Baggrund
Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi: Hellere en hare i mosen, end storvildt på savannen

Erik Hennings startede adskillige trykkerier og lokalaviser i Østjylland. Han var brændende lokalpatriot og hjemstavnsmand og fyldte spalterne med lokalstof
Moderne Tider
27. januar 2018
Erik Hennings var en chef af den gamle skole. Han roste ikke sine medarbejdere og forstod ikke, at andre mennesker skelnede mellem arbejde og fritid.

Erik Hennings var en chef af den gamle skole. Han roste ikke sine medarbejdere og forstod ikke, at andre mennesker skelnede mellem arbejde og fritid.

Privatfoto

Erik Hennings var tredje generation i en familie af trykkere. Han voksede op på et trykkeri, og allerede som 11-årig havde han sin første arbejdsdag som bud. Fra den dag var trykkeriet hans fag.

Som 20-årig fik han læreplads på et trykkeri i Aarhus, og kørte hver dag med Grenåbanen. Det samme gjorde Lis Jakobsen, som var ved at uddanne sig til tolder i Aarhus. De mange fælles togture blev begyndelsen på et livslangt ægteskab.

Da Erik Hennings som 23-årig købte sit første trykkeri i Viborg, var det egentlig for at lave nogle hurtige penge. Et lille bogtrykkeri var gået konkurs, og han ville sælge inventaret, men allerede første dag stod nye kunder klar med lykønskninger og ordrer i døråbningen, og Erik Hennings tog fat på arbejdet. Tre år senere lancerede han sin første avis. 

Det var selvskrevet, at Erik Hennings skulle overtage sin fars trykkerivirksomhed i Hornslet, som hans far havde overtaget sin fars. Men at faren allerede døde, da Erik Hennings var 33, kom som et stort chok for ham. Han flyttede straks familien fra Viborg til Hornslet og drev sine trykkerier derfra.

Lokalpatriot

I Hornslet fortsatte Erik Hennings med at udgive lokalaviser, og han lagde hurtigt en klar redaktionel linje: Det nære var det vigtigste. Stod der ikke Hornslet eller et andet egnsnavn i en artikels første linjer, blev den dømt irrelevant og røg ud. Trykkeriet trykte, da det var på sit højeste, fire dagblade og 28 ugeaviser.

Det pinte ham at se byens sygehus, tingsted og posthus forsvinde til de større byer, og han kæmpede imod, at Hornslet langsomt blev opslugt af Aarhus. 

Erik Hennings sad tit på tilskuerrækkerne til byrådsmøderne, og var kendt for sit synspunkt om, at »Hornslet er en by, ikke en forstad!« Sagde et byrådsmedlem det modsatte, kunne hun forvente en spydig leder i lokalavisen dagen efter. Da den nye kommunes rådhus efter kommunalreformen i 2007 endte med at blive placeret i Ebeltoft, jokede folk i Hornslet med, at det var for at komme så langt væk fra Erik Hennings som muligt.

Han plejede at sige, at det var et stort privilegium at bo i Hornslet, og han mente det. Hørte han en af sine journalister sige, at hun manglede stof at fylde avisen ud med, protesterede han. Avisen skulle ikke fyldes ud, den skulle rumme et udvalg af alle de gode historier, der gemte sig på egnen.

Bilka

Det gjorde Erik Hennings vred at se foreningslivet dø langsomt ud, og han kunne ikke udstå, at folk kørte til Aarhus for at handle i Bilka for så at brokke sig over de ringe indkøbsmuligheder i Hornslet.

Selv var han medlem af den lokale borgerforening og formand for jagtforeningen. Der gik ikke en dag, hvor han ikke var ude og kigge til vildtet. Han gad ikke store godsjagter, han foretrak ‘skrammeljagter’, hvor man gik nogle venner ud i mosen med madpakke og termokande under armen. Erik Hennings ville hellere skyde en hare i den lokale mose, end at skyde storvildt på en eksotisk savanne.

Til sin død brugte han stadig det haglgevær, som han havde købt i 1962. I dets levetid havde han fået nyt skæfte to gange og ny sigteskinne en gang. Våbensmeden nægtede at reparere mere på det til sidst, så det hang kun lige sammen.

En anden tid

Som chef var Erik Hennings af den gamle skole. Han roste ikke sine medarbejdere, og den ene dag kunne de blive sat til at pakke forsendelser for den næste dag at klappe fasaner, hvis jagten gik lidt trægt. Samtidig tog han stort ansvar og tog altid lærlinge ind, som havde brug for en guidende hånd.

Familien Hennings boede i en lille lejlighed i hjørnet af trykkeriet i Hornslet, og når børnene lå i sengen om aftenen, kunne de høre trykkerimaskinerne suse i radiatorerne. Det var ikke meget, de tre børn så til deres far i deres barndom. Erik Hennings kunne ikke forstå, at folk gjorde forskel på arbejde og fritid. Han arbejdede i sin fritid og stemplede aldrig ud.

Selv når familien holdt sommerferie i sommerhuset på Mols, kørte han ind til trykkeriet hver morgen. For Erik Hennings var mange ting bedre engang, men for børnene mindede deres forældres livsstil mest om deres kammeraters bedsteforældres.

De lokalaviser og trykkerivirksomheder, som Erik Hennings startede op, beskæftigede ved hans død over 100 mennesker i omegnen. Erik Hennings døde af et hjertestop lige inden jul. Til begravelsen kom blandt andet 70 tidligere lærlinge.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her