Læsetid: 2 min.

Lille Lars fra Græsted er blevet til Generalen fra Gribskov

Billedet her er et rigtigt Putin-billede: Vi ser en nærmest overjordisk statsmand svævende over skyerne, som værdigt hilser luftrummets toprovdyr, jagerflyet. Men det er ikke Putin på billedet. Det er Lille Lars fra Græsted
Iscenesættelsen af Løkke som øverstbefalende tegner et billede af en foruroligende samtid.

Iscenesættelsen af Løkke som øverstbefalende tegner et billede af en foruroligende samtid.

Forsvaret

20. januar 2018

At Vladimir Putin er en stærk mand, en stålfast og ubøjelig leder, en dristig feltherre og en macho overlever står klart, når man ser Kremls propagandabilleder af Putin til hest, Putin i rivende strøm, Putin med kæmpe automatriffel, Putin, der nusser en persisk leopard. Og billedet her er et rigtigt Putin-billede: Vi ser en nærmest overjordisk statsmand svævende over skyerne, som værdigt hilser luftrummets toprovdyr, jagerflyet. Han er herren, jagerflyene hans tjenere og landet under skyerne hans rige.

Men det er ikke det bedste ved det her billede. Det bedste er, at billedet ikke viser Vladimir Putin, men en helt, helt anden statsleder, nemlig Lars Løkke Rasmussen.

Fadbamser og voksenfilm

Manden, som gennem årene er blevet leet af, fordi han i et træt øjeblik på et klimatopmøde udtalte ordene »I made this banging«, da han slog hammeren i bordet, fyren der må tåle småstats-skandalesager om underbukser, fadbamser og voksenfilm og seneste et gratis sommerhusophold i Skagen, og som i sin egen selvfremstilling har slået på sine jævne og folkelige sider, ikke de storladne og ophøjede. Det er den samme gut som ham på billedet – og så alligevel ikke. Lille Lars fra Græsted er blevet til Generalen fra Gribskov.

Det var da også i den egenskab, Lars Løkke Rasmussen var afsted, for i weekenden besøgte han de 200 danske NATO-soldater, der er udstationeret i Estland med det formål at »sende et stærkt signal til Putin om, at han skal holde fingrene væk fra Baltikum«, som han sagde til TV 2. At tropperne faktisk er indkvarteret på en gammel sovjetisk militærbase i byen Tapa, vidner om, at russerne tidligere har haft svært ved at holde fingrene for sig selv. Og risikoen er tilbage igen, lyder det fra generalen.

»Det er ikke en trussel, som jeg ser,« sagde Lars Løkke til tv-kanalen. »Det er en trussel, som er der.«

Foruroligende samtid

Billedet er dobbelttydigt, fordi det på den ene side sender det rare og X factor-agtige budskab, at selv en hyggeonkel fra Græsted kan være en stærk statsmand, hvis han bliver stillet på den rette scene. Og på den anden side udstiller det en foruroligende stykke samtid, hvor Putins spillen med musklerne giver andre statsledere trang til at fremvise egen potens.

Der er dog også en tredje fortolkingsmulighed: For måske det slet ikke er Generalen fra Gribskov, vi ser, men gode gamle Lille-Lars. Man håber det nærmest: At Lars Løkke Rasmussen bare står der ved Hercules-flyets åbne luge, fordi han skulle have sig en smøg.

Serie

Billedsprog

Hver uge skriver medlemmer af Moderne Tider-redaktionen en personlig klumme, som tager udgangspunkt i et aktuelt billede. 

Seneste artikler

  • Udflugt til virkeligheden

    3. marts 2018
    Lars Løkke Rasmussens blik er vendt mod en murstensfarvet boligblok i en af Danmarks berømte ghettoer. Bag ham står en del af det hold af ministre, han har taget med sig på dagens ekskursion til det, som blandt politikere og journalister indimellem bliver kaldt ’virkelighedens verden’
  • De ligger ned for at kunne rejse sig sammen

    24. februar 2018
    Mandagens ’lie down’ er kun en af flere protester, som den nystiftede Teens for Gun Reform-gruppe har stået bag, siden den 19-årige tidligere elev Nikolas Cruz i sidste uge mejede 14 elever og tre voksne ned på skolen med en semiautomatisk riffel, han lovligt havde købt i en nærliggende våbenbutik
  • Billedsprog: Major Tom to Ground Control

    10. februar 2018
    Elon Musk, der både ejer firmaerne SpaceX og Tesla, sendte i denne uge en rød Tesla ud i rummet. Bilen sad i toppen af SpaceX’s nyeste løfteraket Falcon Heavy og roterer nu rundt om solen i en bane tæt på Mars’. I den åbne Tesla sidder en dukke, mens David Bowies »Space Oddity« kører på fuld styrke ud i det lydløse rum
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Sterling

Generalen fra Græsted har søgt råd hos Putin, her er svaret:

"Skil sig ud. Vær iøjnefaldende for enhver pris. Sørg for at få opmærksomhed fra pressen ved at se større, mere farverig, mere mystisk ud. Spil op til folks fantasier. Storslående billeder og store symbolske bevægelser skaber magtens aura - alle reagerer på dem, og mens de er blændet af din storhed, ser ingen hvad du i virkeligheden foretager dig.

Skjul dine hensigter, og undgå sandheden, fordi den er grim og ubehagelig. Afslør aldrig formålet bag dine handlinger; hvis folk ikke har nogen anelse om hvad du er i stand til, kan de ikke forberede et forsvar. Sig altid mindre end nødvendigt, for at guide dem hen af den forkerte vej, udlæg et røgslør; når folk indser dine sande hensigter, er det for sent.

Ødelæg dine fjender ved at finde fejl i deres omdømme, stå så til side, og lad den offentlige mening knuse dem. Vær altid opmærksom på potentielle angreb og undgå dem, før de sker, dit omdømme er hjørnestenen i magten. Ødelæg dine fjender totalt, knus dem, ikke kun i krop men også i ånd, mere er tabt ved at stoppe halvvejs end gennem total udslettelse, en frygtet fjende må knuses helt.

Og sidst men ikke mindst: undlad at træde på en stor mands sko, vær original; billedet som den store militær general har jeg allerede brugt."

Helle Walther, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Bruhn Andersen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Peter Sterling,
Det virker nu ikke som om Lars Løkke lever op til dine definitioner.
Han afslører hele tiden sig selv.
Men det er uden konsekvenser.

Torben Bruhn Andersen, Niels Duus Nielsen, Helle Walther og Jesper Lerche anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Jamen alle de ting er jo forsøgt af LLR gennem snart 25 år i dansk politik, og han er gennemskuet, som den han er, senest med et benægtet venskab med en storfisker i Thyborøn, hvis sommerhus han får en uges ophold til 10.000 kr efter 4 mdr. bekendtskab. Løkke er ,som han er, V har valgt ham. De ting han laver ,bærer oftest præg af hastværk og sidste udkald før afgang. Han har flere liv end kattens ni, fordi DF støtter ham mandatmæssigt, og Venstre stadig lader sig besnære af hans retorik og store armbevægelser i en lille mands krop. Løkke kan kræve kontanthjælpsloft af andre mennesker, de svageste i vort samfund, dem på bunden, der eddermanme ( undskyld mit kraftudtryk) har langt op, mens han selv smæsker sig i gaver, der er fråds. Han er end ikke flov over at modtage dem.
Og spinner i tale på nytårskur i går i Thyborøn et undskyld ( "grådkvalt") ..... jeg skal lige finde mig selv..... til giveren. ( kilde Politiken). Nej det er ikke i orden moralsk set. Juridisk ???

Eva Schwanenflügel og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

»Det er ikke en trussel, som jeg ser. Det er en trussel, som er der.«

Ja, det er ikke noget han tror, men noget, han ved.

Eva Schwanenflügel og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar