Baggrund
Læsetid: 9 min.

Når afpresningen først får fat, er den næsten ikke til at slippe af med

Er der tale om afpresning i Tingbjerg, er der grund til alvorlig eftertænksomhed og handling. Erfaringerne viser, at når først denne form for afpresning slår rod, er den uhyre vanskelig at komme til livs. Det kan man se i Italien
Beskyttelsespenge er en sejlivet størrelse. Trods årtiers indsats er det fortsat udbredt på Sicilien, og derfor skal man tage det meget alvorligt, hvis det som påstået var afpresning, der var førte til at et bageri i Tingbjerg blev hærget af maskerede mænd.

Beskyttelsespenge er en sejlivet størrelse. Trods årtiers indsats er det fortsat udbredt på Sicilien, og derfor skal man tage det meget alvorligt, hvis det som påstået var afpresning, der var førte til at et bageri i Tingbjerg blev hærget af maskerede mænd.

Fra overvågningskamera i bageriet

Moderne Tider
27. januar 2018

I

Ali Parnian fra Tingbjerg fik denne uge sin bager- og cafébutik hærget af en bande på fem hætteklædte personer. Selv har han forklaret, at det skyldes, at han ikke vil betale ’beskyttelsespenge’. Politiet har hverken be- eller afkræftet, at det skulle være tilfældet og undersøger flere muligheder.

Pengeafpresning har et begrænset omfang, lyder det fra politiet, og er formentlig styret af fremmedetniske bander. Men fra f.eks. overborgmesterens kontor i København er der blevet talt om, at hændelsen gav mindelser om mafiametoder.

Det kan altså være, der blot er tale om nogle utilpassede fjolsers amokløb eller om en intern konflikt, men det er også muligt, at sagen fra Tingbjerg vil vise sig at være et forsøg på det, som den internationale kriminologi-litteratur er så rig på: banders afpresning af beskyttelsespenge.

Hvis det er tilfældet, er der grund til alvorlig eftertænksomhed og handling. Erfaringerne viser, at når først denne form for afpresning slår rod, er den uhyre vanskelig at komme til livs. Det kan man se i det land, hvor mafiaen blomstrer. Resten af historien her handler om, hvor galt det kan gå.

II

På Sicilien, i beskyttelsesafgifternes moderland, opkræver de lokale mafiafamilier en illegal afgift, il pizzo. Ordet stammer fra siciliansk u pizzu, der bruges i udtryk som fari vagnari u pizzu, der betyder at ’væde næbet’ eller ’dyppe snablen’. Det er principielt alle erhvervs- og forretningsdrivende i et bestemt territorium, der pålægges pizzo.

Pizzo er en absolut kerneinteresse for mafiafamilierne, for selv om det økonomiske udbytte sammenlignet med andre af mafiaens indtægtskilder er begrænset, er netop pizzo af afgørende strategisk betydning for familiens eksistens. Den er kilde til social kontrol og adgang til andre indtægtskilder. Pizzo er penge og information.

Mafiosi er selvstændige forretningsmænd, men netop pizzo er en fællesaktivitet, og udbyttet tilfalder familiens fælleskasse, som bidrager til de fængslede medlemmers og deres slægtninges underhold, advokatudgifter, våben, logistik etc. Med pizzo følger information om ofrenes økonomi og forretningsdrift og dermed mulighed for yderligere krav.

Afslår forretningsdrivende at betale pizzo, kan de se frem til trusler og gradvist eskalerende hærværk på deres forretning.

Opkrævere af pizzo ønsker, at afgiften har form af tribut, en gave, fra betaleren til lokalområdets garanter for kriminel ro og orden. Undertiden kan opkrævningen fremstå som et særligt tilbud, en vennetjeneste, som, hvis indehaveren ikke havde været så fantastisk heldig, ville have været uha, meget dyr.

Andre ved besked og tager selv initiativ til at betale pizzo. De ved, det forventes, at man betaler mafiaskat, så derfor opsøger de modtageren for at vise god vilje og evt. få rabat.

Pizzo kan suppleres med andre ydelser, f.eks. job. Den lokale mafiafamilie kan kræve, at virksomheden stiller job til rådighed, og det er almindeligt, at vagtpersonale på en virksomhed er ansat på mafiaens anfordring. Ofte er ansættelserne uden reel nytte for virksomheden, da de personer, som formidles på denne måde, alene optræder på lønningslisterne uden at udføre et egentligt arbejde.

En lokal mafiafamilie kan også påligne virksomheden bestemte former for underleverancer, f.eks. at entreprenøren aftager cement fra et bestemt firma, at han får en bestemt vognmand til at transportere byggematerialer, at han lejer maskiner fra et bestemt firma, at en caféejer bruger et bestemt kaffemærke. Ydelser og leverancer er til overvejelse i hvert enkelt tilfælde. Som Bernardo Provenzano, overhoved for Corleonefamilien, har beskrevet det: »Det er bedre, at alle betaler noget, frem for at få betaler meget«.

Pizzo kan skabe en proces, hvor virksomhederne gradvist bliver mafiaovertaget og bliver en integreret del af mafiamiljøet. Det er sket i flere tilfælde, at virksomheder er begge dele – uden for og inden for Cosa Nostra. Denne glidende overgang omtaler den afhoppede mafioso Tommaso Buscettas i en vidneforklaring:

»Omkring familierne og omkring mændene af ære er der en utrolig masse personer, som selv om de ikke er mafiosi, samarbejder med mafiosierne – undertiden uden at vide det. Det hele afhænger af det eksisterende tilstødende miljø i forhold til mafiaorganisationerne. Der er ikke tale om et underkastelsesforhold, da det drejer sig om en situation, hvor de, som samarbejder, også forventer fordele«.

III

Fra slutningen af 1990’erne indledte de italienske myndigheder i takt med en ny antimafiapolitik en skarpere bekæmpelse af pizzo og beslaglagde ved flere lejligheder regnskabsbøger og fragmenter af opkrævningslister, som viste familiernes opkrævningspraksis.

Næsten dagligt beretter syditalienske aviser om pizzo-sager, og samme dag, som hærværket i Tingbjerg-cafeen fandt sted, arresterede carabinieri i Agrigentoprovinsen 56 mafiosi og folk med forbindelse til mafiaen, heriblandt borgmesteren i den lille by Cammarata, Vito Mangiapane, for pizzo og pizzo-relaterede forbrydelser. 

Chef for anklagemyndigheden i Palermo, Francesco Lo Voi, fortæller, at efterforskningen har stået på i to år og at det er smertefuldt at opdage, at en snes af de pizzo-plagede virksomheder ikke har anmeldt afpresningen til myndighederne.

Det, der for alvor gav myndighederne initiativfordelen i pizzo-bekæmpelse, var anholdelsen af capo over San Lorenzo-kvarteret i Palermo, Salvatore Lo Piccolo, november 2007. På hans skjulested fandt man et helt mafiabibliotek fyldt med dokumenter om familiens aktiviteter. Mens efterforskerne arbejdede sig gennem dokumenterne, gik en engel gennem Palermo.

Formanden for Lægesammenslutningen i Palermo – Ordine dei medici med 9.000 medlemmer – Salvatore Amato, anmodede om et møde med myndighederne. Det lå ham meget på sinde at kunne afvise forlydender om, at der i materialet fandtes et pinligt dokument, som ifølge rygtet viste, at der var opkrævet 10.000 euro af Lægesammenslutningen, som netop har til huse i San Lorenzobydelen, der ligger på Lo Piccolos territorium. Amato nægtede at have betalt noget som helst eller nogensinde til Lo Piccolo.

»Hvis de havde krævet pizzo af os, ville jeg have anmeldt dem«, sagde han.

Andre næringsdrivende i kvarteret fulgte trop:

»Her hos os har ingen nogensinde krævet noget«, lød det.

Ingen havde betalt pizzo, fordi ingen havde forlangt det: hverken grønthandleren, apotekeren, kioskejeren, tobakshandleren, møbelbutikken, købmanden. Der var ikke noget at komme efter. De holdt mund alle som én og udtalte sig heller ikke positivt om, at Lo Piccolo er blevet pågrebet. Hvorfor skulle de dog det, når de aldrig havde mærket noget til ham?

Der var i det hele taget forbavsende stille i Palermo Vest, man lod som ingenting og fortsatte demonstrativt med arbejdet. Men man læste aviser som aldrig før, og ved middagstid kunne kiosken melde udsolgt.

Faktum er, at de fleste butiksindehavere, virksomhedsejere, folk i serviceerhverv, småhandlende ikke alene holdt mund, men også vejret. Det er forbudt at betale afgifter til afpressere. Gør man det, er man kriminel, og kan det bevises, bliver man dømt.

Derfor var der så tyst i Palermo Vest. De færreste vidste, om de var købt eller solgt, for selvfølgelig havde de betalt. Spørgsmålet var, om deres navne stod i de elendige dokumenter, som var beslaglagt på Lo Piccolos skjulested. Kun de rene kunne tage det roligt, og det gjorde Lægesammenslutningens formand med medlemmernes opbakning.

»Så stort et beløb kan ikke skjules i regnskaberne. Det er utænkeligt,« sagde han. Og han går tilsyneladende fri. I slutningen af december 2007 udløstes spændingen. Avisen La Repubblica fremlagde en liste over handlende og virksomheder, som stammede fra Salvatore Lo Piccolos kassebøger. Her stod opført 160 pizzo-betalende barer, møbelbutikker, kongrescentre, fitnesscentre, pladeværksteder, slagtere, klinikker, restauranter m.m.

Ud for hvert enkelt navn var der, ud over beløb og antallet af betalinger, tilføjet noter om status, fejl og spørgsmål. Nogle betalte en gang årligt, andre to gange, til jul og påske, enkelte betalte i tre eller fire årlige rater, mange mindre butikker og handlende betalte månedligt, kunne man læse.

Men en modreaktion var i gang.

»Den der fortsat betaler pizzo, kan man ikke betragte som offer. Det er ikke mere et alibi, at man er bange. Det er tværtimod det helt rigtige tidspunkt for alle til at anmelde afpresserne,« sagde formanden for den sicilianske afdeling af arbejdsgiverforeningen Confindustria, Ivan Lo Bello, i en kommentar til de offentliggjorte pizzo-lister.

»Det overrasker mig, at vi stadig har meget få anmeldelser. De handlende skal være modigere og massivt gøre oprør.«

Mellem 2007 og 2008 lancerede sammenslutningen sloganet ’Den, der betaler pizzo, bliver smidt ud’, og siden har 51 medlemmer forladt foreningen. 10 er ekskluderet, 30 er suspenderet, resten har meldt sig ud. 64 tidligere pizzo-betalere samarbejder med anklagemyndigheden.

Men det er ikke hvem som helst, de er oppe imod.

IV

Håndskriften på et af Lo Piccolos beslaglagte dokumenter er sønnen Sandros, Lo Piccolo juniors. Øverst står to ord: ’oprørere’ og ’Addiopizzo’, og nedenfor følger 20 navne på handlende i Palermo.

Addiopizzo er en græsrodsbevægelse stiftet i 2004. Den er kendt for at dele flyers ud og sætte klistermærker op med budskabet »Et helt folk, som betaler pizzo, er et folk uden værdighed«.

På foreningens website kan man se, at de 20 forretninger på mafiadokumentet er medlemmer af foreningen. Meningen med Lo Piccolos liste må være, at der skal ske et eller andet med dem, at de skal opsøges og straffes, som det skete med Rodolfo Guaiana, hvis forretning med lakvarer, plastik, værktøjsmaskiner og byggematerialer brændte ned. ’Nej til pizzo’ er en provokation, et ydmygende slag i ansigtet på mafiafamilierne i Palermo. Der er et pizzonægtersammenrend i vores by, skriver Sandro Lo Piccolo.

Trods modstanden er pizzo overalt. En skribent på La Repubblicas blog Ummafiruchiu skrev det klart 14. november 2007 – i en slags hyldest til modbevægelsen.

»Lad den, som ikke betaler pizzo i Palermo, kaste den første sten,« lød det.

