Østeuropas bedste fodboldhold har boet på hotel i tre år

Kameramanden spjætter, så hans pelsede hætte falder ned, da kanonslaget sprænger. Den lille, brasilianske midtbanespiller Fred har scoret med højre inderside og strækker en arm i vejret i retning mod 30 hoppende, syngende fans iført orange halstørklæder og sorte elefanthuer på tribunen bag målet.

Sydamerikaneren løber ikke mere end to skridt i deres retning, inden han vender om og stiller sig klar til give bolden op igen. Han har trukket de orange trøjeærmer helt ned, så de dækker hænderne. 4-1. Der er 20 minutter igen, men kampen har været afgjort længe. 

Det traditionsrige lokalopgør mellem storebror Shakhtar Donetsk og lillebror Olimpik Donetsk er ikke altid blevet spillet i så beskedne rammer. I 2013, før borgerkrigen brød ud i Ukraine, spillede de foran 50.000 tilskuere på Shakhtars knitrende nye stadion, Donbass Arena, hjemme i millionbyen Donetsk.

I dag spiller de 600 kilometer vest derfra på Dynamo Kievs aflagte stadion. I Donetsk er borgerkrigen nemlig ikke slut. Byen kontrolleres af russiske separatister, og Donbass Arena sygner hen, beskadiget af bomber. 

Ukrainsk fodbold ligger i ruiner. To af de bedste hold, Metalist Kharkiv og DNIPRO, er lukket, mens Shakthar Donetsk –  i et årti Østeuropas ubetinget bedste hold – har været i tvunget i eksil i mere end tre år. Klubben administreres fra et hotel i Kiev, mens holdet spiller sine hjemmekampe i Kharkiv. Alligevel har Shakhtar igen i år formået at spille sig videre fra gruppespillet i Champions League. Denne gang på bekostning af Napoli, der har førstepladsen i den italienske Serie A.

Med romerlys, kanonslag og truende fagter, gør den lille gruppe fans bag målet da også, hvad de kan. Det er østeuropæisk hooligankultur i smagsprøve-størrelse. Midt på lægterne forholder de øvrige tilskuere sig roligt. Deres afmålte klap ved Freds scoring kvæles i de uldne vanter. Det er bare ikke det samme, at se Shakhtar Donetsk længere, forklarer 40-årige Eduard Grischeko. ’E. Grischeko’ stod indgraveret på hans faste sæde på Donbass Arena. 

»Shakhtar gav mig et sug i maven dengang. Fodbold, stadion, fans. Det hele var europæisk klasse. Men kig dig omkring. Det er noget ganske andet nu. Shakhtar kan ikke komme til deres fans, og fansene kan ikke komme til Shakhtar,« siger han. 

Eduard Grischeko har været i Kiev siden foråret, hvor han, ligesom Shakhtar tre år før ham, flygtede fra Donetsk.

Oligark-legetøj

Inden krigen brød ud i 2014, var Shakhtar Donetsk det postsovjetiske Ukraines perle. Siden 2005 har klubben vundet det ukrainske mesterskab ni gange og været fast inventar i Champions League. I 2009 kom det europæiske gennembrud, da Shakhtar vandt Europa League. Samme år spillede Beyonce til indvielsen af det 2,5 milliarder kroner dyre stadion, Donbass Arena. Kulminebyen Donetsk i det fattige Østukraine var blevet Østeuropas fodboldmæssige centrum.

Shakhtar betyder ’minearbejder’, men man har dårligt kunne beskrive klubben som en proletarisk folkeforening, siden milliardæren Rinat Akhmetov overtog den i 1996. Han er Ukraines rigeste mand og prototypen på den moderne, slaviske oligark. Søn af en minearbejder, som i løbet af 1980’erne etablerede sig som en succesfuld forretningsmand på den sovjetiske sortbørs.

Da imperiet kollapsede, udnyttede Akhmetov sine forbindelser i mafiaen til at købe miner, elforsyning, ejendomme og andet sovjetisk arvesølv til særdeles fordelagtige priser.

Akhmetov har investeret milliarder i Shakhtar Donetsk. Ligesom han kører i tyske superbiler og får sine jakkesæt syet i Italien, så foretrækker han fodboldspillere fra Brasilien. Nøglen til Shakhtars succes har været dyrt indkøbte brasilianere som Willian, Fernandinho og Douglas Costa.

