Læsetid: 2 min.

Læser du bøger: Simi Jan

Korrespondent Simi Jan savner de britiske boghandlere, når hun står i en lufthavnskiosk
20. januar 2018

– Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Drageløberen af Khaled Hosseini er jo en all-time vinder, fordi den helt jordnært skildrer krigen i Afghanistan og livets dilemmaer. Og så handler den om et land, jeg holder utroligt meget af. Jeg er også stor fan af Paulo Coelho, der har skrevet flere fantastiske bøger om livets store spørgsmål. Om søgen efter lykke og livets mening. Jeg kan godt lide lidt stof til eftertanke. Alkymisten er en klassiker, men også hans bog The Zahir var bjergtagende.«

– Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Da jeg som journaliststuderende i Skotland læste den britiske prisvindende stjernejournalist Kate Adies bog The Kindness of Strangers, blev jeg meget inspireret. Siden holdt hun oplæg på mit universitet, og jeg fik talt lidt med hende. Det var en stor ahaoplevelse. Hun var mit idol, og dengang læste jeg mange af de britiske korrespondenters beretninger, fordi jeg drømte om selv at blive udenrigskorrespondent.«

– Hvad er den værste bog, du har læst?

»Uh, det kan jeg ikke lige komme i tanke om, for hvis jeg synes, en bog er kedelig, gider jeg ikke spilde tid på at læse den færdig. Jeg er nok ret utålmodig og kan sagtens finde på at være i gang med flere bøger på en gang.«

– Hvilken type læser er du?

»En fortravlet én. Jeg ville ønske jeg havde tid til at læse flere bøger. Siden jeg var barn, har jeg elsket at læse og selv skrive historier. Da jeg studerede i Skotland, kunne jeg bruge timevis i de hyggelige britiske boghandeler – for så finder man spændende bøger. Nu er det ofte i alle mulige lufthavne, at jeg går rundt og kigger på bøger under en mellemlanding, hvor jeg skal slå tiden ihjel, og slæber dem så med hjem.«

– Hvornår læser du?

»Ofte under transport – i toget eller flyet. Ellers er det under et tæppe med en kop te i min håndlavede sofa fra Afghanistan, som er mit yndlingsmøbel og mit lille helle, hvor jeg elsker at slappe af og nyde stilheden.«

Serie

Læser du bøger?

Hver uge spørger vi en ny kulturpersonlighed om deres læsevaner.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu