Et liv er forbi: Jøsse Larsen

Jøsse hed egentlig Hans-Jørgen, men det blev han aldrig rigtig kaldt. Selv hans mor, som i mange år stædigt holdt fast i Hans-Jørgen, gav op de sidste år, hun levede. Jøsse hed Jøsse helt tilbage fra sin barndom, hvor han var en rigtig københavnerknægt.

Hans far var arbejdede på Dagbladet Aktuelt, og på den måde fik familien en lejlighed i den ejendom i Nansensgade, hvor avisen holdt til. I lejligheden i nummer 78 A boede familien på fem tæt, og toilettet på bagtrappen delte de med både naboer og rotter, men børnene manglede ikke noget. Tøj på kroppen, tre daglige måltider og lommepenge både torsdag og søndag – en femmer torsdag til at spare op og en femmer søndag til en biografbillet.

Nansensgade var Jøsses hjem, men hele byen var hans legeplads.

Sammen med sin bror sneg han sig engang ind i Tivoli på sin fars pressekort, og kom først hjem da parken lukkede. På det tidspunkt havde hans forældre ledt Københavns gader tynde i bekymring. En anden gang fik han en bøde på 20 kroner for at gå ud på den skrøbelige is på Søerne, og her lod forældrene ham selv punge ud af sine opsparede lommepenge.

Som 18-årig stødte Jøsse på det, der skulle blive hans kald i livet. Det, han ville bruge de fleste af sine vågne timer på, det, han ville blive æret for og det, der ville gøre, at han missede familiefester i mange år: Bordtennis.

46 års bordtennis

Jøsses første møde med bordtennissporten var i Thomas P. Hejles Ungdomshus på Nørre Voldgade, hvor han som 18-årig fik arbejde som klubpædagog. Som ung spillede han selv en smule, men han lagde hurtigt battet på hylden til fordel for fællesskabet omkring sporten. De næste 46 år dedikerede Jøsse ubetinget til sporten og havde fingrene nede i små og store bordtennisklubber på hele Sjælland.

Han nåede både at være næstformand for Københavns Bordtennisklub, formand for turneringsudvalget i Dansk Bordtennis Union og bestyrer af Østdanmarks Bordtennis Unions borddepot.

Selv om han trivedes med unionsarbejdet, var det på gulvet med spillerne, Jøsse følte sig hjemme. Med sine karakteristiske røde seler sad han altid klar bag indskrivningsbordet, når spillerne mødte op til turneringer, og han gik ikke hjem, før den sidste kamp var afgjort. Ingen opgave var for lille til Jøsse, som sammen med sine nevøer strammede net, fordelte bolde, reparerede bordtennisborde og tælleapparater, uddelte telefonbøger for at tjene en skilling til klubberne, kørte spillere og materiel og lavede mad til stævnerne. Og heppede trofast på klubbens spillere, ikke mindst.

På billeder fra stævnerne kan man tit ane en seleklædt Jøsse i baggrunden på forreste tilskuerrække. Han kunne også godt finde på at bruge weekenderne på at køre til et bordtennisstævne i den anden ende af landet, »bare lige for at sige hej«. 

Ingen børn

Jøsse var glad for børn, og det eneste, der kunne gøre den ellers blide, runde mand vred var, hvis han så børn blive uretfærdigt behandlet. Hvis hans søster skældte en af hans nevøer ud for noget, en anden havde gjort, eller hans forældre gjorde forskel på deres otte børnebørn, kæmpede Jøsse altid børnenes kamp.

Alligevel stiftede han aldrig selv familie. Han havde ikke tid, var hans forklaring, hvis nogen spurgte. Og det var der noget om, for i perioder havde han så travlt i bordtennisklubberne, at han knap så sine forældre, sin søster eller sine nevøer. Han gik glip af sine tvillingenevøers barnedåb, fordi han havde et stævne, han skulle til – bordtennissen kom altid først.

Sådan var det, lige indtil han mistede sine forældre. Sin far i 2012 og sin mor to år senere. Tabet af forældrene var et hårdt slag for Jøsse, men det skabte et tæt bånd mellem ham og hans søster. Siden da spiste han aftensmad med sin søster og sine nevøer hver eneste aften. 

Madglad

Det var altid Jøsse, der lavede maden. Han var en god kok, og udover at lave mad til deltagerne ved bordtennisstævnerne satte han sine evner i spil som kok på Frelsens Hærs varmestue på Christianshavn, hvor han blandt andet lavede julemiddag til byens hjemløse hver jul.

Jøsse var ekspert i traditionel dansk mad. Inden sin død eksperimenterede han med klassikere fra sin egen barndom. Hofretterne var kødrand og stuvet hvidkål.

Men han var en stor mand, og i sommeren begyndte et helt livs madkærlighed at tære på hans krop. Han røg ind og ud af hospitalet, og tre måneder inden sin død flyttede han hjem til sin søster i Albertslund. Han skrev på sin Facebookprofil at han endelig var kommet hjem fra hospitalet, og næsten 100 venner i alle aldre svarede med ønsker om god bedring.

Jøsse døde den 8. november, hvor han faldt om i sin søsters stue. Københavns Bordtennisklub betalte for kaffebordet efter begravelsen, og Jøsse blev begravet ved siden af sine forældre på de ukendtes grav.