Læsetid: 4 min.

Vi har kun karikaturerne tilbage

Postmodernismen har indhentet os, næsten 40 år efter Jean-François Lyotard proklamerede dens ankomst i 1979. Vi lever forsat med de moderne samfunds selvmodsigelser og trusler om irrationel selvdestruktion, men uden modernitetens store fortællinger og ideologiske kampe
’På trods af bred enighed om, at den økonomiske ulighed i USA er nået et kritisk niveau, så har det republikanske parti netop gennemført en af de mest regressive skattereformer i landets historie, der indebærer en massiv omfordeling fra middelklassen og landets fattigste og mest udsatte borgere til obskønt velhavende mangemilliardærer,’ skriver Malte Frøslee Ibsen.

’På trods af bred enighed om, at den økonomiske ulighed i USA er nået et kritisk niveau, så har det republikanske parti netop gennemført en af de mest regressive skattereformer i landets historie, der indebærer en massiv omfordeling fra middelklassen og landets fattigste og mest udsatte borgere til obskønt velhavende mangemilliardærer,’ skriver Malte Frøslee Ibsen.

Kevin Dietsch

6. januar 2018

Karl Marx skrev som bekendt, at alle store verdenshistoriske begivenheder og personer forekommer to gange: den ene gang som tragedie, den anden gang som farce.

Marx’ spottende kommentar var ikke alene rettet mod Louis Bonaparte – Napoleons nevø, som tog den kortlivede anden franske republik på sengen og kronede sig selv til kejser ved et kup i december 1851 – men også mod den forudgående Februar-revolution i 1848 og ikke mindst det andet kejserrige, der fulgte efter.

Ifølge Marx var revolutionen i 1848 nemlig kun et »spøgelse« af revolutionen i 1789, og revolutionens såvel som modrevolutionens protagonister blot flade karikaturer på Danton, Robespierre og Napoleon Bonaparte.

Når man skuer ud over verden her i begyndelsen af 2018, så er det ikke så svært at sætte sig ind i, hvad Marx mente. Vores tid kan med nogen ret beskrives som en gentagelse af nogle af det 20. århundredes definerende begivenheder – men hvor de dengang forekom som tragedie, så forekommer de denne gang som farce.

Voksenbørn

Den kolde krigs frygt for et atomart holocaust er pludseligt og nærmest uden varsel vendt tilbage. Men hvor det 20. århundredes atomtrussel var oppebåret af to gensidigt mistroiske supermagter grundlagt i fundamentalt forskellige og inkompatible statsideologier, så er den akutte frygt for atomvinter i 2018 foranlediget af to groteske og vulgære statsledere i henholdsvis Nordkorea og USA – den ene mere klovneagtig og latterlig end den anden.

På et tidspunkt, hvor verden er tættere på en åben militær konflikt mellem to atommagter end på noget andet tidspunkt efter murens fald, har Donald J. Trump – vor tids Louis Bonaparte-karikatur på det 20. århundredes politiske stærkmandsfigurer – udsendt et tweet, hvor han med åbenlyse falliske undertoner praler af størrelsen og potensen af sin »Nuclear Button« sammenlignet med Kim Jong-uns. Tænk sig, at millioner af menneskers liv hviler i hænderne på disse koleriske og uforstandige voksenbørn.

Optrapning af klassekampen

Det 20. århundrede var – om ikke andet – et særdeles alvorstung århundrede. Det var det moderne århundrede par excellence, der bragte menneskenes samfund på kanten af selvudslettelse i en dødskamp mellem de store moderne samfundssystemer og ideologier: kapitalismen over for kommunismen, demokratiet over for totalitarismen, det liberale samfund over for fascismen.

Det 20. århundrede indledtes med, at de sidste rester af fortidens feudale orden kollapsede i Første Verdenskrigs blodbad, og det sluttede med sovjetkommunismens sammenbrud og et genfødt håb om fredelig global sameksistens og demokratisk fremskridtstro.

Det håb ligger nu i ruiner. Vi står i dag over for lignende trusler, men helt uden modernitetens alvor.

På trods af bred enighed om, at den økonomiske ulighed i USA er nået et kritisk niveau, så har det republikanske parti netop gennemført en af de mest regressive skattereformer i landets historie, der indebærer en massiv omfordeling fra middelklassen og landets fattigste og mest udsatte borgere til obskønt velhavende mangemilliardærer.

Denne drastiske optrapning af klassekampen – der vækker mindelser om den politik, der blev ført på tærsklen til Depressionen – forekommer nærmest vulgær i sin unødvendige skødesløshed og er ligefrem blevet mødt med højlydte protester fra flere af USA’s superrige, der er bekymrede for, at reformen unødigt bidrager til at destabilisere et i forvejen krisepræget amerikansk samfund og kronisk fastlåst politisk system.

Det er da også ganske sigende for vores tid, at Republikanerne i Kongressen nærmest ikke engang har anstrengt sig for at præstere en pseudoretfærdiggørelse af reformen, der kan give blot antydningen af en principiel begrundelse for røveriet af de offentlige kasser.

Efter den kommunistiske trussel fra øst er forsvundet, er den ideologiske illusion om, at den kronisk stigende ulighed i det kapitalistiske samfund tjener almenvældets interesser, ikke længere nødvendig – for hvad er egentlig alternativet til at trælle for Jeff Bezos?

’Den farligste organisation’

Noget lignende gør sig gældende herhjemme i mindre størrelsesorden, hvor den borgerlige regering netop har sænket registreringsafgiften på Lamborghinier og givet skattelettelser til aktieejerne. Senere på måneden vil den uforfærdet forfølge de »historiske skattelettelser«, som Anders Samuelsen er kommet for skade at bilde sine vælgere ind, han har styrken til at tvinge igennem Dansk Folkepartis modvilje.

Alle taler bekymret om den stigende uligheds konsekvenser for den sociale sammenhængskraft – selv gamle bastioner i den neoliberale økonomiske verdensorden som World Economic Forum og IMF – bortset fra vores magthavere, der har travlt med at orkestrere den.

Den eneste trussel, der kan mønstre noget moderne alvorstunghed, er udsigten til katastrofale klimaforandringer. Truslen mod de globale økosystemers evne til at opretholde livet på jorden har dog som bekendt ikke været alvorlig nok til at afholde Trump fra at trække USA ud af aftalen, hvilket har fået den amerikanske intellektuelle nestor Noam Chomsky til at kalde det republikanske parti for »den farligste organisation i menneskets historie«.

Postmodernismen har indhentet os, næsten 40 år efter Jean-François Lyotard proklamerede dens ankomst i 1979. Vi lever forsat med de moderne samfunds selvmodsigelser og trusler om irrationel selvdestruktion, men uden modernitetens store fortællinger og ideologiske kampe. Vi har kun karikaturerne tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu