Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Alle skal kunne blive til noget

Gerd Karlsen blev som barn sendt på børnehjem. I sit voksenliv boede hun alene og brugte sit liv på sine skoleelever og udsattes rettigheder i Farum Midtpunkt
Gerd Karlsen i Farum Midtpunkt, hvor hun boede de sidste mange år af sit liv. Den sorte hund er hendes egen, mens den lyse tilhører opdrætteren, som hun var ven med.

Gerd Karlsen i Farum Midtpunkt, hvor hun boede de sidste mange år af sit liv. Den sorte hund er hendes egen, mens den lyse tilhører opdrætteren, som hun var ven med.

Privatfoto

13. januar 2018

Som lærer sagde Gerd Karlsen tingene ligeud. Hvis en elev havde lagt en jammerlig indsats i et videoprojekt, fik han det at vide. Også selv om han havde brugt flere dage på det og selv mente, han havde gjort sig umage.

Den tilgang fik nogle elever til at gå i en stor bue uden om hende. Men andre ringede gerne eller bankede på hos hende efter skoletid. De ville tale om identitet, følelser, forældre. Hun bød dem altid ind, og de kunne blive hængende i timer.

Selv efter eleverne gik ud af niende klasse, fik hun besøg og skrev med flere af dem. Af og til rettede hun også deres gymnasiestile. Når gymnasielæreren gav et 10-tal, havde Gerd Karlsen som regel kvitteret med et 4-tal.

Hun var en kvinde, der var engageret og ærlig over for andre, men havde lukkede områder omkring sin egen person. Først da hun døde, fandt de ud af, hun havde karakterer, som hun aldrig kunne have pralet af. Det havde hun bare aldrig sagt højt, og slet ikke til sin familie, som hun distancerede sig fra det meste af sit liv. I stedet praktiserede hun én leveregel: At alle kunne blive til noget – selv dem, der kom fra svære kår, som hun selv gjorde.

Gerd Grynthe Karlsen

  • Født Christensen den 1. januar 1947
  • Uddannet folkeskolelærer. Arbejdede aldrig som andet end lærer
  • Blev som pensionist formand for Furesø Boligselskab og blokrådet i Farum Midtpunkt. Hun kæmpede for, at alle skulle have mulighed for gode og billige boliger
  • Gift med Poul Karlsen 1968-1970
  • Efterlader sig en bror, en søn og to børnebørn
  • Død den 27. marts 2017
  • Bisat den 4. april 2017 i Farum Kirke

Sine egne regler

Gerd Karlsen begyndte på lærerseminariet i Emdrup som 20-årig. Hun ville have været præst, men måske var karaktererne ikke til det, måske var hun i virkeligheden ikke så troende, som hun ellers havde gået og troet som teenager.

Hun boede i familiepleje hos sin moster Dina, fra hun var 11. Dina var lærer, og når de to ikke var i skole, var de i kirke, hvor Dina var organist. Det var første gang Gerd Karlsen havde sit eget værelse og en at se op til. Hun havde boet på børnehjem, siden hun var fem, efter hendes far, der under besættelsen var modstandsmand og havde siddet i kz-lejr, døde, og hendes mor blev alkoholiker.

Eleverne i Gerd Karlsens klasser oplevede, at hun havde øje for dem, der stak ud. Hvis en pige ikke kunne sidde stille, fandt Gerd Karlsen en praktikplads til hende, hvor hun kom i aktion. På samme måde bøjede hun reglerne og lod en dreng passe praktisk arbejde mere end skolebænken. Det, mente hun, gjorde ham glad og dygtig.

Med afsæt i sin fars historie tog hun klasser med til koncentrationslejren Auschwitz, hvor hun og eleverne alle både græd og krammede.

Nogle elever siger i dag, at Gerd Karlsen er den lærer, der utvivlsomt har styrket dem mest både fagligt og som mennesker. Andre syntes, at hun var for direkte, for voldsom.

Snakker som et vandfald

Som Gerd Karlsen kækt yndede at sige til sine elever, så vidste hun godt, hvad det ville sige at blive ung mor, for det blev hun som 20-årig. Og det var mere en advarsel end en opfordring.

Hendes søn flyttede hjemmefra som 14-årig. Han meddelte ikke hvorfor, og hun spurgte ikke ind til det. Fremover så de hinanden på skolen, hvor hun var lærer og han elev, og de spiste jævnligt sammen. De snakkede begge som vandfald, men aldrig om følelser. Sådan forblev deres relation igennem årene, hvor de holdt kontakt til fødselsdage og jul.

Gerd Karlsen gik fra sin søns far kort efter, at de fandt sammen, og siden boede hun kun med sine hunde. En hund kan man jo ikke skændes med, som hun sagde. Hun havde tre i alt – en ad gangen. Det var altid en sort Chow Chow, og alle tre fik navnet Calaf.

Julekort

Hvert år til jul sendte hun sirligt udvalgte julekort til 60-70-80 mennesker. Som modtager vidste man med sikkerhed, at Calaf prydede årets julehilsen. Men i 2015 var der også en besked om hende. Hun havde fået en sygdom, hun ikke anede, hvad var. Den hed ALS. Og livsprognosen var mildest talt elendig, som hun skrev.

Hun var i begyndelsen af sin pensionisttilværelse, da hun blev syg, og var blandt andet engageret som formand for boligselskabet i det socialt belastede Farum Midtpunkt. Her havde hun selv boet i årtier, og hendes mål var, at alle skulle have mulighed for et godt og billigt sted at bo.

Hendes familie havde været i tvivl, om hun gennem sit liv havde ladet andre mennesker komme tæt på sig. Men på hospitalet, da hun blev dårligere, var der altid fire-fem venner omkring hende. Familien var også i tvivl om, hvor mange der ville komme til begravelsen. De havde forestillet sig, de kunne komme til at sidde alene ved kisten.

Den 4. april 2017 kunne der ikke være en blomst eller et menneske mere i Farum Kirke.

    Serie

    Et liv er forbi

    På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

    Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

    Seneste artikler

    • Et liv er forbi: En lille kop kaffe skal også være en stor oplevelse

      17. august 2019
      Anton Ulrich Bonnén ville nødigt misse en hyggelig komsammen, en mulighed for at engagere sig eller en køretur ud i et smukt landskab. Allerhelst med sig selv ved rattet. Derfor var hans middagslure livet igennem korte og ukomfortable, så der var tid til så mange oplevelser som mulig. Derfor ærgrede det ham også at skulle gå glip af sin egen begravelse
    • Et liv er forbi: Orto Ignatiussens liv var som Østgrønland: Barskt og smukt

      29. juni 2019
      Hver uge fortæller Information om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende. I denne uge om Orto Ignatiussen, der vandt Tasiilaqs børns tillid og blev nomineret til en Oscar, men han overvandt aldrig alkoholen
    • Et liv er forbi: En rigtig socialist går ikke op i sit hår

      22. juni 2019
      Hver uge fortæller Information om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende. I denne uge om Steven Johannes Lêgene, som var kendt i Svendborg som politisk aktivist og kæmpede for retten til kortere sagsbehandling for syge og svage, som ikke kan arbejde. Til sidst var det Steven Johannes Lêgenes selv, der var syg og slidt og måtte søge om førtidspension
    Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her

    Anbefalinger

    • David Zennaro
    David Zennaro anbefalede denne artikel

    Kommentarer

    Der er ingen kommentarer endnu