Læsetid: 4 min.

Måske er det ikke så sært, at mange i dag simpelthen ikke gider at åbne en bog

Op i røven med målgrupper
Måske er det ikke så sært, at mange i dag simpelthen ikke gider at åbne en bog. Måske bliver man i det lange løb træt af at læse noget, der er skrevet til præcis ens egen sociale, demografiske, uddannelsesmæssige og seksuelle profil?

Måske er det ikke så sært, at mange i dag simpelthen ikke gider at åbne en bog. Måske bliver man i det lange løb træt af at læse noget, der er skrevet til præcis ens egen sociale, demografiske, uddannelsesmæssige og seksuelle profil?

Timothy A. Clary

27. januar 2018

Som litteraten Wolfgang Iser berømt har beskrevet, beror enhver tekst på, at der er en »implicit læser«.

En forfatter kan ikke skrive alt, eksplicitere alt, og derfor er der altid tomme pladser i en tekst – det gælder helt ned på sætningsniveau, hvor én sætning skal forbindes med den næste, men også i forhold til scener og situationer, der skal kobles sammen i større handlingsforløb.

Disse tomme pladser er det læserens rolle at udfylde, og læseren er på den måde regnet ind i teksten fra begyndelsen.

Tekstens tomme pladser giver rum for fortolkning, og arbejdet med at fortolke er læserens, ikke forfatterens. Det var netop det, Per Højholt på en fiffig måde pegede på, da han på bagsiden af sin bog, 6512, opstillede et stort regnestykke over bogens dele: 6105 + 407. De 407 er dem, sagde Højholt, læseren selv skal lægge til.

Det er en kunst at skabe rum for læseren på den ene side uden at tabe læseren, men på den anden side at gøre plads for vedkommendes intellekt. Det, læseren skal lægge til, er ikke noget bestemt. Det er selve den aktivitet, som animerer en tekst, får den til at leve, får den til at tænke.

Den implicitte ikkelæser

I lang tid har det imidlertid været klart, at især akademiske tekster slet ikke opererer med noget intelligent begreb om en læser mere.

I takt med at højere læreanstalter er begyndt bare at gå efter, at deres ansatte producerer ’enheder’ (enheder, der kan opregnes i antal studerende, antal publikationer osv.), er selve det akademiske arbejde, som f.eks. at skrive en tekst, blevet mere ligegyldigt. Det handler om at publicere i internationalt anerkendte tidsskrifter, uanset om nogen læser det eller ej.

Den tyske filosof Peter Sloterdijk mener således, at vi må se i øjnene, at op mod 98 til 99 procent af akademiske tekster i dag aldrig bliver læst, og han har foreslået begrebet om ’den implicitte ikkelæser’ for fænomenet.

Forskere behøver således ikke mere regne med, at nogen læser det, de skriver. Teksten er udelukkende skrevet for at blive registreret i den store Anden, den store vidensdatabase, og alle ved det.

Det forkætrede ’peer review’, hvor forskere læser hinandens arbejde som betingelse for, at det kan udgives, er i denne optik en sidste krampetrækning: Man tvinger en eller to kolleger til at læse det, man har skrevet – måske bare for at se, at man ikke plagierer – så alle andre kan blive fri.

Den eksplicitte læser

Men hvad sker der så, når akademikere begynder at publicere ud af huset? For sandt er det jo, at der også findes forskere, der formidler deres forskning i stor stil – den store succes med de Tænkepauser, der udgives med baggrund i forskning fra Aarhus Universitet, viser vel netop, at forskning faktisk sagtens kan komme bredt ud og blive læst.

Med de formidlende tekster opstår der, hvis vi skal holde os til Wolfgang Iser, et nyt problem. Hvor de forskningstunge akademiske tekster ikke er skrevet til nogen, andet end den store Anden, er problemet med disse tekster, at de er skrevet til en, som er alt for konkret, hvad vi kunne kalde ’den eksplicitte læser’.

Denne læser er den, der opstår, når forlagene sætter målgruppeoptikken på. Bøger i dag skal skrives til målgrupper. Er det unge eller voksne, du skriver til? Er det sygeplejersker eller pædagoger? Er det de mellemlange eller de lange videregående uddannelser?

Inden man skriver sin bog, skal man vide præcis, hvem man skriver til, så man kan stoppe tekstens tomme pladser ud, komme læseren i forkøbet. Gud nåde og trøste, hvis læseren begyndte at tænke alt for meget selv – det kan de jo ikke, det har de ikke tid til! ’Formidling’ kodeordet. Det må ikke gøre for ondt, ikke gøre for meget modstand.

Fremtidens læsere

Måske er det ikke så sært, at mange i dag bliver ’eksplicitte ikkelæsere’ og simpelthen ikke gider at åbne en bog. Måske bliver man i det lange løb træt af at læse noget, der er skrevet til præcis ens egen sociale, demografiske, uddannelsesmæssige og seksuelle profil? Måske bliver man klaustrofobisk? Måske drukner man i formidling og indpakning (»formidlet, så de fleste kan være med,« som Tænkepauser siger det) – som Peer Gynt forsøger man at skrælle løget for at finde kernen, som ikke er der.

Kierkegaard, der selv var en ivrig læser – ikke mindst af sit eget værk – skrev engang, at han godt kunne blive misundelig på sine fremtidige læsere. Og selvfølgelig er Kierkegaard krukket, men måske ikke på den værste måde.

Er det ikke på tide, at forskere, tænkere osv. igen begynder at skrive til fremtiden? Til den læser, som må forblive implicit, indskrevet i teksten som et tænkende væsen, der kan lægge 407 til, hvis ikke teksten enten skal blive til tom afrapportering eller ren formidling?

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maria Francisca Torrezão
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Maj-Britt Kent Hansen
Maria Francisca Torrezão, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anker Nielsen

"Det var netop det, Per Højholt på en fiffig måde pegede på, da han på bagsiden af sin bog, 6512, opstillede et stort regnestykke over bogens dele: 6105 + 407. De 407 er dem, sagde Højholt, læseren selv skal lægge til."

Det står der IKKE på bagsiden at Per Højholt, 6512.
Bogen slutter af med en side der hedder "Indhold", hvor han lægger alle sidetallene sammen og lægger 407 til, og det bliver til 6512.