»Når jeg parkerer, nærmer den ulovlige parkeringsvagt sig og beder mig om… pizzo, når jeg køber ind, forlanger grønthandleren (som stadig er et populært erhverv i byen) en meget høj pris for frugten, uden han giver mig en kvittering. Han betaler helt sikkert pizzo for at kunne være der, og jeg betaler indirekte min del af bidraget til coscherne. Ved siden af er der slagteren, og her er det det samme, fiskehandleren nævner vi slet ikke… Derefter ind på baren, hvor jeg får en kop kaffe, 80 cents, og er sikker på, at mindst 10 procent går til at betale den lokale cosca. Jeg besøger en speciallæge, som forlanger 90 euro, men regningen lyder på 110, og også i de 90 euro er indeholdt ’pizzoskat’! Så jeg spørger mig selv, om jeg, en helt almindelig borger, som ikke er i stand til at kontrollere, hvor mine penge ender, ikke ufrivilligt støtter firmaet ’mafia & co.’? Vi bør overveje at forsøge at bruge vores penge hos dem, der i det mindste erklærer, at de ikke betaler pizzo! AddioPizzo!«

I Palermos Ucciardone-fængsel defilerer indsatte mafiosi forbi en rude med envejsglas, tre og tre ad gangen, hver udstyret med håndholdt nummer. Det er juli 2008. Bag ruden står pizzo-ofre, som uset udpeger de numre, der har afpresset dem.

Identifikation a la americana, har ikke noget fortilfælde på Sicilien. 18 pizzo-ofre er til stede, blandt andet P.V., som har betalt pizzo hver måned siden 1986, men nu skal det være slut. Ofrene er fortrinsvis butiksindehavere og stadehandlere: bar, pizzabager, isenkræmmer, autoværksted, tobaksforretning, is og røgerivarer, olivenhandler. Den sidste kunne nøjes med at betale 5 euro om ugen til opkræveren hver torsdag, men slut med det også.

G.F. har en mindre virksomhed inden for bygge- og anlæg. For to måneder siden spurgte datteren ham:

»Far betaler du pizzo?«

Modbevægelsen mobiliserer langsomt og gør det muligt for forbrugere at handle i butikker, der skilter med ikke at betale pizzo. Også på producentsiden sker noget. I 2009 lander f.eks. den pizzo-fri islagkage. Isen fremstilles af Palermofirmaet Gallo. Organisationerne Addiopizzo og Libero Futuro promoverer producenter på PizzoFree-listen.

I dag, mere end ti år efter det store slag mod mafiaen i Palermo blev sat ind, har 1.040 virksomheder på Sicilien tilsluttet sig Addiopizzo. Det er blot en brøkdel af regionens virksomheder.

Peter Søndergaard, sociolog og kriminolog med indsigt i organiseret kriminalitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Duus Nielsen

"Den seneste udvikling"?

Hvad er jeg nu gået glip af? Fortæl, beret!

Grethe Preisler

Ingenting, Niels Nielsen
bortset fra de seneste 'debatindlæg' i nærværende dagblad fra dem, der 'troller' hinandens 'breaking news på FB tvittteledee-twitteledum-dot-com world wide' ;o)

Peter Ole Kvint

Jeg tror ikke på at de er professionelle, da man jo ikke tjener på dem der lukker. 100.000 kr er alt for mange penge, at forvente at nyåbnet bager kan betale.

det er almindeligt kendt at tattovørbutikker betaler beskyttelsespenge til forskellige rockergrupper. At det forekommer skyldes vel mest politiets sædvanlige mangel på interesse i at varetage deres rigtige arbejde... der skal skrives fartbøder ud og der skal skrives rapporter... og spises citronhalvmåner... ad libitum

John S. Hansen

@Povl Jensen

Jeg er for såvidt enig med dig i, at Dansk politi ikke fungerer (tilfredsstillende). Imidlertid er jeg ikke enig i, at problemet skyldes lav arbejdsmoral eller lignende hos betjentene, sådan læser jeg citronmåne -kommentaren! Årsagen er en NPM. - baseret politireform.

I forhold til kriminaliteten, i dette tilfælde beskyttelsespenge, så vil den formentlig vokse i takt med nedbrydningen af det Danske samfund.

Kommer til at tænke på hemmeligholdte "pengeklubber" og "kvotekonger"