes kække sentens om, at problemet med socialisme er, at den lægger beslag på alt for mange aftener. På den baggrund kan det ikke overraske, at de mest innovative politiske eksperimenter i Europa i de senere år er vokset ud af gadeprotester og massemobiliseringer, der ikke ville vide af hierarkiske organisationsformer.

Massemobilisering

F.eks. blev venstrefløjsbevægelsen Podemos i Spanien etableret som en udløber af de massedemonstrationer, som de såkaldte indignados mobiliserede i 2011. Den populistiske femstjernebevægelse i Italien (M5S), som fik flest stemmer ved det italienske parlamentsvalg i 2013 og står til at gentage dette i 2018, kan datere sin forhistorie til de store folkemøder, som komikeren Beppe Grillo organiserede imod la casta – hans hånlige betegnelse for, hvad han ser som landets styrende kaste af professionelle politikere og journalister.

Men noget ironisk er nu hændt for disse bevægelser, der før deres succes ved stemmeurnerne typisk begyndte som spontane og inklusive gadeprotester: Selv om deres karismatiske ledere stadig hylder horisontale former for organisation og deltagelsesdemokrati, går de nu samtidig målrettet efter at koncentrere stedse mere magt i egne hænder.

For generalsekretær for Podemos, Pablo Iglesias Turrión, har det resulteret i kritik fra bevægelsens idealistiske aktivister, der kritiserer ham for ’hyperledelse’ og ’online-leninisme’. Som svar har Iglesias erklæret, at »man kan ikke storme himlen med konsensus«.

Selvfølgelig er politiske bevægelser ikke nødvendigvis populistiske af natur. Som grønne og feministiske bevægelser har vist, kan bevægelser udmærket konkurrere med de traditionelle politiske former uden at gøre krav på at repræsentere ’det virkelige folk’ eller ’det tavse flertal’.

Mindre pluralisme

Men dagens politiske bevægelser tenderer også imod at være mindre pluralistiske end de store partier, som har domineret europæisk efterkrigspolitik. Det giver god mening, da ’bevægelse’ ikke blot signalerer mere dynamik, men også en formodning om, at der blandt alle medlemmer er fuld enighed om vejen frem.

Problemet er, at der med den tilsyneladende enighed blandt alle om, hvor man vil hen, bliver så meget desto mindre behov for grundige demokratiske diskussioner. Således har de bevægelser, der i de senere år er opstået i Europa – til venstre såvel som til højre – fokuseret mere på at styrke deres respektive individuelle ledere end på at styrke indflydelsen fra deres menige medlemmer, også når de officielt lægger vægt på deltagelsesdemokrati.

For så vidt angår Macron og Kurz har begge ledere dygtigt formået at ride på den bølge af dynamik og formål, som er et centralt element i enkeltsagsbevægelsers politik. Kurz har for sin del præsteret intet mindre end at bøje ÖVP efter sin egen vilje. Udover at give partiet et nyt navn, har han omorganiseret dets interne strukturer og ændret den officielle partifarve fra sort til turkis. Og dog er partiets konservative platform i grunden slet ikke ændret, hvilket indikerer, at Kurzs ’bevægelse’ mest af alt handler om markedsføring og hævdelse af personlig autoritet.

Demokratisk tab

I sidste ende er Podemos, La République En Marche! og Momentum – ungdomsbevægelsen, der hjalp Jeremy Corbyn til at ændre det britiske Labour-partis platform – ikke væsentlige, fordi de er bevægelser. De er væsentlige, fordi de udvider valgmulighederne for borgerne, især for de borgere, der føler frustration over de herskende duopoler – dvs. politiske systemer, der er næsten fuldstændig domineret af to etablerede parter, der tilbyder vælgerne politiske programmer med kun overfladiske forskelle.

I Corbyns tilfælde kunne ’bevægelsespolitik’ genoprette Labours progressive legitimation og tilbagerulle, hvad mange betragtede som en omfavnelse af neoliberale politikker under tidligere premierminister Tony Blair.

Det er dog naivt at forestille sig, at bevægelser alene kan gøre europæisk politik mere demokratisk. Snarere kan der være grund til at frygte, at de fungerer mindre demokratisk end de traditionelle parter i medfør af deres stærke folkestemningslederskab.

Jan-Werner Müller er professor i politilogi ved Princeton University

© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her