I dag hedder de Taison, Fred og Bernard, men kan ikke længere beskrives som prominente nyindkøb. Det er bare dem, der endnu er tilbage fra de gode år før krigen, forklarer administrerende direktør i Shakhtar Donetsk, Sergei Palkin.

»Vi har ikke købt en udenlandsk spiller i tre år. Der er simpelthen ingen, der vil. Ukrainsk fodbold er i en katastrofal tilstand, og spillerne er bekymrede for sikkerhedssituationen i landet,« fortæller han, da Information møder ham på The Opera Hotel i Kiev.

Paradoksalt nok er det et hotel, der forsøger at holde en klassisk aristokratisk atmosfære med krystallysekroner og en elevatorfører i fuld uniform. En stank af gamle penge i et land, hvor sådan nogle stort set ikke findes. I hvert fald ikke i Shakhtar. Alligevel har klubben siden 2014 lejet 11 værelser på anden etage og indrettet dem som kontor. Herfra har Sergei Palkin og den øvrige administrative ledelse navigeret Østeuropas bedste fodboldhold gennem krigen i Ukraine.

Brasiliansk strejke

Faktisk har det været svært nok bare at holde på nogle af klubbens stjerner. Da krigen brød ud i sommeren 2014 var Shakhtar på træningslejr i Schweiz, hvor spillerne på CNN kunne se uniformerede mænd skyde med maskingeværer og kaste granater i Donetsks gader. Seks af brasilianerne, anført af Douglas Costa og Alex Teixeira, nægtede slet og ret at vende tilbage til Donetsk.

»Der var krig i Donetsk, og vores spillere var bange. Ikke bare for at vende tilbage til Donetsk, men også for at tage til Ukraine. Det var den sommer, et passagerfly blev skudt ned. Deres familier ringede forfærdet fra den anden side af kloden og forbød dem at tage til Ukraine. Der var intet andet valg end etablere os i Kiev og overbevise spillerne om, at der var sikkert,« siger Sergei Palkin. Den rødblonde direktør retter på sit orange og grøn-stribede, næsten spøg- og skæmt-agtige, slips.

Situationen var og er alvorlig. Klubben rykkede det administrative hovedkvarter til Kiev, og hjemmebanekampene til Lviv i det vestlige Ukraine, mere end 1.000 kilometer fra Donetsk. I starten af 2017 overtog de stadion i Kharkiv, et par hundrede kilometer fra hjembyen.

Værelset på Opera Hotel er indrettet som et mødelokale. Midt i lokalet stået et langt, ovalt mahognibord. Og på en nedlagt kamin står de tre pokaler, Shakhtar vandt sidste år, udstillet.

Sergei Palkin var sikker på, at det blot drejede sig om et par måneder. Fem, seks, måske otte kampe, og så kunne Shakhtar vende hjem til Donetsk.

»Efter seks måneder begyndte det at dæmre for os, at krigen kunne fortsætte i lang tid,« siger direktøren.

En klub uden hjem

Det er utænkeligt, at Shakhtar vender tilbage til Donetsk, inden byen igen er helt og aldeles integreret i Ukraine, forklarer Sergei Palkin. Og når Akhmetov og klubbens øvrige ledelse ikke længere tror på, at det vil ske, så lukker de Shakhtar Donetsk.

»Man kan ikke drive en fodboldklub uden fans. Uden et stadion. Uden et hjem. Jeg tror ikke, du i den globale fodboldhistorie kan finde ét eksempel på en klub, der har været væk fra sin hjemby så længe,« siger Sergei Palkin og virker oprigtigt trist.

»Alting har en begyndelse og en ende. Det gælder krige og konflikter, men det kan også gælde fodboldklubber.«

Sergei Palkin vil ikke sætte tal på, hvor mange år Shakhtar Donetsk kan fortsætte i eksil. Men han vil gerne fortælle, hvem der kommer til at træffe beslutningen: Rinat Akhmetov.

»Vi har stort set ingen indtægter fra hjemmekampe. Vores fans og sponsorer er fanget i en krigszone. Og Ukraines økonomi er i det hele taget skrumpet. De seneste tre år har vi ikke købt spillere, men solgt, solgt, solgt. Vi overlever kun økonomisk, fordi vi har en meget engageret præsident, der elsker fodbold og ser Shakhtar som sit hjerte,« siger han.

Katastrofe

Ukrainsk fodbold ligger i ruiner. To af de store klubber er lukket, udlændinge er betænkelige ved at skifte, og sponsorer er resigneret i takt med landets økonomi.

»Det har efterladt store huller. Konkurrencen er ikke den samme, folk interesserer sig ikke lige så meget for fodbold, og økonomien er slet ikke den samme,« fortæller Sergei Palkin.

Set fra Vesteuropa ser Shakhtar Donetsk ud til bare at buldre videre. Klubben er forsvarende mestre i samtlige ukrainske turneringer, og i februar møder de Roma i ottendedelsfinalen i Champions League. Men bag resultaterne gemmer der sig en klub i dyb krise, fortæller Sergei Palkin bramfrit og blottet for mimik.

»Det er ekstremt svært. At spille uden vores fans, væk fra vores by, uden vores træningsbane. Spillere, trænere og ledere har familier og venner, der stadig befinder sig i krigszonen. Og listen fortsætter. Vi flyver konstant. Vi spiller i Kharkiv, men spillerne bor og træner i Kiev. Man kan ikke  overdrive, hvor besværlig en situation fodboldklubben befinder sig i.«

Russisk forbindelse

Donetsk ligger i det østligste Ukraine, tæt på grænsen til Rusland. Hver anden indbygger i byen er etnisk russer, så det er ingen tilfældighed, at det netop er i denne del af Ukraine, de russisk støttede separatister har haft held til at etablere to ’folkerepublikker’ i Donetsk og Lugansk.

Den såkaldte guvernør i Folkerepublikken Donetsk har tidligere erklæret, at Shakhtars præsident, Rinat Akhmetov, støtter separatisterne økonomisk. Akhmetov selv insisterer dog på, at han kun faciliterer nødhjælp til de civile i området, der mangler basale fornødenheder. Men som regionens kulturelle samlingspunkt ser mange ukrainere Shakhtar Donetsk som en ’russisk’ klub, og Rinat Akhmetov bliver ofte beskyldt for at tale med uld i munden i spørgsmålet om Rusland.

Sergei Palkin kender godt ’fordommene’, som han kalder dem, om Shakhtar Donetsk.

»I dag ved de fleste godt, at Shakhtar på alle måder er en ukrainsk klub. Herregud, det ukrainske landshold består stort set af spillere fra vores klub,« siger han. »Det er polemik og opportunisme, når nogen anklager Shakhtar for at støtte Rusland. Vi er en fodboldklub.«

Smuldrende symbol

Tilbage på stadion i Kiev til lokalopgøret mellem de to Donetsk-klubber er kulden ved at have gjort selv de ivrigste ultras bag målet tavse. Kampen er netop slut, og Shakhtar Donetsk har vundet 4-1. Det var aldrig spændende. Shakhtars præstation på banen var upåklagelig.

Men for 43-årige Aleksander Pritskij var det som vanligt en vemodig oplevelse at se sit yndlingshold spille. Hans far er formand for den lokale afdeling af Shakhtars fanklub i den lille Donetsk-forstad Goralivka. Aleksander Pritskij selv flygtede ligesom Shakhtar fra Donetsk allerede i 2014, da krigen brød ud. Siden da har han haft sine to drenge med på stadion, hver gang holdet har spillet i Kiev.

»Da min far voksede op, var Donetsk en fattig provins i Sovjetunionen, hvor alle arbejdede i minerne. For ham har Shakhtars succes været symbolet på den udvikling, han har oplevet. At klubben blev Ukraines bedste, markerede sig i Europa og rejste et smukt stadion, der var endnu bedre end dem, de har i Tyskland og England, har betydet meget for min far. Rigtig meget,« fortæller Aleksander Pritskij.

Nu føler de det hele smuldre. Både Aleksander selv, og i særdeleshed hans far, der stadig er i Donetsk. Han slår armen opgivende i vejret. Det er en form for selvpineri, at han alligevel tager til kampene, fortæller Aleksander Pritskij.

»På en gang føler jeg mig tættere forbundet til min familie derhjemme, der minder mig om alt det, vi har mistet.«